Vitalitet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2017
  • Opdateret: 1 apr. 2017
  • Status: Færdig
Dette er historien om den Eigil, der bearbejder sit tab.

1Likes
1Kommentarer
81Visninger

1. Vitalitet

Det var en helt almindelig dag for Eigil. Han vågnede, sagde godmor-gen til sin kone, Sigrid, og bad hende gå ned og slappe af, mens han ryddede lidt op. Han redte sengen, støvede de hjemmelavede træhylder af, fik en splint i sin ringefinger, og smed resterne af gårsdagens små-kager ud. Han huskede, at han havde bagt dem til Sigrid, til hvis hun skulle blive sulten om natten, når nu hun ikke havde spist noget mad, men var endt med at spise dem selv.
    Mens han gik nedenunder for at lave morgenmad, lagde han mærke til de livlige blomster i haven. Siden det med Karen, var han blevet glad for alle de små ting i livet, såsom farverige blomster. Før i tiden ville han bare bukke sig ned og sprøjte dem med gift, men det var hans ryg jo efterhånden også for dårlig til. 
    Vinduet stod på klem. Det var nok Sigrid, der havde åbnet det. Eigil tillod sig at lukke det igen, for hele underetagen var hundekold. Han undrede sig over, hvordan en dejlig morgenbrise kunne have forår-saget en sådan kulde, mens han kogte æg og varmede brød. 
    De blålige nuancer satte sig fast i hans stadig trætte øjne. Skabe og redskaber, alle i samme farve, stod snorlige og fyldte det meste af det lille rum. Mens Eigil koncentrerede sig om sine æg, faldt han i sta-ver, men blev snart efter blændet af det overvældende lys fra vinduet, der især gjorde opmærksom på den støvede blå krukke med glansbil-lede-lignende figurer, hvori billederne af Karen lå. 
    Da han var færdig, dækkede han bordet, og sagde til Sigrid, at der var mad. Deres blikke mødtes hele tiden, mens de spiste. Bagefter ryddede Eigil op. Han opdagede, at Sigrid igen ikke havde spist noget af sin mad, og blev bekymret. Hun havde vist ikke spist noget i meget lang tid, men det var ikke længe siden, at han havde bidt mærke i det.
    Det var allerede ved at blive mørkt, da de forlod huset. Måske var det bare fordi, at der var overskyet. 
    Eigils ruskindstøvler, som han engang købte i Ecco i anledning af Karens fødselsdag, var hullede og fugtige, og kunne ikke længere ab-sorbere stød. Var deres motto ikke "shoes for life"? Det var i hvert fald ikke helt sandt.
    "Jeg tømmer lige postkassen, inden vi går", sagde han til Sigrid, der nikkede, mens han gik over mod den. Der var en masse reklamer og et brev fra kommunen. Eigil vidste godt, at de bare ville have ham til at tage på det fandens plejehjem. I hans hoved var det hele bare alverdens ligegyldigheder, og han smed det direkte i den skraldespand, som han havde dedikeret til netop dét formål.
    De gik ned ad den sti, de så godt kunne lide. Om dagen var det et skyggefuldt sted fyldt med krogede træer og tomme jordlodder, hvor intet nogensinde var blevet bygget, og intet nogensinde ville blive byg-get. Om natten var det noget andet. Der var ingen huse i nærheden. Ing-en gadelygter. De høje træer lukkede månen ude, og fik stjernerne til at kaste deres lange skygger bag ved stien. Det var som at gå ind i en mørk tunnel. Bag én kunne man høre larmen fra den trafikerede vej, men forude var der bare et langt, mørkt stykke.
    Endelig nåede de søen. Eigil tændte et lys, og placerede det om-hyggeligt i lanternen, der stod midt i mellem de mange blomster, som de lokale var kommet med, fordi det fik dem til at føle sig så skide god-hjertede. Han mindedes Karen, mens han så ned i den sø, der havde på-virket hans liv så ekstremt.
    Det var et par år siden, at det skete. Karen var på besøg hos Eigil og Sigrid, og som altid var hun frisk på et lille eventyr, så de hav-de besluttet sig for at tage ud og ro. På trods af, at Eigil var blevet dår-lig over natten, tog Sigrid og Karen stadig afsted.
     Eigil var midt i sin eftermiddagssøvn, da han blev vækket af et stort brag. Han undersøgte, hvad det kunne være, og det var først, da et nyt brag lød, det gik op for ham, hvor det kom fra. Lynene slog nær-mest regelmæssigt ned. Det var mørkt, og Sigrid og Karen var stadig ikke hjemme. Eigil var bekymret, og gik rastløst rundt hele aftenen, ja, hele natten. Først næste morgen kom Sigrid hjem - alene.
    Eigil kneb en tåre, og så på Sigrid, der også var rørt. Det blev hun altid, når de var her.
    De fik stegt flæsk med persillesovs til aftensmad. Sovsen var en smule brændt på, for Eigil var blevet utålmodig, mens han lavede det, og havde skruet helt op for varmen, hvorefter han havde glemt alt om det. Ellers var det tilfredstillende, syntes han selv.
    Han blev ikke ligefrem overrasket, da han så Sigrids tallerken, efter hun havde forladt bordet. Han vidste, at han blev nødt til at ordne den sidste ting, han manglede, for at bekræfte sin teori om, at Sigrid var syg, eller havde brug for hjælp. Noget usikker på, om det var rigtigt, tastede han nummeret ind på den gamle fastnettelefon, og åndede lettet op, da en stemme fortalte ham, at han var nummer 2 i kø.
    Sigrids cpr-nummer fungerede åbenbart ikke, så Eigil blev nødt til at bruge sit eget.
    De skulle allerede til samtale dagen efter. Stolen, som Eigil satte sig på, efter de var gået ind i det lune rum, var hård og knirkede højlydt. Væggene var grå, og der lå et par flere år gamle blade, sikkert fra en genbrugsbutik, på et vrag af en reol, der bestemt var beregnet til mere indhold, hvis ellers den kunne holde til det. Det var helt klart ikke et rum, de havde gidet at investere mange penge i.
    Da det endelig blev deres tur, fulgte de den lille, buttede kvinde ind i et lyst rum, hvor man sagtens kunne se, hvad pengene var blevet brugt på.
    Eigil forklarede kvinden problemet, at Sigrid ikke ville spise, og gjorde sig umage med at uddybe det, men hun svarede ikke. Hun var som faldet i staver. Sad bare og gloede dumt på Eigil. Havde han noget mellem tænderne? Måske sad hans hår underligt, han vidste det ikke. Han kiggede på Sigrid ud af øjenkrogen. Kvinden havde slet ikke skæn-ket hende et blik. Det var altså noget uhøfligt, mente Eigil, og hostede et par gange for at understrege det.
    Kort efter var Eigil tvunget på plejehjem med skizofreni. Han blev vist ind i et stort rum med en masse ældre mennesker.
    Der var en masse små borde og utallige brætspil, et par sofaer og en kamin. Væggene var gule, som om der var nogle, der prøvede at give stedet et liv, det ikke havde. Eigil tog plads på det hårde gulv langt væk fra de andre mennesker, lige ved siden af en nydelig stol. Han for-stod ikke noget, sad bare og stirrede ind i kaminen. Flammerne ville snart dø ud. Han ville ønske, han kunne bytte med dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...