Trelleborg belejringen

Sigrid og Estrid er en del af Kong Haralds krigere, som bor på Trelleborg. En fæstning, som skal holde styr på landet. Men da Svends tropper angriber Trelleborg i et forsøg på at vælte sin far - Kongen, bliver det en kamp om overlevelse. Vil de to søstre kunne kæmpe sig til sejr, eller vil de falde i Trelleborg belejringen?

//Novellen er skrevet til 'skriv dig gennem historien' konkurrencen - valgmulighed Trelleborg.

15Likes
24Kommentarer
1115Visninger
AA

2. Novellen

 

”Sigrid! Husk nu at holde skjoldet op!” råbte Estrid irriteret. ”Vil du gerne rammes af fjendes klinge?” Sigrid rystede på hovedet og rettede sig op. I den ene hånd havde hun en økse. Den anden et rundt skjold af træ. Hun var klædt i den samme slags selekjole af læder som Estrid, der beskyttede bedre mod fjendens angreb, end den traditionelle af uld og hør gjorde.

   ”Hvad er det, som fjerner dit fokus?” spurgte hun og vendte sig for at se i Sigrids synsretning. Et lille stykke væk stod Birger. Et smil bredte sig på Estrids læber. ”Er det derfor, søster? Hvorfor taler du ikke bare med ham?” fortsatte hun. Birger var en høj og stærk kriger. Han sejrede altid i tvekampene. Men det var hans udstråling og smittende latter, som Sigrid fandt dragende.

   ”Det siges, at han er en af Tors efterkommere,” sagde Sigrid. ”Vi er forældreløse. Havde Kong Harald ikke søgt efter nye krigere til hans hird, ville vi være gift nu. Eller endt som trælle.”

   ”Men så er det jo godt vi har vores nye Gud. Hans efterkommer døde på korset.”

   ”Tror du virkelig på det, søster? Hører du ikke Tor, når han slår på sin ambolt? Ser du ikke gnisterne i stormen?” indvendte Sigrid og slog ud med hænderne.

   ”Kongen tror på, at der kun er én Gud. Hvorfor skal vi betvivle ham, når han har bragt os så meget godt? Desuden var Poppo uskadt efter jernbyrden,” svarede Estrid og løftede sine øjenbryn. Sigrid nåede ikke at svare sin søster, eftersom Knud afbrød dem.

   ”Når I kan snakke sådan under træningen, kan I jo tage nattevagten på palisaden,” fastslog han med en stemme gjaldende af autoritet. ”I får den ære af vagten ved vest-porten,” fortsatte han. Estrid sendte sin søster et bittert blik. Knud vendte sin opmærksomhed væk fra de to søstre og ud på resten af krigerne.

   ”Fald ind!” råbte han med fuld røst, så det gav genlyd mellem husene i forborgen og ydersiden af den træbelagte jordvold. Hirden stillede sig hurtigt op i adskillige rækker bag hinanden. ”Siden vi allerede har to frivillige til nattens vagt, kan jeg lige så godt spørge efter flere. Træd frem, hvis I vil værne om vores kvinder og børn,” råbte han. Birger trådte frem sammen med nogle andre krigere. ”Godt. Få jer noget mad og hvile. Jeg forventer at I er vågne hele natten,” forsatte Knud og gik mod broen, der førte over voldgraven til borgen. Sigrid var ikke meget for at krydse den, da bunden var fyldt med tilspidsede pæle. Engang var et barn faldet af broen og blev dræbt af en pæl gennem hovedet.

   Da Knud var nået langt nok væk slog Estrid Sigrid på overarmen. Hun sagde ikke noget, men rystede blot på hovedet og gik efter de andre over broen.

   ”Estrid!” råbte Sigrid, men Estrid fortsatte uden at se sig tilbage. Sigrid sukkede og fulgte efter sin søster. Broen lå mellem syd og øst porten, for at skabe mest muligt åbent område. Hvis der var nogen fjender skulle de løbe hurtigt og langt for at undgå bueskytternes pile. Den indre jordvold var beklædt med planker, som blev støttet af egetræspæle. På toppen var der skiftevis høje og lave sektioner, så bueskytterne bedre kunne skyde fjenden.

   Selvom palisaden gav bedst beskyttelse, brugte folket meget tid her i forborgen. Langhusene blev brugt til forskellige værksteder, stalde og forrådskamre. I tilfælde af kamp var der også et forråd inden i borgen, som kunne brødføde folkemængden i et mindre antal sole. Dog havde kun to af de mange huse ildsted, så det var ikke et sted man brugte om natten. Det åbne område mellem dem og ringborgen var grundlaget for krigernes træning, dyrets græsning og de daglige gøremål. De bedste træningskampe endte gerne med, at nogens hoved landede i en kolort.

   Sigrid var næsten nået op til sin søster da de gik ind ad syd-porten. Den gik igennem volden, og siderne var beklædt med store sten. Loftet blev holdt oppe med planker og stolper. Hun følte sig altid lille her.

   ”Undskyld, Estrid,” sagde hun og placerede en hånd på Estrids skulder. Hun drejede sig mod søsteren og fjernede hånden i samme bevægelse.

   ”Det er tredje gang vi får ekstra nattevagt på grund af dig!” hvæsede hun. ”Sigrid, jeg elsker dig, men prøv at vise mere fokus,” fortsatte hun. Hun fastholdte hendes blik, før hun gik videre og ind mellem langhusene i borgen. Sigrid blev denne gang stående.

 

Månen var fuld i nat og malede hele det flade landskab i grålige toner. På palisade kunne man se alt. Et stykke væk kunne Sigrid lige ane de tre landsbyer, som lå mellem Trelleborg og bugten. En å gik mod borgen og delte sig i to mindre, som løb på hver sin side. Via dem kunne man nemt sejle fra borgen, ud til bugten og videre til resten af kongeriget. Men hvis det blev nødvendigt kunne man også hurtigt flygte via åen.

   Da månen var på sit højeste kom en trælkvinde med grød og mjød. I starten havde der stået tønder med mjød på palisaden, men efter en nattevagt havde drukket sig i søvn, blev det nu delt ud sammen med maden. Grøden var stadig lun og havde små stykker af kød i. Selvom det var, det samme man fik i langhusene, smagte nattegrøden altid lidt dårligere. Estrid havde sagt, at det var fordi man hellere bare ville sove, end at være fanget på toppen af en bunke brædder.

   Trælkvinden havde en simpel selekjole på, som bar præg af hendes rang. Alligevel virkede hun kønnere end de mange andre trælle Sigrid havde set på borgen. Kvinden smilede til Birger og talte med ham. Hun kunne ikke høre hvad de snakkede om, men det lignede de grinte.

   ”Hvis du ikke skynder dig, så får trællen din elskede Birger,” hviskede Estrid helt tæt på Sigrids øre. Der gik et sæt gennem hende, da hun ikke havde hørt søsteren nærme sig. Sigrid åbnede munden for at svare, men stoppede ved synet af et pilehoved, som stak ud af søsterens skulder.

   ”Estrid!” Stemmen var ru og fuld af frygt. Deres øjne mødtes lige inden Estrid faldt sammen. Det blik Sigrid så i sin søsters øjne fik hendes blod til at fryse. Hun smed sig på knæ ved siden af hende. En tyktflydende væske løb ud af såret og malede selekjolen rød.

   ”Hvad sker der!” lød det fra Birger. Han var løbet hen til dem, da han hørte Sigrid råbe.

   ”J-jeg…” prøvede Sigrid, men frygten gjorde det umuligt for hende at svare. Hænderne rystede, da hun rakte ud efter sin søster. Blodet blev ved med løbe fra såret, ned over selekjolen og videre ned på plankerne. Birger kiggede først på Estrid og dernæst mod forborgen med søgende øjne. Et skrig genlød fra et sted i borgen.

   ”Vi er under angreb,” sagde Birger sagte, næsten som om han tænkte højt. ”Vi er under angreb!” gentog han meget højere og løb hen for at slå alarm. Kort tid efter kunne man høre lyden af metal, som mødte metal. Lyden skar igennem alt og vækkede resten af borgen. Sigrid stirrede på sin søster, der snappede efter vejret.

   ”Estrid,” sagde hun svagt og strøg noget hår væk fra hendes ansigt. En regn af pile væltede ind over borgen fra forborgen. De fleste nåede ikke længere end til de første langhuse. Sigrid hørte pile ramme træ, men alt hun kunne gøre var at stirre på søsteren og lytte til den besværede vejrtrækning. Hun burde gøre noget, men kroppen ville ikke lystre.

   Birger lagde en hånd på Sigrids skulder og klemte blidt til. Hun så op på ham med bedende øjne. Hånden blev fjernet, og han satte sig på hug ved siden af dem. Uden at sige et ord drejede han Estrid lidt om på siden og knækkede fanefjeren af. Da han forsigtigt trak resten af pilen ud skreg hun af smerte, og strømmen af blod tiltog.

   ”Hun er nødt til at blive bragt ind i et af langhusene,” sagde han fattet og løftede Estrid op i sin favn. ”Sigrid!” Hun kiggede op på ham med store øjne. ”Tag dig sammen. Vi er under angreb,” fortsatte han. Sigrid lukkede øjnene og tog et par dybe vejrtrækninger for at samle sig selv. Da hun åbnede dem igen var Birger nået ned ad trappen og hen til det nærmeste langhus. Hun rejste sig og løb efter.

   Der var 16 langhuse i alt inden i borgen, som var placeret i grupper ad fire og dannede en firkant med en lille plads i midten. Selve bygningerne var kurvede og lignede lidt et skib, der var vendt på hovedet. Der gik to træbelagte veje gennem hele borgen, en fra nord-porten til syd-porten og en fra øst-porten til vest-porten. De markerede samtidigt opdelingen af de fire grupper af huse.

   Birger gik forbi den første kvadrat, over vejen og videre mod kongens langhus, hvor han ville bo, hvis han besøgte Trelleborg.

   ”Hvor er du på vej hen?” spurgte Sigrid, da hun havde indhentet Birger. Han svarede ikke, men fortsatte blot sin gang. Da han næsten var nået hen til huset, drejede han og gik ind i langhuset ved siden af. Lugten og varmen fra bålstedet ramte Sigrid med at samme idet hun trådte ind. Der lå allerede to sårede på soveforhøjningen lags væggen, som nogle trælle var i gang med at tilse. Knud var en dem.

   Sigrid stod lidt væk og kiggede forstenet på ham. Han var bleg, og vejrtrækningen var værre end Estrids. Han slog ud efter trællen, da hun prøvede på at lægge et klæde om hans sår. Sigrid havde aldrig set Knud på den måde før.

   Birger lagde Estrid ned ved siden af Knud. Der var store plamager af rødt på Birgers tøj. På en måde bidrog det til hans rolighed, og fik hans blonde hår til at skille sig ud. Døren åbnede igen og endnu en såret blev bragt ind. Sigrid gik over til sin søster, for ikke at stå i vejen. I øjenkrogen så hun Knuds arm fare op og tage fat i Birger. Han kiggede forskrækket ned på den sårede mand.

   ”De har indtaget forborgen,” kom det rallende fra Knud og lød som om det tærede på ham bare at tale.

   ”Hvordan kan det lade sig gøre?” spurgte Birger, som satte sig ned på knæ.

   ”Tag mit sværd,” sagde Knud og forsøgte at pege, men fingeren foldede sig ikke ud. Birger så i retningen af hånden. Sværdet stod udenfor hans rækkevidde. Hans øjne landede på Sigrid, som samlede sværdet op og rakte det til ham. I det hun var kommet tættere på, kunne hun tydeligt se hvordan livet var ved at forlade Knud. Ville Estrid også ende sådan? Trællene var allerede i gang med at smøre urter på hendes sår, men noget af det blev vasket væk af blodet. Sigrid fokuserede på Knud og Birger for ikke at smuldre.

   Roligt placerede Birger sværdet oven på Knud, så skaftet lå på brystkassen.

   ”Her,” hviskede han og tog fat om Knuds hånd. Hele armen virkede slap, da Birger lagde hånden på skaftet.

   ”De kom ved midnat,” begyndte Knud med rystende stemme. ”Det er Svend Haraldsøns krigere. Nogen har hjulpet dem. Pludselig havde de indtaget forborgen. De skød og dræbte fire, før det gik op for os, hvad der foregik. De, som forsøgte at nå hen for at slå alarm blev skudt. Jeg fik en pil i maven og blev båret ned fra palisaden.”

   ”Borgen er advaret. Jeg slog alarm fra vest-porten,” sagde Birger.

   ”Krigerne har brug for en til at lede dem.” Knud pressede sværdet op mod Birger. ”Du er nødt til at redde kvinderne og børnene. Led dem til sejr, Birger.” Stemmen blev svagere i takt med ordene. Hånden faldt slap ned fra skaftet og landende med et dunk. Selvom Sigrid stod et par skridt væk vidste hun, at Knud var død. Birger rejste sig op med sværdet i sin hånd. Hun rakte ud og placerede en hånd på hans skulder. Ligesom han havde gjort på hende. Han så på hende med sørgende øjne, men noget andet gemte sig bag dem.

   ”Tror du Estrid vil kunne overleve?” spurgte hun.

   ”Det er op til Guderne.”

 

Natten var ved at miste sit tag, og himlen var begyndt at blive lysere. Sværdet hang fra Birgers bælte og fastsatte hans nye status. Sigrid så op på ham.

   ”Hvad vil du gøre, Birger?” spurgte hun. Hun havde ikke krav på et svar, men hun håbede på et.

   ”Hvis forborgen er tabt, så er kvæget også. Vi vil ikke have nok mad til at kunne overleve en langvarig belejring,” sagde Birger svagt.

   ”En sejr indebærer vel også bare at redde alle i borgen?” ræsonnerede hun forsigtigt. Han stoppede brat op lige før trappen til palisaden og kiggede på hende.

   ”Vi er ikke kujoner, Sigrid.”

   ”Bedre det og være i live! Hele Trelleborgs folk er afhængig af dit valg. Vælger du forkert, har du dødsdømt os,” forsvarede hun og rettede sig op. Han fnøs og rystede på hovedet.

   ”Men at flygte? Som bange byttedyr. Hvordan kan det være et godt valg?” spurgte han. Stemmen var sårbar.

   ”Jeg heller ikke vild med idéen. Det ligger i vores blod at kæmpe,” sagde hun og tog fat i hans arm. Han så ned på hånden.

   ”Hvorfor foreslår du den så?” Birgers blå øjne fandt vej til Sigrids. I dem så hun overvejelse.

   ”Se dig omkring, Birger.” Sigrid slog ud med sin frie hånd. Langs husvæggen sad mødre, som knugede deres skræmte børn, og koner, der græd over deres døde husbond. ”Dette er værd at vælge. Du vælger ikke at give op. Du vælger at give alle en chance for at leve,” fortsatte hun med en blødere stemme. Han tog en dyb vejrtrækning og nikkede.

   ”Lad os gøre det.” Et smil bredte sig hos Sigrid. ”Men det her skal tænkes igennem. Snart er det for lyst til, at vi kan forsøge noget uden at blive opdaget.” Han tog et skridt op på trappen.

   ”Har du en plan?”

   ”Måske,” smilede han og fortsatte op ad trappen. Sigrid fulgte efter, men lyden af pilespidser, som ramte træ stoppede hende. For første gang lagde hun mærke til de hundredvis af pile, der sad boret ind i planker og jord. Et barn sad skræmt og stirrede på en pil, som havde ramt mulden mindre end et skridt væk. De fik øjenkontakt, og frygten i barnets øjne fik det til at snurre i Sigrid.

   ”Sigrid!” råbte en. Stemmen fik hende til at kigge væk fra barnet. På toppen af trappen stod Egil. Han holdt et skjold op over sig for at beskytte sig mod bølgerne af pile, som væltede ned. ”Grib et skjold eller søg ly. Du ender med at komme i Valhal, hvis du står der,” fortsatte han. Endnu en byge væltede ned. Sigrid løb op ad trappen og fandt fjæle bag plankerne mellem to åbninger. Forsigtigt kiggede hun ud over åbningen, og for første gang så hun den angribende hird.

   De var mange. Selvom adskillige lå døde og farvede græsset rødt, var de flere end hele folket i Trelleborg. De havde sat ild til nogle af langhusene i forborgen. Flammerne lyste op i natten og slugte husene, mens røgen søgte mod åen. Sigrid faldt tilbage bag plankerne. Måtte Tyr stå dem bi, tænkte hun.

   ”Har du set Birger?” spurgte hun Egil, som var i gang med at sende pile mod fjenden.

   ”Han løb mod nord-porten,” svarede han og lagde endnu en pil klar på buen.

   ”Tak.”

   ”Er det sandt, Sigrid?” Med en let bevægelse spændte han buen, sigtede og skød. Han gled ned i beskyttelse og så direkte på Sigrid. ”Er Knud død?” Sigrid nikkede med våde øjne.

   ”Birger har overtaget. Knud gav ham sit sværd, inden han blev hentet af valkyrierne.” Hendes stemme var rå og tør. Egil svarede ikke, men nikkede blot og affyrede endnu en pil.

   Sigrid greb et skjold, som hun holdt op over hovedet, så pilene ikke ramte hende. Forsigtigt rejste hun sig og begyndte at løbe ned mod nord-porten. Et forskrækket skrig undslap hende, idet en pil borede sig ind i skjoldet. Metalspidsen tittede gennem træet, faretruende tæt på hendes hoved. Foran hende stod en skikkelse hun tydeligt genkendte.

   ”Birger!” råbte hun og et smil bredte sig. Skjoldet satte hun op ad plankerne, da pilene ikke faldt så ofte her. Alligevel sank hun sammen i dække. Han vendte sig mod hende. Udtrykket i hans øjne var præget af grublen.

   ”Jeg troede du var blevet nede,” sagde han knapt. Der var intet at spore i hans stemme.

   ”Vil du indvie mig i din plan?” Han kiggede på hende i lang tid, og Sigrid blev i tvivl om han ville svare.

   ”Vi tager snekkene.” Birger pegede ud på den beskedne mængde skibe, som lå på bredden i den modsatte side af åen.

   ”Snekkene?” Tvivlen var klar i hendes stemme. Hvordan skulle syv snekke redde dem?

   ”Ja! Vi sejler væk uden de opdager noget,” sagde han og smilede. ”Røgen fra branden i langhusene og nattens muld burde give os nok ly.”

   ”Hvor vil du sejle hen? Til Nonnebakken?” spurgte hun.

   ”Nonnebakken er sikkert også under belejring. Hvis det virkelig er Svend Haraldsøn, som står bag angrebet, er han nok efter sin fars krone,” sagde Birger eftertænksomt, som havde han ikke tænkt længere end til selve flugten.

   ”Snekkene er ikke bygget til længere overfart, Birger. Vi vil have sårede, børn og resten af Trelleborg ombord på de skibe,” sagde hun og slog ud med armene.

   ”Først skal vi overleve flugten, og så kan bekymringerne om hvor vi skal finde red komme senere.”

   ”Bir—”

   ”Sigrid!” Tonen i hans stemme var køligere end Niflheim. Hun holdt op med at tale og krympede under hans blik. Det var ham, som var hirdherren. ”Tak. Få alle de sårede ned til porten. Jeg vil sende nogle ned for at hjælpe. Så vil jeg sørge for at de kommer ombord,” sagde han til hende i et mere venligt lejre. Klar over hvor meget det betød for Sigrid at være sikker på, at Estrid blev båret til snekkene. Hun ville give ham sin taknemmelighed, men han var allerede i gang med at råbe ordrer til krigerne. Nogle blev sat til at hente proviant, mens andre skulle samle befolkningen af Trelleborg sammen.

   Sigrid skyndte sig ned til langhuset med sårede. Der lød et dunder, da døren slog op mod væggen og alle øjne faldt på hende. Det var som om tiden stod stille. Hun tog et par dybe vejrtrækninger for at få luften tilbage.

   ”Vi skal have alle ned til nord-porten og ombord snekkene. Vi forlader Trelleborg mens himlen stadig er mørk,” sagde hun og brød stilheden. Først nu lagde hun mærke til hvor mange, der lå på soveforhøjningerne. De lå skulder mod skulder, som var de alle en del af en helhed. En helhed i smerte. En viv gik hen til Sigrid. Hendes klæder var smurt ind i rødt.

   ”Hvordan skal vi bære os ad med det? Mange kan ikke gå selv,” spurgte hun.

   ”Birger vil sende nogle mænd ned for at hjælpe. Det er hans ønske at redde os, mens der stadig er nogen af os i live,” svarede Sigrid. Kvinden nikkede og råbte af trællene, som ufortøvet gik i gang med at berede de sårede på overfarten.

 

Natten havde lysnet lidt op før alle var på vej mod skibene. Estrid lå som en af de sidste tilbage.

   ”Sigrid!” råbte hun af sin søster. ”Hjælp mig op.” Besværet begyndte hun at forsøge på at rejse sig op.

   ”Bliv liggende, Estrid. Du har taget en pil i skulderen,” protesterede Sigrid og pressede en hånd ned på søsterens bryst så hun blev nede.

   ”Netop. I skulderen. Det gør mig stadig i stand til at gå. Så hjælp mig op og støt mig hen til snekkene,” sagde hun stædigt og stirrede på hånden. Efter en dyb vejrtrækning, nikkede Sigrid og fjernede den. Hun tog fat om søsterens hånd og trak til, så Estrid sad op med benene udover kanten. Forsigtigt kom hun på benene og støttede sig til sin søster, som havde en arm rundt om hende. Sammen begav de sig mod nord-porten i et beskedent tempo.

   Forpustet nåede de ned til porten, og selvom Estrid kunne mærke noget løbe ned ad armen sagde hun ikke noget. Estrid lænede sig op ad den stenbelagte inderside af porten og Sigrid slap hende, da hun var sikker på, at søsteren kunne stå selv. Stenene var kolde, men det var en lettelse for Estrid. Hun håbede på at ingen kunne se blodet i dæmringen.

   Sigrid gik længere frem og kunne se, at der kun var to skibe tilbage og i kimingen, kunne hun skimte skyggebilledet af de andre. Birger bar en lille pige ombord på snekken. Hun var kun få somre gammel og havde opsvulmede øjne. Han trådte tilbage og hjalp flere ombord. Da den var fyldt gik han tilbage mod porten. Snekken gled lydløst væk fra bredden og ned ad åen. Nogle trælle hoppede i åen og begyndte at få det sidste skib i vandet. De bevægede sig med en ynde og stilhed, der næsten ikke var muligt for en træl.

   ”Fik du alle sårede med?” spurgte Birger, da han stod ved siden af Sigrid. Tonen i hans stemme bar præg af den vanmægtighed alle følte. Sigrid nikkede som svar. ”Godt. De andre skibe er fyldt op til bræmmen.”

   ”Jeg har været i alle langhusene nu og gjort klar,” sagde en bagfra. Sigrid vendte hovedet for at se hvem det var. Det var Egil. Han gav et lille nik til hende, men holdt sit fokus på Birger.

   ”Så du nogen? Har vi fået samlet alle?” adspurgte Birger ham. Trællene havde fået snekken i vandet nu og roede den nu mod nord-portens bred.

   ”Der er ingen tilbage i Trelleborg.”

   ”Tak, Egil. Husk din bue og en fakkel.” Egil nikkede og forsvandt gennem porten. Birger vendte sig mod Sigrid og så alvorligt på hende. ”Få din søster ombord, så sørger jeg for at få de sidste med,” sagde han. Hun smilede og gik mod porten. Estrid var faldet lidt sammen, men stod stadig oprejst. Huden var blevet mere bleg. Sigrid lagde en hånd på hendes skulder.

   ”Estrid. Vores snekke er her,” sagde hun med en blid stemme. Estrid gryntede som svar og rettede sig op. Sigrid tog hendes arm over hovedet og en arm om livet på hende. Sammen gik de ud af Trelleborgs ringmur og mod snekken. Mod en uvis fremtid.

   Egil var allerede ombord og tog imod dem som Birger hjalp hen til skibet. Råsejlet var endnu ikke hejst og ud fra masten hang en tændt fakkel. Med skælvende ben kom Estrid over rælingen. Egil tog i mod hende og hjalp hende til en tofte nær agter. Sigrid satte sig ned ved siden af søsteren. Hun mærkede en hånd på hendes skulder og kiggede op på ejeren. Det var Birger. Han rakte et fåreskind frem mod hende og smilede svagt. De sagde ikke noget, men alligevel forstod de hinanden. Hun tog i mod det og nikkede som tak. Skindet slog hun om sin søster.

 

Himlen var faretruende lys, da de sidste endelig kom ombord. Selv trællene var med. De sad tæt sammen i stævnen. Birger sad ved roret og kiggede med længsel på borgen. Kun de døde beboede den nu. Der var ikke plads på snekkene. Han rakte en hånd i vejret og skibet blev presset væk fra bredden med årene. Den svajede let på vandet før årene brød vandoverfladen og bragte det fremad og væk fra Trelleborg.

   Foran Sigrid og Estrid sad Egil med sin bue i hånden. Han sad uroligt og trippede med benet. Sigrid så ham tage dybe vejrtrækninger. Da han kiggede bagud, og hans øjne søgte noget bag hende, følte hun en gru brede sig. Egil rejste sig og strammede grebet om sin bue. Han langede ud efter en pil og råbte på faklen. Pilehovedet hvilede i ilden et stykke tid før den blev svøbt ind i flammerne og de blev en del af den. Han lagde pilen på buen, spændte stregen og sigtede mod borgen.

   ”Hvad laver du, Egil?”

   ”Følger ordrer,” svarede han og affyrede den brændende pil. Sigrid fulgte dens bane med øjnene. Endnu en pil blev sat ild til og lagt an. Egil slap linen og sendte også den afsted. Bevægelsen gentog han flere gange. En tyk røg begyndte at brede sig fra borgen. En orange farve væltede frem bag palisaden. Den bredte sig. Slugte langhusene hele. Orange blandede sig med rød, blandede sig med gul.

   Sammen fortærede de alt og Trelleborg brændte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...