Min musik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2017
  • Opdateret: 30 apr. 2017
  • Status: Igang
Denne historie handler om en pige der hedder Mira der igennem meget svære tider har kunne klare sig igennem det på grund af musik. Men hendes forældre ved ikke noget om musikken, og da hun skal flytte væk fra sine venner og skole er musikken det eneste hun tænker på. Indtil hun møder en på sin nye skole...

Historien er en lille smule baseret på mig og hvad der skete med min far. Men ikke alt hvad der står er sket for mig. Jeg havde bare brug for at få det ud, og ikke kun til mine venner.

1Likes
2Kommentarer
139Visninger
AA

1. Den nye skole

"Er du klar skat?" Lydder det ude fra køkkenet. Jeg sidder på mit værelse og skynder mig at ligge mine noder i min taske. "To sekunder mor. Skal øh, skal lige ordne håret," Hvorfor kan jeg ikke finde på bedre undskyldninger? Jeg forstår stadig ikke hvordan jeg har gemt min musik i så lang tid. Jeg finder mit skema og går nedenunder. "Husk at jeg kun kan køre dig i dag." Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden min musik og mine venners støtte. Min mor vil flippe ud hvis hun finder ud af at jeg skriver musik og synger. "Er du klar?" Mor er meget stresset. Uanset hvad selvom vi er en halv time for tidligt. "Ja mor. Jeg har husket skemaet og jeg har min computer. Kan vi tage afsted nu?" "Ja selvfølgelig." Så. Endnu en ny skole. Det er den tredje skole. Jeg ønsker at det er den sidste inden efterskolen. Så skal jeg bare lige have overtalt mor om det. Jeg går ud mod bilen med mor og vi sætter os ind. Skolen ser pænere ud end den sidste. Vi skal først møde inspektøren og så min klasselære. Efter mødet går min nye klasselære Annette og jeg op i klassen. Vi har matematik. Alle kigger på mig . "Godmorgen klasse. Det her er Mira. Hun skal til at starte i denne her klasse. Vil du ikke fortælle lidt om dig selv?" Jeg nikker. "Jeg hedder Mira. Jeg er 14 år og jeg kommer fra Hørning. Jeg bor sammen med min mor." "Hvorfor kun med din mor?" En af dem der sidder bagerst smiler spørgene. "Fordi for et år siden døde min far. " Jeg kigger ned i jorden for ikke at græde. Drengen der er smiler, smiler ikke mere. Jeg har en ide om at han kender følelsen af at miste nogen. "Ok. Du kan sætte dig dernede ved Simone" Hun ser meget sød ud. "Hej." Hun smiler til mig."Hej." Jeg smiler tilbage. De næste timer er ok. Da vi har fri og jeg er på vej hjem møder jeg Simone og vi snakker om de andre skoler jeg har gået på. På et eller andet tidspunkt spørger hun ind til min far. Jeg fortæller hende alt hvad der skete.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...