Tårnet i midten

Da Anna bliver fanget og transporteret til Frøslevlejren uden nogen grund, er spørgsmålet nu '' Vil jeg overleve?''

0Likes
0Kommentarer
106Visninger
AA

1. Kan man græde, når man er død?

Jeg kastede mig til jorden. Sten, jord, lig fløj forbi mig. Jeg havde kun fået lidt skrammer. Huset lå dog også et stykke væk. Mit hoved dunkede, blod. Mine hænder var smurt ind i blod!.

Min mor blev ikke glad. Men jeg nåede ikke at høre det. 

Alt blev sort.

"Hvor er far?'' Pigen var ikke ældre end syv. Hendes hår var sort som ibenholt, men hendes hud var blegere end den hvideste sne. Jeg kunne se hun havde grædt, meget. 
''Jeg ville ønske jeg vidste hvor han er, men han kommer sikkert snart... Hvornår så du ham sidst?'' svarede jeg så endelig. Jeg rykkede mig lidt og klappede på gulvet ved min side. Der var ikke megen plads, men vi var i live.
''H-Han kørte væk i en stor vogn, med et gevar i hånden'' Gråden i hendes stemme fik mig til at fælde en tåre. Far...

''Gevær min søde ven'' Jeg tvang et smil frem, men hun smilede ikke tilbage. 
''Han lever, ikke?'' Hun så bedende på mig, Jeg svarede ikke, jeg kiggede bare ned. 

Hun pressede sig ind til mig. Min skulder blev våd.

Mit hoved sveg stadig, men det var blevet renset og forbundet, ellers ville jeg have været død nu. 
''Fortæl en historie'' Pigen var holdt op med at græde, hun var holdt op med at græde.
''Om dengang hvor der ikke var krig'' Jeg kunne ikke stå for hende. Jeg havde nok været omkring femten år da vi blev besat, Jeg tvang min hukommelse frem, og beskrev så godt jeg kunne, det som jeg havde set og oplevet.

''Det var forår'' Startede jeg ud med.
''Marken og engene var grønne, mens træerne fik blade. Det var første dag, efter den lange hvide vinter, at jeg var ude. Mig og min lillesøster havde taget et tæppe og noget mad med ud. Og der sad vi, i skyggen under æbletræet, og snakkede. Vi snakkede som aldrig før. Vi snakkede om blomsterne, om vinteren og om glæden ved at leve. Mor kom ud efter noget tid. Hun havde saft i hånden og vores lille hund i hælene. Hunden satte sig på mit skød, hun var blød som aldrig før.
Mor fortalte at hun havde taget fri, bare for at være sammen med os''

Jeg blev stoppet af soldater. Tyske. De stormede ned i bunkeren. Soldaterne tog fat i mine arme og slæbte mig op og ud. 

Jeg ville gerne skrige, tro mig. Men jeg kunne ikke få en lyd frem. 

Soldaterne kastede mig ind i en, allerede fyldt trailer, lukkede den og låste. Jeg fattede intet. Intet havde jeg gjort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...