På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

22Likes
22Kommentarer
20234Visninger
AA

18. Himmelblå blondeblue

I går lavede jeg en drastisk beslutning. Jeg købte min egen lejlighed og fik venner og familie til at hjælpe med at flytte alt andet end mine personlige ting – min paryk, makeup, tøj, guitar og notesbog. Jeg har lavet den beslutning, at Amelia kun eksisterer, når jeg skal bruge tid sammen med min familie, AKA, Louis, Johannah, Matthew og Kenneth. Siden det er sommerferie, og jeg er færdig med mit første år, så har jeg besluttet mig for at udsætte mine studier et par år. For offentligheden står denne lejlighed i navnet Lily Davis.

Louis blev ved med at irritere mig med det faktum at; ”Dit efternavn er det samme som hende hvis navn vi ikke nævner! Du er en Tomlinson – omfavn det!” Så det gjorde jeg. Mit navn er nu officielt Amelia Sophia Tomlinson. Mit mellemnavn var åbenbart også et problem. Men det gør virkelig også det hele nemmere – nu er ingen af mine navne knyttet til min anden identitet. Nu kommer det problem så bare lige med at skulle forklare det.

Stephanies reaktion var nok den værste; ”Jeg kan ikke fatte det! Jeg kan ikke! Hvorfor har du ikke sagt noget om det? Her gik jeg rundt og troede, at du var i familie med Lily Davis! Men Louis Tomlinson? Det er jo endnu bedre!” Jeg smilte bare akavet til hende og sagde ingenting. Jeg har stadig ingen ord. Hun blev dog skuffet over at hører, at jeg ikke fortsætter i skolen. Hun spurgte ind til, hvad jeg så har tænkt mig at lave, og jeg svarede bare med et træk på skulderne. Jeg kommer til at bruge min tid på at udleve den drøm, jeg ikke vidste, jeg havde.

Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at tage mig sammen til at fortælle Louis min hemmelighed. Det virker bare for ondt at udsætte ham for forvirringen over hele situationen.

Jeg parkerer ude foran det hotel Louis er på i de her sidste dage, før han tager videre på turne. Jeg låser bilen efter mig og går ind af hoveddørene. Receptionisten hilser på mig, og jeg smiler tilbage til hende. Helt sikkert en One Direction fan. Jeg går hen til elevatoren og tager den op til den øverste etage, hvor jeg går hen til den eneste dør for enden af en lille gang. Jeg banker på døren og kort tid efter bliver den åbnet. En hånd hiver mig ind og smækker hurtigt døren i bag sig.

”Hvad – ” Jeg bliver afbrudt af Louis som tysser på mig. Jeg placerer min hænder på min hofter og kigger på ham med et spidst blik. Han ruller bare øjnene af mig.

”Er det et dårligt tidspunkt?” Hvisker jeg og spiller med på hvad end der foregår. Louis holder én finger op for at tysse mig og tager mit håndled i min hånd. Han trækker mig efter sig ind i det store køkken og om bag køkkenøen.

”Vi er i gang med en meget intens omgang gemme,” hvisker han og kigger sig konstant over skulderen. Jeg kan ikke lade være med at grine og holder min hånd op foran min mund for at kvæle min latter.

”Okay, det her er latterlig selv for mig,” svarer jeg og rejser mig fra gulvet. Lige idet jeg skal til at vende mig om og gå, mærker jeg vand løbe ned ad min ryg.

”Yes! Jeg fik dig Loui – vent du er ikke Louis…” Jeg vender mig langsomt om og kigger på Niall med et dræber blik. Louis og jeg er måske søskende og deler måske nogle interesser og kvaliteter, men småbørns leg er bare ikke noget for mig.

”Nej, det er jeg ikke,” siger jeg langsomt og går hen mod ham. Han træder et skridt tilbage men slapper af, da jeg træder for ham. Hvorfor lagde jeg ikke mærke til vandpistolen i Louis’ hånd? Jeg går hen til køkkenbordet og tager vandpistolen uden nogen af dem ligger mærke til det. Jeg vender mig lynhurtigt om og skyder Niall direkte ind i øret. Så smider jeg pistolen fra mig og går ind på det nærmester badeværelse uden at blive ramt igen. Jeg er så glad for, at jeg har glemt at rydde op i min taske. Jeg smider min våde, hvide trøje fra mig og tager min tørre, himmelblå, blondebluse på i stedet. Jeg fixer mit fugtige hår med et lille rent håndklæde og sukker til mig selv i spejlet. Jeg smiler et stort, bredt, overbevisende smil og går ud af badeværelset. Jeg går ind i stuen, hvor alle fem drenge sidder og ser ud som om, at de aldrig laver noget. Jeg griner for mig selv og sætter mig ved siden af Louis. Jeg kigger hen på Harry og skyldfølelsen svømmer over mig, så jeg næsten drukner. Han kigger distraheret ud i rummet, mens Niall bare snakker som om, han ved, at Harry lytter efter. Harry kigger op på mig og smiler et lille smil som ikke er ret overbevisende. Jeg glemmer at smile tilbage til ham, og han kigger væk.

”Har du snakket med Lily Davis på det sidste?” Spørger Liam. Jeg kigger op ved navnet og ser, at han kigger på mig. Det tiltrækker de andre drenges opmærksomhed.

”Hvad får dig til at tænke på det?” Spørger jeg. Udenpå er jeg forvirret og roligt, men indeni er mit hjerte ved at banke ud af mit bryst.

”Du har hendes trøje på, så jeg går ud fra, at du kender hende,” svarer han og kigger på min trøje. Jeg kigger selv ned på den og ser, at han faktisk har ret. Jeg trækker bare på skulderne.

”Der er sikkert mange som har den her bluse,” svarer jeg med en lille latter. Liam ryster på hovedet.

”Kun én. Lily Davis fik den lavet specielt til hende,” svarer han og kigger mistroisk på mig. ”Du burde vide der her,” tilføjer han. Jeg løfter et øjenbryn af ham. Hvordan ved han overhovedet alt det her? På den anden side så burde alle vide det, da det er min ynglings bluse, og jeg tit går med det. Jeg ligner en som lige at indset noget og smiler stolt.

”Når ja, det er rigtigt! Jeg havde lige glemt det et sekund,” svarer jeg og smiler et stort, overbevisende smil.

”Så du kender hende?” Spørger Harry og kigger indgående på mig. Jeg nikker bare med rynket pande.

”Ja, lad os sige det,” svarer jeg i en lille stemme. Jeg kan mærke både Louis’ og Harrys øjne, og jeg fortryder, jeg har sagt det så snart, det kommer ud af min mund. Men Louis ved allerede, at jeg kender en som kender hende, så det går mig ikke så meget på. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor han ikke har fortalt noget til Harry om det.

”Du fortalt mig, at du ikke kender hende personligt,” siger Louis fra ved siden af mig.

”Der er sket meget siden den dag, Louis,” svarer jeg.

”Det er ikke engang to måneder siden, og du kender hende så godt, at hun låner dig sin ynglings bluse?” Spørger han overvældet og forvirret. Jeg kan godt selv høre hvor absurd, det lyder.

”Ja,” svarer jeg. ”Hun er altså ikke så slem, som I tror, hun er,” tilføjer jeg i en lille stemme. Jeg våger ikke at kigger på nogen af dem. Det var ikke sådan, jeg havde regnet med at dagen ville forløbe sig.

”Er hun ikke så slem?” Råber Harry og rejser sig med sofaen. Jeg beslutter mig for at forsvare min ”gode veninde” lidt.

”Nej, det er hun ikke, Harry!” Svarer jeg tilbage til ham med hævet stemme og rejser mig fra sofaen. Vi stirrer på hinanden et kort øjeblik.

”Nu hvor I to er så gode veninder, så er du vel også klar over, hvad hun har sagt til Louis og jeg?” Spørger Harry og kigger på mig med onde øjne. Jeg ved, at han er sur på Lily og ikke mig, men det er det samme som at være sur på mig men så alligevel ikke – det hele er så forvirrende.

”Næh, vi snakker aldrig med hinanden,” svarer jeg halvt sarkastisk og halv ærligt – han må selv vælge. Tydeligvis ser Harry det som sarkasme og kigger ondt på mig.

”Så ved du også, hvad vi snakkede om den dag?” Spørger han og hentyde til den dag, hvor så ”heroisk” reddede mig fra fotograferne.

”Jeg har ikke tænkt mig at have den her diskussion med dig, Harry,” siger jeg. ”Hør, jeg ved, at Louis er din bedste ven og alting, og jeg ved, at du holder af ham, så du burde vide, hvordan jeg har det med Lily,” siger jeg bare og sukker opgivende.

”Så du bekymre dig overhovedet ikke over, at hun sårede din tvilling?” Spørger Harry og peger op Louis. Jeg kigger tilbage på Louis og ser, at han bare smiler tilbage til mig som at sige, at det ikke gøre noget.

”Selvfølgelig gør jeg det, men det var før, jeg vidste, at Louis er min bror, så jeg kan virkelig ikke se, hvad det har med noget at gøre?” Svarer jeg med et humorløs latter. ”Det er én bluse, helt ærligt, kom dog videre!” tilføjer jeg og vender ryggen til ham. Jeg ser dog en skikkelse i døren som får mig til at stoppe. Hun minder om Johannah, og jeg ved lige præcis, hvem det er. Harry mærker min pludselige tøven og følger mit blik. Hans blik bliver blødere med det samme, og jeg ved, at han ville ønske, at han ikke havde nævn noget med familie. Jeg ved, at Lottie ikke kender til det endnu, og jeg har blandet følelser med, at hun har fundet ud af det på den her måde. Hun må have hørt skænderiet. Jeg kigger hen på Louis som kigger tilbage på mig med et blik der fortæller mig, at vi tænker det samme.

”Lottie! Hvor-hvor lang tid har du stået der?” Spørger Louis sin lillesøster. Han rejser sig fra sofaen og kigger hen på hende. Lottie kigger mellem Louis, Harry og jeg, før hu siger noget.

”Længe nok til at vide, at der er noget, som I har holdt skjult for mig,” svarer hun. Jeg trækker vejret dybt og går hen til hende. Da jeg står få meter fra hende, kigger jeg ned på.

”Jeg tror ikke, at jeg har præsenteret mig ordenligt,” siger jeg og holder min højre hånd ud til hende. ”Hej, jeg hedder Amelia Sophia Tomlinson.” Charlotte kigger ned på min hånd og tilbage til mig ansigt. Så tager hun min hånd i sin. Jeg smiler.

”Charlotte Tomlinson, men du kan kalde mig Lottie.” Hun giver slip på mig hånd og går hen til Louis, mens jeg kigger på ved sidelinjen. Jeg ønsker for alt i verden bare at komme hjem. Jeg hader den dårlige stemning, der er i lokalet.

”Hvorfor har du ikke fortalt mig det?” Spørger hun sin storebror. Louis kigger tilbage på mig med et spørgende blik, og jeg nikker bare. Jeg går hen og tager min taske fra ved siden af Louis, og jeg vender mig for at gå, men Louis tager fat i min hånd og stopper mig.

”Går du?” Spørger han med rynket bryn. Jeg kigger på Harry, mens jeg svarer.

”Jeg er tydeligvis ikke velkommen her,” svarer jeg og kigger på Louis med et bedende blik i mine blå øjne. Han sukker og giver slip på min hånd. Jeg kigger på Lottie og smiler varmt til hende. Hun smiler et lille tilbage til mig og kigger derefter tilbage på Louis. Jeg går ud af deres hotel, og det sidste jeg hører, er Louis som fortæller Lottie til Johannah har fortalt ham. Jeg ved godt, at jeg sagde til Johannah, at jeg selv ville fortælle hende det, men jeg kunne ikke få mig selv til at være der længere.

Nu er jeg uvenner med Harry i begge mine liv, så det er jo bare fantastisk. Jeg er i den grad på afveje. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...