På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

20Likes
22Kommentarer
17665Visninger
AA

17. Sandheder

I sidste ende blev scenen mellem Matthew og jeg ikke til noget. Jeg ved ikke, hvordan han gjorde det, men Matthew må have overtalt professoren til at lade os slippe. Uanset hvordan tingene er mellem os lige p.t., så er jeg glad for, at han gjorde det. Jeg ved, at Matthew stadig har nogle følelser i klemme for mig, og det vil ikke være sødt at udsætte ham for det selvom, det bare er et teater kys.

Jeg har snakket med Clarissa om hele min situation med Matthew, og i starten var hun ikke glad for, at jeg ikke er kommet til hende med det noget før, men da jeg så forklarede nærmere om det, så respekterede hun min beslutning. Især nu når hun ved, at jeg er sammen med Nicholas – hvilket hun ikke vil godkende, fordi jeg lyver overfor ham om mig selv. Jeg ved godt, hvad hun mener, men uanset hvor selvvisk det end lyder, så har jeg brug for noget fast og lykkeligt i mit ellers så kompliceret liv, også selvom det kun er i den ene del. Det fortalte jeg hende selvfølgelig ikke.

Da vi endelig nærmer os slutningen af første skoleår, og jeg endelig har sommerferie, har Lily Davis udgivet sit første album, og mit liv er stadig lige så kaotisk som før.

Matthew vil ikke snakke med mig. Jeg snakker aldrig med Kenneth, men jeg tror ærligt heller ikke, at han vil snakke med mig. Jeg fortsætter med at suse afsted til interviews og små koncerter, men denne gang i fuld bevidsthed om, at Matthew kender til det. Jeg kan ikke få mig selv til at fortælle ham det, selvom Clarissa og Benjamin fortsat fortæller mig at både Matthew og Kenneth fortjener at vide det. Clarissa siger også, at det vil gøre det hele meget nemmere, og det har hun måske ret i.

Mit eneste problem er bare, at jeg ikke vil have, at han behandler mig anderledes, nu hvor Lily Davis er blevet et kendt navn i U.S.A.

Jeg har ikke svaret på Louis beskeder og opkald, og jeg ved, at han stadig er ked af det over hele situationen med Lily Davis. I nogle af de beskeder, han har sendt mig, har han kommenteret, at det er umuligt at glemme hende, når han ser hendes ansigt i lige så mange blade, som han ser sig selv.

Harry har ikke sagt andet om Lily Davis offentligt end, at han ikke kender hende, men jeg ved, at hvis han var tilladt at fortsætte, så vil han sige, at han heller ikke har lyst til det.

Jeg sidder i studiet sammen med Nicholas og en masse andre, som jeg ikke kender, da min private telefon ringer i min taske. Jeg undskylder mig selv, før jeg går ud af lokalet. Det er et ukendt nummer, og normalt ville jeg ikke svarer på det men af en eller anden grund, så svarer jeg på det den her gang.

”Hallo?” Jeg svarer på opkaldet så snart, jeg er sikker på, at jeg er alene. 

”Snakker jeg med Amelia Davis?” Spørger en kvinde på den anden ende af linjen. Min første tanke om hende er, at hun er britisk og helt klart fra det område, hvor jeg er vokset op; jeg har genkende dialekten.

”Ja, hvad kan jeg hjælpe Dem med?” Spørger jeg så høfligt som muligt.

”Jeg hedder Johannah Tomlinson, og jeg tror, at vi to har en masse at snakke om.” Tomlinson… Det er Louis’ mor! Min mor… Mit hjerte stopper i solide to sekunder, før det begynder næsten af tromme ud af mit bryst.

”Øh, jeg ved ikke, hvor De snakker om?” Jeg prøver at spille dum, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg ellers skal håndtere situationen.

”Amelia, jeg ved, at du ved det,” siger hun, og jeg sukker. ”Jeg ved også godt, at du har snakket med min søn, og jeg er taknemmelig for, at du endnu ikke har fortalt ham noget.” Jeg trækker på skulderne.

”Det er ikke min ting at sige,” svarer jeg og opgiver at snakke mig ud af det. Jeg læner mig op ad væg­gen og bider i min nyligt manicureret fingernegl.

”Jeg har nogle ting, som jeg gerne vil snakke med dig om, Amelia, hvis du vil lade mig gøre det,” siger Johannah håbefuldt. Jeg tænker over det. Hvad er det værste der kan ske ved det? Jeg tænker over min nuværende situation. Jeg kan ikke forlade bygningen som Amelia, og jeg kan ikke mødes med Johannah som Lily.

”Mød mig i morgen nede i byen – jeg skriver adressen til dig,” siger jeg og ligger på. Jeg har blandet følelser over at skulle mødes med min biologiske mor. Én af tingene er, at hvis offentligheden får noget at vide om min familiesituation, så vil de aldrig lade mig være i frem, og det vil være umuligt for mig at fungerer som Lily uden at bliver taget for det. Jeg tænker tilbage på det Clarissa og Benjamin fortalte mig; ”Det hele vil blive nemmere, hvis du lader Matthew og Kenneth hjælpe dig.” Jeg er ved at overveje rent faktisk at fortælle ham det.

Jeg går ind i lokalet igen og sætter mig ned ved siden af Nicholas. Han kigger spørgende på mig som at spørge til, om jeg er okay. Jeg smiler bare tilbage til ham og nikker én enkel gang. Han kigger mig ind i øjnene, og da han endelig ved, at han ikke får noget ud af mig, giver han op og vender sin opmærksomhed tilbage til den nuværende diskussion. Jeg følger ikke med, da jeg har for meget op hjerte.

 

Dagen efter forlader jeg huset og kører ned i byen i min bil uden tag. Jeg har efterladt mit brune hår ned, så det blafre i vinden bag mig.

Jeg parkerer på en parkeringsplads og går hen til, hvor jeg skal mødes med Johannah – det samme sted, jeg snakkede med Louis sidst. Vi beslutter os dog hurtigt om at gå ind på den nærmeste café.

”Du ville fortælle mig noget,” siger jeg og tager en tår af min varme kakao med karamel smag. Joanna sætter sig kop fra sig og finder et album frem fra sin taske.

”Jeg vil gerne have dig til at kigge på det her,” siger hun og ligger albummet foran mig. Jeg kigger forvirret på hende, men hun gør ikke andet end at smile opmuntrende til mig. Jeg kigger ned på det lille fotoalbum og åbner det på første side. Det er Johannah i en hospitalsseng og datoen ned i hjørnet fortæller mig, at det er fra den dag, jeg blev født for nitten år siden. Jeg ligger ikke mærke til det, før jeg kigger nærmere på det, at der er mere end én omsvøbt baby i hendes arme. En blå og en pink.

”Det er Louis og dig den aften I blev født,” siger Johannah. Jeg kigger op på hende og ser, at hun smiler med tårer i øjnene. Jeg svarer ikke og bladre om på næste side. Jeg ser to billeder af to børn, som jeg genkender med det samme. Louis og jeg som ét årige. Jeg ved, at det er mig, da min adoptivforældre har et hængende i deres soveværelse sammen med i hvert fald ti mere. Jeg bladrer videre og for hver gang, jeg bladre, ser jeg billeder af Louis og jeg som årene går, og vi ligner hinanden mere og mere. Jeg kan helt sikkert se, at vi begge minder meget om Johannah på hver vores måde.

Da jeg når til det sidste billede, har jeg selv tårer i øjnene. Jeg synker klumpen i min hals, mens jeg kigger på et par atten årige tvillinger, og jeg kan ikke lade være med at grine.

”Hvorfor?” Spørger jeg tårevældet og kigger op på Johannah igen. Selvom jeg ikke uddyber min spørgsmål, ved jeg, at hun forstår, hvad jeg mener.

”Jeg måtte ikke beholde begge babyer,” svarer hun og tørrer sig under sit ene øje da en enkel tåre slipper fri. ”Det var simpelthen noget kommunen bestemte. Jeg var ikke meget ældre end dig, da jeg blev gravid med jeres far. Jeg har aldrig får at vide præcist hvorfor, men det har ved noget at gøre det det. Det synes ved bare ikke, at jeg var gammel nok til at tage mig af to børn,” siger hun og trækker på skulder som om det ikke betyder noget, men jeg ved, at det stadig sårer hende at tænke på det.

”Så du har fuldt med i mit liv lige siden?” Spørger jeg i en lille hvisken. Hun nikker og smiler. Og her har jeg gået rundt og troet, at hun hellere ville have en dreng.

”Hvert år den fireogtyvende december har jeg fået et ny billede og et kort overblik over, hvordan det går med dig,” svarer hun. Der er stille mellem op et kort øjeblik, og jeg ved at min kakao er blevet kold.

”Jeg-jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” svarer jeg endelig og kigger forbløffet og overvældet på Johannah som bare smiler tilbage til mig.

”Du behøver ikke at siger noget.” Jeg stammer mig endelig frem til en fuld sætning.

”Det er noget, som du burde vide,” siger jeg endelig. Hun smiler som om, at hun allerede ved, hvad jeg har at sige.

”At du er universitetselev om dagen om popstjerne om aftenen?” Svarer hun.

”Nej, at jeg er – vent hvad?” Siger jeg overrasket. Johannah griner og tager min hånd i sin.

”Tror du virkelig, at jeg ikke kan genkende min egen datters ansigt i alle de blade hjemme i England?” Spørger hun grinende. Jeg stirrer måbende på hende. ”Luk munden, kære, vi kan ikke have, at du fanger fluer.” Jeg lukker min mund og udånder opgivende. En tanke strejfer mig pludseligt.

”Hvorfor er du overhovedet i LA?” Spørger jeg forvirret. Hun smiler.

”Jeg er her også kun i dag for at sætte Lottie af hos Louis. Hun skal med den på deres turne om en uge,” svarer hun.

”Nu hvor vi snakker om Louis så – ”

” – så skal jeg nok lade være med at fortælle ham noget. Jeg må indrømme, at jeg er overrasket over den måde Lily har behandlet min søn,” siger hun og giver mig et blik, som jeg ved ikke er godt. Jeg sukker og begraver mit ansigt i mine hænder. Jeg fylder hende ind på hele situationen, og hun giver Clarissa og Benjamin ret i, at jeg burde fortælle det til Matthew og Kenneth.

”Jamen, jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal gøre det!” Siger jeg opgivende og sukker højlydt. Johannah tænker over det i et kort øjeblik.

”Gør det ligesom i den der Hannah Montana serie! Charlotte vidste mig den, og det ligner meget sin situation.” Jeg tænker over men ryster så på hovedet. Det er for sært.

 

”Har du tænkt dig at fortælle Louis det?” Spørger jeg, mens vi står ude foran caféen få timer efter. Johannah har fortalt mig om mine yngre søskende inklusiv Georgia som er fra min fars side. Hun er et år yngre end Charlotte, men der er ikke rigtigt nogen som tror på, at hun er i familie med Louis.

”Ja, lige så snart jeg ser ham efter det her,” svarer hun.

”Hvad med Charlotte?” Spørger jeg, nu hvor jeg ved, at du hun også er der. Johannah kigger på mig et øjeblik, hvorefter hun smiler bredt til mig.

”Jeg fortæller det ikke, hvis du ikke vil have, at hun ved det,” svarer hun, men jeg kan se, at hun gerne vil fortælle sin datter det. Jeg sender hende et taknemmeligt smil og fortæller hende, at jeg gerne selv vil fortælle det til Charlotte, og at hun kan sige det til de andre tilbage i England, når hun ser tiden rigtig. Hun giver mig et kram og et kys på kinden. Jeg smiler og gemmer mit ansigt mellem hendes skulder og hals. Hun vinker farvel til mig, og jeg står et kort øjeblik og bare kigger efter hende. Jeg kan ikke fjerne smilet fra mine læber, da jeg kører tilbage til familien Beverlys hus. Jeg går ind på mit midlertidige værelse, og jeg finder min computer frem. Jeg ved, at jeg har gemt en video, som jeg ikke har vist nogen. Jeg finder den og smiler. Jeg rejser mig fra skrivebordsstolen og går hen mod Matthews værelse. Jeg ved, hvad jeg er nødt til at gøre, men jeg ved også, at det ikke bliver nemt.

”Amelia? Hvad laver du her?” Spørger han med det samme, jeg træder ind på hans værelse. Jeg varer ikke men viser ham blot videoen på min computer. Han spørger efter, hvad det er, men jeg starter bare videoen. Mens den spiller og jeg hører mig selv synge, kan jeg ikke lade være med at kigge på Matthew reaktion. Først er han forvirret med som videoen skrider frem, begynder han at smile. Den sidste tone flyder ud i rummet, og jeg ved, at jeg gør noget meget grænseoverskridende i den video, så jeg sidder spændt og venter. Hans reaktion er den bedste. Han kigger overrasket og lykkeligt på mig.

”Er det virkelig dig? Er du Lily Davis?” Spørger han spændt og vender videoen om, så jeg kan se. Da jeg filmede den video, kan jeg huske, at mine følelser var over det hele, så jeg reagerede impulsivt. Da jeg var færdig med at spille og synge, tog jeg fat i kameraret og pegede vinklet op, så man endelig kan se mig ansigt. Det er en video som aldrig forlader min computer.

Da jeg endelig bare nikker, kan han ikke styre sin glæde. Han hopper op og tager fat i mig, så vi svinger rundt på gulvet. Jeg griner, mens Matt råber; ”Jeg vidste det! Jeg vidste det!”

”Hvad sker der her inde?” Spørger Kenneth fra døråbningen. Matthew stopper et kort sekund for at hente min computer og vise den til Kenneth. Da musik kommer til en ende og mit ansigt bliver vist, smiler Kenneth og sætter computere fra sig. Han går hen og giver mig et kæmpe kram og går uden så meget som at sige ét ord.

”Fortæl mig det hele!” Befaler Matt og hiver mig hen på sin seng. Jeg fortæller ham det hele – helt fra da min adoptivmor slog mig til for en time siden, da jeg snakkede med Johannah.

”Så Louis Tomlinson er din tvillingebror?” Spørger han forbløffet.

”Er det ikke tydeligt?” Spørger jeg flabet og vifter mit hår over min skulder med et stort smil. Han griner og nikker.

”Nu kan jeg godt se det.” Jeg griner. Det føles så godt at have en anden end en flok voksne til at lytte på mig.

”Du må love mig, at du ikke fortæller nogen om det,” siger jeg. ”Ikke Stephanie; ikke din tætteste kammerat; ikke engang dit spejlbillede!” Matthew nikker, og jeg ved, at jeg kan stole på ham.

 

Senere den aften får jeg en SMS fra Louis.

”Hvad så, søs, hvordan skal vi gribe det her an?” Skriver han. Jeg kan ikke lade være med at grine, og jeg er taknemmelig for, at det er så let for ham at snakke med mig om det.

”Som vi altid gør; med stil.” Skriver jeg tilbage til ham og snøfter et latter over mine egne ord.

Jeg ved, at det her ikke bliver nemt for nogen af os, men jeg er mere end villig til at gøre alt for, at det lykkes til sidst. I sidste ende handler det hele om familie. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...