På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

22Likes
22Kommentarer
20235Visninger
AA

16. Drama

”Det her er fantastisk, Lily!” Siger Nicholas og snurrer mig rundt. Jeg griner og folder mine arme omkring hans nakke for ikke at falde. ”Du er fantastisk!” Siger han og kigger ned på mig. Jeg smiler og rødmer. Jeg giver ham et let kys på læberne og går tilbage til klaveret.

Jeg skriver mine sange med Nicholas. I de sidste tre måneder er vi blevet meget tætte og for én måned siden, spurgte han mig, om jeg vil gå ud med ham. Jeg sagde selvfølgelig ja, fordi jeg synes, at han er en god fyr. Han er et par år ældre end mig, men det betyder ikke noget.

Lily Davis har udgivet de to første singler til sit første album. I dag skal hun indspille det sidste stykke til den sidste sang, og jeg er meget spændt. I de seneste måneder har jeg været mere på som Lily Davis for at folk skal kunne lære hende at kende. Jeg har for det meste fået positive ting tilbage, så jeg går ud fra, at det går godt nok indtil videre.

Lily har ikke snakket med Louis siden den dag, og jeg tror også, at det er for det bedste. Jeg har virkelig såret ham, og det er jeg glad for, at jeg ikke behøver at gøre igen. Det kommer selvfølgelig også an på, hvordan han reagerer, hvis han nogensinde får at vide, at han har en tvillingsøster.

Han ved ikke, at jeg er hans søster, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Det ikke min ting at sige – det er stadig hans mor som skal gøre det.

Jeg snakkede med Clarissa i går aftes om muligheden for, at jeg kan få kontakt til hans mor, og hun vil komme tilbage til mig med, hvad hun kommer frem til. Jeg håber kun for det bedste. Hvis hun er ligeså sød, som Louis beskriver hende til at være, så kan det ikke blive svært at snakke med hende. Jeg tror mere, at det er mig der får det svært med at håndtere at snakke med hende. Nu hvor hun er den kvinde som gav mig op og ikke Louis ved fødslen, så ved jeg ikke, om jeg nogensinde vil kunne tilgive hende hundrede procent. Jeg har allerede én mor, og jeg er ikke sikker på, at jeg vil have en mere, uanset hvor meget jeg hader den ene af dem.

 

”Er du ikke spændt på Lily Davis’ nye album?” Spørger Stephanie mig næste dag i skolen. Jeg smiler til mig selv og nikker.

”Jo, meget,” svarer jeg. Du kan ikke finde noget som er mere spændt end mig. Jeg griner lidt ved tanken. Steph kigger mærkeligt på mig, men jeg trækker bare på skulderne. Min telefon fortæller mig, at jeg har fået en SMS, og da jeg ser, at det er fra Louis, så kan jeg ikke lade være med at smile.

”Uuuh, hvad smiler du sådan over?” Spørger Stephanie glad og nysgerrig.

”Ikke noget,” svarer jeg og læser beskeden. Mit smil forsvinder, og jeg stopper i mine skridt.

”Hvad så?” Spørger hun. Jeg ryster bare på hovedet og læser beskeden igennem igen.

”Jeg kender din hemmelighed.” Jeg stirrer på beskeden i hvad der føles som en evighed, før Stephanie ligger en hånd på min skulder. Jeg hopper og slukker min telefon med det samme. Jeg har ikke brug for, at der er nogen som kender til, at jeg kender Louis Tomlinson. Det vil kun stille spørgsmål, som jeg ikke har mulighed for at svare på.

”Øh… Det-det’ ikke noget – je-jeg er nødt til at gå på toilettet,” stammer jeg og skynder mig ind på det nærmeste pigetoilet, før Stephanie kan nå at protestere. Jeg smækker den tynge dør lukket efter mig og tjekker under alle toiletbåse. Da jeg er sikker på, at jeg er alene, ringer jeg hans nummer op. Louis svarer efter første ring.

”Amelia! Jeg havde ikke regnet med at hører fra dig i dag!”

”Ti stille, Louis,” siger jeg og ruller med øjnene. ”Hvad mener du med det, du skrev til mig lige før?”

”Jeg ved ikke, hvad du snakke om, Amelia,” svarer han, men jeg kan hører tydeligt på hans stemme, at han laver sjov med mig.

”Jeg mener det!” Svarer jeg irriteret. Det er så irriterende, hvis det bare er en joke for ham.

”Slap af, Amelia. Det var bare en joke.” Jep, så irriterende. Jeg ligger på og trækker vejret dybt. Jeg kigger på mig selv i spejlet og beslutter mig for at forbedre min makeup. Jeg finder min makeup taske i min skuldertaske og bruger solide ti minutter på at gøre min makeup bare lidt pænere. Jeg lukker pakker min taske og går ud toilet. Det er en af de dage, hvor jeg har haft lyst til at ligge en lille makeup – ikke noget så overdrevet som Lily Davis, men bare lige nok til at dække det røde i mit ansigt.

Jeg går ind i cafeteriet og køber noget frokost. Vejret er virkelig godt i dag – ligesom det altid er – så jeg går ud i det store grønne område universitet har mellem de mange to- eller treetagers bygningerne. Jeg går hen til den store fontæne midt i det hele og sætter mig på en af bænkene i solen. Jeg kigger ud over alle eleverne der også har valgt at sidde ude, imens jeg spiser min kalkun sandwich.

 

”Der er du!” Råber Stephanie, da jeg træder ind i drama lokalet. Jeg blev overrasket, da jeg fandt ud af, at Stephanie har alle de fag, som jeg har. Det er som om, at det er aftalt på forhånd. Jeg går hen til hende og smiler til hende, før jeg giver hende et lille kram.

”Jeg er ked af tideligere – det var bare en lille misforståelse med en, jeg kender,” siger jeg i en tone der siger; ”det snakker vi ikke videre om.” Hun nikker bare og kigger ud i lokalet, mens jeg leger med min telefon, før timen starter. Pludseligt slår Stephanie med flere gang på armen lige efter hinanden. Jeg kigger irriteret op på hende, men hun siger ikke noget; hun kigger bare overrasket og nærmest skræmt på noget i den anden ende. Jeg følger hendes blik og får strakt øje på et bekendt skulderlangt, blondt hoved. Jeg kigger måbende på Matthew som sidder og snakker med nogle andre fra drama holdet. Kurset havde endnu ikke startet endnu.

”Vidste du at –”

”Nej,” svare jeg og tager fat i min telefon igen. Jeg går ind på beskeder og åbner den samtale, som jeg har med Matthew.

”Hvornår havde du tænkt dig at sige, at du har valgt drama?” Skriver jeg med en undrende emoji. Jeg kigger hen på ham, mens jeg tager min mobil ud af sin lomme. Han kigger rundt bag sig, og da han får øjenkontakt med mig, kigger han væk med det samme. Jeg er til, mens han skriver på sit tastatur, og da han ligger den fra sig igen, så vibrer min mobil i min hånd.

Ligeså snart du har tænkt fortælle mig, hvad du går og laver, når du tror, at der ikke er nogen som kigger,” skriver han tilbage. Jeg kigger op på ham med store øje og ser, at han allerede kigger på mig. Vi holder øjenkontakten i langt tid og først da professoren kommer ind i lokalet, kigger jeg væk. Jeg kan mærke, at han stadig kigger på mig, men jeg vælger at ignorer det.

”I dag skal vi kigge på ét bestemt stykke af William Shakespeare – nemlig Romeo og Juliet,” siger professoren, og nogle elever jamre sig – jeg er én af dem. Jeg føler ikke, at jeg har lavet andet i gymnasiet end at blive slæbt gennem lige præcist det stykke af Shakespeare.

”Jeg vil ikke høre noget jammer. Vi starter forløbet ud med, at jeg uddeler nogle roller, som jeg på forhånd har valgt, og de elever forbereder sig på deres scene til næste uge,” siger han og peger på en stor stak papirer på sit skrivebord. Jeg hører ikke efter, fordi jeg regner ikke med, at bliver valgt til noget, da vi er omkring ét hundrede elever.

” – Amelia Davis og Matthew Beverly – Romeo og Juliet i bryllups scenen,” siger professoren pludseligt, og mit hoved skyder hen til ham.

”Hvad?” Det ryger lige ud af min mund på samme tid som Matthew. Han skal forstille sig at være min fætter! En gruppe elever griner ovre i det ene hjørne. Det er nok én af de mest ydmygende scene i hele stykket.

”Jamen, det er min kusine!” Udbryder Matthew.

”Det er jeg godt klar over, Hr. Beverly, hvis De nu vil styre Dem,” siger professoren irriteret. Matthew løber ud af lokalet, og jeg vælger at være dum og løbe efter ham.

”Matt!” Råber jeg efter den tunge dør er smækket efter mig.

”Hvad vil du mig?” Spørger han og vender sig mod mig. ”Vi ved godt, at du ikke er min kusine, så du behøver ikke at lade som om, du holder af mig,” siger han med had dybt i sine ord. Jeg sukker og sluger klumpen i min hals. Det fortjente jeg vidst.

”Jeg ved godt, at jeg ikke har været vildt sød ved dig, men det betyder ikke, at jeg ikke holder af dig,” svarer jeg i den lille stemme og leger med mine fingre.

”Hvis du virkelig holder af mig, så fortæller du mig, hvor din lille hemmelighed er!” Svarer han med hævet stemme. Jeg er glad for, at gangene er øde. Jeg svarer ikke til at starter mig, og jeg kigger stadig ned på mine ny lakeret negle.

”Det kan jeg ikke fortælle dig,” svarer jeg ikke en hvisken. Jeg er for skamfuld til at kigge op. Matthew udstøder en fornærmet lyd og forsvinder ud af hoveddørene. Jeg kalder efter ham, men han ignorer mig. Jeg kigger op på loftet, mens jeg blinker tårerne væk.

Jeg har officielt rodet mig helt ud til der, hvor jeg ikke kan bunde mere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...