På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

22Likes
22Kommentarer
20339Visninger
AA

15. Bagslag

”Kan vi snakke?” Skriver Louis til mig over SMS. Jeg ved ikke, hvordan han har fået mit nummer, men det tænker jeg ikke så meget om. Han vil snakke med Amelia, da han tydeligvis ikke er på talefod med Lily. Jeg kan mærke nervøsiteten i min mave, da jeg svarer.

”Selvfølgelig,” skriver jeg.

”Mød mig ved Cheesecake Factory ved ”The Grove” om en halv time,” skriver han tilbage næsten med det samme. Jeg sukker og rejser mig fra min seng. Jeg går hen til mit skab og finder et par korte, lyse cowboyshorts og en hvid blonde top med en tyng, lysegrå cardigan over mine skuldre. Ti minutter senere går jeg ud af hoveddøren og lukker den i bag mig. Jeg sætter mig ind i den bil, som jeg låner, imens jeg bor her, og kører mod ”The Grove” i centrum. Ti minutter senere ankommer jeg og bruger fem minutter på at finde en parkeringsplads helt nede i den anden ende af den mange store parkeringsplads. Jeg løber halvt til Cheesecake Factory, hvor jeg ser den bekendte kasket og solbrillerne. Plus, så er hans tøj iøjefaldende.

”Tror du, at du narrer nogen?” Spørger jeg og griner. Louis vender sig alarmeret om, men han smiler stort, da han ser, at det er mig.

”Det lykkedes ellers hver gang,” svarer han og tager sine solbriller af. Han blinker til mig med det ene øje, og jeg får en mørk fornemmelse i min mave over, at han ikke ved det.

”Så hvad ville du snakke med mig om?” Spørger jeg og begynder at gå hen mod springvandet. Jeg stiller mig på kanten og kigger på det smukke vand som falder. Louis stiller sig ved siden af mig. Jeg tager min solbriller fra mit hår – som er i en knold på toppen af mit hoved – og tager den på. Jeg kigger op på ham, da han ikke svarer og ser, at han virker til at være forsvundet i sine egne tanker. Jeg ved lige præcist, hvad han vil snakke om, og jeg kommer ikke til at kunne lide det.

”Du er en pige, så måske kan du svarer på mit spørgsmål,” siger han bare. Jeg spiller med og joker lidt rundt.

”Jeg er en pige? Den havde jeg ikke lige set komme,” kommenterer jeg seriøst. Louis fnyser med et smil og ryster på hovedet. Jeg smiler bare og venter på, at han vælger at fortsætter.

”Kender du til Lily Davis?” Spørger han og kigger ned på mig. Jeg fryser i et solidt halvt sekund, før jeg tager mig sammen og trækker på skulderne.

”Det tror jeg ikke,” siger jeg og ryster på hovedet. ”Er hun din veninde?” Spørger jeg og virker nysgerrig. Han smiler et sarkastisk smil, og jeg mærker et slik i hjertet. Jeg hader, at jeg har fået ham til at føle sådan her.

”Hun er det nyeste ansigt fra det pladeselskab, hvor drengene og jeg har kontrakt. Først troede jeg; hun ser sød ud – hende vil jeg lære at kende,” svarer han. ”Men da hun så åbnede sine perfekte læber, så lukkede hun ikke andet ud end lort,” tilføjer han og kigger ud over folkemængden som går rundt med hver deres egne problemer. Jeg får lyst til at græde over hans ord, men han ved ikke, at det er mig, så jeg tage mig sammen og smiler til ham.

”Hun virker ikke som en, du skal bruge dine kræfter på,” siger jeg bare. Jeg kan ligeså godt få ham til at holde sig helt væk fra hende. Det vil ikke gøre andet end at gøre mit liv nemmere lige p.t. Louis ryster bare på hovedet.

”Det er problemet,” siger han. ”Det kan jeg ikke,” tilføjer han og sætter sig ned på jorden. Jeg sætter mig ved siden af ham og placerer mine solbriller på toppen af mit hoved igen, så jeg kan kigge ordentligt på ham. Nu hvor jeg kender til min rigtige familie, så ligger jeg mærke til nogle ligheder, som jeg ellers ikke ville ligge mærke til. Øjne, næser, læber, hårfarve – det er praktisktalt hele udseendet som minder om hinanden. Hvordan der ikke er nogen som har mindet mig om det før er mig en gåde. Det er åbenbart ikke noget, som man ville ligge mærke til med mindre, vi står ved siden af hinanden.

”Hvad mener du?” Spørger jeg.

”Hun minder mig om én, jeg kender, og jeg kan ikke få det ud af mit hoved. Jeg er nødt til at se hende igen,” siger han. Han fortsætter, da han ser, hvordan jeg kigger på ham. ”Jeg kan ikke lide hende på den måde – rolig. Jeg har en kæreste,” tilføjer han og smiler ved tanken om sin kæreste. Jeg smiler sammen med ham – det er da altid noget. Så behøver jeg ikke at tænke på det. Det ville også bare være forkert på alt for mange måder til at kunne forklare det.

”Jeg synes ikke, at det er en god ide,” kommenterer jeg for at komme tilbage til forhenværende samtaleemne.

”Hvorfor dog ikke det? Du kender hende jo ikke,” svarer han. Jeg trækker på skulderne

”Det gør du heller ikke,” siger jeg. ”Plus, så er jeg en pige, og hvis jeg opføre mig sådan overfor en person, som jeg ikke kender, så er der en grund til det,” tilføjer jeg.

”En grund?” Spørger han. ”Hvilken grund?” Jeg ryster på hovedet og trækker på skulderne.

”Det skal jeg ikke kunne sige, da jeg ikke kender hende, men det er sikkert på god grund,” svarer jeg. ”Måske er det bare, fordi hun ikke er interesseret i at kende dig,” kommenterer jeg, da der kommer en stilhed mellem os.

”Men hvorfor? Er der noget galt med mig?” Spørger han forvirret. Han er tydeligvis såret. Jeg sukker og tager fat i hans ene hånd med begge mine. Jeg kigger på ham, og han kigger tilbage på mig. Jeg vil ønske for alt i verden, at jeg kunne fortælle ham om min familie, men det er bare ikke min historie at fortælle – det må hans mor fortælle ham. Min mor… Jeg ryster tanken væk og giver Louis’ hånd et lille klem.

”Selvfølgelig er der ikke noget galt med dig,” siger jeg og smiler til ham. Han smiler lidt tilbage til mig, men jeg kan se i hans blå øjne, at der ikke er noget, der siger, at han er enig med mig. ”Hør, jeg kan snakke med hende for dig,” tilføjer jeg og fortryder, at jeg sagde noget. Han kigger bare forvirret på mig.

”Men du sagde, at du ikke kendte hende?” Jeg trækker på skulderne.

”Det gør jeg heller ikke personligt, men jeg kender en der gør,” svarer jeg og sparker mig mentalt bag i.

”Hvem?”

”Det er lige meget,” svarer jeg og kigger ned på vores hænder. ”Skal jeg gøre det heller ej?” Tilføjer jeg uden at kigge på ham.

”Ja, tak,” svarer han med glæde tydeligt i stemmen. Jeg kigger op på ham og smiler svagt til ham.

 

Dagen efter sidder jeg i stuen med en følelse af, at jeg aldrig skulle have snakket med Louis i går. Jeg kigger op på skærmen – som er pauset – med hele familien Beverly i stuen sammen med mig.

”Har du tænkt dig at forklare det her?” Spørger Matthew og kigger strengt på mig. Jeg ryster på hovedet og fnyser hånligt af ham. Lige siden med dag ved skolen har jeg ikke kunnet se ham i øjnene, og det har ikke gjort andet end, at gøre ham sur på mig. Men han kan ikke tillade sig at opføre sig sådan her overfor mig. Han er jo ikke ligefrem min ven mere. Jeg kigger hen på Clarissa, men hun kigger også bare på mig for at få svar. Jeg sukker og rejser mig fra sofaen. Jeg går om bag ved sofaen og læner mig op ad den, i mens jeg kigger på fjernsynsskærmen.

”One Direction medlem med ny pige?” Siger overskriften med den dame ved siden af et kæmpe billede af Louis og jeg fra i går, hvor jeg sidder og holder om hans hånd. Vi kigger på hinanden med blikke som nemt kan misforstås for kærlige.

”Det betyder ikke noget,” svarer jeg bare og trækker på skulderne. Det reagerer Matthew på med det samme. Han er den af alle som tager det værst. Jeg kan ikke bebrejde ham, hvis det kys betød, at han havde følelser for mig. Hvad end det var, så er det i hvert fald væk nu.

”Hvad mener du med, at det ikke betyder noget?” Spørger han. Jeg smiler sarkastisk og kigger ikke på ham, mens jeg svarer.

”Jeg mener, at det ikke betyder noget. Det er ingenting,” svarer jeg. Jeg kigger hen på Clarissa efter hjælp, men hun giver mig bare et blik der siger mere end ord. Jeg sukker – hun vil have mig til at fortæller om min familie. Jeg ryster diskret med hovedet af hende, og hun sukker.

”Det er jo ikke ingenting!” Nærmest råber han af mig. ”Man kan tydeligt se, at det er dig! Er det derfor, at du afviste mig? – fordi du er sammen med den pop-nørd?” Spørger han. Jeg gisper af hans ord og kigger på Clarissa som ser lige så chokeret ud, som jeg føler mig. Jeg trækker vejret dybt.

”Jeg har ikke tænkt mig at stå og lade dig mobbe ham, som om jeg slet ikke er her,” svarer jeg og vender mig om for at gå. Han griber ud efter mig, men jeg slår hans hånd væk. ”Jeg behøver ikke, at forklare mig selv til dig,” tilføjer jeg og forsvinder ud fra stuen og løber ind på mit værelse. Jeg tager min telefon og ser, at Louis har ringet til mig og skrevet til mig flere gange. Jeg stønner opgivende og falder tilbage på min seng.

Jeg skulle have været mere forsigtig. Jeg skulle have beholdt mine solbriller på, så man ikke kunne se mit ansigt. Man kan ikke rigtigt se, at det er mig alligevel – det er kun, hvis man kender mig, at man kan se, at det er mig. Min hår er væk fra mit ansigt og ude af syne, så hvis jeg havde haft mine solbriller på, så kunne selv dem der kender mig ikke genkende mig. Man kan selvfølgelig altid være bagklog.

Jeg ringer tilbage til Louis, og han tager telefonen efter to ring.

”Amelia!” Siger han lettet. Jeg smiler svagt.

”Hey, Louis.”

”Har du set nyhederne?” Spørger han. Jeg trækker på skulderne.

”Det er lidt svært at undgå,” svarer jeg med en svag latter. Louis sukker – han er tydeligvis frustreret.

”Hør,” siger jeg og afbryder hvad end, han vil sige. ”Jeg er okay med det – det betyder ikke noget for mig. Jeg kender godt til den er livstil,” tilføjer jeg og trækker op skulderne selvom, jeg godt ved, at han ikke kan se mig.

”Oh,” svarer han. ”Hvordan det? Der er ikke mange som kender til det uden selv at være i det.”

”Min tanter er Clarissa,” svarer jeg hurtigt og fyre den sammen løgn af, som jeg gjorde til Niall og Harry.

”Clarissa Beverly? Den nuværende manager for Lily Davis?” Spørger han forbløffet. Jeg svarer med et lille ”ja?”, og han udånder tungt med en latter. Jeg griner kunstigt sammen med ham, men jeg er i virkeligheden ved at gå op i sømmene.

”Så du har snakket med Lily?” Spørger han med håb i stemmen. Jeg skriger lydløst og trækker vejret dybt.

”Ja,” svarer jeg. ”Og jeg skal hilse og sige, at hun ikke er interesseret i at ses med en – og jeg citerer – ”en pop-nørd,” svarer jeg og bruger Matthew beskrivelse af ham. Der bliver stille på den anden ende, og jeg er nødt til at spørge efter ham for at få et svar fra ham.

”Jeg ringer senere,” siger han og afslutter opkaldet. Jeg sukker opgivende, og jeg har en pludselig lyst til at græde mig i søvn.

Min telefon udstøder et lille ”ding”, og jeg kigger på den igen. Jeg har en ny følger – af dem jeg selv følger – og en ny privat besked på Instagram. Jeg åbner app’en, og ser med det samme, at Harry Styles har skrevet til Lily Davis.

”Du er et frygtligt menneske. H” Den her gang vælger jeg at svarer.

”Ja, tak, det ved jeg.” Jeg klikker send, og jeg låser mig telefon, før jeg kan se det næste, han skriver. Min telefon giver endnu et ”ding” fra sig, men jeg rydder bare mit meddelelsescenter og låser mig telefon igen. Jeg behøver ikke at forklare mig selv overfor hverken Harry eller Matthew.

 

Nogle minutter efter Louis lagde på banker det på min dør. Jeg sætter mig op i min seng og kigger på Clarissa i døråbningen.

”Er du her også for at råbe af mig?” Spørger jeg, før hun kan sige noget. Hun smiler bare og kommer hen og sætter sig ned ved siden af mig.

”Hvorfor snakkede du med Louis Tomlinson?” Spørger hun. Jeg kigger væk og fumler med mine fingre i mit skød.

”Fordi han skrev og spurgte,” svarer jeg. Clarissa svarer mig ikke, da hun kan regne ud, at det ikke er hele grunden. ”Han ville snakke med mig om Lily Davis,” tilføjer jeg og kigger stadig ikke på hende.

”Han ved vel ikke, at…?” Spørger hun. Jeg ryster på hovedet, før hun kan fuldføre sit spørgsmål. ”Oh, hvad så? Handler det om det der skete den anden dag?” Spørger hun. Jeg ryster på hovedet.

”Ikke kun derfor,” svarer jeg. ”Han er så såret over, hvordan Lily opfører sig, så han spurgte mig til råds. Jeg lovede ham, at jeg ville snakke med hende for ham – for at finde ud af, hvorfor hun ikke vil snakke med ham. Han ringede til mig for bare ti minutter siden omkring nyhederne. Jeg fortalte ham, at Lily Davis ikke vil snakke med ham, fordi han er ”pop-nørd”.” Jeg kan ikke lade være med at lade en tåre og et enkelt hulk undslippe, da jeg er færdig med at forklare.

”Jeg er så bange for, at det kun har gjort tingene værre,” siger jeg. Jeg finder mig telefon frem, åbner samtalen med Harry og giver den til Clarissa. Jeg kiggede ikke på den seneste besked, og jeg har heller ikke lyst til at vide mere om, hvordan han har det med mig.

”Du var forberedt på det her,” siger hun bare og giver mig min telefon tilbage. Jeg låser den og ligger den fra mig på sengen ved siden af mig.

”Det ved jeg. Jeg ville bare ønske, at det ikke var med ham,” svarer jeg. Clarissa nikker bare – hun ved lige præcis, hvad jeg snakker om.

”Få noget søvn og så snakker vi om det i morgen,” siger hun og smiler til mig. Jeg nikker og smiler tilbage til hende. Hun giver mig et hurtigt kram og lukker døren bag hende.

Gad vide om tingene nogensinde kommer til at være til min fordel? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...