På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

20Likes
22Kommentarer
18185Visninger
AA

19. Dilemma

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, Jay!” Jeg kigger blankt ind i væggen, imens jeg venter på, at Johannah svarer mig.

”Jeg ved, at du gerne vil hører, at det ikke er din egen skyld, men det kan jeg ikke fortælle mig,” svarer hun. Jeg kan hører stemmer i baggrunden, og jeg kan ikke lade være med at smile et lille smil ved tanken om mine søskende. Jeg tænker over hendes ord og sukker så tungt.

”Jeg ved godt, at jeg kun har mig selv at takke for det her, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre?” Jay er stille et øjeblik.

”Du kan altid være ærlig med Louis,” siger hun. Jeg stivner og glemmer næsten helt at trække vejret.

”Være ærlig? Mener du det?” Det ryger lige ud af mig.

”Ja, jeg mener det. Louis fortjener at få det at vide mere end Matthew og Kenneth gjorde, og du ved det,” siger hun. Jeg nikker, selvom jeg ved, at hun ikke kan se mig.

”Har du fortalt det til de andre endnu?” Spørger jeg og skifter emne.

”Ja, og de er alle tre meget spændt på at møde deres ”nye storesøster” som de siger,” svarer hun med et grin i stemmen. Jeg smiler stort, og jeg kan næsten mærke tårer presse lidt på. Jeg vil så gerne møde dem, men det er der bare ikke mulighed for lige nu.

”Det er jeg glad for,” svarer jeg med et smil. Vi snakker et par minutter mere, før jeg er nødt til at ligge på. Jeg sukker og slæber mig selv ind på mit værelse. Jeg sætter mit hår op, så det kan være inde under nettet, som jeg tager på for at være sikker på, at min hår bliver der, og tager den blonde paryk på. Jeg lader mine fingre løbe igennem det og begynder at sætte det, som jeg gerne vil have det. Jeg har allerede min makeup og mit tøj på, så jeg samler alle mine ting – pung, begge telefoner og min notesbog – og låser min hoveddøren bag mig. Jeg kører hen til studier og parkerer på en af pladserne helt op foran. Jeg går ind i det rum, som jeg plejer at være i og bliver mødt af Nicholas. Jeg hilser på ham og giver ham et hurtigt men meningsfuldt kys på læberne.

”Hvad skal vi så lave i dag?” Spørger jeg ham om og sætter mig bag ved klaveret ovre i det ene hjørne.

”Jeg tænkte, at vi kunne starte en brainstorm til de næste album,” svarer han, og sætter sig hvor han sad før, ved siden af sit trofaste instrument. Jeg nikker og leger med forskellige akkorder, indtil jeg finder en sammenhæng, som jeg kan lide. Jeg skriver den ned på papiret foran mig, og nynner mens jeg spiller det. Nicholas kommer op ved siden af mig med sin guitar og spiller det sammen med mig.

Efter nogle timers intenst arbejde har vi sammen lavet en brainstorm med idéer til, hvordan jeg gerne vil have, at mit næste album skal lyde. Mit første album, som kom ud for næsten en uge siden, har en ungdommelig vibe over sig – typiske teenageproblemer. Jeg vil gerne have mit næste album til at virke sådan, også, men der skal være en følelse af, at vi alle er blevet ældre.

”Vi ses på lørdag, Lily,” blinker Nicholas, da jeg skal til at gå. Jeg rødmer og nikker uden at sige noget. Jeg går ud af bygningen og går hen til shopping centret lige længere nede. Der er ikke langt nok til, at jeg gider at tage min bil.

Jeg går ind i den første tøjbutik, jeg ser og kigger mig omkring. Jeg er ikke så meget for at shoppe, men jeg har lovet, at jeg vil dukke mere op i offentligt, så jeg kan lige så godt få noget ud af det.

 

Seks poser og ti autografer senere sidder jeg endelig i min bil på vej hjem. Jeg ånder lettet op, da jeg endelig parkerer i parkeringskældrene under min bygning. Jeg tager mine ting fra badsædet og tager elevatoren op til øverste etager – sjette etage. Jeg går hen til min hoveddør, men jeg stopper, da jeg ser, at jeg ikke er den eneste som vil ind.

”Louis? – Hvad laver du her? ” Spørger jeg overrasket, da jeg nærmer mig ham. Han kigger forskrækket op, som om jeg afbrød ham midt i hans dybeste tanker. Han rejser sig med det samme, da han ser mig. Jeg går nervøst forbi ham og låser min dør op. Louis følger efter mig med ind i stuen. Jeg vender mig om mod ham og tager min solbriller af. Jeg sætter dem op på toppen af mit blonde hoved.

”Jeg kan se, at du har fået din bluse tilbage,” kommenterer han og ignorer mit blik fuldstændigt. Hvad laver han her overhovedet? Hader ham ikke Lily Davis? Jeg kigger hen på, hvor han kigger og ser min himmelblå, blondebluse, som jeg havde på, da jeg var hjemme ved ham i går.

”Ja, Amelia kom med den tideligere i dag.” Hvorfor var det nødvendigt at sige? Louis nikker bare, og han har det tydeligvis svært med, at hans søster kender Lily Davis.

”Hvorfor er du her, Louis?” Spørger jeg, skarpere end det var meningen.

”Jeg vil snakke med dig om Amelia.” Han kigger ikke på mig, mens han siger det. Jeg viser ikke, hvor overrasket jeg er.

”Hvorfor?” Louis kigger endelig op på mig med sine blå øjne.

”Jeg vil ikke have, at du ser hende.” Jeg kigger vantro på ham.

”Undskyld mig?” Svarer jeg irriteret.

”Du hørte mig.” Han kigger på mig med onde øjne. Jeg undertrykker min overraskelse og maskerer det med irritation.

”Hvad bilder du dig ind at komme her – i mit hjem – og kommandere med mig på den måde?” Louis skal lige til at forsvarer sig selv, men jeg lader ham ikke gøre det. ”Jeg vil have, at du går – lige nu.” Jeg peger på døren, imens jeg siger det. ”Gå så!” Gentager jeg, da han ikke bevæger sig. Han vender sig endelig for at gå, men før han forsvinder af syne, kigger han ind i mine grønne øjne.

”Hold dig fra min søster.” Kort efter er han væk, og døren smækker i efter ham. Jeg låser døren efter ham og river parykken af i raseri. Jeg kigger i spejlet ved siden af døren og løber fingrende i gennem mit brune hår. Jeg kigger på mit ansigt med væmmelse og går ind på badeværelset for at fjerne min makeup.

 

Senere modtager jeg to beskeder på min Lily Davis Instagram. De er begge fra Lottie. Hun følger mig, og hun har skrevet til mig.

”De kender mig ikke, og alle vi have, at jeg skal holde mig fra dig, men du kender min søster, Amelia. Jeg vil hører, om jeg kan få hendes nummer fra dig? – Min storbror vil ikke give det til mig.” Skriver hun. Hendes ord giver mig blandet følelser. ”Alle”… Jeg fnyser hånligt til mig selv – det er Louis’ værk.

Hun vil have mit nummer? Jeg smiler, og jeg føler mig helt varm indeni over, at hun vil nu alligevel gerne vil beskæftige sig med sin storesøster. Men hvorfor vil Louis ikke give hende mit nummer?

”Jeg kan ikke forstå, hvorfor de har det på den måde. Giv mig dit nummer og så får jeg hende til at skrive til dig.” Skriver jeg tilbage til hende. Få minutter efter modtager jeg en ny besked fra hende.

”Louis – min bror – og hans bedste ven Harry har fortalt mig, at du ikke er en sød person, men det vil jeg selv finde ud af.” Skriver hun, efterfuldt af sit telefonnummer. Jeg griner over hendes ord. Selvfølgelig fortæller de det til hende. Men jeg er glad for, at Johannah har opdraget hende til ikke at tro på alt, hvor folk fortæller hende om folk. Jeg kan ikke få mig selv til at være ond overfor hende.

”Det er jeg glad for, at du synes. Jeg skriver til Amelia for dig.” Jeg finder min privattelefon frem og skriver Lotties nummer ind i mine kontakter, hvorefter jeg går tilbage til det, som jeg gjorde før. Det skal jo heller ikke gå alt for hurtigt. Da der er går godt to minutter, skriver jeg til hende.

”Hej, Lottie, det er Amelie. Lily skrev til mig, at du vil have mit nummer.

Hvorfor går det?” Skriver jeg og trykker på send. Jeg lytter på, at min iPhone fortæller mig, at min besked er sendt.

Vi skriver frem og tilbage et par gange, før samtaleemnet bliver drejet ind på Lily Davis.

”Hvorfor fortæller Louis og Harry mig, at din bedsteveninde er et dårligt menneske?” Jeg leder efter de rigtige ord at bruge overfor min næsten-fjorten årige lillesøster. Hun skal ikke misforstå mig.

”Lily er en svær person at forstå. Hun kan være lidt vanskelig, men hvis man giver sig tid til at lærer hende at kende, så er hun ikke en slem person. Louis og Harry forstår ikke dette, og derfor er det svært for dem.”

”Er hun virkelig din bedste veninde?” Skriver hun. Jeg griner.

”Ja, det er hun.”

”Hvordan er det at være bedste veninder med en berømthed?” Jeg griner højlydt over hendes spørgsmål.

”Det er vel ligesom at have en berømt bror.”

”Det vil jeg ikke kunne vide, hvordan føles.” Jeg mærker et stik i hjertet over hendes ord. Hun ser næsten aldrig sin storebror. Jeg tror endda, at jeg har set ham mere, siden han blev berømt, end hun har. Jeg vælger at skifte emnet efter den bemærkning, og samtalen sluttet helt kort tid efter.

 

”Hvad har dine fans at sige om dit nye album?” Jeg kigger på intervieweren foran mig og smiler et bredt, oprigtigt smil. 

”Jeg har en fornemmelse af, at de synes om det indtil videre. Jeg har næsten ikke modtaget andet end positiv feedback,” svarer jeg og smiler til kameraet, ligesom jeg har fået anvist. Jeg kigger tilbage på damen, jeg ikke kender navnet på.

”Sidste spørgsmål er det spørgsmål, dine fans har stillet mest. Er der nogen speciel i dit liv lige nu?” Jegryster på hovedet med en tvunget latter.

”Nej, jeg er meget single,” svarer jeg. Hun smiler til mig og kigger hen på kameraet.

”Det var alt for denne gang.” Hun kigger tilbage på mig. ”Tak for at du ville komme Lily.” Jeg nikker.

”Tak for at jeg måtte komme.” Den røde lampe slukker og en mand råber, at vi ikke er live mere. Intervieweren rejser sig og går. Jeg stopper med at smile og sukker. Jeg rejser mig fra sofaen og går ud af sættet.

Over de seneste måneder har jeg været alt andet end mig selv. Nicholas og jeg gik fra hinanden for en måned siden. Det gik bare ikke mellem os. Jeg har bedt om en kvindelig sangskriver.

For to måneder siden rejste One Direction og Lottie fra L.A for at turnere rundt i U.S.A, og de kommer ikke tilbage før om en måned. De slutter i Englang, hvor de sætter Lottie af, før de kommer tilbage her til – Louis og Harry gør i hvert fald. Resten bruger deres fritid med deres familie.

 

”Hvorfor bruger du ikke din ferie med din familie?” Spørger jeg Louis om og kigger hen på ham. Vi sidder på en lille café et eller andet sted i byen, hvor der ikke virker til at komme mange mennesker. Louis forstår, hvorfor jeg valgt at mødes her.

”Det er det, jeg gør.” Jeg smiler ikke tilbage til ham. Jeg læner mig tilbage i sofaen.

”Hvorfor bruger du ikke din ferie med din familie?” Gentager jeg. Louis efterligner min stilling. Vi kigger på hinanden i et stykke tid uden at sige noget. Så trækker Louis vejret og sukker tungt.

”Jeg har kendt min familie hele mit liv.” Han trækker på skulderne. Han læner sig frem ad igen og hviler sit hoved i sine hænder. ”Jeg er kun lige blevet gjort opmærksom på dig. Hvad har du lavet i de sidste tre måneder?” Jeg svarer ham ikke. Jeg nedstirrer ham med et irriteret udtryk i mine øjne. ”Hvad?” Spørger han. Han er forvirret.

”Jeg synes, du skal tage hjem,” siger jeg alvorligt. Louis svarer ikke men kigger bare på mig. Han prøver at finde ud af, om jeg er seriøs.

”Hvorfor?” Jeg ligger mærke til en såret undertone i hans ord. Jeg tager hans ene hånd i min og kigger på ham med et lille smil.

”Fordi de savner dig, og du savner dem.” Jeg prøver at lyde så overbevisende som overhovedet muligt. Jeg vil ikke have, at han skal se eller hører, at jeg ikke vil have, at han tager afsted. ”Jeg holder dig kun tilbage,” tilføjer jeg. Louis er stadig forvirret.

”Hvad mener du? Jeg-jeg savner også dig!”

”Nemlig. Du ser dem slet ikke så meget, som du plejer at gøre. Du har som sagt kun lige mødt mig, så der er ikke så meget at savne endnu,” svarer jeg med et lille smil. Louis svarer mig ikke. Han kigger på mig uden at trække en mine. Jeg klargør min hals og rejser mig fra sædet.

”Tag med mig!” Jeg er næsten ved udgangen, da jeg bliver stoppet af Louis’ stemme. Jeg vender mig mod ham og kigger forvirret på ham. ”- til England.” Han rejser sig fra sædet og kommer hen til mig. ”Kom med om mød din familie,” svarer han og smiler stort til mig over sin geniale plan.

”Det kan jeg ikke, Louis,” svarer jeg med rynket pande. ”Jeg har planer.” Lily har planer.

”Så aflys dem! Vil du ikke møde dine yngre søskende og snakke med Lottie igen?” Han prøvet på at lokke mig med, og jeg vil så gerne, men jeg er nødt til at stå fast.

”Jeg kan ikke, Louis,” hvisker jeg og går ud af caféen. Jeg har lyst til at græde. Jeg vil elske at tage med Louis og møde min familie, men jeg kan ikke. Clarissa har booket Lily til diverse interviews og koncerter.

”Amelia!” Louis kalder efter mig, men jeg vender mig ikke om igen.

 

Det sidste, jeg har brug for er, at min lillesøster skriver til mig.

”Hvorfor kan du ikke komme med hjem?” Spørger Lottie over besked. Hun får det til at lyde som om, at jeg ikke har lyst til at møde min familie eller komme tilbage til min barndomsby. Hun ved bare ikke, at der er andet i den by end bare familien Tomlinson. Mine adoptions forældre bor der også. Jeg har ikke snakket med dem siden den dag de troppede op og smed alle oplysninger i hovedet på mig. Jeg er ikke klar til at se dem igen.

”Det er ikke, fordi jeg ikke har lyst – jeg kan ikke,” skriver jeg tilbage til hende i håbet om, at hun forstår.

”Hvad skal du?” Hun er den første som faktisk spørger, hvad jeg skal.

”Jeg har bare en masse ting, som jeg skal have ordnet i den næste tid.”

Charlotte svarer mig ikke efter det.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...