På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

21Likes
22Kommentarer
21405Visninger
AA

14. Tomlinson

”Amelia!” Hvisker Stephanie og prikker til mig. Jeg blinker og kigger endelig på hende.

”Er du okay?” Spørger hun i en lav tone for at ikke forstyrre undervisningen. Jeg sukker og nikker bare. Jeg kigger på min underviser og forsøger at følge med. Det er bare for svært for mig at koncentrere mig. Jeg bliver ved at tænke på det der skete i går. Det eneste jeg kan se for mig er Harrys misbillige ansigtsudtryk, da han gik, og jeg har det så dårligt med det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har valgt at opføre mig på den her måde. Jeg ved ikke om, det er svaret, men jeg kommer ikke nærmere på det end, at det er, fordi jeg ikke kan finde ud af at balancere to separate liv på én gang.

Jeg er den første der rejser sig, når klokken ringer. Jeg er den første ude af døren, og den første ud af hovedørene. Jeg er næsten ved min bil, da der er en der tager fat i min arm og vender mig mod dem i én pludselig bevægelse. Min vejrtrækning stopper et kort sekund, og jeg kigger på personen.

”Matthew, hvad laver du?” Spørger jeg irriteret. Han trækker på skulderne og ser ned på mig med sit skæve smil og fantastiske grønne øjne. De er virkelig noget for sig selv. Selv ikke Harry Styles’ øjne kan hamle op med Matthews.

Hvorfor tænker jeg overhovedet på ham i sådan en her situation. Matthew – lækker fyr – står lige foran mig, og jeg tænker på Harry?

Matthew; Lækker fyr? Jeg er nødt til at få styr på mine tanker. Jeg bor med ham. Det er forkert på så mange måder. For det første så er han Clarissas søn, og hun er min ”manager”, indtil de finder mig en anden. For at andet så bor jeg med ham og hans familie, hvor Clarissa indgår. Hvis jeg ikke boede hos dem, så ville det være mindre mærkeligt, men det gør jeg, så der kommer ikke til at ske noget der. Jeg håber virkelig ikke, at de finder mig en anden manager end Clarissa, da jeg virkelig godt kan lide hende.

”Mila!” Siger han med hæver stemme og knipser med sine fingre foran mit ansigt. Jeg blinker. Jeg har ikke bemærket, at jeg har kigget lidt for intenst på en gruppe fyre lidt længere væk i lidt for lang tid. Den ene af dem – han er tydeligvis deres ”leder” – blinker til mig med sit ene øje og giver mig elevatorblikket, i mens han bider sig i læben. Jeg kan ikke lide, at han kigger på mig, som jeg er et legetøj, som han ikke kan vente med at få fat i. Jeg ruller med øjnene og kigger tilbage på Matthew.

Jeg tænker tilbage på det han kaldte mig, og jeg får lyst til at tude. Uanset hvor meget jeg hader det min mor gjorde ved mig den eftermiddag, så kan jeg ikke hade hende. Hun er måske ikke min biologiske mor, men hun er den kvinde som har taget sig af mig, siden jeg var bare fjorten dage gammel. Hun tog mig ind som sin egen datter, og opdragede mig. Det har min biologiske mor ikke gjort – tværtimod. Kælenavnet ”Mila” er og bliver bare kun noget mine forældre må kalder mig, og det skal Matthew også bare have at vide.

”Det er kun mine forældre som må kalde mig ”Mila”,” svarer jeg og vender mig om og går hen til min bil.

”Amelia, vent!” Råber han efter mig. Jeg stopper og udånder tungt. Jeg vender mig om mod ham igen og krydser mine arme over mit bryst.

”Hvad?” Spørger jeg opgivende.

”Jeg vil bare takke dig for at snakke med rektor for mig,” siger han. Jeg smiler et lille smil til ham og nikker. For tredje gang prøver jeg at fuldføre min tur til bilen, men den her gang lykkedes det mig heller ikke. Jeg bliver vendt op igen, men denne gang ved min hånd.

”Matthew, hva-,” jeg får heller ikke lov til at fuldføre min sætning, før jeg har et par lyserøde læber liggende på mine. Matthew viser min hånd op omkring sin nakke, imens jeg bare kigger på hans lukket øjne ude af stand til at tænke klart eller reagere. Han trækker sig tilbage og kigger ned på mig med et stort smil og et glimt i sine grønne øjne. Jeg fjerner min hånd fra ham og vender mig om med den selv samme hånd på min læber og et forbløffet og overrasket blik.

Turen hjem er en slørret tur, og før jeg har nogen form for kontrol over mig selv, så er jeg tilbage i huset og står midt på gulvet i mit værelse. Jeg trækker vejret dybt og synker ned på mit gulv. Jeg sidder med mine ben mod mit bryst og stirrer ind i væggen. For først gang i sådan to måneder, tænker jeg over hvor rodet mit liv virkelig er blevet.

Jeg startede med at lave mine videoer på YouTube for nogle år siden, og de har ikke gjort andet for mig end at rode med mit liv. De har resulteret i at min mor slog mig, så jeg sagde ja til at flyve til den anden ende af jorden med en kvinde, jeg ikke kendte. Ud fra det har jeg fået en pladekontrakt, hvor jeg lever to liv, fordi jeg er for bange til at være mig selv.

På grunde af alt det her, har jeg mødt fem fyre som alle har været søde ved mig på hver deres måde, men fordi jeg er en kujon som ikke tør at lade folk komme tæt på mig, har jeg såret de to af dem som har taget bedst imod mig – lige ud over Niall, selvfølgelig. De tror, det er Lily som er et dårligt menneske, men i virkeligheden er det Amelia som er for stor en kujon til et ordenligt forhold med nogen.

Så er der Matthew. Jeg smiler lidt ved tanken om ham. Jeg kan smadder godt lide ham, men uheldig for ham, så er det ikke på den måde, som han tror, det er. Jeg mister smilet og sukker. Jeg blinker og kigger hen på den guitar som står i hjørnet af mit værelse, og det kamera jeg har stillet ved siden af den. Jeg sukker igen og ligger mig fladt ned på gulvet i et par sekunder, hvorefter jeg tvinger mig selv op fra gulvet. Jeg går hen til mine ting og tager dem begge med hen til der, hvor jeg sad på gulvet før. Jeg sidder mig og justerer kameraets højde på dens ligge holder, så jeg ved, at man kun kan se min guitar. Jeg tager mit hår op i en knold og fjerne alle ringe og armbånd, som jeg har på, ligesom jeg altid gør. Man kan aldrig være for forsigtig. Jeg placerer guitaren rigtigt på mit skød og tager mit plekter ud fra mellem strengene. Jeg starter med at stemme guitaren, hvorefter jeg spiller nogle tilfældige akkorder med et kæmpe smil på mine læber. Jeg er så glad for at spille igen. Det føles som en evighed, siden jeg har spillet sidst. Jeg har ikke spillet siden den dag, jeg kom her.

Jeg ved lige præcis hvilken sang, jeg vil synge.

Jeg tænder for mit kamera og spiller akkorder til den sang, jeg sang for Paul Donalds den dag.

Made a wrong turn, once or twice. Dug my way out, blood and fire. Bad decisions, that’s alright. Welcome to my silly life…” Jeg har elsket den sang siden P!nk udgav den, og jeg synes, at den passer lidt til min situation.

En halv time efter klikker jeg upload på min computer, og jeg ser på imens sangen indlæse. Lige i det jeg ved, at den er lagt op på YouTube, banker det på min døre. Jeg lukker min computer i forskrækkelse og skynder mig at stille mine ting tilbage, som de stod før. Jeg går hen og åbner min dør og fryser, da jeg ser, at det er Matthew, der står i døren. Jeg synker og retter mig op.

”Du har lige lavet en ny video, ikke?” Spørger han med et smil, som om jeg ikke lige har brændt ham af for et par timer. Jeg kigger mærkeligt på ham, men indeni er mit hjerte ved at hoppe ud af mit bryst.

”Hvad snakker du om?” Spørger jeg forvirret. Jeg er så glad for, at jeg valgte at tage drama i skolen. I sær nu hvor jeg skal spille over for mange andre end bare de nærmeste omkring mig.

”Du har lige lagt en video op på YouTube,” siger han. Det er ikke et spørgsmål.

”Jeg ved ikke, hvad du snakker om, men jeg ved, at det ikke er derfor, du banker på min dør,” svarer jeg og læner op ad dørkarmen med armene over kors. Han nikker.

”Min mor og far skal snakke med dig,” siger han og går ind på sit egen værelse igen. Jeg rynker panden og lukker døren efter mig. Jeg går ind i opholdsstuen, hvor jeg ser Clarissa og Benjamin sammen med mine egne forældre. Jeg stopper i det sekund, jeg ser min forældre. Jeg skal lige til at vende om for at gå, da de ser mig i døren.

”Mila!” Siger min mor med tårer i stemmen og kommer hen mod mig. Jeg træder et skridt tilbage, da hun rækker ud for at give mig et kram.

”Du skal ikke tro, at jeg har tilgivet jer bare, fordi I er kommet helle den lange vej,” siger jeg og går hen og stiller mig ved siden af Clarissa. Clarissa ligger en hånd på min skulder og kigger undskyldende på mine forældre. Der er ikke noget at være ked af her. Det er min mors skyld at det her rod startede i det hele taget.

”Mila…” min far fortsætter ikke sin sætning men kigger blot bedende på mig. Jeg fnyser hånligt og kigger væk.

”Amelia,” siger Clarissa. Jeg kigger på hende, og hun viser, at hun gerne vil have mig til at sætte mig ned. Jeg sætter mig ned på sofaen mellem Clarissa og Benjamin og overfor mine forældre. ”Vi har noget meget alvorligt at diskutere med dig,” fortsætter hun og lader min mor tage ordet.

”Du ved godt, at du er adopteret, det fortalte vi dig for lang tid siden, men der er en ting, som vi ikke har været helt ærlige med,” siger hun og kigger på min far for støtte. Jeg kigger forvirret på dem.

”Hvad mener du?” Spørger jeg og sætter mig på kanten af mit sæde. Min mor sukker og tager min fars hånd i hendes.

”Du kan godt huske, at vi fortalte dig, at dine forældre ikke ville have dig, ikke?” Spørger hun. Jeg nikker kun. ”Det er ikke helt rigtigt,” tilføjer hun og kigger undskyldende på mig. Jeg taber kæben og kigger måbende på dem.

”Hvad er det I siger?” Spørger jeg. En masse tanker går igennem mit hoved på én gang – kun de værste scenarier.

”Sandheden er… at dine biologiske forældre elsker dig, og vil gøre alt for at se dig igen,” siger hun. ”I hvert fald din mor,” tilføjer hun i en lav stemme. Jeg kan ikke tænke klart. Jeg sidder i et par minutter og tænker det hele igennem. Jeg kan ikke forstå, hvordan de kunne lyve overfor mig på den måde? Det kan umuligt være sandt…

”Du har en rigtig familie som venter på den dag, de kan komme i kontakt med dig. En flok yngre søskende, en tvillingbror, – ” Jeg rejser mig fra mit sæde med det samme, hun siger det sidste.

”En tvilling?” Råber jeg forfærdet og såret. ”Jeg har en tvilling, og I fortæller mig først om det nu?” Skriger jeg ad dem med tårer i øjnene.

”Vi var bange for din reaktion,” siger min mor og rejser sig også fra sig plads. Hun kigger på mig med et bønfaldende blik. Hun beder mig om at forstå, hvor hun kommer fra. Det kan jeg bare ikke den her gang.

”Hvad er mit rigtige efternavn?” Spørger jeg stille uden at kigge på noget af dem. Jeg har ét bestem efternavn i mit hoved, som jeg beder til, at det ikke er.

”Tomlinson,” svarer hun. Jeg holder en hånd op foran min mund, og jeg kan ikke kontrollere vandet i mine øjne. Jeg lader et enkelt hulk undslippe, imens jeg løber ud af lokalet. Jeg løber på ad trapperne to ad gangen, men jeg bliver stoppet af Matthew, før jeg kan nå ind på mit værelse.

”Hvad er der dog sket?” Spørger han bekymret. Jeg ryster bare på hovedet og løber hulkende ind på mit værelse. Jeg smækker døren og gliber langsomt ned af den, indtil jeg sidder med min ben op til mit bryst og hulker for mig selv.

Jeg forstår ikke noget. Hvorfor skulle det også lige være det? Hvorfor kunne det ikke være hvad som helst andet? Det skulle bare lige være Tomlinson. Det hele giver jo pludselig mening.

Det giver mening, at Harry og Niall opførte sig, som de gjorde første gang, jeg mødte dem.

Det giver mening, at jeg kunne snakke med Louis på den måde, som jeg kunne første gang, jeg mødte ham.

Det giver mening, at jeg havde det ekstra dårligt med, at jeg sårede ham på den måde.

Hvordan skal jeg kunne fortsætte efter en nyhed som den? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...