På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

20Likes
22Kommentarer
18059Visninger
AA

13. Hjerteløs

Siden i går har jeg fået tusind flere følgere på min Lily Davis profil på Instagram. Det er også den eneste Instagram, jeg har, da jeg aldrig selv har gidet at have en profil. Hvorfor er det så spændende at dedikere sit liv til at ligge billeder op af alt, hvor alle andre dømmer dig uden du ved noget til det? Så mildest talt har Clarissa tvunget mig til det. Hun har endda lavet den til mig, jeg skal bare selv søge for at ligge billeder op én gang i mellem. Hvilket – som hun siger – kun rigtigt bliver når jeg er ude for at lave noget offentligt. Jeg kunne ikke være mere enig.

Jeg sidder i min seng med mit hår i en knold på toppen af mit hoved og skriver på en rapport til skolen. Jeg skal lave en opgave omkring den teori, vi har gennemgået indtil videre. Den er nem nok, da jeg allerede vidste meget af det i forvejen, så jeg har også kun sat i dag af til at lave på den. Så gennemgår jeg den i morgen og sender den inden, jeg går i seng. Jeg har det hele planlagt.

Jeg nynner med på en Justin Bieber sang der spiller i radioen, da min telefon pludselig giver en høj lyd fra sig. Jeg hopper af forskrækkelse og rækker ud efter den ved siden af mig. Jeg ser, at der er en af dem, som jeg følger som nu følger mig tilbage. Personen vil også sende mig en privat besked. Jeg låser den op og taber den ned på min seng igen, da jeg opdager, at det er Louis Tomlinson som følger mig tilbage og som har sendt mig en privat meddelelse. Hvad fanden vil han mig? Tænker jeg, men så kommer jeg i tanke om, at det er Lily, han vil i kontakt med. Hvorfor vil han dog det?

Jeg tager min mobil op i min hænder igen og går ind på app’en med ser med det samme, at jeg har fået flere følgere, fordi Louis følger mig. Jeg går ind på private meddelelser og ser beskeden fra ham sammen med alle de andre profiler som har prøvet at skrive til mig. Jeg klikker på beskeden, og jeg kan ikke lade være med at bliver lidt ubehagelig til mode, da jeg ser, hvad han har skrevet.

”Hey, Lily! Det er ikke for at virke som en skalker eller noget, men har vi mødtes før?” Skriver han med en undrende emoji. Jeg grimasser og sukker. Mine fingre svæver over tastaturet, men jeg beslutter mig for, at jeg ikke har tænkt mig at svarer. Jeg ligger min telefon ned ved siden af mig på sengen og vender tilbage til min opgave.

Der går måske ti minutter, før jeg kigger ned på min mobil igen. Så sukker jeg og lukker min computer. Jeg samler min telefon op igen og låser den op. Den går ind på Instagram med det samme, hvor jeg kan se, at Louis har skrevet et spørgsmålstegn til mig. Fedt, tænker jeg. Man kan også se, når folk har set den. Det er så typisk mig ikke at vide sådan noget.

”Hey, undskyld jeg ikke svarede, men jeg har ikke så meget tid,” skriver jeg bare tilbage til ham som om, at jeg har travlt med alt muligt andet. Louis svarer med det samme.

”Jeg forstår,” skriver han. ”Jeg har selv været det – ny og det hele. Men jeg tænkte bare på, om du ikke kunne tænke dig at ses på et tidspunkt? Med os drenge?” Tilføjer han i sin besked. Jeg blinker. ”Med os drenge?” Hvad skal det lige betyde? Vil han seriøst have, at jeg skal være sammen med ham og hans band, bare fordi de har set mig én gang. Det her er simpelthen for latterligt.

”Hør, jeg kender dig ikke – du har mødt mig én gang, hvor vi ikke udvekslede mere end én sætning,” skriver jeg tilbage til ham. ”Så lad vær’ med at tro, at jeg har lyst til at være sammen med jer,” tilføjer jeg. Jeg har det ikke godt med at være så ondt over for ham, men jeg kan bare kun kende dem som én person. Jo mere de ikke kan lide Lily Davis, jo mere komfortable er jeg med, at de kender Amelia. Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg har tænkt mig at se dem igen eller noget. Det har kun været én, en gangs forestilling – ikke mere, ikke mindre.

Louis svarede mig aldrig, og det ved jeg ikke, hvordan jeg har det med. Jeg mener, jeg er glad for, at han forstod, hvad jeg skrev, men jeg har det ikke så godt med, at det er på det grundlag, som det er. Nogle gang vil jeg bare ønske, at jeg havde sagt ja som én person og ikke hele den her ”Hannah Montana” halløj, som jeg har valgt at rode mig ud i.

 

”Så, Lily,” siger den mand som åbenbart skal hjælpe mig med at skrive min første single. Jeg kigger på ham med et løftet øjenbryn. ”Har du nogle idéer i tankerne?” Spørger han. Jeg læner mig tilbage i sofaen og holder fast i den notesbog, jeg har i mit skød. Jeg trækker bare på skulderne.

”Jeg har måske noget,” svarer jeg og flytter en tot af mit lyse hår om bag mit øre.

”Virkelig? Lad mig hører,” svarer han og sender mig et opmuntrende smil. Jeg bladrer i min notesbog og slår op på den brainstorm, som jeg lavede i går aftes. Da Louis valgte ikke at skrive til mig, valgte jeg at prøve på at finde på en ide til en ny sang. Så jeg sad resten af den aften og skrev på teksten og prøvede melodier af på den. Jeg giver han bogen på den rigtige side, og jeg lader ham sidde og læse den i fred, i mens jeg tanker.

Uanset hvad der kommer til at ske, så kommer det til at gå ned med et brag – jeg ved det bare. Jeg sidder bare og fundere over alle de måde hvor på, at det kan gå galt, og det kan bare ske på så mange måde.

”Det her er virkelig godt! Er du sikker på, at du aldrig har skrevet sange før?” Spørger han med et smil og giver mig bogen tilbage. Jeg smiler bare til ham og nikker. Selvfølgelig har jeg skrevet sange før – hvad tror du, der er i resten af bogen? Men for at holde hele den der ”jeg er ny, og jeg er ikke mig selv” ting oppe at kører, så er der ikke nogen der ved, at jeg går på Uni. De ved, at jeg spiller en lille smule klaver, men de ved ikke, hvor god jeg er.

”Skal vi prøve at kører det igennem?” Spørger han. Jeg nikker og sidder mig hen til klaveret. Jeg føler, at jeg godt kan tro mig lidt til ham. Jeg går mig klar og kigger hen på ham. Han kigger forvirret på mig med sin guitar i hånden. Jeg smiler og spiller introen med de akkorder, jeg har udvalgt og synger mit omkvæd.

”Sometimes I'm lazy

I get bored

I get scared

I feel ignored

I feel happy, I get silly

I choke on my own words

I make wishes, I have dreams

And I still want to believe

Anything can happen in this world,

For an ordinary girl

Like you, like me”

Jeg lader den sidste tone flyde ud, og jeg trækker vejret dybt, før jeg kigger op på ham igen.

”Du er en sand stjerne,” siger han endelig med et smil på læben. Jeg smiler tilbage og rejser mig med for at sætte mig tilbage i sofaen.

Vi sidder og arbejde i de tre timer, vi har sat af det til det i dag, og når de tre timer er gået, så har jeg næsten hele første vers.

”Der var rigtigt dejligt at møde dig, Lily,” siger han og giver mig et kram.

”I lige måde,” svarer jeg og lukker døren bag mig. Jeg går ned ad gangene og ud af bygningen. I det sekund jeg træder ud i lyset, bliver jeg blændet af andet end solen. Flere forskellige stemmer møde mine ører, og jeg kigger mig forvirret rundt. Da jeg endeligt kan se klart, ser jeg en masse sort påklædte mennesker med store sorte kameraer helt op i mit ansigt. Jeg tager min solbriller fra mit hår og tager dem på. Jeg masser mig gennem de fire personer foran mig og løber ned ad gaden. Jeg løber i slalom mellem folkemængden på gaden. Jeg udstøder et lille skrig, da jeg pludseligt bliver trukket ned af en af de forladte gyder. Jeg bliver holdt op af væggen, i mens personen holder en hånd over min mund. Paparazzierne løber forbi uden at se os, og først når han er sikker på, at der ikke er nogen slipper han mig og træder et skridt tilbage. Jeg kigger ondt på ham, da jeg først finde ud af, hvor det er.

”Harry! Hvad fanden bilder du dig ind?” Råber jeg og skubber til ham, så der kommer en større afstand mellem os. Han trækker bare på skulderne som om mit blik eller min tone ikke påvirker ham den mindste smule.

”Jeg synes bare, at jeg lige ville hjælpe dig,” svarer han bare og begraver sine hænder i sine lommer. Jeg ryster bare på hovedet og fnyser hånligt. Jeg går ud af gyden og pifter efter en taxa. Harry kommer og stiller sig ved siden af mig.

”Hvad vil du mig?” Spørger jeg uden at kigger på ham. Jeg har det kun lidt bedre over at være ondt mod ham end over for Louis. Men kun på grund af det han lige gjorde.

”Hvorfor skrev du det, du gjorde il Louis i går? Det gjorde ham virkelig ked af det,” siger han. Jeg kigger op på ham og ser, at han allerede kigger ned på mig. Jeg kigger med at sammen væk og vinker til at taxa som kører direkte forbi mig. Jeg stønner i frustration og tramper min ene fod ned i jorden som et lille barn.

”Jeg ved virkelig ikke, hvad det kommer dig ved,” svarer jeg irriteret, men jeg har en mørk følelse i min mave.

”Han er min bedste ven,” svarer han bare, som om det skal betyde noget for mig. Det gør det, men det kan jeg ikke fortæller ham – ikke hvis han netop skal tro, at jeg er ligeglad med dem alle.

”Hør,” siger jeg og vender mig for at kigger på ham. ”Jeg er ligeglad med Louis. Jeg er ligeglad med, at han er din bedste ven. Det er sødt, at du står op for ham, nu når han ikke kan stå op for sig selv og det hele, men jeg synes faktisk bare, at du skal lade mig være i fred,” tilføjer jeg og gør alt, hvad jeg kan for at lyde ligeglad. Harry svarer ikke, så jeg går ud fra, at det lykkedes for mig. Han ryster bar på hovedet af mig.

”Tillykke,” svarer han og trækker på skulderne. Jeg kigger forvirret på mig. ”Du er officielt et hjerteløst menneske,” tilføjer han og går sin vej. Jeg skal lige til at kalde efter ham og fortælle ham alle mine hemmeligheder, men jeg trækker vejret dybt i stedet og sætter mig ind i den taxa som endelig er dukket op. Jeg fortæller ham adressen, og han kører bilen ud i trafikken. Jeg ser Harry gå, og jeg mærker et stik i hjertet. En tåre løber ned af min kind, og jeg lader den gøre det, i mens jeg ser ham forsvinde. Tro mig, Harry, jeg ved hvilket menneske, jeg er. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...