På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

22Likes
22Kommentarer
20332Visninger
AA

9. Undskyldning, kys og gaver

Jeg tror, at jeg gjorde Matthew ked af det i går – han har undgået mig hele dagen. Det var heller ikke meningen, at vores samtale skulle dreje sig ind på det. Jeg har det så dårligt over, at jeg fornærmede ham på den måde – det er privat, og det var ikke er rigtigt af mig, at spørger ham om det. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe ham på en måde – men jeg ved bare ikke hvordan. Jeg har aldrig selv være god til naturfag – jeg har altid kun lige bestået de år, jeg har haft det – og jeg har ikke haft det siden folkeskolen, så det er nok ikke der, jeg kan hjælpe. Hm, og man kan ikke skifte hovedfag efter et halvt år, og det halve år er gået, da de kun lige er komme tilbage fra juleferie.

Men måske… måske kan jeg overtale rektoren til at lade Matthew skifte, hvis han er villig til det.

Jeg går ud af mit værelse og over til Matthew dør. Jeg banker forsigtigt, og da jeg hører, at jeg må komme ind, åbner jeg døren og stikker hovedet ind. Matthew sidder på sin seng og kigger ned på min mobil, og da jeg træder ind i rummet, kigger han op på mig.

”Hvad så, Amelia?” Spørger han forvirret. Jeg kigger på ham med et fortvivlet blik i mine øjne og begynder at famle efter de rigtige ord.

”Jeg… Jeg vil bare… bare sige at… at-” Jeg stopper mig selv, da Matthew rejser sig fra sengen og går hen til mig. Han stiller sig et par meter fra mig.

”Hvad vil du gerne sige, Amelia?” Spørger han i en blød stemme og kigger med direkte ind i øjnene. Jeg kan ikke så noget sagt – han kigger på mig med en følelse, jeg ikke kan identificere. Jeg får gåsehus, da han siger mit navn og en varm følelse i min mave. Jeg sukker; jeg kender godt den følelse.

”Jeg vil bare sige, at jeg er ked af det, jeg sagde i går, det var ikke rigtigt af mig,” svarer jeg forsigtigt. Matthew træder et skridt nærmere mod mig, og jeg træder et tilbage. Han træder igen et skridt frem, og jeg træder igen et skridt tilbage, men denne gang rammer jeg væggen ved siden af hans åbne dør. Han står nu kun en meter fra mig.

”Det skal du ikke undskylde for,” siger han og træder et lille skridt nærmere, så han står lige foran mig. Han fanger en tot af mit hår og diagere den tilbage bag mit øre. Han ligger hånden på min kind og kærtegner den. Det tager alt styrken i mig ikke at læne mig ind imod hans berøring. Vi bryder ikke øjenkontaktet i et sekund.

”Men… Men jeg gjorde dig ked af det,” svarer jeg, men det kommer mere ud som et spørgsmål. Jeg er så fortabt i hans øjne, at jeg ikke kan tænke klart. Imens jeg prøver at forklare mig selv, så ligger jeg ikke mærke til, at hans ansigt kommer tættere og tættere på mig, før jeg kan mærke hans læber svæve over mine egen. Jeg bryder øjenkontakten og kigger på hans læber lige foran mine. Jeg bider mig i læben og rynker panden. Matthew trækker mine tænder fra min læbe ved at tage blidt fat i min hage.

”Tænk ikke så meget,” svarer han bare og får vores læber til at mødes. Lige i det, det sker, er jeg så hypnotiseret af hans grønne øjne, at jeg ikke gøre nogen modstand; jeg kysser ham tilbage. Men da jeg kommer i tanke om, hvem der er, jeg kysser, så trækker jeg mig tilbage med det samme med store øjne.

”Jeg… du…” Jeg opgiver at sige noget og styrte bare ud af hans værelse. Jeg smækker min egen dør i bag mig. Jeg glider ned af døren, indtil jeg lander på gulvet.

Hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor lod jeg ham kysse mig? Åh, jeg har ødelagt altid! Jeg har ikke tænkt mig at græde over det, da det ikke er noget at græde over. Han kyssede mig, og jeg ved, at jeg kunne lide det. Men det er bare noget som ikke kan ske. Det kan simpelthen bare ikke ske, så længe jeg bor under hans mors tag, det er alt for forkert.

Jeg ved, at jeg kan lide ham; det vidste jeg i det vores læber mødes. Det er ikke svære, ind hvad man gør til det, at vide om man kan lide en person mere end som en ven.

Men jeg bruger alt min tid sammen med Kenneth og Matthew, så nu jeg ved ikke, hvordan jeg skal opføre mig omkring ham.

”Hvorfor skulle du også lige ødelægge det hele, Matt?” Mumler jeg til mig selv og begraver mit ansigt i mine hænder.

”Amelia! Du har en gæst!” Råber Clarissa ned fra trappen. Jeg kigger op med det samme og store øjne og bander mig selv langt væk.

Stephanie! Hvordan kunne jeg dog glemme hende! Åh nej, jeg ved, at hun han lige Matthew, åh hvordan kunne jeg dog gøre det i mod hende? Jeg er en frygtelig veninde. Jeg rejser mig fra gulvet med usikre ben og dår ud af døren. Jeg klamrer mig til væggen, når jeg går ned af trapperne. Hvordan kan jeg dog se hverken hende og Matthew i øjnene efter det, der er sket?

”Amelia! Jeg ved godt, at jeg lige har set dig på skolen, men jeg kom også bare forbi for at give dig den her,” siger Stephanie i det, hun ser mig. Jeg smiler så overbevisende til hende, som jeg kan, men jeg tror ikke engang, at hun ligger mærke til mit kropssprog; hun er alt for spændt på hvad end det er, hun vil give mig. Jeg når hen til hende, og ser ned på det, hun har i hænderne. Jeg kigger op på hendes spændte smil og løfter et øjenbryn.

”En kasse?” Spørger jeg forvirret. Hun kigger på mig som om, at jeg er dum, men det er jeg også.

”Det er indeni kassen fjollehoved!” Siger hun og holder sine hænder længere ud imod mig. Jeg tager den lille kasse forsigtigt fra hendes hænder og vender den rundt i mine engen hænder.

”Åben den!” Råber hun til mig og hopper nærmest i spænding. Jeg hopper selv af hendes udbrud og ryster på hovedet. Jeg tager låget af og begynder så at grine.

”Hvad er der så sjovt?” Spørger Stephanie. Jeg tager den lille One Direction plekter ud af kassen og kigger på hende med et stort smil.

”Jeg har ikke nogen guitar,” svarer jeg med et løftet øjenbryn. Jeg har glemt alt det, jeg var så bange for bare ved at kigge på min bedste veninde, selvom det involvere hende. Jeg har en guitar, men den ligger selvfølgelig hjemme hos mine forældre.

”Det kan vi nok hjælpe lidt med,” siger en stemme fra bag mig. Jeg vender mig om og fortryder det strakt. Matthew og Kenneth står og kigger på mig med noget bag deres rygge. Jeg får øjenkontakt med Matthew, men kigger strakt væk.

”Hvad?” Spørger jeg. De går til hver deres side, og der står min baby. Jeg gisper og læber hen til den. Jeg sidder mig ned foran den og lader mine fingre køre over det bekendte træ og alle de klistermærker, jeg har sat på den gennem årerne.

”Det skulle I virkelig ikke have gjort,” svarer jeg og rejser mig op og kigger på tvillingerne.

”Det vi gjorde det alligevel,” svarer Matthew med et lille smil, men jeg kan se det triste i hans øjne. Jeg kigger væk og over på Kenneth. Jeg går hen til ham og smider armene omkring ham i et kram.

”Tusind tak,” hvisker jeg og trækker mig tilbage. Jeg vender mig mod Matthew og ser, at han ikke engang kigger på mig. Jeg går fast besluttet hen ham. Selvom det skete det, som der gjorde i hans værelse, så er han stadig en af min bedste venner. Jeg lader mine arme folder sig omkring hans nakke, og jeg trækker ham ind til mig i et kram. Langsomt kan jeg mærke, at han slapper mere af og folder sine egne arme omkring min talje.

”Stephanie skal ikke vide noget om det,” hvisker jeg. Det kan forstås på flere måde, så jeg uddyber det. ”Hun skal ikke vide noget om, at den er min, og at jeg kan spille på den,” hvisker jeg i hans øre og trækker mig tilbage fra det kram som måske har varet lidt for længe. Jeg kigger på ham, og han nikker bare uden at kigge mig i øjnene. Fedt, nu har jeg gjort det igen. Jeg sukker og vender mig igen mod Stephanie. Jeg smiler stort og løber hen til hende. Jeg holder hende tæt ind til mig og hvisker en tak ind i hendes øre. Selvom det er et plekter med One Direction’s ansigter på, så elsker jeg den alligevel, bare fordi den er fra hende. Det er det venskab virkelig handler om, og jeg ville aldrig lade en fyr komme imellem os. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...