På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

22Likes
22Kommentarer
20345Visninger
AA

2. Trusler

Jeg bliver vækket af et forsigtigt bank på min dør. Jeg mumler, at du kan komme ind, og min nor stikker forsigtigt hovedet ind. Det er som om, at hun er bange for, at jeg vil råbe af hende. Hun ved, at jeg holder meget af min søvn.

"Kom ned og hjælp med borddækning; du har en gæst," siger hun og efterlader igen døren åben. Jeg rynker panden; hvem er her dog for at se mig uden, at jeg ved af det? Jeg rejser mig fra min seng og kigger på uret. 17:43. Jeg sukker; jeg har sovet i alt for lang tid, så nu kan jeg ikke sove før sent i aften. Jeg går ud af mit værelse og lukker døren i bag mig. Jeg går langsomt og søvnigt ned ad gangen og ud i køkkenet. I køkkenet står begge mine forældre og snakker med en kvinde, som jeg aldrig har set før. Ingen af dem har lagt mærke til mig endnu, så jeg finder stille fire tallerkener frem fra et af skabene. Det larmer mere, end jeg ønsker, så alle tre hoveder vender sig mod mig. Der ser jeg for første gang kvindens ansigt. Vi får øjenkontakt, og jeg ligger mærke til kvindens meget grønne øjne.

"Amelia godt du kom," siger min mor og smiler stort. Hun går hen ved siden af kvinden. "Det her er Mrs. Beverly, og hun er her på vejene af de videoer, som du åbenbart har lagt ud på nettet," tilføjer hun og giver mig et blik som siger 'vi-tager-det-her-senere'. Jeg smiler kejtet og placere tallerkenerne på spisebordet. Jeg går hen til Mrs. Beverly og giver hende hånden.

"Det er dejligt at møde Dem, Mrs. Beverly," siger jeg så høfligt, som jeg kan til den kvinde, jeg ikke ved, hvem er. Hun smiler tilbage til mig.

"Det er også dejligt endelig at møde Dem, kære." Jeg smiler bare akavet tilbage til hende og kigger på mine forældre i et råb om hjælp til at få styr på denne pludselige akavet følelse i min mave. ”Jeg må sige, at jeg er positivt overrasket over, hvor smuk du i virkeligheden er. Eftersom, at du aldrig viser dit ansigt i videoerne men kun din guitar, så kan jeg se, hvor den smukke stemme passer ind!” tilføjer hun henrykt. Jeg klør mig i nakker og griner pinligt.

”Det ville jeg nu ikke sige...” Svarer jeg pinligt berørt og vel vidende om mine forældre skarpe blikke. Hvad har de at kunne sige? Jeg er atten år gammel, så jeg bestemmer selv, hvad jeg ligger ud på nettet. ”Men hvis jeg må spørge; hvordan ved De, at det mig i videoerne?” Spørger jeg forvirret. Mrs. Beverly kigger på mig, som om jeg burde vide det.

”Åh kære, det er nu ikke så svært at finde ud af. Hvis man har de rigtige folk, og det rigtige udstyr, så kan man finde ud af alt det, som man gerne vil finde ud af,” svarer hun bare og fordyber sig fuldt ud i en samtale med min far, imens min mor bare stirrer på mig, som om hun ikke fatter sine egne øjne. Hun kommer hen på mig, tager fat i min arm og slæber mig med ud i gangen, så hverken Mrs. Beverly eller min far kan hører, hvad vi siger. Det er ikke fordi, at de vil lytte efter alligevel, de virker til virkelig at snakke om noget spændende, men det er sikkert også kun spænende for dem.

”Hvad så, moder?” Spørger jeg, når hun ikke siger noget til mig. Så gør hun noget, som jeg aldrig i mit liv troede, at en forælder kunne få sig selv til at gøre. Hun løfter sin hånd, og før jeg ved af det, så rammer den min kind med sådan en kraft, at mit hoved følger efter og lyden runger i luften. Jeg gisper og snubler et skridt tilbage, så min ryg rammer væggen. Min egen hånd flyver op for at beskytte min ømme kind, og jeg mærker tårerne presse på. Jeg holder tårerne tilbage, for jeg vil ikke give hende den tilfredsstillelse, at det sårer mig.

”Du stopper med de videoer med det samme og sletter hver og en af dem for ellers, så får du med mig at bestille, og så bliver det ikke lige så mild som denne gang.” Min mors ansigtsudtryk ændre sig ikke, og jeg kan ikke fatte, at det ikke gør ondt på hende at sårer sit eneste barn. Jeg sender hende mit bedste dræber blik, så hvis øjne kunne dræbe, så lå hun allerede seks fod under. Jeg kigger på hende en sidste gang og vender ryggen til hende for at gå ind i køkkenet igen. Jeg fremstiller et glad smil og en latter, da jeg ser, at Mrs. Beverly har trængt min far helt op i et hjørne som resultatet af en heftig debat, som hun tydeligvis ser ud til at vinde. Min mor kommer ind bag mig og smiler til de andre to i rummet.

”Skal vi sætte os til at spise?”

 

Middagen forløber sig nogenlunde roligt. Jeg forholder mig stille med mindre, at jeg bliver snakket til, og bruger alle de bordmanere, som jeg har lært i gennem årerne. Jeg tænker stadig på det min mor sagde til mig. Hun vil have, at jeg skal stoppe med at lave mine videoer, men det skal hun bare virkelig heller ikke bestemme. Jeg er gammel nok til selv at bestemme, og jeg er da helt klart også gammel nok til bare at flytte, hvis det er det, jeg vil. De penge som jeg har fået ud af, at lave videoerne er nok til, at har kan flytte for mig selv i en lille lejlighed lang væk herfra.

Jeg elsker at lave mine videoer, men der er en grund til, at jeg ikke vil vise mit ansigt. Jeg vil gerne have en hvis form for anonymitet, men nu hvor Mrs. Beverly kunne finde mig, hvem kan så ikke ellers finde ud af det?

Mine videoer er faktisk rigtig populære, men jeg kan ikke selv finde ud af, hvorfor de er det. Jeg sidder jo bare lige foran kameraret og spiller på min guitar og synger mine egen versioner af min ynglings sange. Det er ikke fordi, at det er noget speciel, og at det ikke er noget, som folk ikke har set før, men de kan lide det, så jeg bliver ved med at lave dem. Tanken for mig til at smile.

”Hvad smiler du pludseligt så stort over, skat?” Spørger min mor og afbryder alt andet snak. Jeg kigger på hende med et blankt blik og alle skygger fra smil forsvinder med det samme.

”Åh såmænd ikke noget specielt,” svarer jeg i en kedelig tone og fortsætter med at spise lasagne.

”Amelia,” siger Mrs. Beverly pludseligt og bryder stilheden. Jeg kigger hen på hende, og ser hende smile af mig. ”Jeg er sikker på, at du er nysgerrig over at vide, hvorfor jeg er her i dag, og det har med dine videoer at gøre.” Jeg rynker panden. Jeg har faktisk ikke rigtigt tænkt på langt endnu, så jeg nikker bare af hende med et forvirret udtryk i ansigtet. ”Nu skal du høre kære.” Jeg ligger pludselig mærke til hvor meget, hun egentligt bliver ordet ’kære’. ”Jeg arbejder for et pladeselskab som den, der finde de nye talenter, og jeg vil have dig,” siger hun med et kæmpe smil, som får hende til at se ti år yngre ud.

”Vil have mig? Til hvad?” Spørger jeg forvirret og ærlig talt lidt skræmt.

”Til at repræsentere firmaet som et nyt friskt ansigt i musikindustrien!” Siger hun begejstret og klapper i sine hænder.

”Musikindustrien?” Spørger min mor og kigger nervøst på min far. Han trækker bare på skulderne. Mrs. Beverly nikker. Hverken hende eller min far ligger tydeligvis ikke mærke til den pludseligt trykkede stemning mellem mine mor og jeg. Jeg kigger på min mor ud af øjenkrogen og ser, at hun allerede kigger på mig. Det gør Mrs. Beverly og min far også, men det er hendes blik som bekymre mig. Jeg har aldrig set hende sådan her. Jeg ved ikke hvad der er sket, men det har slået klik for hende et eller andet sted. Jeg har dog en ide om, at det er min skyld.

”Hvad er det lige præcist, at du vil have mig til at gøre?” Spørger jeg Mrs. Beverly, før min mor kan sige mere. Alt andet end her lyder rigtig godt lige nu. Mrs. Beverly sukker tungt, men smiler så til mig igen. Noget siger mig, at hun har gjort det her lidt for mange gange til, at det kan være hverken sjovt eller sundt her hende mere. Men hun bliver ved, så det må sige noget om hende.

”Jeg vil have til at komme med mig til Los Angeles og måde produceren og min chef. De har begge set dine videoer og vil elske at arbejde mig dig!” Min øjne bliver store, og jeg åbner og lukker mund som en guldfisk.

”Kom igen?” Spørger jeg ude af stand til, at forstå hvad damen siger.

”Vil du med til LA og lave musik?” Spørger hun simpelt så selv et barn ville kunne forstå det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men det gør min mor.

”Har vi ikke noget at skulle sige i det her?” Spørger min mor fornærmet og forfærdet over, at en fremmede dame laver planer over hendes eneste datters fremtid uden hende. Jeg kan på sin vis godt forstå hende, men det betyder ikke, at jeg lade hende bestemme noget i mit liv fremover.

”Nej,” svarer jeg og ryster på hovedet. De kigger alle tre på mig som om, at jeg har et vokset et ekstra hoved. ”I to,” jeg peger på min mor og far, ”har ikke noget at skulle sige om min,” jeg peger på mig selv, ”fremtid. Det bestemmer jeg helt selv. Det er lige meget, om jeg så er atten eller ej, så bestemmer I ikke over, hvad jeg vil lave med resten af mit liv. Hvis jeg vil lave musik, så laver jeg musik,” siger jeg og trækker på skulderne med en neutral mine. Min mor og far er mundlamme, men Mrs. Beverly ser på mig med et stolt smil.

”Er det så et ja?” Spørger hun. Jeg nikker, og der er det eneste, der skal til for at min mors mund igen køre på højtryk.

”Nej! Det er ikke et ja! Du forlader ikke dette hjem, unge damme, jeg forbyder dig det!” Jeg laver en hånlig lyd og læner tilbage i stolen.

”Og hvad hvis jeg gør det alligevel?” Spørger jeg udfordrende. Hun får et ondskabsfuldt glimt i sine øjne, og jeg synker en klump. Jeg kan ikke lide, hvor det her føre hen.

”Hvis du forlader den dør med den kælling,” hun peger på Mrs. Beverly som kigger til i chok, ”så behøver du aldrig at komme tilbage,” siger hun med et tilfreds, smørret smil på læben. Mrs. Beverly og min far gisper, mens jeg holder øjenkontakt med min mor.

”Penelope! Hvad er det, du siger?” Spørger min far forfærdet, og får min mor til at bryde øjenkontakt.

”Jeg mener det, jeg siger. Hvis hun så meget som træder fod ud af den dør, så er hun ikke min datter mere.” Jeg rejser mig fra bordet så stole falder bag over. Alt diskussion stopper og de kigger alle tre på mig.

”Du,” jeg peger på min mor,” har aldrig været min mor. Du har fortalt, at I ”reddede mig” fra min biologiske forældre, men jeg tror efterhånden, at jeg havde været bedre stillet ved dem,” siger jeg og forlader bordet.

”Mila, hvor er du hen?” Spørger hun far. Jeg vender mig om og kigger på ham med tårer i øjnene.

”Jeg skal væk fra hende,” svarer jeg spyrigt og kigger på min mor med ondt øjne. Så vender jeg mig om jeg marchere ind på mit værelse. Jeg kan høre fodtrin bag mig, og jeg ved strakt, at det er Mrs. Beverly på grund af hendes stilletter, og fordi jeg ved, at hverken min mor eller far holder nok af mig til at følge efter mig. Jeg smækker døren op; finder mine kufferter under min seng; og begynder febrilsk at pakke mit tøj i den ene kuffert og vigtigste ting i den anden. Hvordan kan en normal søndag ende sådan her? Jeg skal i skole og på arbejde i morgen. Det skulle jeg i hvert fald.

”Amelia, hvad laver du?” Spørger Mrs. Beverly bekymret. Jeg snøfter og tørre min tårer væk, før jeg kigger på hendes.

”Hvad jeg laver? Jeg skal ikke være i det her hus én dag mere; jeg er tydeligvis ikke velkommen her,” svarer jeg og ligger gamle billeder i kufferten.

”Tag nu ikke en forhaster beslutning, jeg er sikker på, at alt bliver godt i morgen eller en godt navns søv-”

”Du forstår det ikke, gør du vel?” Spørger jeg og kigger på hende.

”Hvad mener du?”

”Da min mor trak mig til siden, var du i en dyb samtale med min far, så ingen af jer lagde mærke til det. Min mor slog mig.” Mrs. Beverly gisper. ”Hun truede mig med, at hvis jeg ikke fjerner videoerne og stopper med at lave nye, så vil hun ikke være så blid næste gang,” siger jeg bittert og snøfter. Jeg fortsætter med at pakke mine ting sammen.

”Vil du med mig tilbage til LA i dag?” Spørger Mrs. Beverly blødt. Jeg kigger op på hende med tårer i øjnene og nikker. Hun nikker og uden at siger noget, så hjælper hun mig med at pakke resten af mine ting. Jeg tager min store, sorte Day taske og fylde den med de ting, som jeg ikke kunne have i mine kufferter, inklusiv min oplader, telefon og makeup taske. Det kan virkelig være meget lort i sådan en taske. Vi lyner mine kufferter lukket, og vi tager hver en med ud i køkkenet hvor mine forældre skændes. Det stopper dog ligeså snart de ser os. Min mor kigger surt på mig og min far har tårer i øjnene. Jeg får selv tårer i øjnene, og jeg tvinger mig selv til at kigge væk. Jeg trækker min kuffert efter mig ud af mit barndomshjem og videre mod et nyt liv i den anden ende af landet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...