På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

21Likes
22Kommentarer
21440Visninger
AA

7. Skole og venskab

Weekenden ruller fredfyldt forbi, og det er endelig mandag. Det er i dag, jeg starter på min nye skole. Mine hovedfag er musik og drama, så mit liv bliver ikke meget anderledes, hvis jeg nu alligevel vælger at skrive under.

Jeg har endnu ikke bestemt mig for, hvad jeg skal gøre med den kontrakt. Jeg har læst den igennem med Clarissa flere gange, og jeg har mine egne forbedringer. Så hvis han ikke er villig til at ændre på det, så bliver det ikke til noget.

”Amelia, kom nu ellers kommer vi for sent!” Råber Kenneth efter mig. Jeg ruller med øjnene og rejser mig sukkende fra sengen. Jeg slynger min mønstret Day taske over min skulder og går ned ad trapperne i mine højhælede sandaler. Hver dag i skolen er et modeshow. Specielt på det her Universitetet. Jeg kender det lidt for forhånd, men ikke ret meget andet end de ekstra ting, som Matthew og Kenneth har fortalt mig. For at passe ind hos tøserne og blive lagt mærke til af drengene, så må jeg ”Dress to impress” som Matthew sagde. Det er lige præcis det, jeg har gjort. Jeg har klædt mig klassisk på og ikke lige som den luder påklædning som Matthew og Kenneth har sagt, de andre tøser går i. Jeg er iklædt et par sorte tætsiddende jeans og en hvid trekvart blonde bluse som krammer mine kurver. Mine sorte stilletter klikker, når jeg går ned til drengene. Når mine fødder rammer gulvet efter sidste trin, så kigger de alle på mig. Clarissa og Benjamin smiler til mig, Kenneth smiler også et sødt smil, mens Matthew bare stirrer. Jeg smiler og vifter mit lange brune hår over den anden skulder.

”Nå, skal vi gå?” Spørger jeg. Kenneth nikker og slå en album i siden på sin tvillingebror. Matthew blinker og nikker, alt imens han giver mig et stort smil som rigtigt viser hans lige, hvide tænder frem.

 

Ti minutters kørsel senere ankommer vi til skolen. Jeg ville have troet, at tvillingernes bil vil skille sig ud i mængde, men det tager jeg tilsyneladende fejl. Samtlige af de mange biler er enten sorte eller hvide. Der er enkelte grå og nogle helt andre farver som skiller sig ud som en øm tommelfinger. Størstedelen af dem er også hvad der ser ud til at være dyre biler – ikke at jeg kender noget til det – men der er få almindelige biler. Det er en stor parkeringsplads, det kan være fordi at det bare automatisk deler sig om.

Vi parkerer i en bås helt op foran indgange, og så undre jeg mig over, hvorfor der ikke holder nogen her endnu.

”Vi har betalt for den bedste plads,” siger Kenneth og slukker bilen. Sagde jeg lige det højt?

”Ja. Ja du gjorde,” svarer Matthew og sender mig et smørret smil. Det her bliver en lang dag.

Jeg har musik i dag, og da det er selvstudie, så behøver jeg tekniske set ikke, at møde op til timerne. Men jeg ved ikke, hvad de har gang i, så det er en god ide at møde op. Plus, det er min første dag, og det vil se dårligt ud, hvis jeg ikke møder op.

Jeg går ind i det store lektionslokale med mange rækker med front mod den største tavle, jeg nogensinde har set. Der er en dør i den ene ende af lokalet markeret ”Scene”. Det er helt sikkert der inde, der er instrumenter og en scene.

”Amelia?” Jeg bliver vækket fra mine tanker af en bekendt kvindelig stemme. Jeg vender mig om og er chokeret over at se Stephanie af all mennesker. Er hun virkelig på min alder? Det havde jeg aldrig gættet.

”Stephanie!” Svarer jeg begejstret over at se et bekendt ansigt.

”Du fortalte mig ikke, at du gik her? Hvorfor har jeg aldrig set dig?”

”Jeg er lige flyttet her til, husker du?” Svarer jeg med et lille latter. Hun slår sig selv i panden og ruller med øjnene.

”Det er klart, selvfølgelig! Det ved jeg jo godt,” svarer hun. Vi griner sammen og finder en plads i en af de midterste rækker.

”Hvad arbejder I med?” Spørger jeg Stephanie idet læreren træder ind i lokalet.

”Vi er nået rimelig langt med nodeteori for førsteårselever, og vi har nogle hold der spiller på instrumenter. Man bestemmer selv, om man er med til teori eller praksis, men vælger man praksis skal man selv finde ud af det,” svarer hun. Jeg nikker.

”Ti stille!” Råber læreren, og der er ro med det samme. Jeg løfter øjenbrynene i respekt for lærerens evne til at få ro. Måske er det fordi alle gerne vil være her, så de er ivrige efter at lære? Det ved jeg nu ikke rigtigt, om jeg tror på.

”Vi fortsætter, som vi plejer med at alle dem som vil spille med instrumenter går der ind, og resten bliver her,” siger læreren. Det er overraskende få der rejser sig for at gå der ind. Stephanie er en af dem.

”Vil du med, Amelia?” Spørger hun. Jeg nikker og samler mine ting sammen for at gå med hende ind i det andet lokale. Jeg lukker døren som den sidste og kigger mig omkring. Det er dobbelt så stort som det værelse, jeg har hos familien Beverly, og det er fyldt op med en stor platform og en masse instrumenter. Der hænger guitarer og basser på væggene; der er flere keyboards og et enkelt flygel; det er en masse andre forskellige slagt instrumenter, som jeg ikke kende inklusiv et par trommesæt; og så er det forstærkere over det hele. Det vil sige, at i hvert hjørne er der nok instrumenter til at lave en musikgruppe.

”Hvad spiller du på?” Spørger jeg Stephanie. Hun griber en halv akustisk guitar og sætter den i en forstærker. ”Guitar? Virkelig? Det vil jeg ønske, at jeg kunne finde ud af,” tilføjer jeg, da hun ikke svarer på mit første spørgsmål.

”Virkelig? Jeg kan da lære dig det!” Svarer hun med et stort smil og sætte sig på en stol. Hun placerer guitaren på sine lår og spiller let på den, imens hun kigger på mig. Jeg rejser et øjenbryn.

”Mig? Lære at spille guitar? Det vil jeg aldrig kunne,” svarer jeg med et akavet latter. Stephanie rynker sine øjenbryn ad mig.

”Hvorfor ikke? Det er super nemt.”

”Jeg er mere til klaverspil,” svarer jeg og kigger længselsfuldt på det store flygel ved siden af os. Stephanies øjne lyser op, og hun rejser sig fra stolen med guitaren i hånden og sætter sig på stolen ved siden af klaveret. Hun slår på sædet et par gange med flad hånd.

”Kom her og vis mig hvad du kan,” siger hun med et stort smil. Jeg smiler genert og går langsomt hen og sidder mig foran det. Det er ved at være længe siden, jeg har spillet. Jeg har gået til klaver timer i siden jeg var otte år gammel, men det stoppede, da jeg fyldte atten. Jeg har ikke rigtigt spillet siden, da mine forældre ikke har et klaver. Jeg spillede nogle gange på min skoles klaver, når der ikke var noget til at lytte eller se på.

”Hvad skal jeg spille?” Spørger jeg. Stephanie lader som om, hun tænker sig om.

”Det bestemmer du. Hvad kan du?” Svarer hun. Jeg tænker mig om; hvad kan jeg ikke spille efterhånden? Jeg har være alle de klassiske stykker, da jeg valgte den klassiske del af klaveret. Jeg beslutter mig for klaver versionen af Breakeven af The script.

Jeg starter med at spille, og jeg mister mig selv totalt til musikken. Jeg elsker den her sang. Jeg tager mig selv i at synge med og rent instinktivt lukker jeg mine øjne.

 

Da jeg afslutter sangen, smiler jeg det mest ægte smil, som jeg længe har gjort. Jeg stopper dog alt, hvad jeg laver, da jeg hører mere end et par hænder som klapper. Jeg åbner øjnene og kigger mig omkring. Jeg ser de andre elever som er i rummer klappe og smile til mig. Jeg lukker låget med det samme og rejser mig fra sæder. Jeg sidder mig i en af stolene ved siden af i stedet. Det er så længe siden, at jeg har spillet, det kan umuligt have været godt.

”Amelia! Det var fantastisk! Jeg vidste ikke, at du kunne synge sådan!” Hviner Stephanie. Mine øjne bliver instinktivt store. Jeg kan aldrig synge for andre! Oh, my God, hvordan kunne jeg dog glemme de videoer, jeg har ude på nettet? Godt nok kan man ikke se mit ansigt – kun spidserne af mit hård og guitaren – men nogen vil kunne genkende min stemme, og det kan jeg bare ikke lade ske. Jeg kom til at lyve overfor Stephanie; jeg har gået til guitar undervisning lige så længe som klaver. Hun kan bare ikke vide det. Det er bare endnu en fælles ting med de videoer jeg udgiver.

”Du er nødt til at lære mig at spille den sang! Hvad jeg lærer dig den på guitar, så kan du lære mig den på klaver – det er en win-win,” siger Stephanie begejstret. Jeg smiler bare kejtet tilbage til hende. Det her lige en lang dag – jeg har kunne den på guitar længere end på klaver.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...