På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

22Likes
22Kommentarer
20342Visninger
AA

4. One Direction kasket

At sidde og glor på hvem ved hvor mange drenge var ikke lige det, jeg havde i tankerne for min mandag eftermiddag, men alligevel havde jeg sagt ja, da Matthew spurgte mig. Hvorfor sagde jeg dog også ja? Det er da gabende kedeligt bare at sidde her. Jeg har ikke engang min mobil til at holde mig med selvskab; den har jeg nemlig glemt på bordet ved siden af min seng. Da jeg spurgte, hvorfor han synes, at jeg skulle med, svarede han bare; ”Du går ikke i skole; du går hjemme hele dagen; og du skal ikke lave noget andet.” Det mest irriterende var, at jeg måtte give ham ret. Jeg fortsætter først som første årselev på universitetet i næste uge; jeg har ingen venner i LA ud over Matthew og Kenneth; og jeg skulle ikke lave andet end at læse og sove hele min eftermiddag væk; hele ugen faktisk.

Jeg skal starte på den skole, som Kenneth og Matthew går på. Det er januar, så det er kun halvvejs ind i det nye år, så det er jo bare fedt at troppe op som den nye pige i en ny by i sit første ud på uni. For at gøre værre værst, så skal jeg ind og snakke med ham chefen for pladeselvskabet på onsdag, så hvis der kommer til at ske noget som helst i den retning, så bliver det lige op til mine eksaminer. Yay. 

Nu hvor tvillingerne er på skolens fodboldhold, og den skole er ligesom alle andre cliché skole i landet, så er de selvfølgelig en del af den ”populære gruppe”. Det er klart; hvorfor ikke slippe en lille flabet fisk fri i et hav af hajer? 

På min gamle skole fremstod jeg som en af dem, man kalder ”kællingerne”; en flabet, sarkastisk kælling som ikke kan holde sin kæft lukket. Jeg er måske lidt af sådan en type, men det er langt fra alt det som er bag facaden. 

Mine tanker bliver afbrudt, da jeg bliver ramt af en fodbold. Jeg udstøder et mini skrig, da den rammer, men jeg tager mig sammen og griber fat i den, før den ruller ad helvede til. Jeg kigger ned på synderen, men ser kun Matthew smile fåret op til mig. Jeg kigger mig omkring og ser, at jeg er den eneste på tribunerne, så jeg ved med det samme, at det var med vilje. Jeg rejser mig – stadig med bolden i hånden – og går ned til boldidioten. På min vej hører jeg pift fra de andre boldidioter, men igen vælger jeg at ignorere det; det er bare de typiske populære drenge fra enhver anden lorte skole. Jeg ender med at stå ansigt-til-ansigt med Matthew som smiler stort til mig. 

”Den her tilhøre vidst dig,” siger jeg og smiler sarkastisk tilbage til ham og står bolden voldsomt ind på hans bryst. Han tager imod den med sine beskidte hænder, og kigger forvirret på mig. For et kort øjeblik strejfer vores fingre hinanden, og jeg ignorer den varm følelse i mit bryst og i min mave. Jeg børster græsset og jorden af mine hænder og vender mig om for at gå.

”Jeg tager bussen hjem!” Råber jeg over min skulder og går ud af stadionet med et tilfreds smil på læben. Da jeg når udenfor i det varme miljø forsvinder mit smil dog hurtigt. Jeg ved overhovedet ikke, hvordan jeg kommer hen til deres hotel lignende hus herfra. Jeg rynker panden og bander for mig selv. Jeg har ikke engang penge til en af de millioner af taxaer der suser forbi. Jeg tager de solbriller på, som jeg har til at hænge fra min trøje og kigger mig omkring så godt, som jeg nu kan i mellem det hav af mennesker som myldre forbi mig. 

”Du ser ud til at være farte vild,” kommentere en lys stemme fra ved siden af mig. Jeg hopper en halv meter og vender mig straks om mod den fremmede. Det som møder mit øje skuffer ikke, selvom jeg hverken kan se hans øjne eller hans hår, så fanger hans smil mig med det samme, et sæt hvide tænder i fokus. Jeg kan se mig selv reflekteret i hans meget dyre solbriller, og jeg kan ikke lade være med at grine af den kasket, han har må. 

”En One Direction kasket? Virkelig?” Spørger jeg med et stort fornøjet smil. Han trækker på skulderne med et uskyldigt smil. 

”Det plejer at imponere damerne,” svarer han bare. Jeg kan ikke lade være med at grine. 

”Tydeligvis er de blinde,” svarer jeg med et fnis. Han smil falmer en lille smile. 

”Hvad skal det betyde?” Spørger han. Jeg ved ikke helt, om jeg skal tro, at det er seriøst eller for sjov, så jeg vælger at grine akavet. 

”At One Direction ikke er for alle tøser,” svarer jeg nærmest som et spørgsmål. Han nikker bekræftende. Han skal lige til at sige noget, da en person råber mit navn. 

”Amelia!” Jeg ruller med øjnene og venter på, at Matthew indhenter mig. Han stopper op ved siden af mig, og begynder at snakke til mig uden, at han har lagt mærke til, at der står en anden person og kigger. Den fremmede rømmer sig, og Matthew stopper sin lange strøm af ord, jeg ikke lytter til alligevel, og kigger på den fremmede dreng. 

”Hvem er du?” Spørger han ligefremt.

”Ja, det vil jeg faktisk også gerne vide,” svarer jeg og kigger interesseret på den fremmede dreng med en 1D kasket. Han kan ikke være ældre end mig, måske endda på alder med mig. Han smiler et smil, som tydeligvis ikke var meningen skulle være trist, og trækker på skulderne. 

”Jeg er ikke nogen,” svarer han bare og vender sig om at går. Hvad? Jeg rynker brynene og folder armene over brystet. Jeg ryster så på hovedet og kigger på Matthew som stadig ser helt forvirret ud. 

”Jeg skal bruge penge til at taxa,” siger jeg til ham og holder hånden ud mellem os. Han kigger forvirret på min hånd et kort øjeblik, men roder så i sine fodboldshorts og finder en bunke krøllet sedler frem. Han ligger dem i min åbne hånd. 

”Jeg skal bare hjem, ikke til Australien,” kommentere jeg. Han trækker på skulderne og smiler skævt til mig. Han er endelig kommet sig over den mærkelige hændelse. 

”Køb noget pænt til dig selv,” svarer han og blinker til mig, før han igen forsvinder ind i bygningen. Jeg blinker fortabt og trækker på skulderne. I stedet for at tage hjem, beslutter jeg mig for, at tage en tur på shopping – for mig selv. 

 

Los Angeles er virkelig en by for mig. Ud af de mange hundrede dollars Matthew stak mig i hånden, har jeg købt mig selv nogle fine smykker og noget nyt tøj. Jeg bliver nødt til at takke ham senere. Jeg står i Starbucks, da en tøs på min alder kommer spankulerende hen til mig med en masse poser på armene. 

”Hej!” Siger hun og vinker til mig. Hendes meget hvide tænder står i kontrast til hendes kulsorte hår som hænger i løse krøller ned over hendes bryst; de store brune øjne minder mig om Bambi fra den der Disney film. 

”Hej…?” Svarer jeg dumt, da hun stopper op ved siden af mig. Hun er godt fem centimeter højere end mig, hvilket bare præciserer min ringe højde. Hendes tøj og mængden af poser og tasker skriger bare; ”Jeg har penge!”, og det ved jeg ikke helt, hvordan jeg har det med. 

”Åh, jeg er så uhøflig! Mit navn er Stephanie, hvad hedder du?” Spørger hun og sidder sig i sædet foran mig, som om hun kender mig. Jeg kigger fornøjer på, imens hun sukker af tilfredsstillelse, da alle de mange poser forlader hendes arme. 

”Amelia!” Baristaen råber mit navn, og jeg fare op for at tage imod min vanilje Latte Macchiato og sætter mig tilbage overfor Stephanie. 

”Nå så dit navn er Amelia?” Spørger hun. Jeg nikker bare og tager en tår af min varme drik. Jeg sukker af tilfredsstillelse, da den søde smag af vanilje blandet med kaffen rammer min tunge.

”Nu skal du hører, Amelia. Jeg har tænkt mig at tage dig med mig hjem til at overnatning, hvad siger du til det?” Spørger den fremmede tøs foran mig. Jeg kigger på hende som om, hun er skør, min fordi jeg er mig, så siger jeg selvfølgelig ja; fordi hvorfor ikke? Hvad kan dog gå galt? 

 

Hvorfor skal jeg dog være så dum? Det er som om, at jeg stiller mig selv det spørgsmål alt for meget på det sidste. Hvad pokker fik mig til at sige ja til at tage med en eller anden fremmet pige med hjem til hendes enorme hus? Hvorfor sidder jeg lige nu og sladre med hende om de nyeste trends på Instagram? Hvorfor sidder jeg og forsvarer mit had til One Direction? 

Fordi jeg bare er den person; fordi jeg ikke kan holde min kæft; fordi jeg ikke tænker; og fordi jeg mangler tøse venner i den her enorme by. 

”Jamen, man kan da ikke hader 1D!” Udbryder hun fortabt. Jeg kigger mig omkring på hendes mange One Direction plakater, men specifikt på det største antal af plakater med det samme ansigt. Harry Styles. 

”Fordi a) navnet er kikset! Jeg mener, One Direction? Er det fordi de kun går i én retning med deres musik? b) det er så boyband agtigt, og jeg er virkelig ikke godt til at håndtere den salgs, og c) jeg bryder mig ikke om deres lyd,” svarer jeg. Stephanie kigger forbløffet på mig men trækker så på skulderne. 

”Det skal der selvfølgelig også være plads til,” svarer hun og nynner med på One Direction’s største hit. 

”’Cause that’s what makes you beautiful!” Hvem laver dog en tekst som den? Men jeg må indrømme at det er en frygteligt ørehænger. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...