På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

22Likes
22Kommentarer
20646Visninger
AA

10. Lighederne og glæden

Jeg ved ikke, om jeg kan overholde det løfte, jeg lavede med mig selv om ikke at lade en fyr komme imellem Stephanie og jeg.

”Matthew er sød, du vil ikke tro det! Når ja, du er hans kusine; du ville vide det. Men jeg er vild med ham!” Jo mere og mere jeg hører om hvor sød og charmerende Matt er, jo mere kommer jeg til at kunne lide ham. Jo oftere Stephanie minder mig om, at jeg har sagt, at han er min fætter, jo mere har jeg lyst til at skrige hende ind i hovedet.

”Han er ikke min fætter!” Har jeg lyst til at skrige ind i hendes hoved, som hun sidder foran mig og plapre løs om Matthew som om, de er sammen. For at være ærlig så virker der mere som om, at hun forfølger ham end, at hun prøver at lærer ham at kende.

Efter det som skete på hans værelse den anden dag, har jeg tænkt meget over tingene. Jeg har tvunget mig selv til at tro, at jeg kan snakke med ham som om, at der ikke er sket nogen form for intimitet på nogen måde. Et kys er en form for affektion over for et andet menneske, så at sige at det er intimt hænger ikke helt ved siden af. Men jeg kan ikke undgå at se lyset i hans vidunderlige grønne øjne slukke lige som jeg begynder at snakke til ham. Jeg tror, det er fordi, at han forventer, at jeg siger noget til ham om det, der er sket. Når vi endelig er alene, så prøver han at snakke med mig om det, men jeg afviser bare en hver form at senarie og forsikre ham for, at det ikke betyder noget. Men det betyder ikke, at det ikke gør ondt på mig, at se ham sådan. Jeg synes jo ikke, at det var en stor ting som burde snakkes om, men det gør han tydeligvis. Jeg er bare ikke typen som viser den slags følelser frem for alle og en hver, så han skal ikke regne alt for meget med, at der kommer noget form for reaktion ud af mig.

Jeg har snakket med min rektor, og jeg fik at vide, at det vil være muligt, hvis jeg kan få Matthew til at snakke med ham inden for de næste to uger. Det næste problem er så bare at fortælle ham, at jeg har blandet mig i hans skolegang. Det bliver et stort problem, eftersom han knap nok kan kigge på mig. Jeg får han altid til at snakke med mig så længe det går sådan imellem os. Det må jo så betyde, at jeg må gøre noget ved det her; jeg må tage mig sammen og snakke lidt med ham om det. Jeg har bare på fornemmelsen, at det ikke kommer til at gå ret godt. Det er kun to dage siden, så jeg har noget tid endnu. Jeg skal med Clarissa ind og snakke om kontrakten i dag, og jeg håber på mine ændringer kan blive en realitet. Jeg har tænkt meget over det, og jeg vil virkelig gerne have den her kontrakt og karriere.

”Amelia! Kom så vi skal af sted!” Råber Clarissa fra bunden af trapperne. Jeg rejser mig fra skrivebordsstolen og går ud af mit værelse med kontrakten og ændringerne under armen. Turen til den store bygning – hvis navn jeg ikke har bøvler med at lære – var stille, og det gav mig tid til at tænke over alle de ting som er sket siden mine forældre tabte bomben på mig. Jeg er stadig sur på dem, specielt min mor. Hvor vover hun at slå mig og forbyde mig at gøre den ene ting, som jeg er god til. Jeg elsker at synge, jeg kunne bare aldrig finde på at gøre det foran mennesker, som jeg ikke kender uden i det mindste at være anonym. Hvilket er hele grunden til, at man kun kan se enden klaveret eller guitaren i de videoer, som jeg ligger op. Derfor håber jeg, at Paul Donalds kan respektere de ændringer, som jeg har.

”Så er vi her, kære.” Clarissa vækker mig fra min dagdrøm. Jeg smiler et lille smil til hende og stiger ud af bilen. Jeg lukker døren i bag mig og går ved siden af Clarissa ind i bygningen. Hun beder mig igen om at vente ved gruppen af sofaen og stole, imens hun melder vores ankomst. Jeg ruller med øjnene, når jeg ser at de to drenge er der igen.

”Hey! Du er hende pigen som kender Clarissa Beverly! Harry, se det er hende fra sidste uge!” Siger den ene af drengen med den irske accent til sin ven ’Harry’. Jeg kigger hen på dem, og jeg kan ikke lade være med at grine lidt.

”One Direction kasketter, virkelig?” Spørger jeg og bider mig i læben for ikke at komme til at grine igen. Det minder mig om den fremmede dreng, da jeg lige var flyttet her til. De har endda også solbriller på. Gad vide om de kender den fremmede dreng.

”Kan du lide dem?” Spørger ’Harry’ med et flirtende smil. Jeg fniser hånligt og smiler et høfligt smil.

”Nej,” svarer jeg så uskyldig, som jeg er. Hans smil forsvinder med det samme, og jeg har aldrig været mere tilfreds. Han flytter brillerne længere ned af næsen, så han bedre kan se mig. Jeg er overrasket over det, jeg ser; det mest fantastiske set smaragd grønne øjne. De er endda bedre end Matthews.

”Hvad mener du med nej?” Spørger han og tager hel solbrillerne af. Jeg rynker panden; jeg har set det ansigt et sted før.

”Jeg mener, at jeg er pænt ligeglad med One Direction,” svarer jeg med et skuldertræk og piller ligegyldigt ved mine ikke eksisterende negle. Det er bare ikke muligt for mig at have pæne negle og spille guitar på samme tid. Fyren med den irske accent gisper højt og tager også brillerne af. Jeg er overvældet af kraften i de baby blå øjne. De er en totalt modsætning til mine egne blå øjne. Det er igen et ansigt som virker frygtlig bekendt. ’Harry’ hvisker noget til sin ven som får vennen til at nikker og kigge på mig.

”Hvad hedder du?” Spørger fyren med blå øjne. Jeg løfte begge øjenbryn i overraskelse.

”Og hvorfor skulle det rage jer?” Spørger jeg lidt hårde end det var meningen. Det to drenge virker overrasket med mit svar.

”Flabet…” kommentere den ene lavt.

”Brunt hår, blå øjne…” kommentere den anden, imens de begge kigger på mig.

”Musikstudie…” kommentere den ene igen. ”Hvorfor er du her?” tilføjer drengen med de blå øjne. Han tager hatte af for at lade en hånd løbe igennem hans hår. Han har blondt har, blå øjne, bøjle med en irsk accent; hvem pokker minder det mig om?

”Det tror jeg, at I har fået svar på før,” svarer jeg og vender kinden til dem for at se efter Clarissa. Hun snakker stadig med hende sekretæren. Jeg fumler med papirerne i mit skød, imens jeg undgår al kommunikation med de to drenge.

”Vi ved, at du er med Clarissa Beverly, men hvorfor er du det?” Spørger ’Harry’ i sin dybe, langsomme stemme. Jeg trækker på skulderne.

”Jeg kan virkelig ikke se, hvad det kommer Jer ved,” svarer jeg og kigger endnu engang kontrakten igennem for at se, om jeg finder noget, som jeg har overset. Jeg har læst den mindst tre gange, så jeg ved ikke lige, hvad det skulle være. Det er som om, jeg leder efter en usynlig klausul som kun kommer frem, hvis man stirre længe nok på det.

”Hvad er det, du sidder med der?” Spørger en af dem. Jeg er ikke interesseret nok i at hører efter hvem det er. Jeg folder papirerne sammen og ligger mine hænder over den forreste side.

”Jeg må også heller se at komme videre,” svarer jeg og rejser mig fra stolen. Jeg knuger papirerne til mit bryst og følger med Clarissa til det samme kontor som sidste gang.

”Spændt?” Spørger hun inden hun banker på døren. Jeg trækker bare på skulderne og tænker tilbage til de to fyre lige før. De var mystiske første gang, jeg så dem, men den her gang var de bare sære. Hvad har min flabet attitude, mit udseende og eventuelle talenter med noget at gøre?

”Amelia, tag plads,” siger Paul Donalds og knipser mig ud af min dagdrøm. Jeg sværger, at jeg har set de to drenge før.

”Tak,” svarer jeg og placere min bagdel på stolen overfor ham.

”Har du tænkt på vores forhandlinger?” Spørger han med det samme og læner sig frem mod mig. Jeg ligger papirerne frem mellem os og skubber mine forbedringer frem til ham.

”Det har jeg, og jeg er villig til at skrive under på én betingelse,” svarer jeg og får ham til at læse sedlen. Der står kun én forbedring på, men det er nok for mig.

”Anonymitet? Jamen hvorfor?” Spørger han med rynket pande. Han læner sig tilbage i sin stol og kigger uforstående på mig. Jeg sukker og trækker på skulderne.

”Fordi jeg godt kan lide hvordan det går lige nu med, at der ikke er nogen som ved, hvem jeg er,” svarer jeg. ”Kald det et Hannah Montana øjeblik, hvis du vil det,” tilføjer jeg, da han ikke siger noget til at starte med.

”Nej, nej, jeg forstår,” svarer han og kigger tænkende på mig. ”Jeg elsker det,” udbryder han pludseligt, og jeg kan ikke lade være med at smile.

”Virkelig?” Spørger jeg. Han nikker en enkel gang og trækker på nogle tal på sin telefon.

”Kom ind med en ny kontrakt til Ms. Davis,” siger han og ligger derefter på. Så kigger han på mig med et løftet øjenbryn.

”Er det så et ja?” Spørger han med et smil. Jeg tænker mig godt om. Lad os sige, at det der kommer til at gå godt – ikke at det vil – men det er et kæmpe arbejde. Selvom Hannah Montana var en figur på Disney og et tv show, men det giver alligevel en god fornemmelse for, hvad der venter mig. Det er ikke nogen som har sagt, at det her skal være nemt, men det her er noget, som jeg virkelig gerne vil. Jeg kigger på Paul med et beslutsomt ansigtsudtryk.

”Ja,” svarer jeg med et nik og et kæmpe smil. Han hujer og stikker sin hånd ud til mig, som jeg trykker i min egen.

Det er sådan min eftermiddag endte. Jeg skrev under på kontrakten, og jeg kunne ikke være mere glad. Men med det samme jeg skrev under, og vi fik tingene på plads med anonymiteten – eller en anden identitet – kunne jeg mærke en vægt på mine skuldre. Jeg valgte at ignorere det i det øjeblik, men jeg tror, at jeg kommer til at fortryder der her senere.

Clarissa og jeg går ud af bygnings hoveddøre, og vi er strakt mødt af en masse skrig. Jeg kigger efter lyden og ser en horde af piger stå omkredset noget. Jeg fortæller Clarissa, at jeg møder hende ved bilen, og jeg går hen til pigerne. Skrigene bliver bare højere, som jeg kommer tættere på.

”Harry! Niall!” Det var det eneste, som jeg kunne få ud af skrigene. Det er vel ikke…? Jeg griner højlydt, da jeg kommer tættere på og ser, at det er de to drenge fra tideligere. Jeg vidste, at jeg havde set dem før. Det hele giver mening nu. Det er to ud af fem medlemmer af One Direction.

Jeg tiltrækker lidt opmærksomhed fra nogle af pigerne på grund af mit udbrud, så da de holder op med at skrige, så får det også de andre til at tie stille og kigge på mig. Harry og Niall kigger hen på mig og løfter en øjenbryn hver. Jeg fniser.

”Hyg jer,” siger jeg til dem og vender mig om for at gå tilbage til Clarissas bil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...