På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

21Likes
22Kommentarer
21245Visninger
AA

6. Kontrakt

Bygningen er større og mere ekstravagant, end jeg troede, at den ville være. Jeg troede, at sådan et sted ikke var mere end et studie og nogle rum til sangskrivning. Jeg troede ikke, at det ville være, hvad der ser ud til at være en tyve etagers bygning. Hvad pokker har de i alle de rum?

”Er du spændt, Amelia?” Spørger Mrs. Beverly med et stort smil. Hun tager min hånd og nærmest trækker mig med ind i bygningen. Jeg tror, at hun er mere spændt, end jeg er. Da vi kommer ind i foyeren, er jeg bare fortabt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. Jeg har både lyst til at hoppe og skrige af glæde, og løbe skrigende ud herfra.

”Du kan bare vente her, så melder jeg lige vores ankomst,” siger Clarissa og efterlader mig ved en gruppe af fancy stole og sofaer. I en af sofaerne sidder der to drenge ved siden af hinanden og hvisker indbyrdes. Ligesom den fremmede dreng, har de også kasket og solbriller på. Den her gang er det dog fodbold kasketter, i stedet for 1D merchandise. De kigger i noget der ligner et sladderblad, og ud fra det jeg kan se, så ser de ikke ret glade ud. Det er selvfølgelig svært at se, når de nu synes, at de kan have solbriller på, på størrelse med fodbolde. Den ene af dem vender dit hoved imod mig, og jeg kigger væk med det samme. Jeg kigger på de blad, de har i hænderne, og jeg kan ikke lade være med at fnyse. Det er utroligt. De kigge nu begge to på mig, eller det tror jeg i hvert fald. Jeg lukker munden og kigger hen mod Clarissa. Hun står og snakker med damen bag disken, som om de er gode venner. Hvorfor skulle de ikke også være det? De arbejder her vel begge to.

”Kender du Clarissa Beverly?” Spørger den ene. Jeg kigger ikke på nogen af dem, da jeg nikker. Jeg er ikke interesseret i at snakke med nogen lige nu. Siden den fremmede dreng, gider jeg virkelig ikke snakke med fremmede drenge på min alder. Det er så mærkeligt, når de prøver at flirte med mig. ”Hvad laver du med hende her?” Spørger en ny stemme, så det må være den anden, som spørger den her gang. Jeg kigger hen på ham i nysgerrighed. Irland? Jeg trækker bare på skulderne. Jeg rejser mig fra stolen og ånder lettet op, da jeg ser Clarissa endelig er færdig med at snakke med damen. Uden at sige noget til dem eller så meget som at kigge på dem igen, går jeg hen til Clarissa. Hun fører an til elevatorerne og trykker på knappen til den øverste etage. Det er klart. Den store chef er bogstaveligtalt i toppen. Jeg kan ikke lade være med at smile og ryste på hovedet.

”Hvad er der, kære?”

”Ikke noget,” siger jeg med et smil. Resten af elevatorturen er stille ud over musikken i elevatoren.

“Cause that’s what makes you beautiful!”

Det er klart, tænker jeg for mig selv og ruller med øjnene. Hvorfor skulle man ikke hører deres musik i et stem som det her? De er den næste ”store ting”.

 

Clarissa banker på en af de to døre i foyer. Den anden må være til et badeværelse. En middel aldrende mand åbner døren, og jeg løfter et øjenbryn af hans påklædning. En gammelmands sweater og et par almindelige bukser er ikke det, jeg havde regnet med, at en person med den stilling ville have på. Han eget selvfølgelig det her sted, så han kan vel have det tøj på, som han gerne vil have på.

”Clarissa!” Udbryder han henrykt og kysser hende på kinden.

”Paul! Det er så godt at se dig igen,” svarer Clarissa med et stort smil. Hun trækker mig med ind i rummet og døren bliver lukket efter os. Paul sætter sig tilbage bag det store skrivebord.

”Paul, det her er Amelia Lily Davis. Amelia, det her er Paul Donalds.” Jeg tager imod Mr. Donalds’ hånd og smiler op til ham. ”Amelia er ansigtet bag de videoerne, jeg har vist dig,” tilføjer Clarissa, når vi har sat os ned i to af de stole, der står foran skrivebordet. Genkendelse er synligt i hans brune øjne, og han smiler et stort hvidt smil.

”Er hun det?” Clarissa nikker ivrigt til sin chef. ”Fantastisk!” Udråber han og klapper i sine hænder.

”Det er hyggeligt at møde Dem, Mr. Donalds,” pipper jeg ind så høfligt, jeg kan.

”Også dig, Amelia, og vær sød at kalde mig Paul,” svarer ham med et venligt smil. Jeg nikker og gengælder hans smil.

”Syng for mig,” siger han pludseligt og kigger alvorligt og forventende på mig. Jeg blinker og rejser et øjenbryn.

”Her? Nu?” Spørger jeg med en kejtet latter og piller nervøst ved min trøje.

”Ja. Altså hvis det ikke er til for meget besvær,” siger han og læner sig frem over skrivebordet. ”Ser du: jeg vil gerne vide med sikkerhed, at der ikke er pillet ved de videoer, og at du virkelig kan synge så godt, som du viser frem,” tilføjer han og blinker til mig med et ene øje. Jeg nikker langsomt og synker klumpen i halsen. Jeg vælger at synge sangen fra min seneste video.

”Made a wrong turn, once or twice. Dug my way out, blood and fire. Bad decisions, that’s alright…” Jeg starter stille ud, men når jeg får til omkvædet, så er jeg selvsikker nok til at bare at synge mit hjerte ud. Jeg ligger meget at mig selv i den her sang. Det er muligt, at jeg ikke kan relatere til sangen, men det betyder ikke, at jeg ikke kan sætte mig ind i hvordan det er, at have det sådan som P!nk beskriver det. Jeg laver helt instinktivt mine egne ændringer i sangen.

Jeg hader tanken om at være den nye pige på en stor ny skole. Selvom jeg tror, at jeg har Kenneth og Matthew, så er det alligevel ikke en rar tanke. Jeg ved faktisk ikke præcist hvor gammel Stephanie er, men hvis jeg skulle gætte, så vil jeg gætte på, at hun er en senior i High school.

Jeg afslutter sangen med et smil på mine læber, og jeg åbner øjnene. Jeg lukker helt automatisk øjnene, når jeg synger.

”Wow, det var… wow,” Mr. Donalds er tabt for ord, og Clarissa kigger på mig et stolt blik. Jeg griner et lille spændt grin og bider mig i læben. Så kigger Paul pludselig på mig med et blik, jeg ikke kan genkende.

”Du minder mig om nogen,” siger han bare. Jeg rynker panden. ”Øjnene, håret, stemmen… Det minder mig om en jeg kender,” tilføjer han. Så ryster han bare på hovedet og smiler til mig.

”Det kan også være lige meget. Jeg har en stjerne her,” siger han og klapper hænderne sammen. Han finder en bunke papirer frem fra sin skuffe og skubber dem hen til mig.

”En du klar til, at skrive under på sin fremtid?” Spørger han. Jeg kigger fra papirerne, op på ham og så hen til Clarissa med et fortabt blik i mine blå øjne. Hun ligger strakt mærke til det, og kommer mig til undsætning.

”Vil det være okay med Dem, sir, hvis vi tager en kopi af kontrakten med os hjem og læser den igennem sammen? Jeg tror, at Amelia lige er nødt til at sluge den,” siger Clarissa og ligger en omsorgsfuld hånd på min skulder.

Paul nikker: ”Ja, selvfølgelig. Tag den her, jeg har en mere,” siger han og peger på stakken af pairer foran mig. Jeg nikker og tager bunken under armen. Jeg giver hånden til Mr. Donalds and siger farvel. Jeg følger efter Clarissa ud af bygningen og ind i hende bil. Hun starter ikke bilen, så vi sidder bare i stilhed i nogle minutter.

”Hvad siger du til det?” Spørger hun endelig og kigger på mig. Jeg har for travlt med at studere forsiden til at kigge hen på hende.

”Det ved jeg ikke,” svarer jeg sandfærdigt med trækker på skulderne.

”Har du lyst til at tage hjem?” Spørger hun. Jeg nikker bare og kigger up af vinduet ved siden af mig. Clarissa sukker og starter endelig bilen. Turen hjem er stille.

Mrs. Beverly parkerer i den store garage. Lige så snart hun slukker motoren, sprænger jeg nærmest ud af bilen og ind i huset. Jeg ignorer alle på vej til mit værelse, imens jeg holder kontrakten tæt til mit bryst så ingen andre kan se, hvad det er. Jeg lukker døren i med min fod og smækker papirerne ned på skrivebordet. Jeg tænder for den lille hvide lampe og begynder at læse fra starten. Selvom jeg prøver at forstå teksten, så kan jeg ikke koncentrere mig fuldt om den. Det er noget som går mig på, og jeg ved lige præcis, hvad det er. Jeg sukker og opgiver i at prøve at løse det. Jeg slukker lampen og rejser mig fra stolen. Jeg sætter mig i sengen og tænder for tv’et på væggen. Jeg ser det ikke, jeg er for opslugt af mine egne tanker til at hører efter andres.

Kontrakten: det kræver fuld fokus og koncentration. Jeg skal skrive sange, indspille dem, og på et tidspunkt stille mig op og synge dem foran andre, imens de ser på mig; imens de ser på mit ansigt. Det kan jeg ikke have. Det var grænseoverskridende nok bare at skulle synge for Clarissa og Paul uden at gemme mig bag noget. Det er hele årsagen til, at jeg aldrig har filmet mit ansigt, og at det ikke er noget som ved, at det er mig, ud over familien Beverly, men det tæller ikke rigtigt mere. Jeg bliver så nervøs foran store folkemængder, at jeg kun kommer til at ydmyge mig selv, så jeg ved ikke om hvorvidt hele den her musik ting virkelig er det værd.

Jeg falder tilbage på sengen imens et eller andet program spiller. Jeg dækker mit ansigt med mine arme og udstøder et jamrende, dybt suk. Jeg troede aldrig, at det ville være et svært valg, men her er jeg i lige præcis den position ude af stand til overhovedet at tænke tanken. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...