På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

20Likes
22Kommentarer
17707Visninger
AA

12. Interview og baghistorie

Da jeg endelig kom hjem den dag, opførte Clarissa sig mærkeligt. Det var som om, hun ikke vidste, om hun skulle være sur eller glad for at se mig. Jeg trak bare på skulderne og forsvandt ind på mit værelse.

Det er måned siden. Jeg har været i studiet cirka hver dag siden den dag, og jeg elsker det. Jeg har været med til at skrive min første single, og jeg kan ikke vente til, at jeg skal indspille den.

For omkring tre uger siden blev jeg ”offentliggjort til verdenen” hvis man kan kalde det det. Det var lidt ubehageligt, men jeg har det i hvert fald bedre med, at jeg er anonym. Jeg føler mig lidt som Hannah Montana, når jeg tager min paryk og farvet kontaktlinser på, men jeg er meget godt tilfreds med det.

Min manager har arrangeret et par interviews for mig, og den første er et radiointerview i dag for en eller anden radio, jeg ikke kender. Jeg er heller ikke interesseret i at finde ud af, hvad den hedder. Jeg skal bare have det overstået.

”Amelia!” Råber Clarissa efter mig. Jeg skynder mig at pakke mine ting i en taske, så jeg kan tage det på i bilen på vej der hen. Jeg slynger den over min skulder og skynder mig ned ad trapperne.

”Er du klar?” Spørger hun og kigger på mig med forstående øjne. Hun ved, hvor nervøs jeg er for at skulle snakke for så mange mennesker for første gang. Clarissa har fortalt mig, at det er en af de største radio i USA, og det har fået mig til at ryste lidt i bukserne.

Jeg nikker bare til hende og forlader huset sammen med hende uden at sige et ord. Matthew og Kenneth er begge i skole, så der er ikke nogen hjemme til at stille spørgsmål. Clarissas mand Benjamin kender til hele min situation, og han har lovet mig, at han ikke siger en lyd om det til nogen; specielt ikke til sine sønner.

Nu hvor jeg tænker på skolen, så fik jeg overtalt Matthew til at snakke med rektor om at skifte hovedfag. Af hvad jeg ved, så lykkedes det ham at flytte til noget andet, men han vil ikke fortælle nogen om, hvad det er han laver nu. Ikke engang Kenneth ved noget om det; tro mig, jeg har spurgt.

Clarissa kører ud af indkørslen og ind mod midtbyen. Jeg har med vilje sat mig på bagsædet. Jeg pakker mit lange brune hår ind i nettet og placere forsigtigt en blond paryk på mit hoved. Jeg lader mine fingre løbe igennem det talje lange, bølgende, lyse hår og smiler til mig selv. Jeg kigger op og ser, at Clarissa smiler til mig i bagspejlet. Jeg smiler tilbage til hende og finder mine kontaktlinser og et spejl frem. Jeg tager mine egne ud først og placere derefter de farvet kontaktlinser over mine blå iriser. Det er én af de positive ting ved at skulle bruge briller; man kan få en masse forskellige farver. Jeg kigger på mig selv i spejlet og smiler tilfredst. Det blondt hår og de grøn-blå linser dækker min identitet bedre end jeg havde regnet med. Det hjælper også, at jeg er gået fuldt ud med min makeup; noget som jeg normal ellers aldrig vil gøre.

Jeg besluttede med mig selv i morges, at min tøjstil skal være simpel men elegant. Så i dag er jeg iført et par sorte short, en hvid blonde top og et sort par af mine ynglings sko; Toms. Jeg har dekoreret min hals, håndled og fingre med nogle få guld smykke bare, fordi guld passer godt til blondt hår.

Få minutter efter parkerer Clarissa ude foran en lille to etagers bygning. Jeg går ikke ud fra, at man behøver megen plads for at snakke i radioen?

”Er du klar, Lily?” Spørger Clarissa med et altvidende smil. Jeg fniser og nikker bare. Jeg pakker mine ting sammen og stiger ud af bilen efter Clarissa. Jeg slinger min store håndtaske over min skulder og følger efter min ”tante” ind i den fremmede bygning.

 

”Jeg sidder her med det nyeste fænomen inden for musikbranchen, Lily Davis!” Siger radioværten, Ryan ind i sin mikrofon. Tilfældige mennesker – jeg ikke ved hvad er – klapper sammen med værten, og jeg smiler et lille smil. Jeg har set et kamera cirkle rundt her inde, så jeg bliver nødt til at se ekstra interesseret ud.

”Tak for at jeg måtte være her!” Svarer jeg ind i min egen kæmpe mikrofon. Den er næsten på størrelse med mit hoved.

”Hva- Hvor kommer sådan en som dig fra? Det er som om, du bare lige er dumpet ned af himlen,” siger han og ryster på hovedet, imens han ser hen på mig. Jeg kan mærke alle blikkene på mig, og jeg kan ikke lide det.

Jeg roder rundt efter den dækhistorie, som jeg ikke har planlagt. 

”Jo ser du,” prøver jeg at starte, men indse det; jeg er overhovedet ikke skabt til at lyve. ”Jeg voksede op i en lille by i England, jeg er enebarn, og jeg bor nu her i LA,” tilføjer jeg. Det er ikke helt løgn. Jeg er adopteret, så jeg ved ikke, om jeg har nogle søskende ude i verden et sted.

”Så vi har os en brite! Hvor fantastisk!” Kommenterer han som om, det ikke er indlysende med min dialekt. ”Så fortæl os noget om din nye musik. Du har vel allerede noget planlagt, ikke?” Spørger han. Jeg kigger hen på Clarissa som står bag ham med spørgende øjne. Hun ryster diskret på hovedet, og jeg bander mentalt. Hvordan skal jeg rede mig ud af den her, når jeg ikke må fortælle noget om min single?

”Jeg har noget i tankerne om hvilken slags musik, jeg gerne vil lave,” svarer jeg og skæver over til Clarissa. Hun holder to tommelfingre op og smiler sympatisk til mig.

”Nå? Hvad er det inspireret af?” Spørger radioværten, Ryan. Jeg tænker over det.

”Jeg tror noget hen i mod pop-rock genren,” svarer jeg og nikker.

”Skal vi så lige hører her til sidst, om der er nogen speciel i dit liv?” Hvad sker der for de skarpe emneskift? Jeg smiler og ryster på hovedet.

”Nej, det er der ikke,” svarer jeg med et lille grin.

”Der har I det; I hørte der her først! Lyt med efter den næste sang, hvor vi har det største fænomener siden The Beatles med hos os i studiet. Jeg hedder Ryan Seacrest, og I lytter til 102.7 KIIS-FM!” Deres jingle spiller efterfuldt af en One Direction sang. Jeg ruller stolen væk fra mikrofonen og sukker tungt. De følger bare efter mig over alt.

”Tusind tak fordi du kom, Lily!” Jeg trækker hans hånd og smiler bare tilbage uden at sige noget. Clarissa og jeg går ud af studiet og mod udgangen.

”Bliv her jeg skal bare lige finde et toilet,” siger Clarissa og forsvinder rundt om et hjørne. Jeg finder min mobil i min taske og ser, at min nye Twitter og Instagram er eksploderet. Jeg låser den op og får med det samme ind i indstillinger. Jeg fjerner med det samme alle muligheder for at notifikationer kan dukke op, hvis der ikke er fra dem jeg selv vil følge med i.

”Hey!” Jeg kigger op og ser, at det er mig, der bliver kaldt på. Det er bare løgn; de følger virkelig efter mig over alt. Nu bliver mit skuespil virkelig sat på prøve. Jeg rynker brynene.

”Hej? Kender jeg jer?” Spørger jeg forvirret. Selvom de alle har kasketter og solbriller på, så ved jeg med det samme, hvem det er.

”Sikkert ikke,” svarer Liam.

”Men jeg vil gerne kende dig,” kommenterer Harry. Jeg ruller med øjnene og kigger uinteresseret tilbage ned på min mobil. De hverken flytter sig eller siger noget, så jeg kigger op på dem igen.

”Kan jeg hjælpe jer med noget?” Spørger jeg en anelse irriteret.

”Nej,” svarer Louis og skyder hoften ud til siden. Jeg ruller med øjnene igen og låser min mobile telefon. Jeg krydser mine arme over mit bryst og løftet et øjenbryn.

”Hvorfor er I her så stadig?” Spørger jeg. Jeg har ikke lyst til at være uhøflig overfor dem, men jeg har heller ikke lyst til at skulle være helt ”bedste veninder” med dem som Lily. Det er stille et øjeblik.

”Du minder mig om en, jeg kender,” kommenterer Louis så efterligner min position. Mine øjne bliver store i et splitsekund, men jeg tager mig hurtigt sammen.

”Hør, jeg ved godt, at jeg er fantastisk, men jeg er virkelig nødt til at være alle andre steder end her,” siger jeg og begynder at gå. Endelig hører jeg fodtrin mod den modsatte retning af mig.

”Lily!” Råber Clarissa fra enden af den gang, jeg går på.

”Kommer,” svarer jeg med normal toneleje.

 

”Det gik da godt!” Siger Clarissa på vej hjem. Jeg trækker på skulderne, pakker paryk og linser væk og tager mine briller på.

”Det gik ved fint nok,” svarer jeg og kigger igennem mine billeder på min mobil. Jeg klikker på det billede, jeg tog inde i bygningen, før jeg blev afbrudt. Jeg beslutter mig for, at det er pænt nok til, at jeg godt at ligge det på Instagram. Jeg åbner app’en og uploader billedet med beskrivelsen: ”Lige være i radioen for første gang.” Jeg står med et 102.7 KIIS-FM logo ved siden af mig, imens jeg kigger nervøst hen på det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...