På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

22Likes
22Kommentarer
20337Visninger
AA

8. Hovedfag og skænderi

Den her skole er fantastisk, mere er der ikke at sige. Jeg har brugt hele dagen i musik lokalet med Stephanie. Vi har snakket og spillet. Jeg lærte hende at spille Breakeven på klaveret, og det gik bedre end planlagt, og hun prøvede at lære mig at spille den på guitar. Når jeg siger prøvede, så betyder det, at jeg med vilje spillede dysfunktionelle akkorder for at få hende til at droppe det. Det lykkedes så også til sidst med nødt og næppe.

”Hvis jeg ikke vidste, at du være en pro på klaver, så havde jeg aldrig truet på det,” havde hun sagt med et opgivende ansigt. Jeg havde bare givet hende en tvunget latter og hængt guitaren op på væggen igen.

Nu er jeg tilbage hos familien Beverly. Jeg sidder i stuen sammen med Matthew og Kenneth og diskutere mine hovedfag.

”Men hvad fanden kan du overhovedet bruge musik til?” Spørger Matthew. Det er nærmere sagt kun rigtigt Matthew og jeg som diskutere. Kenneth sidder bare stille på sidelinjen og observere os. Hans hovedfag er vidst psykologi eller noget i den retning. Det giver god mening, at han lige synes, at han skal observere os.

”Hvad fanden kan du bruge fodbold til?” Fyrer jeg tilbage til ham. Matt kigger fornærmet på mig.

”Hey, hey, hey. Fornærm mig, men hold dig væk fra fodbold. Det har ikke gjort dig noget.” Jeg ruller med øjnene.

”Helt ærligt. Mit drama og musik er ligesom din fodbold og naturfag. Det er interesser – det er noget som fået dig igennem livet,” svarer jeg og trækker på skulderne. Matthew ruller med øjnene.

”Helt ærligt,” efteraber han i en skinger stemme. Jeg gisper.

”Jeg lyder ikke sådan der!”

”Please, du lyder som elleve årige Hermione Granger,” svarer han og ryster på hovedet med et smil. Jeg rynker panden.

”Hvem er det?” Spørger jeg, forvirret. At dømme ud fra deres ansigtsudtryk, så spurgte jeg helt klart dumt.

”Hvem det er?” Spørger Kenneth chokkeret. Jeg kigger overrasket på ham. Det er sært, at han pludseligt siger noget – han har ikke sagt et ord i to timer.

”Det er måske bare det smukkeste menneske på den her jord,” svarer Matthew med hånden på hjertet. Jeg rynker på næsen.

”Tænder du på en elleve årig?” Spørger jeg i dyb foragt. Matthew ligner et rådyr fanget af en bils forlygte, og Kenneth kvæler et fnis.

”Nej! Nej, selvfølgelig ikke. Hermione Granger er en karakter i Harry Potter bøgerne, filmatiseret af Emma Watson,” svarer han.

”Oh,” svarer jeg og trækker ordet ud i forståelse. ”Så du synes Emma Watson er lækker,” tilføjer jeg.

”Ja,” svarer han og nikker en enkel gang. Jeg fnyser og smiler stort.

”Men seriøst – hvem helvede gider naturfag?” Spørger jeg og vender tilbage til det originale emne.

”Ja, ikke?” Kommentere Kenneth. Jeg rejser et øjenbryn af ham.

”Ja det gælder sgu også dig – psykologi, virkelig?” Spørger jeg retorisk. Han ruller med øjnene og vender tilbage til sin notesblok. I det sidste to timer har han ikke gjort andet end at lytte og skrive. Jeg spurgte ham, hvad han skriver, men jeg fik bare svaret; ”Det skal du ikke tænke på bare forsæt med, hvad du laver.” Hvad end dét så skal betyde.

”Hallo, drama, seriøst? Romeo, åh Romeo hvor er du, åh Romeo,” siger Matthew håndende og griner med sin tvillingebror. Jeg ruller med øjnene. ”Hvad skal du overhovedet fortsætter med eller Uni? Melde du dig til Broadway?” Tilføjer han og griner smørret. Jeg svarer ikke med det samme. Jeg har lyst til at fortælle dem om kontrakten, fordi jeg har brug for hjælp til, hvad jeg skal gøre. Men jeg beslutter mig for ikke at gøre det, da jeg aftalte med Clarissa på mine egne betingelse, at de ikke får noget vide om det overhovedet – om jeg skriver under eller ej. Det vedrører ikke dem, og jeg ved ikke engang, om det overhovedet kommer til at ske. Hvis jeg kender dem ret – hvilket jeg næsten er sikker på – så vil de bare opfordre mig til at skrive under på det og vie hele mit liv til det, fordi hvorfor gå i skole, når du har talentet til ikke at behøve det, ikke? Jeg ruller med øjnene over den tanke, men Matthew tror, at det er til det, han sagde, fordi han begynder at grine.

”Det har du, har du ikke? Oh, my God!” Griner han. Jeg sukker tungt og kigger direkte på ham.

”Hvad skal du så være – biologi lære?” Svarer jeg monotomt uden så meget som en tone af interesse i min stemme. Matt stønner med opgivelse og læner sig tilbage i stole, alt imens han kigger op på loftet.

”For helvede nej,” svarer han og kigger på mig med et suk. Jeg rynker brynene, og mærker alt morsomt blive suget ud af luften.

”Du ved ikke, hvad du vil, gør du vel?” Spørger jeg med en blød stemme. Han kigger bare på mig.

”Fodbold er det eneste, som jeg er god til, du ved? Jeg er rimelig ikke sikker på, at jeg ikke kommer til at fortsætte til næste år – mine karaktere er simpelthen bare ikke gode nok,” svarer han med en trist og alvorlig mine. Da jeg ikke svarer på hans spørgsmål, så drejer han spørgsmålet hen på mig. ”Hvad med dig? Har du tænkt på, hvad du skal bruge Universitet til?” Spørger han. Jeg trækker på skulderne, selvom jeg godt ved, hvad jeg vil efter Uni.

”Næh, ikke rigtigt. Men jeg har tre år mere til at finde ud af, har jeg ikke?” Svarer jeg med et let latter for at forsøge at lette humøret. Det virkede ikke.

”Ja, du har nok ret,” svarer Matthew og forlader stuen. Det er kun Kenneth og jeg tilbage.

”Du er et godt menneske, det ved du godt ikke?” Spørger Kenneth pludselig ud af det blå. Jeg kigger bare passivt på ham.

”Hvis du siger det,” svarer jeg med en halv hvisken og efterlader lokaltet samme ved som Matthew. Jeg føler mig ikke som et godt menneske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...