På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

20Likes
22Kommentarer
18052Visninger
AA

5. Fætter

Det at blive ringet op af den fremmede person som har ladt mig bo i sit hus med sin familie, er virkelig ikke en ting, som jeg havde regnet med. Clarissa Beverly ringer til mig, selvom jeg ikke troede, at jeg overhovedet havde hendes nummer.

Hun må have tastet det ind, imens jeg ikke have lagt mærke til det, tænker jeg og svarer på opkaldet.

”Hallo?”

”Amelia, kære! Hvor er du? Du er ikke kommet hjem, og Matthew sagde, at du var på shopping tur, men klokken er ni om aftenen, og –” Det er så det tidspunkt, hvor jeg vælger at afbryde hende.

”Clarissa!” Hun stopper med at snakke. ”Jeg har det fint. Jeg er hjemme hos en… ” Jeg kigger på Stephanie som ikke ser ud til at ligge mærke til mig, imens hun lakkere sine lange negle. ” – en ven. Jeg kommer hjem i morgen, bare roligt,” tilføjer jeg med rynket pande. Hvorfor skulle hun være bekymret over, hvor jeg er? Jeg kan høre Clarissa ånde lettet op, og jeg kommer til at smile et lille smil.

”Okay, det er godt at høre,” siger hun med et smil i stemmen, og jeg ved, at hun ikke er sur på mig. ”Bare du kommer hjem i morgen tideligt. Dit møde er blevet rykket, så vi skal være der i morgen klokken ti præcist. Vi ses!” Tilføjer hun og ligger på, før jeg har chancen for at protestere. Jeg stirrer på min telefon i mistro. Hvad fanden? Det ligger Steph tydeligvis mærke til.

”Var det din mor?” Spørger hun og puster på sine bordeauxrøde negle. Jeg fryser og stammer mig frem til et svar.

”Nej, det-det var min… min tante!” Svarer jeg med et akavet smil. Hun løfter et øjenbryn af mig.

”Er du nu helt sikker på det, du virker ikke helt sikker?” Spørger hun med en lille latter. Jeg nikker så normalt som muligt.

”Ja, jeg er sikker,” svarer jeg med en tvunget latter. ”Jeg ser hende ikke så tit,” tilføjer jeg for at få det til at virke mere rigtigt.

Stephanie stopper pludseligt med alt, hvad hun laver og kigger på mig som et rådyr blændet af forlygterne på en bil.

”Bor du her ikke?” Spørger hun forbløffet. Jeg rynker panden og ryster på hovedet. ”Du kunne have narret mig,” tilføjer hun og ryster selv på hovedet.

”Hvad skal det betyder?” Spørger jeg forvirret.

”Fordi du virker som en der altid har boet i LA, det er såmænd bare det,” svarer hun og trækker på skulderne. Hun puster på sine tommelfingre negle og smiler så tilfreds, da hun tager et kig på dem. Jeg er virkelig jaloux på hendes negle. De er så lange, velplejet og smukke, at jeg ikke kan lade være.

”Jeg bor her,” svarer jeg, for det er teknisk set rigtigt. Jeg fortryder det dog med det samme. Hvorfor sagde jeg det? Jeg har jo ikke nogen måde at svarer på de spørgsmål, som jeg ved, at hun vil stille.

”Gør du? Jamen jeg troede bare, at du var på besøg?” Spørger hun forvirret, imens hun begynder at ligge den samme slags neglelak på mine fingernegle. Jeg trækker bare på skulderne.

”Det er jeg også,” svarer jeg bare og kigger på hende med et blik som siger, at samtalen er slut. Hun nikker bare og lakere mine negle i stilhed. Mine egne negle er så korte og grimme, men med Stephanies hjælp og magiske fingre ender det faktisk ud med, at de bliver virkelig pæne.

”Hvad ville din tante?” Spørger hun endelig, som om hun kun lige har fattet, at jeg har snakket med hende.

”Hun vil bare vide, hvor jeg er. Jeg tog taktisk kun ind i byen, fordi hendes sønner skulle til fodbold træning,” svarer jeg.

”Hvordan endte du så på Starbucks?” Spørger hun. Jeg fortæller hende alt, hvad der skete fra det er skete til jeg mødte hende i caféen. Inklusiv den fremmede dreng.

”Uuuh!” Hviner hun allerede interesseret. ”En dreng! Hvordan så han ud?” Spørger hun, og da jeg bare trækker på skulderne, kigger hun sært på mig. ”Ved du ikke, hvordan han ser ud?” Spørger hun og fortsætter med at kigge mærkelig på mig.

”Næh,” svarer jeg og trækker på skulderne. Inderst inde vil jeg virkelig gerne vide, hvordan han ser ud, men det har ikke tænkt mig at fortælle hende. ”Han havde både solbriller og en kasket på,” siger jeg. ”En One Direction kasket for at være helt præcis. Så sært,” tilføjer jeg og ruller med øjnene ved mindet om den sorte kasket. Stephanies øjne lyser op som om, hun lige har husket nået. Så rejser hun sig fra sin store seng og roder igennem en af de kasser som står i det store værelse. Hun fisker en bekendt hat frem og tager den på. Så vender hun sig rundt og kigger på mig med et stort smil og en lille latter.

”Sådan en her?” Spørger hun og griner henrykt, da jeg nikker fortabt. Jeg fatter det ikke. En dreng på min alder som går rundt offentligt med One Direction merchandise? Sikke en by. ”Hvor fedt! Oh, my god, jeg har altid gerne vil møde en dreng på min alder, som ikke er bange for at vise verdenen, at han kan lide 1D!” Hviner hun, imens hun sukker og falder tilbage på sengen.

”Han må være bøsse,” kommentere jeg humoristisk, men jeg stopper med at grine, da jeg ser blikket i Stephanies øjne. Oh, my, hvis øjne kunne dræbe

”Det tror jeg ikke,” kommentere hun og sidder sig op. Hun kigger på mig.

”Hvorfor ikke?” Spørger jeg dumt og løfter en øjenbryn. ”Han kan jo godt være bøsse uden at kunne lide 1D bare ud fra det tøj, han havde på,” kommentere jeg. Steph sukker.

”Han snakkede bare lige pludseligt til dig ikke?” Jeg nikker.

”Han spurgte mig, om jeg var faret vildt. Jeg så åbenbart helt fortabt ud,” svarer jeg med en tvunget latter.

”Han synes så meget, at du så nuttet ud,” kommentere hun og fortsætter, før jeg kan protestere. Mig, nuttet? Det må være en spøg. Jeg er nok omtrent lige så nuttet som min biologi lærer i High school. Han var 60 og meget kedelig at høre på. ”Derfor, er han ikke bøsse.”

”Jamen hans tøj! Jeg havde så meget lyst til at drille ham med det, før Matthew kom og sugede alt morskaben ud af situationen.”

”Hvem er Matthew?” Spørger hun lige pludselig interesseret i noget helt andet. Mand, den er tøs har en opmærksomhed på størrelse med en guldfisk. Jeg vil have sagt en orm, men det er bare en hån mod orme.

”Han er min…” Okay, hvis Clarissa er min ”tante”, så må Matthew og Kenneth jo være mine fætre, ikke? ”min fætter,” svarer jeg. Jeg rynker panden. Det lyder så forkert at kalde Matthew min fætter. Jeg ved ikke lige hvorfor, men jeg kan ikke lide den følelse, jeg fik i min mave, da hun sagde hans navn.

”Er han lækker?” Spørger hun. Jeg ruller med øjnene og ryster på hovedet, selvom jeg ikke er helt sikker på, at det er det, jeg synes. Selvom han har blondt hår og et par meget grønne øjne, så er der alligevel nok ved ham, og jeg synes meget godt om, selvom det er ikke normalt er den type, som jeg vil gå efter. Hvorfor tænker jeg overhovedet over det her? Det er jo ikke fordi, at det nogensinde kan ske noget mellem Matthew og jeg. Det er bare forkert på så mange måder.

”Han er vel okay?” Svarer jeg, men det kommer ud som et spørgsmål, da jeg ikke er helt sikker på, hvad jeg skal svarer på det.

”Hvordan ser han ud?” Jeg forklarer hende, hvordan han ser ud, og hende øjne funkler bare ved tanken. ”Du er nødt til at introducere mig for ham!” Mine øjne bliver store. ”Okay, så er det besluttet. Jeg tager med dig hjem i morgen tidlig og møder ham,” beslutter hun og nikker tilfreds. Åh, hvad har jeg dog gang i?

 

Tirsdag morgen vækker jeg Stephanie klokken otte, for at vi begge kan nå at blive færdige til at kører klokken halv ti. Det sekund jeg hørte, at Stephanie har både kørekort og bil, blev jeg lige så glad, som hun gør, når hun snakker om en bestemt gruppe drenge. Jeg hader offentlig transport. Så da jeg så den meget røde sportsvogn med ”Steph” og et hjerte som nummerplade, blev jeg ikke overrasket.

Turen til min ”tantes” hus var ikke ret lang, da den kun cirka seks gader væk. Da hun ser huset, lyser hendes øjne op endnu en gang.

”Du fortalte mig ikke, at din tante var Clarissa Beverly!” Siger hun imponeret. Jeg trækker på skulderne. Alle kender vidst alle på disse kanter.

”Du spurgte ikke,” er det eneste, jeg har at sige. Jeg ringer på hoveddøren, da jeg ikke har en nøgle. Lige til mit held er det Matthew Beverly som vælger at åbne døren. Da han ser mig lyser hans øjne op på sådan en mærkelig måde, men da han ser Stephanie, løfter han blot et perfekt plukket øjenbryn. Jeg fatter ikke, at han plukker øjenbryn, det er så piget. Men det er pænt til ham.

”Hey Amelia, hvad så?” Spørger han, imens han blokerer indgangen.

”Jeg kunne godt tænke mig at komme ind,” svarer jeg flabet med armene over kors. Han nikker bare uden at flytte sig. Jeg rømmer mig, og han åbner op. Han flytter sig fra døren, og jeg ruller med øjnene.

”Meget elegant, fætter,” svarer jeg spydigt.

”Fætter? Jeg er ikke din f-…” Jeg giver ham et strengt blik der får ham til at sluge sine ord. Så griner han kejtet og roder i mit hår, så det er ud over det hele. Jeg gisper. ”Det manglede bare, kusine,” svarer han og giver et blik det skriger, at vi snakker om det her senere. Jeg ruller bare med øjnene og retter på mit hår i spejlet ved siden af døren. Jeg hører Stephanie rømmer sig, og jeg rødmer over, at jeg helt har glemt, at hun stadig er her.

”Når ja. Matt, det her er Stephanie. Steph det her er min flotte fætter, Matthew.” Jeg introducerer dem for hinanden og roder lidt i Matts perfekte hår som hævn. Han gisper, og hans hænder flyver op for at beskytte det. Lamt. Stephanie fniser et virkelig piget fnis, og Matthew glemmer alt om sit hår og kigger på hende med et smil tydeligt i hans øjne. Jeg nikker akavet og vender mig rundt for at forlade rummet, da Clarissa kommer spasserende ind.

”Amelia! Perfekt timing, vi skal afsted nu for at nå det,” siger hun i det sekund, hun ser mig. Ikke noget med et ”Hej” eller noget.

”Hvor skal I hen?” Spørger Matthew, Stephanie og Kenneth i kor og kigger på os. Jeg havde ikke set Kenneth komme ind bag sin mor.

”Øh, tøse hygge!” Svarer jeg, før Clarissa kan svare og trækker hende med mig ud af hoveddøren, før nogen af dem kan protestere over, at de gerne vil med. Jeg blinker med det ene øje til Stephanie og lukker døren i bag mig.

”Hvad handlede det så lige om?” Spørger Clarissa forvirret.

”Jeg har ikke lyst til, at der er nogen af dem der kender til det,” svarer jeg bare. Clarissa kigger ned på mig og nikker så til sidst.

”De kommer til at finde ud af det,” kommentere hun og starter bilen. Jeg svarer ikke, men kigger bare ud af vinduet. Hvis jeg overhovedet vælger at skrive under...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...