På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

21Likes
22Kommentarer
22995Visninger
AA

20. En del af familien

Det er to uger siden, jeg sidst har haft kontakt med Louis, Jay eller Lottie. Jeg ved, at Louis’ ferie er slut, og det vil sige, at de alle fire kommer tilbage til L.A i dag. Jeg har ikke haft tid til at spekulere over min familiesituation – Clarissa har holdt mig i gang. Bortset fra, at jeg faktisk har mine to ugers ferie fra i dag. Jeg har kommenteret overfor Clarissa, at det er dårligt planlagt. Jeg har på fornemmelsen, at hun har gjort det med vilje. Matthew og jeg er blevet venner igen, efter jeg har fortalt ham min hemmelighed. Alt er ikke ligesom før, men det er godt på vej.

”Det bliver godt at se familien igen!” Jeg opdaterer min status på Twitter og trækker vejret dybt. Jeg smiler stort og falder tilbage på min seng i min lejlighed. Det banker på min hoveddør. Jeg rejser mig fra sengen og går hen ud af rummet. Det banker på igen, og jeg åbner døren. Jeg kæmper for ikke at begynde at smile.

”Hvad vil du her, Louis?” Spørger jeg i en kedelig og irriteret stemme.

”Lily.” Han nikker en hilsen. Jeg smiler sarkastisk. ”Ved du, hvor Amelia er? – Hun svarer ikke på mine beskeder, og hun er ikke ved familien Beverly.”

”Burde jeg vide det?”

”Du er hendes bedsteveninde,” svarer han, som om der burde betyde noget.

”Jeg ved ikke, hvor hun er hele tiden.” Det svar er han tydeligvis ikke tilfreds med.

”Kan du ikke ringe til hende? Det kan være, hun svarer, når det er dig.” Sikkert ikke. Jeg nikker til ham.

”Klart.” Jeg lukker døren i hans ansigt. Hvor pokker er den telefon overhovedet henne? Jeg slår mig selv på panden. Jeg går ind på badeværelset og ser, at min private telefon ligger på en af hylderne i glasskabet. Jeg ved aldrig, hvorfor jeg ligger den der. Jeg kan se, at Louis har skrevet og ringet til mig flere gange. Det er klart, at jeg ikke har hørt det. I forhold til mit værelse ligger badeværelset i den anden ende af lejligheden.

Jeg læser Louis’ seneste besked; ”Jeg fatter ikke, at du får mig til det her.”

Jeg svarer ham; ”Får dig til hvad?” Louis ringer til mig.

”Endelig svarer du! Jeg troede, du ignorerede mig.” Det gjorde jeg på en måde også.

Jeg gentager mit spørgsmål; ”Hvad fik jeg dig til at gøre?”

”Det skal du ikke tænke på. Hvad har du lavet, imens jeg var væk?” Svarer han bare og prøvet at ændre emnet. Jeg vælger ikke at spørge ind til mere – jeg ved det tekniske set allerede.

”Jeg har ordnet en masse ting.”

”Hvilke ting?” Spørger han.

”Skole ting og så videre,” svarer jeg.

”Jeg troede ikke, at du gik i skole mere?” Hm, det kan jeg ikke huske, at jeg har fortalt ham.

”Det gør jeg heller ikke,” svarer jeg uden at sige mere.

”Hvad skal det lige betyde?”

”Hvordan var det i England?” Det er det eneste, det tager for at få Louis til at snakke. Han plaprer løs omkring Lottie, og hvordan hun var irriteret over, at jeg ikke dukkede op; at Phoebe, Daisy og Félicité blev ved med at spørge ind til mig, og hvor irriterende det var, at jeg ikke dukkede op. Alt i alt var de alle irriteret over, at de ikke kunne møde mig. Jeg bebrejder dem ikke. Louis fik en time til at gå med at snakke om vores familie, så han glemte hurtigt at fortsætte sit krydsforhør.

”Jeg var det, du ville tale med mig om, det var så vigtigt?” Spørger jeg, da han endelig er færdig med at snakke.

”… Det var faktisk det.” Han trækker helt sikkert på skulderne, mens han siger det her – det ligger bare i hans stemme.

”Lily har skrevet til mig,” kommenterer jeg. ”Hvad handler det lige om? – Jeg troede ikke, at I to snakkede sammen?” Det går mig på, at det er så nemt for mig at snakke om. Der går lidt tid, før Louis svarer mig igen.

”Jeg troede, at der var sket noget med dig,” mumler han. Jeg smiler til mig selv.

”Jeg havde bare glemt min telefon på mit badeværelse.” Jeg ligger hurtigt mærke til, hvor mærkeligt det lyder, og det gør Louis tydeligvis også.

”På badeværelset? Hvad pokker lavede den der?” Jeg går hen til mit makeup bord og sætter mig i stolen foran det store spejl. Jeg ligger min telefon på bordet og sætter ham på højtaler. Det er sidst på eftermiddagen, og jeg skal ikke mere i dag, så jeg vælger derfor at fjerne hele min maske.

”Chillede i et af skabene,” svarer jeg seriøst og tager en vådserviet fra en af pakkerne. Jeg begynder at fjerne min tunge makeup. Louis griner, og jeg smiler for mig selv. ”Godt det morer dig.”

”Du morer mig altid.” Jeg smiler og ryster på hovedet over ham.

Efter fem minutters intens koncentration, og Louis’ kontante snakken, er jeg endelig færdig. Jeg kigger på mit makeup fri ansigt og smører det ind i min lækre, dyre creme.

”Hvor morsom det end har været at snakke med dig, Louis, så har jeg bedre ting at give mig til.” Som at snork boble i mine seng. Jeg snakker til ham, imens jeg forsigtigt tager min paryk af og placerer den på min skaldet mannequin hoved.

”Hvad kan umuligt være mere vigtigt end at snakke med mig?” Jeg stopper med at børste og ordne det blonde hår for at grine.

”Øh, sådan cirka alt.” Jeg ruller med øjnene og griner, så han ved, at jeg ikke er seriøs.

”Jeg er fornærmet, Mila.” Jeg taber mit smil, da han kalder mig det.

”Lad vær med at kalde mig det.”

”Hvad – Mila? Hvorfor?” Jeg sukker og ligger børsten fra mig. Jeg tager fat i min telefon og rejser mig fra den bløde stol. Jeg går frem og tilbage i rummet, imens jeg diskuterer med mig selv, om jeg skal fortælle ham det.

”Hvad er det er, så kan du fortælle mig det.” Jeg trækker vejret dybt og begynder at fortælle om min adoptivforældre. Jeg fortæller ham ikke om videoerne på YouTube; om at min mor slog mig; om at jeg tog med Clarissa til L.A; om at jeg er Lily Davis.

”Jeg må jo så bare finde et andet kælenavn til dig og bede vores søskende om ikke at kalde dig det,” svarer han, som om det ikke betyder noget. Jeg smiler en lille smule. Jeg afslutter opkaldet kort efter, da jeg aldrig er i godt humør, efter jeg har snakket om mine adoptivforældre. Jeg har ikke snakket med dem i nogle måneder nu, men de har heller ikke givet udtryk for, at de gider snakke med mig.

Så kan de jo også bare lade være.

Jeg smiler dog lidt over, at han sagde ”vores søskende”. Jeg har aldrig vidst, at jeg har så stor en familie.

Jeg bruger resten af min aften på at spille på min guitar på mit værelse og klaveret i min stue.

 

Jeg vågner dagen efter til at min telefon ringer ved siden af mig. Jeg ser ikke engang på, hvem der ringer, jeg ignorer bare opkaldet og ligger mig til at sove igen. Lige som jeg troede, at jeg måtte gå i seng igen, ringer min telefon igen. Jeg sukker og kigger på, hvem der ringer. Jeg tager opkaldet, fordi jeg ved, at hun ikke lader mig være i fred.

”Amelia, helt ærligt – ignorer du mig?”

”Godmorgen til dig også, Steph,” svarer jeg sløvt med min frygtelige morgen stemme.

”Morgen? Hvad tror du lige, at klokken er?” Jeg kigger på klokken på min telefon og trækker så på skulderne.

”Det kunne være værre.”

”Værre? Klokken er halv to om eftermiddagen, og jeg har vækket dig?” Hun griner humorløst af mig.  ”Hvad bruger du så din kostbare tid på, nu hvor du pludselig ikke har tid til Uni mere?” Jeg laver en grimasse og sætter mig op. Hun har tydeligvis modtaget alle papirerne for næste semester, og da mit navn ikke er på listen, er hun blevet skeptiske på mig.

”Hvad forlanger du af mig?” Jeg går direkte til pointen. Jeg er lige vågnet, og jeg gider ærlig talt ikke at hører på hendes brok om mine valg i livet.

”Hvorfor er du gået ud af Uni?” Jeg vidste, at det var sådan noget, hun fiskede efter.

”Det er ikke en stort ting,” siger jeg. ”Jeg er færdig med det første semester, så jeg venter med at fortsætte til et andet tidspunkt.”

”Hvorfor har ikke fortalt mig noget?”

”Fordi jeg ikke har snakket med dig i et stykke tid, og jeg har haft travlt med andre ting.”

”Har du haft travlt med at rende i hælene på din nye berømte bror?” Jeg taber næsten både kæbe og mund over hendes ord.

”Stephanie! Hvad fanden er det, du siger til mig?” Jeg er chokkeret og fornærmet over hendes ord.

”Du hørte mig, Amelia Sophia Tomlinson! Du har en berømt og velomtalt familie, og din nye bedsteveninde er Lily Davis. Du skal ikke tro, at jeg ikke kender noget til det. Du er omtalt i bladene, at du ved det. Der er aldrig nogen billeder, men jeg ved, at det er dig.”

”Hør, jeg er lige vågnet, og jeg er ikke humør til, at du skal belære mig om mit liv. Hvis du ikke noget positivt at sige til mig om hele den her situation, så synes jeg ikke, at du skal snakke til mig overhovedet. Jeg er allerede træt af sådan nogle kommentarer som dem, du har fyret af, så jeg ligger på nu.” Jeg afslutter opkaldet og smider min telefon tilbage på sengen bag mig. Jeg går hen til min makeup bord og begynder rutinen.

Jeg skænker ikke Stephanie ét minut af mine tanker, mens jeg ligger min makeup og putter min paryk på.

Tyve minutter efter er jeg klar til at tage ud i byen. Som altid er det på Clarissas ordre; ”Du er nødt til at vise dit ansigt frem noget mere, Amelia, det ved du!” I det mindste får jeg noget ud af det.

Stephanie har prøvet at komme i kontakt med mig hele dagen, men jeg har fortsat med at ignorere hende. Uanset hvor ked af det hun er over det, eller hvor mange undskyldninger, hun kan komme med, så fortjener hun ikke min opmærksomhed lige nu. Hun har godt af at lærer lidt at situationen.

”Lily!” Jeg fryser ved lyden af navnet og vender mig hurtigt om, for at se hvem det er.

”Louis? Hvad vil du mig?” Spørger jeg lavmælt, da han kommer nærmere. Jeg vender mig og fortsætter med at kunne igennem tøjet.

”Jeg vil bare sige tak, fordi du skrev til Amelia i går. Det var pænt af det, selvom det ikke gjorde en forskel.” Jeg trækker en nuttet bluse ud og kigger på ham over toppen af mine solbriller. Jeg vender jeg blikket med blusen og tager min solbriller af, så jeg kan se den bedre. Solbrillerne placerer jeg på toppen af mit hoved. Så ryster jeg på hovedet og hænger den tilbage på plads.

”Det betyder ikke noget. Som du selv sagde – det gjorde ingen forskel.” Louis svarer ikke, og jeg kigger for at sikre mig, at han overhovedet stadig var der. Det er han.

”Hør, jeg forsøger faktisk at være sød overfor dig, selvom du aldrig viser mig andet end fjendtlighed.” Jeg sukker og vender min fulde opmærksomhed mod ham. 

Hør,” starter jeg og efterligner hans tonefald. Jeg hader, at det bliver nemmere for mig hver gang, jeg snakker med ham som Lily. ”Jeg er ligeglad med, hvad du forsøger at gøre. Det eneste, vi har tilfældes er Amelia, og jeg synes, at vi skal beholde det sådan.” Jeg kigger seriøst på ham med hænderne på hofterne. Louis kigger irriteret på mig og går sin vej uden at kigger tilbage på mig. Jeg trækker vejret dybt og lader som om, at der ikke er sket noget. Jeg kommer til at hører om det her senere.

Min private telefon ringer i min taske, og jeg sukker.

Allerede?

Jeg svarer på opkaldet, og Louis begynder at snakke med det samme, før jeg overhovedet kan nå at siger noget.

”Jeg er ligeglad med, om hun er din bedste veninde; hun er bare så irriterende!”

”Hvem snakker du om?” Jeg leverer mine ord blidt, så han ikke mistænker min stemme, da den ikke ligefrem er anderledes end den stemme, han lige har hørt.

”Lily Davis,” siger han langsomt og hånligt. Jeg trækker vejret dybt og kigger mig omkring. Væggene har ører, så jeg skal ikke have nævnt hans navn.

”Hvad har hun nu gjort?” Louis springer ud i en længere historie, end jeg havde regnet med.

”… og Harry fortalt mig, at jeg burde holde mig fra hende, men det er bare som om, at jeg ikke kan, du ved? Det er som om, der er noget ved hende som virker så bekendt, at det får mig til at blive ved med at komme tilbage. Okay, nu lyder det som om, at jeg er forelsket, eller at jeg er i et kompliceret forhold, men det er noget helt andet. Det er næsten som om, at hun allerede er en del af familien?” Jeg stopper i mine skridt ved hans ord.

”En del ad familien? … Det kan man vel godt sige. Hun er min bedste veninde, og jeg betragter hende som den søster, jeg aldrig vidste, at jeg havde,” svarer jeg og trækker på skulderne, så jeg kan få det til at virke så naturligt som muligt.

”… Virkelig?” Spørger Louis overrasket og forundret.

”Ja. Det var før, jeg vidste, at jeg faktisk har en familie, du ved?” Svarer jeg med en lille latter.

”Det vidste jeg ikke, Amelia. Det må du undskylde.”

”Nej, det kunne du heller ikke vide,” svarer jeg. ”Det gør ikke noget, Louis. Det betyder ikke noget, hvis du ikke kan lide hende. Hun er ikke altid den nemmeste at være sammen med.”

”Nej, det er ikke okay, A. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at komme igennem til hende, så jeg kan se det, som du ser.” Jeg kan høre smilet i hans stemme, imens han siger det.

Jeg panikker. ”Det behøver du altså virkelig ikke, Louis.”

”Jeg vil gerne,” svarer han bare og afslutter opkaldet. Jeg kigger på min telefon i vantro. Hvor fik han lige den ide, at det er det, jeg gerne vil?

Der er ikke noget, jeg mindre vil have end, at Louis vil være en ven overfor Lily. Hele grunden til den store fjendtlighed fra Lily er, at jeg ikke vil have, at der er nogen som skal være involveret med begge på samme tid.

Jeg smider min telefon ned på sengen og lukker døren til mit værelse efter mig. Jeg går ind i stuen og sætter mig på sofaen foran fjernsynet med benene over kors. Jeg kigger på min lyserøde, blomstret og glitrende Lily-telefon på spisebordet og sukker. Kontrasten mellem Lily og mig selv er til at tage og føle på. Lily er den værre version af mig selv, som jeg ikke vidste, at jeg havde i mig.

 

Overraskende nok så hører Lily ikke fra Louis i flere dage. Efter det Louis sagde til mig, så havde jeg troet, at han ville gøre noget ved det. Jeg tog åbenbart fejl, og det er jeg glad for.

Torsdag eftermiddag ringer min telefon fra mit værelse. Jeg kigger på den lyserøde telefon foran mig og løfter et øjenbryn. Jeg rejser mig fra sofaen og går ind på mit værelse, hvor jeg altid efterlader min almindelige, sorte, blanke iPhone. Det er som om alt luft bliver slået ud af mig, da jeg ser, at det er min mor, der ringer. Min adoptivmor. Jeg får pludseligt mange tanker på én gang.

Er det noget galt? – Er der en der er syg?

Ringer hun bare for at skælde mig ud lidt mere?

Vil hun undskylde? – Hvis hun gør, kan jeg så acceptere den?

”Goddag, Penelope.” Jeg nægter prompte at kalder hende ’mor’. Det er en titel, man skal gøre sig fortjent til. Hun har fungeret som min mor hele mit liv, men den ene hemmelighed; den ene forkerte berøring har fået mig til at miste respekten for hende.

”Goddag, Lily.” Mit hjerte springer et slag over, da hun kalder mig Lily. Min hals snøre sig sammen, og jeg får svært ved at trække vejret. Jeg tjekker, for at se om jeg nu har den rigtige telefon, og jeg mærke tårerne presse på, da jeg ser, at det er den rigtige telefon. Min adoptivmor, Penelope Davis, kender min hemmelighed.

”Hvad vil du mig?” Spørger jeg forsigtigt. Jeg gider ikke engang spørge ind til, hvordan hun ved det, for jeg har allerede en ide om hvordan. Hun kender til alle mine humør og alle mine attituder.

”Du troede vel ikke, at jeg ikke kunne genkende dig i alle bladende? Du troede vel, at jeg ikke ville sørge for at få noget ud af det? Nu skal du høre, pop-prinsesse.” Hvor er det frygtligt når en person viser sit sande jeg efter så lang tid. ”Du gør alt, hvad jeg beder dig om at gøre.”

Jeg finder resterne af min selvtillid frem: ”Og hvad hvis jeg nægter?”

”Så fortæller jeg din lille hemmelighed til hele verdenen. Så må vi se, hvem der er mest utilfreds med det.”

Jeg tænker med det samme på min familie i England. Johannah er den eneste som kender til det, og hun har accepteret mig som om det ikke betyder noget. Det bliver noget andet den dag Louis finder ud af det. Jeg kan allerede mærke hans skuffelse.

”Hvad vil du have mig til?”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...