På afveje

Amelia Lily Davis har altid vidst, at hun var adopteret. Hendes adoptivforældre fortalte det til hende i en relativ ung alder. De havde fortalt hende, at hendes biologiske forældre ikke ville have hende. Men hvad nu hvis det ikke var sandt? Hvad nu hvis det eneste hendes biologiske forældre vil, det er at møde hende? Hvad sker der når der kommer en sær dame på besøg; kommer hun til at ændre på noget? Hvad sker der når Amelia flytter for et andet liv, og møde interessante og irriterende mennesker undervejs? Hvad med kærlighed – findes det overhovedet rigtigt?

Amelia Lily er inde for et rigtigt eventyr i sit nyt liv. Hun finder sin rigtige identitet; hun finder sin passion i livet; hun finder sin ægte kærlighed; hun finder sin rigtige familie. Alt det sker dog ikke så nemt. Det er ikke nemt at forstå hvordan den nye familie foregår. De er alle spredt men alligevel er de sammen; for Amelia er det kun én af de nye ting.

22Likes
22Kommentarer
20235Visninger
AA

3. Beverly

Jeg voksede op i Doncaster, men jeg gik i skole i en anden by; jeg havde fritidsinteresser i en anden by; og jeg havde venner i en anden by. Jeg kendte ikke nogen på min egen alder i Doncaster, så det er som om, at jeg aldrig havde været der. Derfor var det kun mærkeligt at skulle forlade mit barndomshjem, men ikke så meget byen. Jeg kendte ikke byen ret godt, selvom jeg havde boet der i atten år; det sørgede mine forældre for. Jeg har aldrig stillet spørgsmål til det før nu, og nu er der ikke nogen som kan svarer på mine spørgsmål. Jeg sukker og smider mig på sengen i det gæsteværelse Clarissa fortalte mig, at jeg kunne låne så længe, jeg gerne vil. Mrs. Beverly’s navn er Clarissa; hun fortale mig til under turen her hen. Hun fortalte mig også, at hun har en mand, Benjamin, og to atten årige sønner ved navn Matthew og Kenneth. De er enægget tvillinger, og hun fortalte mig en måde at kunne se forskel på dem på. Matthew har længere hår end Kenneth. Utroligt, at det er den eneste måde, man kan se forskel på dem på. Der er sikkert også andet, men det må være rent genetisk, som jeg aldrig ville kunne finde, fordi jeg ikke hverken kender dem eller familien. Jeg har ikke mødt dem endnu, men det kommer jeg sikkert til.

”Amelia, kære, kommer du lige her ned? Det er nogen, jeg gerne vil have, at du skal møde!” Råber Clarissa efter mig. Vi ankom i går nat, da alle andre sov, så jeg har ikke haft chancen for at møde noget eller at se mig lidt omkring i det store hus. Jeg rejser mig fra den bløde seng og starter min tur mod opholdsrummet. Det tager mig fem minutter at finde ned til stuen, da jeg farer vildt undervejs. Der er mange gange inden man når til trapperne. Omsider, går jeg ind i stuen og er mødt af fire ansigter, hvoraf tre af dem er nye.  

”Amelia, det her er min mand, Benjamin,” siger hun og peger hen mod en voksen mand med rodet blondt hår og blå øjne. Jeg smiler til ham og tilbyder mig hånd. Han tager i mod en med et varmt smil og byder mig velkommen i sit hjem. ”Det her er så mine to sønner.” Hun peger hen på den første af tvillingerne. ”Det er Matthew.” Matthew har næsten skulder langt blondt hår og meget grønne øjne ligesom sin mor. Han smiler et smørret smil til mig, og selvfølgelig laver han lige elevatorblikket. Jeg kæmper mod trangen til at rulle med øjnene, og giver ham et lille smil. Jeg giver ham hånden og kan ikke lade være med at smile lidt mere, da jeg får en mærkelig varm følelse inden i. ”Og det her er Kenneth,” siger Mrs. Beverly og peger mod den anden tvilling. Jeg vender mit blik mod endnu et par meget grønne øjne og ser endnu et blondt hoved, denne gang kort ligesom farens. Han smiler høfligt og varm til mig, og jeg kan strakt se forskellen på de to brødre, lige ud over håret selvfølgelig. Kenneth giver mig hånden, og jeg smiler tilbage til ham. ”Fantastisk! Nu når vi har fået introduceret jer, lad os gå ud og spise frokost!” Siger Clarissa og klapper henrykt i hænderne. Mr. Beverly tager sin kones hånd, og de går ud af hoveddøren. Jeg er efterladt tilbage med Matthew og Kenneth.

”Er hun altid så glad?” Spørger jeg til inden bestemt. Matthew kommer til undsætning, mens hans bror holder sig i baggrunden. Vi begynder at gå ud til bilen som holder ude foran.

”Ja, det er hun,” svarer Matthew fra ved siden af mig, og jeg får gåsehud af hans lækre dybe stemme. Sagde jeg lige lækre? ”Det bliver irriterende i længden, hvis du spørger mig,” tilføjer han med et lille grin. Jeg smiler lidt og svarer ikke. Vi får bilen og sætter os ind ved siden af hinanden, hvoraf jeg af en eller anden grund ender i midten af de to. Matthew læser mine tanker.

”Du er mindst; du er pigen; så du ender i midten,” hvisker han kort i mit øre. Hans ånde kilder mit øre, og jeg får gåsehud. Jeg nikker bare ude af stand til at sige noget andet. Mr. Beverly parkerer ude foran en lille sød diner. Den er ikke større end deres stue, men den virker til at være meget hygge at spise ved og bruge sin tid. I det sekund vi træder ind af døren, beslutter jeg mig for, at det afgjort er et sted, som jeg godt kunne finde på at komme for at tænke eller bare slå tankerne fra for en stund.

Vi bestiller maden, og jeg er meget spændt på min ret. Jeg har bestil en lækker lasagne hvor billedet fik min mund til at løbe i vand. Familien Beverly bryder ud i snak om skole, arbejde og venner, hvor jeg bare sidder lidt for mig selv og tænker. Hvad ville der mon været sket, hvis Mrs. Beverly aldrig var dukket op, eller hvis jeg aldrig havde taget mig sammen den dag til at uploade min første video? Ville alt stadig være som det altid har været? Ville jeg nogensinde have fundet ud af sandheden? Mit hoved fylder sig selv med ubesvaret spørgsmål, så jeg lagde ikke mærke til, at maden var kommet, før nogen rystede i skulder. Jeg blinker og kigger på hånden på min skulder. Den tilhører Matthew som sender mig et bekymret blik. Jeg kigger rundt på resten af Beverly familien og set, at de alle har stoppet deres samtaler og kigger på mig med hver deres forvirret og bekymret udtryk.

”Hvad tænker du på, kære?” Spørger Clarissa. Jeg kan mærke tårerene presse på, men jeg blinker dem væk og sluger klumper i min hals, før jeg siger noget.

”Ikke noget specielt,” svarer jeg bare med et lille smil og begynder lystigt at spise min mad. Den her lasagne er lige så god som på billedet!

”Er du sikker?” Spørger Benjamin. Jeg nikker bare med munden fuld af mad.

”Hvorfor fortæller du os ikke om dig selv? Det ser ud til, at du skal være her et stykke tid,” Siger Clarissa. Jeg tygger min mad færdig og synker.

”Øhm, der er virkelig ikke så meget at fortælle, jeg har haft en ret kedeligt liv,” svarer jeg med en latter.

Det ender ud i, at jeg ikke behøver at snakke om mig selv, da Kenneth begynder at fortælle om Matthew og hans næste fodboldkamp senere i dag. Jeg smiler taknemligt til ham, og han nikker med et lille smil.

”Du burde da komme med!” Kommenterer Mrs. Beverly begejstret til mig. Jeg blinker og nikker.

”Ja, selvfølgelig,” svarer jeg høfligt, når jeg i virkeligheden ikke ved noget om fodbold. Det er heller ikke fordi, at det interessere mig overhovedet, men jeg vælger at tage med alligevel.

”Så lad os komme af sted!” Siger Benjamin og rejser sig for at gå op at betale. Jeg stopper ham og får de andre til at kigge på mig. Jeg rødmer.

”Lad mig i det mindste betale for mit,” siger jeg. Jeg skal lige til at rejse mig, men Matthew skubber mig blidt tilbage på min plads. Jeg kigger forvirret på ham.

”Det skal du ikke tænke på Amelia, du er gæst, så der er os der betaler,” siger Mr. Beverly og forsætter op til kassen. Benjamin kommer tilbage kort efter, og vi bevæger os alle ud i bilen igen, hvor jeg ender i midten mellem Kenneth og Matthew. Har jeg nogensinde nævnt, at jeg hader at sidde i midten?

 

Jeg forstår virkelig ikke fodbold. Hvad er hele meningen med at skyde en bold i nettet og undgå at blive tacklet? Jeg forstår heller ikke håndbold eller nogen anden form for sport. Spørger mig om hvad som helst andet, og jeg kan sikkert godt svarer på det, men ikke sport. Musik er virkelig det eneste, som jeg forstår mig på. I halvejen går jeg ned til kanten af banen hvor Kenneth og Matthew er med deres holdkammerater. Da de får øje på mig, vinker jeg dem hen til mig. Nogle af deres venner pifter, da de får øje på mig, men jeg ignorer dem og mine røde kinder. Kenneth bliver ved dem og snakker, så der er kun Matthew og jeg.

”Hvad så, Mila?” Spørger Matthew med et stort smil på hans lyserøde læber. Jeg mærke et stik i hjertet over kælenavnet, men jeg smiler til ham alligevel. Kun mine forældre kalder mig Mila, men det er jo slut nu. Jeg trækker på skulderne.

”I spiller godt,” kommentere jeg og hentyder til Kenneth og ham. Kenneth vinker til mig, og jeg smiler tilbage til ham med et lille vink. Jeg kigger op på Matthew og indset først hvor meget højere end mig, han er. Jeg er ikke ret høj, hvilket er endnu en ting der er forskellige mellem mine forældre og jeg. Både min mor og far er høje mennesker, hvor jeg altid har været mindre end dem.

”Tak,” svarer han endelig og smiler sit skæve smil. Jeg krydser armene over brystet og griner akavet. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal snakke til dem. Jeg har kun lige mødt dem, men indtil videre har vi ikke ret meget tilfælles.

”Skal du for resten ikke snart ligge en ny video ud? Det er ved at være længe siden,” siger Matthew roligt. Jeg kigger forfærdet på ham og synker. Hvordan kender han til det? ”Jeg vidste det, det sekund jeg lagde øjne på dig. Sådan en smuk stemme kan kun tilhøre en så smuk pige,” tilføjer han med et drenget smil. Jeg smiler ufrivilligt et stort smil og rødmer.

”Luk røven, du ved ingenting,” svarer jeg og vender ham ryggen. Jeg er irriteret, sur, forfærdet og glad på samme tid, og jeg hader det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...