Augusta Brigitta

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2017
  • Opdateret: 22 maj 2017
  • Status: Færdig
Året er 1629, Augusta Brigitta er en drømmer der gerne vil opleve kærlighed og det at være forelsket. Det kan bare være lidt svært når man er adelig og er forlovet. Den 23 september skal Augusta giftes, hun kender ikke hendes kommende mand, Ludvig, men håber på en lysere fremtid.
Men hvad så når hendes fremtid står i lys lue natten til den 24 september?

Jeg deltager i konkurrencen om at vinde en nat i historien. Jeg har valgt Renæssancen og Kronborg.

1Likes
0Kommentarer
192Visninger
AA

1. Den perfekte dag

Kronborg slot - September - 1629

Alt er langsomt ved at falde på plads til den store dag, min store dag. Bryllupsfesten står for døren. De siger at Ludvig er en smuk ung mand, men jeg har kun set ham en gang, men det er mange år siden, til vores forlovelse. Selvom jeg har været her på slottet i næsten to måneder,  har jeg ikke set ham en eneste gang. Han har ikke været hjemme, han har været på jagt i Skåne. De siger at de har fanget hjorte som de vil stege til festen. Jeg kan godt lide hjortekød, det er en af fordelene ved at være adelig, hjortekød.

I dag er det den toogtyvende September. I morgen skal brylluppet mellem mig, Augusta Brigitta datter af Hans Markussen fra Søndersø gods på det nordlige Fyn, og Ludvig Magnusson ældste søn og arving til Kronborg slot på Sjællands nordspids, finde sted. Jeg ved ikke om jeg glæder mig eller om jeg bare er bange for hvad der kommer til at ske. Jeg er 16 og han er 19. Jeg ved at det er min pligt at gifte mig godt, det er det jeg altid har lært, men jeg ved ikke om jeg er klar til at blive nogens hustru endnu.

”Lady Augusta! Vi skal prøve din kjole igen.” En af de unge tjenestepiger der er blevet stillet til min rådighed kalder på mig fra døren. Jeg står inde i den store festsal hvor alle gæsterne kommer til at sidde og spise efter brylluppet i den store flotte dansesal. Jeg har altid elsket denne sal, nogen siger at der er 60 meter fra den ene ende til den anden. Jeg har engang forestillet mig at hvis der blev rigtig tåget ville men ikke kunne se den anden ende af salen, men det har jeg ikke oplevet. Jeg vender mig om og går med tjenestepigen ud af døren. Min kjole i dag er en stille afslappet kjole, den har en bleg blå farve og mit underskørt er ikke så bredt som det kunne have været. Men jeg kan så godt lide denne kjole. De halv lange ærmer slutter i en bred munding så de lægger sig pænt på min kjole når jeg står eller sidder.

Vi går hen af gangen i den fjerde fløj i det firkantede slot. Fløjen går fra dansesalen og slotskirken i den sydlige fløj til mine gemakker i den nordlige. Jeg kan godt lide de blåmalede bjælker og de store havvente vinduer . Jeg har hørt historier om at fløjen kaldes kærlighedens fløj fordi Kong Fredrik II byggede den af kærlighed til sin hustru dronning Sofie. Man siger at det var for at hun kunne komme tørskoet til festerne og kirken.

Jeg elsker stilheden, jeg har ikke behov for at snakke med min tjenestepige, jeg ved ikke engang hvem hun er. Jeg kan godt lide at gå og kigge på sundet og det land der er på den anden side som man kalder Skåne. Min kommende husbond er lige over på den anden side af det vand.

Vi kommer ind i mit sovegemak. Der står flere tjenestepiger og syersker der inde. Jeg ser efter min mor, hun sagde at hun ønskede at se mig i kjolen inden den store dag. Hun er ikke kommet endnu, men der er stadig masser af tid. Det tager lang tid at få den flotte bryllupskjole på. Kjolen er hvid med broderede guldblomster rundt langs alle kanter. Lige nu sidder den på et stativ og ser godt ud. Den har et noget bredere underskørt end den kjole jeg har på i dag. Jeg kan se at den har et slæb på en eller to meter, jeg kommer til at ligne en prinsesse i den kjole. Guldblomsterne glimter mat i den sene eftermiddags sol.

 

”Du ser vidunderlig ud min pige.” Min mors stemme når mig kort før jeg kan se hende i det store spejl jeg står vendt mod. Der er gået to timer hvor tjenestepigerne og syerskerne har givet mig kjole på og sat mit hår. Jeg ved at jeg ikke må vende mig om, det kan ødelægge det hele, der sidder nåle i kjolen hvor den skal syes lidt ind eller hvad det nu ellers er syerskerne laver. Jeg er bare model, jeg skal bare stå her. Det er lang tid at vente, men jeg ved at jeg venter på noget bedre så det er ikke så slemt. Jeg har lært af have tålmodighed, og nogle ting er det bare nødvendigt at vente på.

”Tak mor, jeg glæder mig.” Det er min pligt at sige det, det ved jeg, det er det mine forældre ønsker. Hvis jeg bliver gift med Ludvig af Kronborg får mine forældre mere indflydelse, de kommer højre op i hierarkiet, det har jeg lært for længe siden at det er det der skal til. Om nogle få generationer bliver min slægt måske en del af højadelen.

”Jeg er stolt af dig.” Min mor er en kvinde af få ord så det er meget ros på en gang. Jeg ved at det bliver mærkeligt for hende at jeg ikke længere kommer til at bo hjemme, så har hun kun min lillesøster tilbage.

”Det skal nok gå. Jeg kommer jo til at bo her på dette smukke slot.” Jeg ved at det er en ringe trøst for min mor, men for mig er det helt vidunderligt. Jeg har brug for noget at se frem til, jeg kender ikke Ludvig, så jeg er lidt nervøs for hvad der sker når alle gæsterne er taget hjem og jeg bliver alene med ham.

 

En blid hånd lægger sig på min arm og vækker mig. I det øjeblik jeg åbner mine øjne er det som alle mine andre sanser også aktiveres, jeg kan dufte varmt brød og en stærk vin. Jeg kan se det svage morgenlys kravle hen over gulvet nedenfor min seng. I dag er det min store dag. I går aftes kom der bud om at Ludvig var kommet hjem, jeg glæder mig til at se ham igen. Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. I værelset er der mange tjenestepiger der står klar til at hjælpe mig med at blive klar, jeg kan se frem til tre timers pleje og pyntning. Jeg skal i tøjet og have sat hår. Det er vigtigt at jeg ser overdådig og elegant ud, ingen vil gifte sig med en dame der ikke tager sig godt ud.

Min mor er der også, hun siger ikke noget, hun står bare ved vinduet og ser ud over vandet som man kan se fra mit vindue. Der er en af tjenestepigerne der kommer med en bakke med et brød med ost til mig, det er min morgenmad. Der står også et glas vin på bakken, det er for at jeg kan klare mig igennem dagen. Jeg spiser maden mens alle står og kigger på mig. Det er ikke nok mad til at jeg bliver mæt, men jeg skal ikke lave andet end at spise resten af dagen. Jeg har hørt at der bliver treogtyve retter og så et overdådigt kagebord til sidst. Jeg har lært at jeg bare skal spise lidt af det hele, det er jo også begrænset hvad der kan være under den stramme kjole.

Jeg bliver hjulpet ud af sengen og i den flotte bryllupskjole, først får jeg underkjolen på. Derefter går turen til det guldbroderede og perlebesatte overstykke. Midt på brystet er der to perleduer der mødes og deler en olivengren, symbolet på fælles fred og kærlighed, intet er tilfældigt. De lange ærmer føles tunge af de mange ægte perler der er syet på med præcise guldsting, det er ikke til vide hvor lang tid det har taget for alle syerskerne at lave denne overdådige kjole. Det mærkelige er at jeg nok kun kommer til at bruge den denne ene gang.

Efter overstykket hjælper fire tjenestepiger mig i det tunge yderskørt med det lange slæb, det ligner et vandfald af guld og hvid. Alle vil se på mig i dag, jeg ligner en prinsesse, jeg ER næsten en prinsesse.

Pigerne sætter mit hår i en kunstfærdig opsætning højt på mit hoved. Det er det her jeg har øvet mig i at gå med hele mit liv, jeg kan balancere med høje stabler af bøger på mit hoved, derfor må mit eget hår være en smal sag. Men jeg er bange for at bevæge mig, jeg er bange for at pudderet vil drysse ned over det hele. Så det hele går i et noget langsommere tempo, men det siger mor er stateligt, at være langsom.

”Jeg har taget en gave med til dig.” Det er min mors stemme bag mig. Jeg vender mit hoved meget langsomt. Hun står med et smykkeskrin i hånden. Jeg kan genkende det skrin, det har stået inde på min mors kammer hjemme på godset i Søndersø. Hun stiller skrinet på et bord og åbner det. Jeg ved allerede hvad der er i skrinet, det er de smykker min mor havde på til sit bryllup.

Min mor tager en stor smuk guldhalskæde op, den har en stor rubin i midten. Min mor giver mig den på, jeg kan mærke at den er kold og tung. Den er af massivt guld. Guldet blinker svagt i sollyset der nu strømmer ind ad de åbne vinduer. Det næste min mor tager op er flere guldarmbånd og ringe. Min mor giver mig dem på efter tur, nogen siger hun noget om, andre får jeg bare på. Der er flere af ringene der har tilhørt mine bedstemødre og endnu ældre forfædre. De er gået i arv fra kvinde til kvinde, og nu er det blevet min tur. Jeg ser ned på den broche med den flotte guldkæde der høre til. Mor sagde at den går helt tilbage til vikingetiden, på brochen er der et guldæble indgraveret.

Det sidste der mangler er mit slør, det er vigtigt at Ludvig ikke kan se mit ansigt før vi har sagt ja til hinanden. Ikke at der er nogen der er i tvivl om at vi vil sige ja, det skal vi, det er vores pligt. En af tjenestepigerne kommer med sløret, det er hvidt ligesom kjolen, også dennes kanter er broderet med guldblomster med perler som midten på blomsterne.

To er tjenestepigerne kommer ud fra et værelse ved siden af iført hvide kjoler. De skal hjælpe med at holde mit slæb så det ikke bliver alt for beskidt. Om nogle få minutter vil vi begynde at gå ned mod slotskirken. Jeg er faktisk lidt nervøs, jeg tror det er helt naturligt, at være nervøs lige inden man skal giftes. Det er noget bindene for resten af livet, det er en stor beslutning at tage når man kun er 16 år.

Min mor tager min hånd og begynder at lede mig ud af døren og ud i øst fløjen, det blå galleri. De mange tjenestepiger følger efter os, den otteogfyrre meter lange gang føles som flere kilometer. Den tunge kjole og de tunge smykker føles trykkende i den varme september luft. Min mor holder min hånd mens vi går den lange vej til døren til kirken. Der er ingen vinduer her så det begynder at blive køligere og den store kjole virker ikke længer varm men beskyttende mod kulden. Uden for døren ind til slotskirken står min far og venter på mig og min mor. Han tager min anden hånd, min mor slipper min hånd og går han af en lille sidegang hen langs kirken. Hun skal sidde på sin plads inde i kirken før jeg kommer ind. Min far giver min hånd et klem, jeg ved at han er stolt af det der skal ske nu. Han bliver svigerfar til herren til Kronborg slot, der er noget status over det. Jeg føler nogle gange jeg er en brik i mændenes spil.

Musikken begynder at spille inde fra kirken, jeg ved at alle menneskene er klar der inde, jeg er virkelig nervøs nu. Dørene går op foran mig, min far giver min arm et klem og vi begynder at gå langsomt ind i den overfyldte slotskirke. Alle rejser sig op og kigger på os mens vi går op af midtergangen, jeg kan se en ung mand stå helt oppe ved alteret. Jeg går ud fra at det er Ludvig. Han ser rigtig godt ud, han er høj og flot. Han ser ned på mig og smiler. Det hele skal nok gå, det hele skal nok blive godt nu. Musikken stopper og vi er kommet helt op til alteret. Ceremonien går i gang og præsten begynder at tale. Det tager lang tid, men jeg kan ikke høre efter, jeg bliver ved med at kigge på Ludvig, han er så flot. Jeg høre at præsten beder os om at komme op til alteret. Han siger så meget da vi står der oppe, jeg kan ikke huske det hele. Til sidst spørger præsten:

”Vil du, Augusta Brigitta, datter af Hans Markussen, tage Ludvig Magnusson, som hos dig står, til din ægte husbond.” Alle holder vejret, jeg er i tvivl om hvad mit hjerte siger mig, men min fornuft og oplæring har kun ét tydligeligt svar.

”Ja.” Det lille ord binder min skæbne for resten af mit liv. Jeg skal nu lære at leve med en mand jeg ikke kender. Jeg har et håb om at jeg en dag kan lære at elske ham, men det er noget der kan læres. Min mor har sagt at hun lærte det, derfor må jeg også kunne lære det.

”Ja.” Ludvig siger også ja, jeg har ikke hørt at præsten har spurgt, men det må han have gjort. Alle klapper, jeg kan se min mor og far smile stolt til mig. Nu er deres mål næsten nået, i nat bliver deres barnebarn måske undfanget. Ludvig løfter sløret og giver mig et let kys på panden, han er nervøs. Det er første gang jeg ser det menneskelige i ham, det er faktisk første gang vi er så tæt. Der er noget inde i mig der bliver vækket af det at have Ludvig tæt på mig.

Resten af ceremonien går og vi skal til at gå ud. Ludvig og jeg skal gå først ud, jeg rejser mig op og møder Ludvig ude midt på gangen. Han tager min hånd og vi går ud af kirken sammen. Alle gæsterne rejser sig og følger os med øjnene. Vi går op til Dansesalen hvor borderene er dækket til flere hunderede gæster. Der står mad på borderene, det dufter dejligt, det ser godt ud. Jeg ved at der er mange mennesker der har brugt dage på at forberede den mad vi skal spise i dag. Der er nogle der har brugt uger på at lave de skueretter der står på borderene. Der er fasaner og svaner, det hele ser så majestætisk ud, jeg føler mig virkelig som en prinsesse.

Vi får sat os og den rigtige fest går i gang, der er mad og sange. Der kommer nogen og viser kunst, både malet og scenekunst. Nogen reciterer digte andre læser breve fra nogle af Ludvigs venner, som ikke kunne være her i dag, op. Det hele er et væld af indtryk. Jeg kan godt lide maden, men til sidst bliver det lidt svært at nyde, jeg er så mæt, jeg kan ikke spise mere. Alle omkring mig spiser og snakker, jeg smiler bare og ser godt ud.

Det begynder at blive mørkt uden for. Ludvig bøjer sig helt ned til mit øre og hvisker stille:

”Augusta! Vil du med i seng?” Det er et mærkeligt spørgsmål, men det lyder på sin helt egen måde godt. Jeg smiler op til ham og nikker. Han slår let på sit vinglas og al snak forstummer langsomt. ”Vi vil byde jer alle en god nat. I skal være meget velkommen til at blive natten over.” Ludvig hjælper mig op af stolen og vi trækker os tilbage, ud gennem døren og op af trappen til det blå galleri på første sal. Det er første gang vi er alene sammen. Bare os to. Der er en tung stilhed omkring os, ingen siger noget, hvad skal vi sige? Vi går bare der, indtil vi kommer til den dør der føre ind til mit gamle sovekammer, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre nu.

”Jeg vil gå ind og få min kjole af.” Jeg ser op på Ludvig igen, det er mærkeligt men det er som om jeg bliver mere og mere forelsket hver gang jeg kigger på ham. Han nikker bare, han ved heller ikke hvad han skal sige. Han åbner døren for mig, jeg går ind. Inde på mit kammer står der flere tjenestepiger, klar til at hjælpe mig ud af den tunge overdådige kjole og i min mindre kunstfærdige natkjole. Det tager næsten en hel time at få den store kjole af og mit hår til at se noget nær normalt ud. Da jeg er færdig står jeg med bare fødder, en løs fletning og en creme farvet simpel kjole. Det er først nu jeg bliver rigtig nervøs. Hvad skal jeg sige og gøre?

Den ældste af tjenestepigerne følger mig ind til mit og Ludvigs fælles sovekammer. Ludvig står allerede og venter på mig, han har også bare fødder. Ingen af os siger noget, han løfter sengetæppet til side så jeg kan klatre op i den store himmelseng.

”Er du træt?” Det er et simpelt spørgsmål, men det betyder meget for mig, han vil gerne vide hvordan jeg har det, det rører mig. Jeg nikker bare, hvordan skal jeg tiltale ham? ”Lad os bare snakke lidt.” Han stryger sin hånd blidt over mit ansigt.

”Hvordan var det i Skåne?” Det lyder fjollet, men noget skal jeg jo sige. Jeg kan se at han smiler, selv i det svage lys.

”Grønt, og smukt. Jeg vil gerne have dig med der til engang. Jeg tror du vil kunne lide det.” Det er overfladisk, men der er et ønske om at det ikke skal være overfladisk. Jeg har stor respekt for ham, jeg tror at det hele nok skal blive bedre med årene, måske endda godt til sidst.

Vi ligger og snakker lidt tid, han får mig til at grine, det er længe siden jeg rigtig har gjort det. Jeg må være faldet i søvn mens vi ligger der, for jeg ved i hvert fald at jeg vågner. Nogen åbner døren og banker hårdt på den, man skulle næsten tro at der var krig eller sådan noget. Ludvig har lagt armen omkring mig.

 

”Det brænder! Slottet brænder i vest fløjen!” Jeg kan høre folk der råber ude på gangen, nogle løber. Jeg ser skræmt op på Ludvig der er ved at stå ud af sengen. Han går hen til tjeneren der står med to kapper i hånden.

”Kom Augusta, vi skal ud her fra.” Ludvig tager kapperne og går hen til mig med dem. Jeg står ud af sengen og han hjælper mig med at spænde den fast. Han tager min hånd og fører mig blidt, men bestemt ud af værelset og hen mod en lille trappe der føre ned til gården og ud af slottet. Jeg kan mærke de kolde sten under mine bare fødder, jeg har ingen sko på eller med, det har Ludvig heller ikke. Jeg kan lugte røg, og det er som om der er et svagt lys lidt længere fremme.

”Ludvig! Jeg er bange!” Jeg klemmer hans hånd, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Han giver min hånd et klem tilbage, men siger ikke noget. Vi er nået ned til døren der fører ud til gården. Ludvig lægger hånden på håndtaget og skal til at åbne døren da han vender sig om mod mig.

”Luk øjnene og stol på mig.” Jeg synker en gang men gør som han siger, jeg ved ikke om jeg tør se det der sker. Jeg kan mærke at han åbner døren, en massiv varme strømmer ind i mod mig, jeg bliver overvældet. Ludvig trækker mig med ud af døren og jeg kan mærke de varme sten under mine fødder. Lige så pludseligt som varmen kom bliver den mindre igen, jeg tror vi er gået i ly i gangen ud til porten. Jeg åbner mine øjne igen, vi har varmen i ryggen nu. Vi løber. Den åbne port nærmer sig og vi passerer den. Vi er ude i fri luft nu, jeg er ved at blive forpustet, jeg vil gerne stoppe, men Ludvig hiver mig videre og over vindebroen. Vi er nu på den anden side af voldgraven og den inderste mur. Vi sætter farten lidt ned, men fortsætter hurtigt frem ad. Jeg ved ikke hvordan vi skal komme ud, men jeg kan mærke at Ludvig kender vejen.

Ludvig føre mig ind i den lille gang der leder os om på den anden side af den ydre mur. Vi har kun gået på kolde sten indtil nu, det er første gang mine bare tær rammer det dugvåde græs. Jeg gisper lige da den våde kulde rammer mig, men jeg fortsætter. Vi går et stykke hvor vi ikke kan se slottet, vi runder det nordlige hjørne af den ydre mur og kan se den yderste voldgrav. Ludvig viser vej hen til et sted hvor vi kan se slottet.

Jeg kan høre skrig og tumult, jeg tænker på alle dem der er på slottet, alle dem der ikke er kommet ud, hvad med mine forældre? Jeg kan se flere skikkelser omkring mig, men jeg ved ikke om det er nogen jeg kender. Jeg rykker lidt tætter på Ludvig, han er varm. Han slipper min hånd og lægger armene beskyttende rundt om mig, det føles dejligt. Jeg kan mærke den tiltagende varme i mit ansigt, de orange flammer slikker op om de gule sandsten og det kobbergrønne tag.

I går tænkte jeg på en fremtid på slottet, nu går det hele op i røg, bogstavelig talt. Det eneste jeg har er min natkjole, en kappe og Ludvig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Den første tåre triller ned over min kind, det er langt fra den sidste. Bag os kan jeg høre havet der slår mod kysten. Det er som om den vil sige at livet går videre på trods af alt det vi har mistet. Jeg har mistet alt.

”Memento mori - Husk, du skal dø.” Ludvig hvisker disse ord lige bag mig, han græder ikke, han tager det hele med ophøjet ro, det er som om det ikke rører ham på samme måde som det rører mig. Jeg ser op på ham med mine tårevædede øjne.

”Hvad nu?” Jeg er lige ved at græde igen, men Ludvig bøjer sig ned over mig og kysser mig på munden. Det er første gang han kysser mig rigtigt, men det føles godt. Det er som om han siger at alt nok skal blive godt igen, på den ene eller anden måde.

”Vi tager til København, Kong Christian kan måske hjælpe os, ellers har jeg nogle venner.” Det er begyndelsen til en plan, det er godt nok for mig lige nu, bare han ved hvad vi gør. Jeg læner mig tilbage mod hans stærke bryst og ser igen ind over det brændende slot. Vinden leger med min kappe og havet slår mod sandet, begge to lader som om intet er hændt. Jeg begynder at græde igen. Bag mig kan jeg høre Ludvig hviske svagt, det er som om det er hans måde af sørge på.

”Memento mori, memento mori.” Måske har han ret, måske er livet skrøbeligt, måske kan vi miste det før det rigtigt er begyndt. Jeg skælver og trykker mig tættere ind til Ludvig, hans stærke arme føles sikrer. For mit indre øre genlyder de ord.

”Memento mori - Husk, du skal dø.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...