Neverland

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2017
  • Opdateret: 2 apr. 2017
  • Status: Igang
Jeg smiler til Pan og råber så godt jeg kan efter ham at jeg elsker ham. Bygningen er ved at falde sammen, jeg prøver igen at komme fri men det er håbløst. Jeg græder, hvad skal der ske med Pan. Jeg kan ikke holde det ud, først mister han vores forældre og nu mig. Jeg hiver og vrider i min fod, jeg vil ikke dø fra ham. Bygning ryster voldsomt nu og jeg kan mærke varmen fra ilden. Jeg begynder at ryste og hoste voldsomt, røgen er blevet helt tyk nu, jeg ikke kan se mere end en meter frem. Døren er væk og min øjne bliver tungere, jeg tænker på Pan, hvordan hans ører bliver røde når han lyver, jeg smiler. Jeg sætter mig, så godt som muligt op og begynder at vugge frem og tilbage, det må være sådan det føles at være på en båd, mens bølgerne blidt fører en mod fjerne lande og kyster. Jeg sukker, jeg føler ikke nogen smerte mere, kun mørke undskyld Pan…

1Likes
0Kommentarer
455Visninger
AA

3. Kapitel

Mens Patty og Rotten samler de sidste penge sammen, løb jeg imod børnehjemmet. Jeg kan stadig mærke hvor Rottens slag ramte min mave, men jeg lader som ingenting, for det er bedre end en blodtud eller et blå øje. Jeg kigger rundt efter Pan da jeg kommer ind, men kan ikke se ham. Han står næsten altid og venter på mig, når jeg kommer hjem om aften. Jeg går ind på drengenes sovesal, men der er han ikke. Måske er han ude i gården, men nej. Jeg går ned af de lange gange, men der er intet spor af ham. Jeg begynder at få ondt i maven, men ikke på grund af slaget. Køkkenet ligger for enden af gangen, måske var han blevet sulten og ville prøve at lokke sig til lidt ekstra mad, men jeg når ikke ned til køkkenet, da en høj lyd stopper mig. Bombealarmen hyler og alle begynder at løbe mod kælderen, hvor beskyttelsesrummet er. jeg begynder at panikken. Ingen af børnene som kommer løbene er Pan, jeg løber ind i køkkenet, men han er der ikke. Jeg kalder på ham, men der kom ikke noget svar. Gulvet under mine fødder begynder at viber også kommer lyden, mit hjerte springer et slag over den var tæt på. Jeg løber mod beskyttelsesrummet, men kommer ikke langt før en susende lyd lyder og bliver efterfuldt af en eksplosion. Alt er stille. Ikke en lyd. Jeg kan ikke se andet end hvidt. Jeg kan lugte og smage røg, men kan ikke se det. Det begynder at ringe for mine ører og en lille skikkelse kommer til syne, den vifter med armen som om den prøver at flyve. Jeg kan ikke lade vær med at smile, skikkelsen minder om en fugleunge der prøver at lære at flyve.  Mit smil pragler dog hurtigt af, da det går op for mig, at den lille fugl er Pan. Der løber en tynd stribe af blod ned fra hans venstre tinding. Jeg rækker forsigtig hånden op mod hans pande, men opdager, at jeg ikke når da jeg ligger ned. Jeg kan stadig ikke høre andet end den ringende lyd, men det er tydeligt at Pan prøver at sige noget. Han ser skræmt ud. Jeg prøver at stille mig op, men falder sammen da jeg støtter mig til min venstre hånd. Jeg må bide tænderne hårdt sammen, da en stærk smerte løber igennem min arm, men jeg prøver igen bare med min højre hånd. Det går bedre, men jeg vakler. Pan tager fat i min gode arm, han former nogle ord med munden. Jeg kigger rundt og ser hvordan væggen ved siden af mig er kollapset, det brænder. Pan trækker i min arm og det sender en ny smertebølge igennem mig, han giver med det samme slip. Men jeg forstår hvad han vil, vi går mod den nærmeste udgang. Men vi kommer ikke så langt, da Pan stopper brat op. Jeg kigger i hans retning og ser hvorfor, der ligger en person ikke så langt fra os. Mine ben føles lige pludselig meget tunge og jeg må bruge alle kræfter på ikke at synke sammen, da det først nu virkelig går op for mig, at børnehjemmet må være blev ramt af en bombe, og det nok ikke er alle som kom i sikkerhed. Mine ben ryster voldsomt, jeg genkender den lille krop. Jeg vil ikke tænke på det, men billederne dukker op. Et ansigt, de blå øjne, de lyser krøller. Jeg kan smage saltvand, jeg græder, tårerne triller ned af mine kinder. Jeg trækker Pan ind til mig, jeg vil ikke havde han genkender hende. Jeg leder ham videre, røgen er ved at blive tykkere. Vi skal ud nu! Jeg kigger rund for at orientere mig, men det er svært at genkende noget lige nu. Pan trækker i mit ærme og vil mod højre, vi løber så godt vi kan. Min arm gør ond og nu er min hofte også begyndt, jeg prøver så godt jeg kan at fortrænge smerten, men det er svært. Vi krydser midtergangen og kommer forbi sovesalen, hvor der er kommet et kæmpe hul i væggen. Nu er vi tæt på udgangen, vi skal bare ned af trappen og til venstre. Jeg løber lidt hurtigere og trækker Pan med mig, men vi bliver nødt til at stoppe, da vi kommer til trappen, den brænder. Jeg kigger rundt og prøver at komme på en anden udvej, vi løber tilbage mod sovesalen. Der er langt ned, i hvert fald 15m, vi ville ikke overleve et fald. Der er mange mennesker nede på gaden, folk løber ud af bygningen. Jeg kigger på Pan, som kigger på mig med bange øjne og jeg kan se at han hoster på grund af røgen. Mit hjerte er ved at sprænge, jeg kan ikke lade ham dø, jeg vil ikke. Jeg er hans søster, det er min opgave at passe på ham. Jeg griber et af lagnerne fra sengene og river to stykker af og binder dem om næse og mund på Pan og jeg. Vi løber tilbage til trappen, jeg løfter ham op og er næsten ved at besvime af smerte. Jeg prøver at gå ned af trappen de steder hvor ilden ikke, helt har fået fat endnu, det er svært og røgen svier i mine øjne. Pan klamrer sig tæt ind til mig og det giver mig styrke til at forsætte på tros af varmen og smerterne. Vi kommer ned og jeg kan se hoveddøren, der er en masse som stadig løber ud af den. Der er en ældre dreng som leder de andre ud af døren, jeg kan mærke lettelsen, da vi næsten er der. Men gulvet begynder at ryste igen og jeg kan se panikken i drengens ansigt, han kigger mod os og begynder at råbe noget. Jeg kan ikke høre ham. Jeg sætter Pan ned og presser ham hurtigere fremad, men snubler. Jeg kan ikke komme op, min fod sidder fast mellem to gulvplader. Jeg kigger på Pan, han prøver at hjælpe, men jeg skubber ham fra mig, jeg flår lagen stykket af og prøver at fremstamme ”løb”, men næsten al luften er slået ud af min mave på grund af faldet. Pan forstår mig alligevel, men han ryster bare på sit lille hoved og begynder at græde, drengen kommer løbene og griber fat i Pan. Han prøver at komme fri, ved at sparker og spjætte, men drengen er meget større end ham og løfter ham let ud. Jeg smiler til Pan og råber så godt jeg kan efter ham at jeg elsker ham. Bygningen er ved at falde sammen, jeg prøver igen at komme fri men det er håbløst. Jeg græder, hvad skal der ske med Pan. Jeg kan ikke holde det ud, først mister han vores forældre og nu mig. Jeg hiver og vrider i min fod, jeg vil ikke dø fra ham. Bygning ryster voldsomt nu og jeg kan mærke varmen fra ilden. Jeg begynder at ryste og hoste voldsomt, røgen er blevet helt tyk nu, jeg ikke kan se mere end en meter frem. Døren er væk og min øjne bliver tungere, jeg tænker på Pan, hvordan hans ører bliver røde når han lyver, jeg smiler. Jeg sætter mig, så godt som muligt op og begynder at vugge frem og tilbage, det må være sådan det føles at være på en båd, mens bølgerne blidt fører en mod fjerne lande og kyster. Jeg sukker, jeg føler ikke nogen smerte mere, kun mørke undskyld Pan…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...