Stjernenat

// 9.klasse prøve I dansk (: //

1Likes
0Kommentarer
65Visninger

1. Stjernenat

 

Her stod vi på en forladt vej, ude midt i ingenting, under de mange lysende stjerner. Jeg kunne mærke varmen fra din hånd sprede sig til min, hvilket fik mit hjemve til at forsvinde. "Er du kold?" Spurgte du i en blid og kærlig tone. Er jeg kold? Jeg kiggede ned af mig selv, mens jeg prøvede at mærke efter, hvilket viste sig at være ret svært. Vores øjne mødtes, og jeg kunne se spørgsmålet malet i hele dit ansigt. Jeg rystede på hovedet så mit hår svingede fra side til side, hvilket fik et grin ud af dig. "Storebror, hvor er de andre?" spurgte jeg dig så, mens jeg så rundt og ønskede at se nogle af de andre. Du svarede ikke på mit spørgsmål, og blev helt stille inden du så i stedet sagde. "Kom med under tæppet." Din stemme var blevet trist, den var ikke sig selv. Men det var ingen af os længere, begge var vi forandret og forladt.

Under det varme tæppe som du havde fundet frem, havde din hånd stadig fat om min. Jeg kiggede op på dig med et desperat ansigtsudtryk, mens jeg spurgte "Er der ingen der vil have mig? Er vi blevet forladt herude?" Mit spørgsmål så ud til at ramme dig, måske du først blev klar over nu at vi faktisk var uønsket og forladte. Men du var stærk og viste mig dit bedste smil, selvom du nok helst havde lyst til at sætte dig til at græde. "Jeg vil have dig, lillebror. Vi skal nok overleve sammen."

Hele mit ansigt lyste op, og mine arme omfavnede din store overkrop. Jeg kunne mærke dine store arme vikle sig rundt om min hofter. Roligt lagde jeg hovedet mod din brystkasse, for at få lidt af din varme. Jeg lukkede mine øjne, og kunne kun tænke på mor. Hvad jeg ikke ville gøre for at høre hendes latter en sidste gang, eller hjælpe hende med at ordne haven. Der var intet tilbage af deres have, eller af værelset hvor du og jeg var vokset op. Sengen som vi sammen delte, med varme dyner og puder til at putte i. Mor’s godnatsang som hun altid sang inden vi skulle sove, før hun gav os et kærligt kys på kinden. Intet var tilbage, alt var blevet taget fra os i et splitsekund. Nu havde vi kun hinanden, og tæppet vi sammen varmede os under.


Jeg åbnede mine øjne og kiggede op på dig, dine øjne var lukket, var du faldet i søvn mens jeg havde haft travlt med at tænke på mor og vores gamle men elskede hus? "Storebror? Sover du?" Du ville ikke svare, så jeg gik ud fra du sov. Et smil bredte sig på mine læber og lavt hviskede jeg i dit øre "Godnat, storebror." I morgen bliver en bedre dag. Måske de kommer tilbage, og tager os med hjem så vi kan sove et varmt og trygt sted ligesom vi kunne derhjemme. Men lige nu var jeg tryg her hos dig, selvom du ikke var varm længere så kunne jeg stadig mærke varmen fra din hånd tidligere. Jeg så op på de store stjerner, og hviskede med mine hæse stemme. "Jeg kan ikke lide dem her, de er smukkere når vi ser på dem derhjemme." Jeg kiggede mig omkring, og så hvordan byen flere meter væk var helt mørk. Sov de alle sammen? Ligesom storebror? De sov måske alle sammen i deres senge, måske du og jeg også kommer til at ligge i en varm seng i morgen, måske vi kan få et nyt sted at kalde hjem. Et sted kun til dig og mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...