Wild wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2017
  • Opdateret: 3 apr. 2017
  • Status: Igang
Hvad gør man når ens landsby er på afgrundens rand og den eneste der kan redde det dør i forsøget. Især hvis man ligner vedkommende på en prik, altså på nær at man ikke er en dreng?
Følg Kiara på hendes færd med hævntørst, en smule akavede situationer og en spirende romance.

1Likes
0Kommentarer
110Visninger

1. Prolog

”Så er vi der snart!”

Solen er ved at gå ned i horisonten og de to ryttere har været på farten hele dagen. Lyden fra hestenes hove mod jorden er stabil og efterhånden fokuserer man ikke på den. Det er mere en fast baggrundsstøj. Begges øjne er rettet mod omgivelserne. Træer flyver forbi. Den halvtætte skov de rider igennem sænker dem kun en anelse. Den mest overdøvende lyd er stilheden imellem dem. Det bliver Kiara der bryder den.

”Er du sikker på at du kan gennemføre det her?”

Bekymringen er malet på hendes krystalblå øjne og blege ansigt, der er omkranset af hendes hoftelange gyldne hår. Ridende på den snehvide hoppe ligner hun en rigtig prinsesse, selv om hun nok ville blive sur hvis man fortalte hende det.

Hendes bekymring er rettet mod den anden rytter, Kale. Det mandlige spejlbillede af hende. Hans gyldne hår går kun til et lille stykke ned af ryggen, og hans skuldre er en anelse bredere, men ansigtet ligner Kiaras på en prik. Alt andet ville også være mærkelig eftersom de to ryttere er tvillinger. Kales hingst er også den perfekte modsætning til Kiaras hoppe. Den er stor og mørkebrun.

”Jeg har en pligt for vores folk, jeg er nød til at være klar”

Kiara himler lidt med øjnene. Selv om hende og Kale ligner hinanden meget er de også meget forskellige. Kale er den pligtopfyldende og retfærdige type mens Kiara mere overvejer hvad det vil kræve af hende at gøre noget.

”Du ved godt hvad jeg mener”

”Jeg er klar. Jeg håber bare at jeg ikke klokker i det eller ikke er god nok”

Medlidenheden stråler tydeligt ud af Kiara da det ellers så beslutsomme udtryk i Kales ansigt ændres til et mere usikkert et.

”Hey, de bad om den bedste og det får de”

Et lille nik fra Kale viser at han er glad for at hun mener det. Kiara ved at hendes opbakning er det Kale har brug for lige nu, og det er også en af grundende til at det er hende og ikke de sædvanlige vagter der følger Kale på vej.

Deres mål er ambassaden i Aynor. Det er den største by man finder i nærheden. Kiara og Kale kommer selv fra Lerwick. En lille by hvor tvillingeparet efter deres forældres død har overtaget styringen og sammen fået skabt en fungerende by, men der er mangel på ressourcer og den lille by ville ikke kunne beskytte sig selv mod angreb. Det er grunden til tvillingernes rejse. Kale, som den stærkeste kriger fra byen, lader sig optage i Eliten, en lille gruppe af de bedste krigere der arbejder under Thaddeus, Ambassadens leder, og derved får Lervick ressourcer og militær støtte. Et tilbud de ikke kunne sige nej til.

”Jeg er også sikker på at byen er i trykke hænder når jeg overlader den til dig”

Et stolt smil fra Kale for Kiara til at se væk. Kan hun virkelig klare det? I Kales fravær må hun selv varetage ledelsen af byen. De har altid gjort det sammen, så hvordan skulle hun kunne det? Det har altid været Kale der har taget sig af alt det vigtige. Det har altid været Kale der kom med den rigtige løsning. Det var altid Kale der gjorde det rette. Hvordan skulle Kiara kunne leve op til det?

”Det håber jeg da”

”Vi kan begge klare det”

Om Kale prøver at opmuntre Kiara eller sig selv er svært at tyde.

”Du har bare at holde hvad du lovede!”

Kiara ser nu på Kale. Hendes blik er mere bestemt end før. At være mental støtte er ikke den eneste grund til at Kiara har insisteret på at gøre Kale selskab på rejsen. Hun stoler ikke på ambassaden og hun kunne ikke sende ham afsted uden at vide hvad der vil møde ham i den anden ende.

”Jeg skal nok passe på mig selv”

Man kan næsten se at Kale tilføjer et "Jeg skal i hvert fald prøve" i tankerne og det beroliger ikke Kiara.

”Jeg mener det!”

”Jaja!”

Den afvigende tone fra Kale gør ikke just gavn.

”Vi er der snart. Der er lige over bakkedraget længere fremme”

Kiara glemmer sin modvilje og ser i stedet frem for sig. Man kan se et skær på himlen over bakketoppene længere fremme. Skæret fra Aynor. Det toner mod himlen og er et fantastisk syn. Det virker både spændende og skræmmende, men det giver også et godt billede på tvillingernes sindsstemning. Dette er starten på noget nyt og farvel til de gamle kendte rammer.

Et skrig i nærheden får begges opmærksomhed fra det snart opnåede mål og rettet mod et sted inde mellem træerne til venstre for dem. Kale stopper brat sin hest og ser ind i mørket. Han er typen der aldrig kan vende ryggen mod nogle i nød.

Inde mellem træerne er der ikke meget at se, men et nyt skrig baner sig vej til dem. Kale hopper af hesten og svinger tøjlerne over en gren inden han løber ind i mørket.

”Vent!”

Kiara følger Kales eksempel, men af en anden grund. Hun mener ikke at det er smart at rende ind i den mørke skov. De sidste stråler fra den snart helt borte sol giver ikke meget lys.

”Du kan ikke bare…”

Kale stopper brat og Kiara formår at løbe direkte ind i ryggen på ham. Heldigvis snubler ingen af dem.

Foran dem er en lysning med en lille hytte. Skrigene kommer fra en kvinde der bliver holdt fast af nogle mænd. Alle høje og bredskuldrede. Kvinden vrider og drejer sig.

”Vi kan intet stille op”

Kiaras stemme er kun en stille hvisken, men hun sørger for at Kale forstår hvad hun mener. For en sikkerhedsskyld placerer hun en hånd på Kales skulder for at holde ham tilbage. De er ingen match for de 3 kraftigt byggede mænd.

Den tredje mand der ikke holder kvinden har et ulækkert udtryk i ansigtet. Både ondskabsfuldt og fornøjet. Hans glatte og fedtede hår er sort som kul og hans lige så sorte skæg er langt. Kropsmæssigt ligner han ikke en der mangler mad. Tværtimod. Han har buttede kinder og en god rund mave. Som hans modsætning er de to andre mænd høje, veltrænede har ikke et kilo fedt for meget. Lejesoldater eller lignende.

Den tykke man ser på kvinden med et par mørke smalle øjne.

”Jeg hader folk der ikke betaler deres gæld”

Manden går hen til skovkanten, tager en gren og vikler noget stof omkring inden han tænder ild. Med faklen går han hen til huset og lader ilden slikke hen af siden.

Kvindens hulk går over i gråd efterfulgt af flere skrig.

Kiara strammer sit greb om Kale af frygt for at han kunne finde på at bryde ind. Hun ved at han ikke er typen der bare står og ser på selv om oddsene er imod ham.

Ilden knitrer mens den langsomt breder sig op af hyttens side og tag. Den tykke mand griner lidt inden han giver tegn til mændene og alle tre forlader området med kvinden, der stritter imod af alle kræfter.

Der går ikke længe før de er ude af syne.

”Vi… Vi må hellere komme videre”

Kiara slipper endeligt sit greb om Kale, og vender sig i den retning de kom fra. Et lille nik fra Kale sætter dem i gang tilbage imod hestene. Dog når de kun tre meter før et nyt skrig gennemborer luften.

Denne gang inde fra hytten.

Kale snurrer om på hælene og løber imod den brændende bygning. Endnu et skrig. Det lyder som en pige. Kiara sætter efter Kale.

”Kale!! Det er for farligt! Vent!”

Hun kunne lige så godt tale til en dør. Kale stormer ind i bygningen. Den knitrende lyd fra ilden der breder sig er overdøvende. En brændende bjælke falder ned og spærre døren og Kiara kan ikke følge med sin bror.

”KALE!”

Skrigene stopper og den eneste lyd er nu ilden. Varmen er også meget mærkbar. Den tvinger Kiara til at tage et skridt tilbage.

Et brag lyder og det lille vindue splintres. Ud fra det kravler en pige på omkring 6 år. Hostende og gispende efter vejret. Kiara skynder sig hen og tager imod pigen. Hun ser ind bag pigen efter Kale, men røgen er tyk og det er ikke til at se noget.

Den lille pige trykker sig bange ind i favnen på Kiara og det lysebrune krøllede hår skjuler pigens ansigt. Kiara tager hende med et par skridt baglæns. Væk fra varmen.

”Kale!?”

Kiara kalder sin brors navn flere gange mens en urolig fornemmelse siver rundt i hendes krop. Blandet med de små klynk fra den lille pige, gør det Kiara bange. Hvor er han? En knagen signalerer at hytten er ved at give efter og kort efter lyder et brag da hytten styrter sammen.

Kiaras knæ giver efter og hun falder sammen. Tårerne i hendes øjne pibler frem og hun knuger den lille pige ind til sig.

”KALE!!”

Kiara skriger af sine lungers fulde kraft og stirre ind i flammerne på den sammenstyrtede hytte. Det her må ikke ske. Hvordan kunne det ske? Kale har altid været der for Kiara, men han kommer ikke ud af flammerne. Der er ingen ting at se selv om Kiaras blik søger vildt mellem flammerne efter en skikkelse der skiller sig ud. Intet. Tårerne strømmer løbsk ned over Kiaras kinder.

Kiara og den lille pige sidder der længe og det er først da kulden begynder at overmande ilden at det går op for hende at det er blevet helt mørkt. Kiara kan ikke blive her, men hvad gør hun? En ting der popper op i hendes hoved er at hun vil have hævn. Den tykke mands udseende vil hun nemt kunne huske og han er helt sikkert fra Aynor. Der er bare et problem. Hendes by, Lerwick, er afhængige af at hendes bror møder op i Aynors ambassade snart. Ellers er aftalen brudt.

Det er der Kiara tager en drastisk beslutning. Hurtigt kommer hun på benene, stadig med den lille pige i sin favn, og går tilbage til hestene. Da de når hestene sætter hun den lille pige fra sig og finder en lille dolk fra den ene sadeltaske.

Med hånden om det hoftelange gyldne hår tøver Kiara en anelse inden hun med et fint snit skiller sig af med det meste af hårets længde. Nu går det kun til mellem skulderpladerne. I tasken på den sorte hingst finder hun noget tøj og går lidt ind i skoven. Hurtigt skifter hun til Kales tøj og propper sit eget tøj i den hvide hoppes sadeltaske.

Der er kun et problem tilbage. Hvad gør hun med pigen? Hun knæler ved siden af hende.

”Det skal nok gå”

Den lille pige ser op på hende med store røde øjne. Kiara tænker sig om og finder noget papir i den ene sadeltaske. Hurtigt skriver hun en besked og viser papiret til den lille pige.

”Jeg ligger den her”

Kiara sætter den fast i sadlen og løfter herefter den lille pige op på hesten.

”Min hoppe vil bringe dig til nogle søde mennesker, det lover jeg dig. Kan du være en stor pige og sørger for at de ser brevet?”

Den lille pige nikker en anelse og retter sig op. Det er ikke fair at den stakkels pige bliver udsat for det her, og havde Kaia ikke været nød til at tage til Aynor i sin brors sted havde hun taget den lille pige til sig og sørget for hende.

”Vær stærk”

Hun giver pigen et kram og giver hende tøjlerne, inden hun klapper hoppen på halsen.

”Bring hende hjem, Shade”

Hoppen pruster og straks er den afsted i den retning de kom fra, og efterlader Kiara med Kales hingst. Forsigtigt vender hun sig mod den. Nu kommer det svære så. Den har aldrig kunnet lide hende, men hun kunne umuligt ankomme på sin egen hoppe.

Der er ingen vej udenom. Overraskende lader hesten hende komme op i sadlen uden brok eller andet form for modstand. Med et hurtigt kig i den retning hvor flammerne nu næsten er døde, sætter hun hesten i galop mod Aynor, uden at vide om hun vil være i stand til at gennemføre det hun nu har sat sig for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...