Wild wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2017
  • Opdateret: 3 apr. 2017
  • Status: Igang
Hvad gør man når ens landsby er på afgrundens rand og den eneste der kan redde det dør i forsøget. Især hvis man ligner vedkommende på en prik, altså på nær at man ikke er en dreng?
Følg Kiara på hendes færd med hævntørst, en smule akavede situationer og en spirende romance.

1Likes
0Kommentarer
108Visninger

2. Eliten

En banken på døren for Kiara til at slå øjnene op. Træt strækker hun sig inden virkeligheden begynder at indhente hende. Hun er på ambassaden. Kale er død. Hun har udgivet sig for at være ham. Det her er noget værre rod.

Endnu engang bliver der banket på døren. Hurtigt kommer Kiara på benene og tager Kales kimono omkring sig. Med et kort blik ned af sig selv sikre hun sig at der ikke er noget der bliver afsløret. Det er nu hun faktisk er glad for at hendes bryster ikke er helt veludviklede endnu.

Efter at have kørt en hånd gennem håret, hvilket minder hende om hvor kort det nu er, åbner hun døren.

En høj slank mand med brunt hår der når til lænden står på den anden side. Hans øjne er smalle og mandelbrune og hans kindben træder tydeligt frem.

”Hej, jeg er Arlen Enhorn”

Kiara ser på Arlen og bemærker den måde har betragter hende på. Er hun allerede blevet gennemskuet? Et skævt smil former sig på Arlens læber.

”Jeg ved at du kom i nat og nok er træt men klæd dig på. Du skal præsenteres for de andre krigere”

”De andre? Det vil sige at du er en af dem?”

Kiara er ikke i tvivl om at det blev opfattet som en fornærmelse, men Arlens rynkede bryn holdt kun meget kort inden han igen har et smil på læben.

”Den bedste skytte du kommer til at møde”

Kiara nikker lidt som svar og ser sig så kort over skulderen, inden hun igen ser mod ham.

”Undskyld jeg spørger, men hvor gammel er du?”

Kiara ser overrasket på Arlen, hvilket han hurtigt opfatter.

”Din stemme er bare ret lys og det lyder næsten som om den aldrig er nået til at gå i overgang”

Kiara presser læberne sammen. Nu er hun da helt sikkert opdaget, hendes stemme er ikke maskulin nok. På den anden side har Kales stemme heller aldrig været særligt dyb. Hun når dog ikke at svare før Arlen trækker det tilbage.

”Det var altså ikke for at fornærme dig”

Endnu et smil formes på Arlens læber.

”Bliv klar og skynd dig ned af gangen her og til højre”

Med de ord efterlader han Kiara med hendes paranoia. Kan hun overhoved overbevise nogen som helst om at hun er Kale. Det bliver meget svære end hun troede, men hun er nød til det. Uden hende her vil hendes landsby lide nød.

I det lille skab finder Kiara noget af det tøj der er hængt til hende. Det ville helt sikkert klæde Kale, men man kan også se at det er til en mand. Hendes blik glider ned over sig selv, og får en ide. Hurtigt kigger hun skuffer igennem og finder det hun skal bruge. Et lille tæppe og nogle nåle. Så stramt hun kan vikler hun det om sin overkrop og lukker det med nålene. Herefter trækker hun i tøjet. Det består af et par mørke bukser med et sort bælte. Bæltespændet er gyldent og har ambassadens våbenskjold på. Kiara trækker den lyse skjorte på og supplerer med en sort vest, der er en god kontrast til både skjorten og hendes gyldne hår.

I bunden af skabet finder Kiara nogle sorte støvler og til sidst tilføjer hun et blåt tørklæde om halsen. Hendes øjne møder drengen i det lille spejl og får hende til at stivne. Hvis hun ikke vidste bedre ville hun tro det var et billede af hendes bror, og ikke hende selv. Det hjælper lidt på hendes panik, men vækker også et savn der før tårerne til at presse en anelse på.

”Jeg kan godt”

Med en dyb vejrtrækning tager Kiara sig sammen og bevæger sig ud fra værelset og op af gangen. På vejen bliver hun ved med at minde sig selv om at Kale er hendes nye navn. I hvert fald det næste stykke tid.

Da hun lidt efter træder ind i rummet Arlen havde beskrevet, forstummer snakken øjeblikkeligt. Kiara er nu midtpunkt for alles øjne, og det får hendes paranoia til at røre på sig igen. Det mod hun havde samlet er væk som dug for solen.

”Er det ham?”

”Han er mindre end jeg regnede med”

En masse ting bliver mumlet og Kiara har mest af alt lyst til at løbe sin vej.

”Drenge, han er lille ikke døv!”

Med de ord fra Arlen forstummer de alle igen og Kiara løfter blikket igen.
En mand med kort krøllet brunt hår tager ordet. Han er lidt lavere end Arlen, men hans skuldre er bredere og musklerne på hans arme er tydelige. Ikke en man ville udfordre til en slåskamp, men bort set fra det er han ret pæn af udseende.

”Nå, men velkommen til Kale, jeg er Tristan Pace, den bedste sværdfægter blandt os tosser”

”Tal for dig selv!”

En rødhåret mand med grønne øjne spidder nærmest Tristan med et dræberblik inden han vender sig imod Kiara. Den rødhårede er næsten lige så høj som Tristan, men har en mere spinkel kropsbygning, for ikke at nævne nogle alt for lange ben i forhold til resten af kroppen.

”Tristan praler altid, men i virkeligheden er han ikke bedre end mig. Jeg er Brady Hart”

Tristan og Brady sender hinanden blikke, og det er tydeligt at de har en intern konkurrence. Der er dog ikke noget ondt had at spore, men det virker mere som brødre der går hinanden på nerverne.

”Ricardo Reed” Brummer en mand der står længere bagved. Kiara gætter sig til at det er det han hedder. Manden har et meget mørkt, næsten sort hår der når ham til skulderne. Hans øjne er smalle og næsten gule og han er ikke nær så bredskuldret som de andre. Hans tøj adskiller sig også en smule, da det består af en lang lysebrun frakke der skjuler hans krop en smule.

”Ricardo siger aldrig mere en nødvendigt” Tilføjer Arlen.

Kiara nikker kort og ser på den sidste mand i rummet. Han har en rød bandage på der holder hans mørke hår væk fra ansigtet. Hans bryst er blottet og afslører en meget veltrænet mave og overkrop. Hans hud er solbrun og hans mandelformede øjne er rettet imod Kiara.

”Jeg er Talos Bride” Lyder hans dybe stemme.

Kiara nikker svagt og ser lidt akavet rundt uden helt at vide hvad hun skal gøre af sig selv. Heldigvis går døren bad hende op og en mand kommer ind. Ud fra de andres reaktion er det en mand med meget betydning.

Han har et mørkt fuldskæg og brede skuldre. Det brune hår er kort og sidder velfriseret. Hans tøj er også af fin kvalitet. Blødt bølget stof bugter sig om hans krop. Manden ser ud til at være ældre end de andre i rummet. Han styrer direkte imod Kiara.

”Kale, ikke sandt?”

Mandens stemme er en anelse hæs men samtidig er der en ro og bestemthed der får hans stemme til at virke højtidelig.

Kiara nikker en og kigger både undrende og respektfuld på manden, der tydeligvis er af høj rang.

”Jeg er Thaddeus af Constans huset, leder af Anyors ambassade”

Kiara kan ikke lade vær med at spærre øjnene en anelse op. Hurtigt bukker hun af bedste formåen, da hun griber sig selv i at være ved at neje.

”En ære af møde Dem”

”Jeg kan se at du har hilst på de andre i min elite. Du vil snart skulle assistere dem på missioner, men først skal du sættes ind i vores normer og læres op. Du kan frit vælge hvem du vil have som mentor”

Kiara kigger forbavset rundt på de 5 mænd. Skal hun vælge en af dem uden rigtigt at kende dem? Det vil uden tvivl blive en hun ender med at hænge meget ud med, så hun er nød til at vælge den der er mindst sandsynlig til at gennemskue hendes forklædning.

Hendes blik glider tænksomt fra den ene til den anden. Alles øjne er rettet mod hende i spænding. Samtidig prøver hun at huske navnene. Ricardo skiller sig ud ved at stå lidt i baggrunden og virke mere ligeglad end de andre. Tristan og Brady kan Kiara ikke huske hvem der var hvem. Arlens venlige blik og rolige smil dulmer en anelse på de nerver der ellers kører på højtryk. Den sidste mands navn har hun helt glemt, men bandagen om hoved og de brede skuldre gør at han også skiller sig lidt ud.

”Vi har ikke hele dagen”

Thaddeus ser afmålt på Kiara der hurtigt nævner den første der popper op i hendes hoved. Hun kender ikke nok til mændene til at kunne tage et ordentligt valg alligevel.

”Jeg vælger Arlen”

Alle i rummet er overraskede over svaret, inklusiv Kiara selv. Brady klapper Arlen på ryggen.

”Nå da, skal du nu til at lære fra dig?”

Arlen himler med øjnene over Brady og ser i stedet på Kiara.

”Det vil være mig en ære Kale”

Det smil der nu spiller om Arlens læber viser at han er beæret over at hun har valgt ham.

Thaddeus afslutter mødet, og Arlen viser Kiara rundt. Alt fra den overdådige spisesal, de mange gange som Kiara overhoved ikke kan finde rundt i, hvor Arlens værelse er, i tilfælde af at hun skulle bruge ham, træningssalen og det til sidst er de nået til det udendørs træningsareal.

”Nå, men tro ikke du får det nemt med mig som mentor. Du skal i gang med det samme.”

Arlens blik glider ned over Kiaras krop, hvilket får hendes paranoia til at røre på sig. Der er ikke noget han kan se, eller det håber hun.

”Du skal nok hurtigt få flere muskler på de arme”

Arlen leder Kiara over til nogle redskaber. Hendes kinder brænder af kommentaren. Kiaras krop er ikke markeret af muskler som Arlen, og faktisk også de andre mænd.

”Eh, okay” svare hun med en smule tilbageholden stemme. Arlen smiler opmuntrende til hende.

 ”Lad os komme i gang, hvilket er dit fortrukne våben?”

Kiara stirrer på de våben der ligger på pladsen foran dem. Kale har trænet til det her længe, mens hun kun har hjulpet ham engang imellem, og mest for sjov. Bue har hun ikke tålmodighed til, sværd er tungt at slås med og de mange andre muligheder ser meget farlige ud. Det slår hende at hun ikke har tid til at være så betænksom. Hun skal forstille sig at være Kale, så hun er nød til at gå med det Kale kunne.

”Faktisk er det kampsport jeg er mest trænet i, men med våben er det sværdet”

”Kampsport? Jaja da, det må jeg se”

Arlen smider skjorten og ser afventende på Kiara, der bare ser forvirret til. Den nu nøgne overkrop er velbygget. Mavemusklerne står tydeligt frem. Det går hurtigt op for Arlen at Kiara ikke fattede hvad han mente.

”Lad os tage en træningskamp”

Kiara ser på Arlen med et måbende blik. Han er mindst en halv meter højere end hende, og han er helt klart langt stærkere end hende. Hun kommer til at gøre sig selv til grin.

”Eh okay”

Lige nu ville Kiara ønske at hun havde deltaget mere i træningen med sin bror, men hun kunne jo ikke vide dengang at hun ville stå i den her situation i dag.

Arlen smiler selv om han tydeligt opfatter Kiaras tilbageholdenhed. Der er ingen vej udenom, så Kiara vælger bare at få det overstået.

Hun stiller sig op over for Arlen og holder hænderne foran sig. Klar til at forsvare sig selv.

Kampen gik i gang og var ovre næsten på samme tid. Det tog ikke Arlen mange sekunder at slå benene væk under Kiara, og hun kunne ikke andet end bare lægge på jorden og føle sig ynkelig. Igen føles det umuligt for hende at skulle udgive sig for at være hendes bror.

”Det kan der godt forbedres på”

Arlen rækker hånden ned til hende og hjælper hende op.

”Jeg har heller ikke meget energi til overs” undskylder Kiara sig med.

”I Eliten er man altid nød til at være klar”

Med hoved på skrå betragter han Kiara en anelse inden han forsætter.

”Med lidt træning er jeg sikker på at du kan blive meget bedre”

Resten af eftermiddagen blev brugt på at træne med Arlen. Han lærte Kiara en masse taktikker og sørgede for at hun fik prøvet hver eneste mindst tyve gange hver. Efter aftensmaden gik hun tidligt i seng og fik den mange tiltrængte søvn hun havde brug for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...