IN OMNIA PARATUS

One-shot! //

En god blanding mellem noget sorg, drama, et lille hint kærlighed? og livet. Kan man vel sige.
Kort sagt, en pige, en dreng, to forskellige verdener, men så ens, når de mødes, gang på gang. Det koster den ene livet.

0Likes
0Kommentarer
87Visninger
AA

1. IN OMNIA PARATUS

Hun smider boksehandskerne på bordet og smider sig i sengen. Hendes hår sidder klæbet fast til hendes svedige ansigt. Hun kører håndryggen over panden og for at fjernet det værste sved.
Hun sukker dybt og kigger op i loftet. Det er af lyst træ og den ene væg er skrå og også dækket af lyst tre. Vindues væggen er mat sort, væggen ved siden af er dyb blå og væggen med døren er hvid. Det er ved døren hendes skab til tøj er. Yderligere har hun en trekvart seng, som står henne ved den skrå væg. Under vinduet står der et stort hjørneskrivebord. Den ene halvdel - den ved vinduet - bliver brugt til papir, skolesager og lignende. Den anden halvdel bliver brugt til små nipsting og det er blandt andet også der hendes spejl hænger, omgivet at små farverige hylder og opbevaringsplads. Et lille bord under hendes skrivebord indeholder alt hendes make-up, som hun finder på til særlige lejligheder. Aldrig skole. Kun hvis hun skal noget efter, eller hvis hun har overskud, når hun står op.
På væggen hænger der ikke noget, ud over hendes hylder, som indeholder bøger. Lige nu er hun i gang med Shakespeares samlede værker, på originalsprog. Hun er nået til Romeo og Juliet. Hun har snart været i gang i to måneder med bogen. Hun synes den er en smule svær at læse, men det er mest på grund af det gamle sprog.
Hun rejser sig op fra sengen. Hun tænder sin computer og smider boksehandskerne hen på sin seng.
Hun blev ramt uheldigt til træning. Nu har hun en splittet læbe og et begyndende blåt mærke. Hun har ikke noget i mod det.
Hun kigger på sig selv, gennem sit spejlbillede. Hendes runde ansigt glitrer i lysets skær, af sved. Hun orker ikke rigtig at tage et bad lige nu. Hun vil hellere vente til i morgen tidlig, inden hun skal i skole.
Hun tjekker for lektier. Ti siders samfundsfag B og fem siders engelsk A. I det mindste har hun ikke noget for i dansk.


Han kigger op. Himlen er blevet mørkt for lang tid siden. Det er kun stjernerne og månen som kaster et svagt lys ned på hans vej.
Han sukker og sparker til stenen som ligger foran ham. Han overvejer om han skal tage hjem eller tage i by. Han ved at han vil få en skideballe uanset hvad han gør. Spørgsmålet er bare om hvor lang tid han udsætte det.
Han beslutter sig for at gå i by. Det kan vel ikke skade, vel? Han kan altid droppe de første timer dagen efter. De er alligevel ikke så vigtige. Eller jo, det er de, men han ved allerede hvad de skal snakke om. Hvorfor møde op så?
Han mærker sin telefon vibrer i sin baglomme. Han har et par sorte jeans på, hvor en to kædet sølvkæde hænger fra den midterste bæltestrop bagpå til højre bæltestrop forrest. En mørk blå - næsten forvekslet med sort - trøje med korte ærmer dækker overkroppen sammen med en tyk læderjakke, hvis krave står op og dækker helt op til underlæben, uden at være lynet.
Han kigger på sin telefon. Hans mor forlanger at han kommer hjem. Hun har kun skrevet. Hun ringer aldrig når det er alvorligt. Det er han egentlig taknemmelig for. Han kan ikke klare at hører hende over telefonen, når hun både er sur og skuffet.
Han sukker, stikker telefonen i baglommen og tænder en cigaret. Han forsætter ned ad vejen.



Hun trækker en hvid, løs langærmet trøje på, smider hendes sorte slidte hættetrøje på og trækker et par tyndslidte jeans på.
Hun stepper i sine slidte og hullede sko og løfter sin taske op den ene skulder.
”Her,” siger hendes mor. ”Din madpakke. Jeg har givet dig en stor hjemmelavet sandwich med.”
Hun modtager madpakken fra sin mor og bliver kysset på panden.
Alkoholen er tydelig at lugte, men hun gør ingenting. Hendes mor er i godt humør. Det bør hun nyde så længe det varer.
Hun stopper madpakken i tasken, finder sin cyklehjelm og sætter den på hovedet. Hun har næsten seks kilometer til skole. Der går ikke nogen bus eller noget tog. Hun skal cykle, men det passer hende fint. Hun har cyklet i skole ligeså længe hun kan huske.

Hun stepper af cyklen og trækker den hen til cykelstativet. Hun låser den - både med kæde rundt om forhjul og stativ, men også den indbyggede cykellås, låser hun - og hænger sin cykelhjelm på sin cykel.
Hun trækker den sorte hætte op over hovedet og lader hendes sorte hår blive skjult. Hendes blodrøde læber står i stærk kontrast til hendes mørke tøj og næsten helt porcelæns hvid hud.
Hun går med hovedet foroverbøjet og undgår let og elegant de andre.
Hun trækker sin taske længere op på skulderen og smutter hurtigt ind ad døren, inden den lukker helt i. Hun lader sine ben fører hende hen til hendes klasse og sætter sig ned ved det bagerste bord og lukker øjnene i.


Han går gennem skolen, tøjet fra aftnen før har han stadig på. Han lader en cigaret hvile bag øret. Gangen er tom. Timerne er begyndt. Han kommer mere end en time for sent. Han er ligeglad.
Uden at banke på, går han ind af døren til der hvor han skal have time. Folk kigger op på ham, men kommenter ikke.
Han sætter sig ved et bord nede bagved. Han finder sin computer frem. Han tænder den og lukker øjnene.
Han åbner øjnene da han fornemmer at computeren er startet op. Han går hurtigt ind og finder Facebook. Han hører ikke efter, for hvorfor skal han?
”Lucas og Sara.”
Han kigger op og kigger rundt. Han ser Sara kigge hen på ham og nikker, da de får øjenkontakt. Han gør ikke noget.
Han lukker sin computerskærm i, går hen til Sara og sætter sig ned ved siden af hende.
Hun trækker på næsen. Han lugter af røg og alkohol.


Hun kigger i spejlet. Et par tomme og livløse øjne stirrer tilbage på hende. Et blåt mærke er ved at blive formet ved hendes ribben. Lige der hvor hun har hendes tatovering.
Hun sætter sit lange hår i en lav og flad knold. Hun tager en sort hat på og lader den skjule hendes hår. Hendes masker sidder også perfekt. Nu mangler hun kun hendes gladiator støvler. Hun har en rød halvmaske på, en kort top med krydsende ryg og et par store shorts. Næsten det eneste tøj der passer hende. Det eneste tøj hun er villig til at ofre sine penge på.
Hun lister ned og låser hoveddøren. Hendes mor er ikke hjemme. Hun arbejder nat hver dag.
Hun lukker døren ud til entreen og slukker alt lyset i huset. Hun har fået sine sko på. Nu mangler hun kun at komme ud.
Hun lister op ovenpå igen og hen til sit værelse. Hun åbner vinduet. Hun kravler forsigtigt ud griber ud efter naboværelsets altan. Hun får lukket sit vindue i. Hun bruger et stykke pind til at sætte i for oven ved vinduet og dækker den til af kravleroserne. Nu kan man ikke længere åbne vinduet, uden at fjerne pindet.
Hun kravler videre ned fra altanen og dumper ned i haven.
Alt er stille. Klokken er to. Hun har en halv time. En halv time og så begynder det.


Han sparker til en sten og går rundt med hænderne i lommen. Han hader alt. Han hader sin uforstående familie, han hader sin skole og han hader livet. Hader er et stærk ord, men han er ligeglad. Han hader alt og alle. Han ønsker bare at han snart er færdig, så han kan komme væk og begynde et nyt kapitel.
Han går i sine egne tanker og mumler for sig selv. Han ligger ikke mærke til hvor han går. Han ved bare at han er på vej væk fra sit hus. Han er på vej væk hjemmefra, for han kommer lige derfra. Han har nyt tøj på og har fået noget at spise. Han har hørt sin mor beklage sig over hans opførsel og set sin far ryste skuffet på hovedet.
Han ønsker at Linna stadig var hos dem. Han savner hende. Det har han gjort i længe.
En gadelampe bader gaden i et svagt gulligt skær.
Han får kuldegysninger og slår armene om sig selv. Han fortryder lidt at han tog af sted hjemmefra igen. Han vil faktisk gerne hjem i sin seng og sove. Han er bare for stolt til at vende om og gå hjem og bede om tilgivelse. Både fordi han ved han aldrig nogensinde rigtig helt vil få den, men også fordi han kan ikke længere tåle at se på sine forældre. Han føler hele tiden at han skuffer dem. Han ved at han skuffer dem. Han kan mærke det. Det er en kvalmende fornemmelse han har, som starter i bunden af maven og hele tiden arbejder på at komme længere og længere op. Han synker og det hjælper. Lidt efter sidder den kvalmende igen langt oppe i halsen på ham. Han bliver ved med at synke, men lige meget hjælper det.
Han mærker noget kollider med sit baghoved. Han vender sig om og gisper i forskrækkelse. En i hættetrøje står med en kniv.
”Dine penge,” forlanger personen.
Det lyder til at være en mand, ud fra stemmen at dømme.
Han ryster på hovedet.
Han ved at det ville kunne ske. Han bor i udkanten af en storby. Et pænere kvarter, men der sker stadig røverier.
”Har ikke nogen,” siger han.
Han taler sandt. Han har smidt de sidste kontanter over en disk tidligere. Han havde brug for en genopfyldning af cigaretter.
”Giv mig nu bare dine penge og lad være med at spilde mere af din aften her,” lyder det fra stemmen igen.
Han ryster på hoved og holder sine hænder op.
”Jeg har ikke nogen. Jeg brugte de sidste tidligere i aftes,” fortæller han.
Røveren slår en trist latter op.
”Årh, det er synd var? Dem smed du lige en tand for tidlig.”
Han ryster på hovedet.
”Bare lad mig være,” beder han.
Røveren ryster og griner.
Han fortryder nu at han ikke var blevet hjemme. Måske ville han have haft undgået dette her.
Før han når at reagere, mærker han en skubbe ham af vejen.
En person i lidt tøj har skubbet ham væk. Han ser at personen bløder.
Han kigger hen på gaderøveren. Han holder ikke noget. Røveren virker mindst ligeså chokeret som han er.
”Gå hjem, Larsen,” lyder det fra den ukendte person. ”Du har ikke noget at gøre her.”
Røveren ryster på sit hoved, vender om og løber. Han ser sig ikke tilbage.
Hun kigger ned på drengen som hun har skubbet væk. Han virker for overrasket til at han selv kan komme op og stå.
”Hjælpende hånd?” spørger hun.
Han ryster på hovedet.
”Nej. Det der kunne jeg godt selv have klaret.”
Hun nikker. ”Det tvivler jeg ikke på. Tag hjem til din familie og sig undskyld.”
Han kigger hende i øjnene.
Selv i det svage mørke kan han se det mørke tomme og livløse øjne. Som om alt livet har forladt hende for flere årtier siden.
Inden han kan nå at gøre mere, er hun væk.



De næste mange nætter forsætter hun rundt på gaderne om aftnen. Hun tager imod de få tæsk hendes mor sender hende og klager ikke. Det er ikke så slemt. Hun har prøvet værre.
I skolen forsætter som hun altid har gjort også. Usynlig, stort og slidt tøj og altid lektierne klar til tiden. Hun siger ikke noget i timerne. Hendes karakter fra sidste år kommer nok til at ligne dem hun ville få senere. En lav karakter i mundtlighed og en høj karakter i skriftlighed. En karakter som ikke betyder synderligt meget for hende, men som får lov til at bestemme hendes fremtid.
Hun kigger sig i spejlet på skolens badeværelse. Hun er varm og klam. Feber. Det går ikke. Hun har ikke råd til at blive syg. Hun skal arbejde og hun skal konkurrer. Hun mangler nye sko. De andre er slidte op. Hendes top er også ved at gå fra hinanden. Det går ikke. Hun må ikke blive syg. Så vil hun blive sendt hjem fra arbejde. Hun må jo ikke smitte kunderne.
Hun løfter hættetrøjen. Et sår er voldsomt rødt og gult. Det ligner betændelse. En tur til lægen igen. Måske er det grunden til hendes feber. Eller også er hun ved at blive ramt af en forkølelse. Hun magter ingen af delene.


Han traver langsomt ned af vejen. Han er på vej væk fra sit hjem. Han er på vej væk fra det hus, hans såkaldte forældre bor. Han gik aldrig ind. Han var på vej op ad indkørelsen, da lyste tændtes. Så fortrød han.
Han har kun været hjemme en gang siden den aften. Den aften blev reddet af pigen med de tomme og livløse øjne. Han fik aldrig snakket med sine forældre. De havde gæster. Han tog et bad, spiste med dem og gik i seng. Han lod som om han sov, da hans forældre tjekkede op på ham. Han magtede ikke at snakke med dem.
Han har anskaffet sig lidt penge. Han fik et par tusinder ud af en narko handel. Sorte penge. Sorte, ulækre penge, som han risiker at dø for.
Han har før lavet sort arbejde. Det var da han hjalp sin genbo med garagen. Der tjente han lige et par tusinder på en weekend, samt et weekendophold i genboens sommerhus. Det var sidste år. Der var ingen risiko. Det er der her.
Han hører nogle råb i det fjerne og går over mod lyden. Han er ved at komme langt væk hjemmefra. Han kan ikke længere genkende området. Hans forældre har altid fortalt ham at han skulle blive væk. Det var et slumkvarter. Alle mulige dårlige ting ville ske der. Mord hørte man ofte om i området. Det var yderst sjældent at ham hørte om mord fra hans område. Kun en enkel gang i de sidste ti år, var der en død af mistænkelige omstændigheder fra hans kvarter. Kun en enkel gang var der et dødsfald som blev klassificeret som mord. Der hvor han er nu, var der gerne seks - syv tilfælde om året. Nogle bliver forårsaget af det rockermiljø som hærger området. Andre er på grund af de fight-nights der forgår. Selv hjemme i hans pæne kvarter hører man om det.
Han træder ind i en lager bygning. Skarp lys blænder ham og han holder hånden op for at skærme sine øjne.
Det larmer og der er mange mennesker. De fleste er store med mange muskler. Nogle er små og tynde som ser ud at vil blive knust så snart de store rører ved dem. En helt tredje gruppe er piger i lidt tøj, farvet hår og et ton make-up.
Han har aldrig nogensinde kunnet se hvorfor piger skulle gå med så meget make-up. Det er jo aldrig kønt og hvad vil de gøre til fest? Tage et ton mere på?
En sang bliver sat på og hele lagerbygningen falder stille. Lyset bliver koncentreret på midten. Der står to personer. Han kan kende den ene. Det er pigen som reddede ham, uden at han selv vil indrømme det.
Ingen siger noget. Sangen i baggrunden siger det hele. Alle virker til at vide hvad der skal forgår, undtagen ham. Han spørger dog ikke om noget. Han ved at det vil være dumt. Så vil han tiltrække sig selv noget om opmærksomhed og hele lagerbygningen skriger ’undgå opmærksomhed!’
Han forholder sig en smule i baggrunden og ser de to personer i midten liste sig om hinanden. Som to rovdyr på jagt.
Det er et sjovt syn. En lille pige, ikke engang mere 170 centimeter høj, mod en stor fyr på mere end 180 centimeter høj. Han er bred og havde mange muskler. Hun er lille, tynd og ser ikke særlig stærk ud ved siden af ham.
Han ser målløs til da pigen slår den store teenager ned i gulvet.

 


Mange nætter går, uden de møder hinanden.
Han bliver ved med at komme i det gamle industrikvarter, selvom han ved det er dumt. Det er farligt. Særligt når folk ved hvor mange penge ens forældre har.
Han har netop fået hævet et par hundred af sin SU. Han har dem i lommen. Pungen ligger derhjemme. Kortet er gemt i en inderlomme i jakken.
Han sparker til en sten og ser den flyve væk. Han registrer et lavt ’klink’, som stenen lander på noget metal.

Hun sidder i et træ. Hun observerer ham fra lang afstand. Han er klædt i mørkt tøj og fin læderjakke. Den koster mere end hvad hun får i SU.
Hun kigger på sin mobil. Klokken er mange. Hendes mor sidder sikkert på et værtshus og drikker.
Hun lader øjnene lukke i og drømmer sig væk. Hun drømmer sig væk til et land, hvor hun ingen større problemer møder. Hun ved dog, at dette er umuligt. Problemer er det som definer folk. Hun har selv mødt mange problemer og de har skabt hende. Hun vil ikke ændre det. Hun er som hun er og hun er tilfreds.
Hun åbner øjnene og hopper ned fra træet. Hun hvæsser, da hun rammer jorden. Hendes fødder er ømme. Meget ømme.

Han stopper op og kigger over sin skulder. Han kan ikke se nogen, men han er overbevidst om at han hørte nogen.
Han trækker på skulderen og stikker hænderne i bukselommerne. Bare få hundred meter og et par sving mere til bestemmelsesstedet.
Han mærker den kolde vind slå i mod ham og kan lige ane hvordan skyerne trækker sig sammen til regn.
Han går hurtigere og til sidst slår han over i han hurtig jog.
Han hører stemmer og musik.
Larm.
Han er ved at være det rigtige sted.

Han er blevet lovet en god træning. Han ved ikke hvem.
Da han kommer indenfor i varmen, smider han sin læderjakke. Kortet og pengene er han ikke bekymret for. Han skal nok overleve uden, hvis det bliver taget.
Han kigger ned på sin telefon. Det er det rigtige mødested.
Hallen er stor og dunkel. Der er mange mennesker og massere af røg. Luften er tyk og det lygter af sved og indelukkethed.
”Klar?” lyder en stemme bag ved ham.
Han vender sig om.
Det er den samme pige fra før.
”Hvor har du mit nummer fra?” spørger han.
”Nemt,” svarer hun. ”Hackning. Klar?”
Inden han når at reagere, slår hun ud efter ham. Han når ikke at parerer.
”Hurtigere,” siger hun og slår ud igen.
Denne gang parerer han slaget, men ser ikke foden der kommer flyvende.
Han lander på gulvet med et lav ’thump’.
”Hvis du vil overleve, så være hurtigere og tænk fremad. To arme, to ben, et hoved. Meget skade.”
Han nikker.
”Gå til angreb på mig.”
Han prøver, men ligger kort tid efter ned igen.



En dag bliver til to. To dage bliver til en uge. En uge bliver til en måned.
Han er blevet bedre til at kæmpe, men ikke god nok. Han kan stadig ikke beskytte sig selv mod de gentagne slag og spark fra pigen. Han er ikke hurtig nok.
Han løber i sit træningstøj.
Han bor hjemme ved en kammerat. Familien snakker han kun sjældent med.
Det hele er lidt farligt. Han har lovet sin kammerat at han ikke ville begive sig ind i det gamle industriområde, mens han boede hos ham, men uvilkårligt har hans fødder ført ham derhen. Han mangler et adrenalinkick.
Det er stadig højlys dag.
Det gamle industriområde ligger øde hen. Hærværk og graffiti fylder de fleste mure og væge. Jern ligger og flyder og der er huller i det hegn som skulle beskytte folk fra at komme ind på den gamle kemifabrik.
Han vender om, inden han når længere. Han vil ikke bryde sit løfte til sin kammerat.

Det er mørkt.
Det regner.
En sort krage flyver ind under en gadelampe, som kortvarig kaster en uhyggelig skygge over gaden.
Hun strammer sin hestehale og kigger hen ad gaden.
Han burde snart dukke op. Han plejer at komme på det samme tidspunkt.
Hun venter lidt længere. Hun forbliver uset i træet.
Hun hopper ned.
En skriger.
Hun løber og hopper over et lavt hegn.
To store silhuetter stor over en tredje silhuet. Den tredje silhuet skriger igen.
Der bliver trukket en kniv.
Hun stopper op.
Der bliver skreget igen.
Hun ryster hovedet og løber.


Han hører nogen skrige.
Han løber efter lyden.
Det er i udkanten af det gamle industriområde.
Han ser en løbe hen i mod tre silhuetter. Han ser også kniven.
Hans ben bærer ham tættere på. Han forbliver skjult bag gamle tønder og træer.
Græsset er højt.
Han mærker hvordan det våde græs langsomt klistrer sig til ham og gør hans ben våde. Han tænker ikke over det.
Han kigger ned, forsøger sig langsomt at bevæge sig fremad uden at larme.
Et skrig.
Et anderledes skrig.
Et skrig, han ikke har hørt før.
Han trækker de våde bukseben op til sine knæ. De irriterer ham, siddende klæbende rundt om hans ben.


Hun mærker blodet sive langsomt ud af sin krop.
Det løber ned af hendes mave. Forbi kniven, ned af maven og videre ned af benene.
Hendes hånd forsætter ubevidst med at slå ud. Men de er væk.
Hun ser dem løbe væk.
Hun bliver ved med at slå ud efter dem.
En løber til højre. Et klogt valg. Højre = hurtigere væk fra industriområdet = hurtigere ud til bebyggelse = andre mennesker.
De to andre løber ligefrem. Forsætter dybere ind i industrikvarteret.
Hendes hånd falder ned, lægger sig beskyttende rundt om såret.
Kniven sidder der stadig. Kun skaftet er synligt.
Det brune skaft, bliver mørkere og mørkere. Blodet farver det.
Hun skriger.
Hun skriger som hun aldrig har skreget før.

Han løber, uden at tænke.
De er væk. Det er sikkert.
Han dumper ned ved siden af hende.
Hendes mave er smurt ind i blod, der langsomt fosser ud, ved siden af kniven.
Han kan genkende hende.
Hun har reddet ham før.
Hun har reddet andre før.
Hendes ansigt er hævet. Blå og lilla skimter gennem make-uppen.
”Hjælp,” hvisker hun.
Han ryster på hovedet, tårer falder og hans krop ryster.
”Kniven,” hvisker hun.
Hendes ansigt er forvredet i smerte. Øjnene knebet sammen. Mund i en tynd linje. Rynker i panden.
”Tag den ud.”
”Nej. Så dør du.”
”Gør jeg alligevel.”
”Nej!”
”JO!”
Hun gisper, griber fat i hans arm. Hendes øjne kigger modløst op på ham.
Han har aldrig set så sorte og livløse øjne. Det er værre end sidst han kiggede i dem.
”Vil du ikke nok?”
”Hvorfor?”
”Jeg dør. Forkort min smerte.”
”Du kan reddes!”
”Nej. Fjenden er inde i mig.”
”HOLD MUND!”
”Inde i mig, er den værste fjende. Den usynlige fjende.”
”HOLD NU MUND!”
Han råber, banker hånden ned i græsset og lader et stort hulk, gennemryste sin krop.
”Du dør ikke! Du må ikke dø!”
Han græder.
Han græder.
Han græder.

Hun lader sin krop slappe af. Hun sender ham et smil. Et smil, som ikke når hendes øjne.

Han åbner øjnene.
Hun har fat i skaftet af kniven.
Han slår sin hånd ud, prøver på at stoppe hende, men det er for sent.
Et skrig.
Kniven er ude.
Blodet flyder.
Det våde græs bliver langsomt malet en dyb, mørk, blodrød.
”Løb,” hvisker hun. ”Du kan ikke hjælpe. Løb, hjem til din familie.”
”Nej,” græder han.
Han læner sig ned over hende, sin krop dækker hendes.
Han kigger op mod hende. Ingen tårer på sit ansigt. Ingen had. Ingen sorg. Intet.
”En ære,” hvisker hun.
Hendes øjne lukker sig langsomt i.
Han ryster hende.
”Nej!” hvisker han. ”Vågn!”
Hendes øjne åbnes igen, et lille taknemligt smil, spiller sig om hendes læber.
”Ingen skønnere måde,” hvisker hun. ”En ære.”

Hun mærker, blodet bliver drænet fra hendes krop. Hun mærker, livet forlade hende. Hun mærker, hvordan hun langsomt glider væk. Hun mærker, trætheden tage fat.
Hun sender ham et sidste smil. Hun knuger dolken i sin hånd en sidste gang og giver slip.
Hendes bryst er stille. Hendes mund åben, smilet stadig på plads.

Han samler hende op. Han ved ikke hvorfor. Han gør det bare.
Han går ud fra området. Han ved ikke selv hvor han vil hen.
Det er mørkt.
Gadelamperne er gået ud. Månen og stjerne er de eneste lyskilder.

En eng, med blomster. Hun bliver lagt der.
Han ringer 112. Fortæller adressen, ligger på og løber.
Han smider sit tøj, tænder det med sin lighter og smider sin telefon ind i flammerne.
Han løber hjem. Hjem til sin intetanende og uskyldige familie.
Han kommer ind, op på sit værelse og i noget tøj.
Hans mor kommer. Han kaster sig hende om halsen.
Han kaster op.
Tårerne triller, værelset lugter og han er i sikkerhed.


Hun sidder hjemme. Hun har fri. Fjernsynet kører i baggrunden. En øl står på bordet. Hun syer et tæppe.
Et bank lyder.
Hun giver et sæt.
Et bank lyder igen.
Hun rejser sig op og går hen mod døren.
Hun græder, da hun ser hvem det er.

Hun ligger tæppet over sin datter.
Øjnene er lukket. Hænderne er foldet. En pæn, hjemmestrikket hvid kjole, pynter hendes krop.
Hun kigger ned på sin datter. Hun kysser hendes pande en sidste gang.
Hun trækket tæppet over hovedet på hende.
Hun nikker, kisten må lukkes.
Det hvide låg, bliver lagt på. Små hvide kors, bliver brugt som skruer.
Hun vender sig om. Hun gisper.

Han står i et sort jakkesæt. En krans står foran fødderne på ham.
”Undskyld,” hvisker han. ”Ikke min hensigt at skræmme Dem.”
Hun ryster på hovedet, ligger sin hånd på hans skulder og giver den et klem.
Han ser hende smutte ud af døren, uden et ord.
Han ligger kransen ved kisten.
Han ligger sin højre hånd på kisten, knuger den, inden han trækker den til sig.
Han smutter.


I snart to måneder har hun ikke rørt alkohol.
Hver dag, når hun kommer hjem, græder hun.
Alt alkoholen er hældt ud. Hun kan ikke tåle at se på det længere.
Hun har mistet sit eneste barn.
Hun græder.
Hun græder.
Hun græder.
Hendes krop ryster.
Hun bliver stille.



 



-----


Hey guys!
Jeg ved ikke lige om jeg skal ændre den til rød, fra gul, eller om gul går an... Nu må vi se :D
Øhm, ja.... To forskellige skrivearter, I know... Skrev den af to omgange... Håber I overlever.... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...