I begyndelsen var ordet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2017
  • Opdateret: 26 mar. 2017
  • Status: Færdig
Til Skønheden og Udyret konkurrencen. Der er taget udgangspunkt i første mulighed.

0Likes
0Kommentarer
120Visninger

1. Ordet

Han fandt hende på gaden dækket i hullede tæpper fyldt med kryb og andre former for insekter. Han kunne ikke engang gætte på hvornår de sidst var blevet vasket, hvis de overhovedet nogensinde havde set en vaskemaskine.

Hun lå og sov med et smertefuldt udtryk, og selvom det så ud som om hun var ved at græde kom der ingen tårer. Hun sagde ikke en lyd som hun bare lå der i fosterstilling. Han kunne ikke rigtig gøre andet end at stå og kigge ned på hende, uden at vide hvad han skulle gøre. Han ville ikke vække hende, men han synes heller ikke han kunne lade hende sove. Derudover ville hun nok også blive skræmt hvis han prøvede at tale til hende. Han ville ikke skræmme hende. Men han ville heller ikke vente, for sneen faldt rundt om dem, der var koldt, og hun havde ikke ordentlig polstring på. Hvis han ventede ville hun måske blive syg.

Med en beslutsom håndsudrækning satte han sig på knæ, for derefter at ruske lidt i hende. Siden han ikke kendte hendes navn kunne han ikke engang hviske det ind i hendes øre for at få det til at virke mere roligt. Istedet hviskede han "Vågn op Tornerose" et par gange, for bare at kalde hende noget. Hun forblev dog liggende med lukkede øjne.

Letter fortvivlet over hvad han så skulle gøre kiggede han sig rundt. De var de eneste i området, hans bil stod ikke mere end ti meter væk, han var relativt stærk af sin størrelse. Disse fakta lagde sig sammen for hans indre, og han kunne visualisere hvordan han bar hende over til en allerede åben bildør, så hun kunne ligge blødt på bagsædet. Han kunne dog ikke planlægge hvor han skulle gøre af de beskidte tæpper. Om han overhovedet skulle gøre noget med dem vidste han heller ikke. Egentlig havde han slet ikke lyst til at røre dem, da de så ret levende ud, med alt det der kravlede på dem, og han ville i hvert fald ikke have dem ind i hans bil.

I samme øjeblik som han havde besluttet sig for bare at hive dem af hende, for derefter at håbe hun ikke vågnede, og bære hende over i bilen, åbnede hun øjnene. Han var stadigvæk på knæ fra sit fejlede væknings forsøg. Hun gjorde store øjne da hun kiggede op på ham. Han sad som forstenet og håbede for alt i verdenen at hun ikke råbte efter hjælp. Han ville prøve at forklare hvad han havde gang i, men hvad var det egentlig helt præcist? Han ville have hende med i bilen, for at tage hende med hjem. Hvis han prøvede at fortælle det lød det mest af alt som et kidnapningsforsøg. Han kiggede prøvende på hende, og håbede inderligt at hun ikke ville spørge om ting der kunne misforstås, for ærligt havde han ikke nogen ordentlige svar.

"Sne" sagde hun med en hæs stemme, og pegede ud. Hun var midt på gaden og behøvede egentlig bare at pege på sig selv, eller op, hvis hun ville vise hvor sneen lå. Han fandt dette sødt og kom til at smile, før han kom i tanke om at han skulle være bekymret. Hun lød mindre intelligent end han havde regnet med, men eftersom hun kun havde sagt et enkelt ord kunne han ikke dømme hende på en helhed. Dog ville han skyde på hun var på omkring samme alder som ham. Måske lidt yngre.

"Ja, sne" fik han sagt med en lettere hård tone. Han tænkte det nok var en blanding af nervøsitet og opildning der fik ham til at sige det på den måde, men valgte at lade det ligge, ligesom sneen de var i. Hun kiggede igen op på ham, tog sine arme mod ham, og med et lidt anspændt træk fik hun hans arme til at pege på sneen.

"Sne" sagde hun igen, nu med en lidt mindre hæs stemme. Han tænkte det nok bare var fordi hun lige var vågnet den var hæs før, og ikke fordi hun var syg. Han åndede lettet op. Han tog sig selv i det. Hvorfor var han lettet?

"Ja, sne" sagde han igen, denne gang i en blødere stemme. Hun smilede stort til ham, nævnte igen "Sne", og nikkede derefter bekræftende for sig selv, som om hun lige havde fået vist sin pointe, og nu var tilfreds med at hun havde fået ret.

På en eller anden måde fik han overtalt hende til at smide tæpperne i skraldespanden, og komme med ind i bilen. Han kunne ikke huske detaljerne, og var ret overrasket over hun havde taget med frivilligt. Han var også overrasket over at han overhovedet ville have hende med hjem, siden han som regel plejede at ignorere folk generelt. Han prøvede lidt at sortere i sine tanker, men nåede ikke langt før hun afbrød ham med sit store smil.

"Kakao" jagede hun, alt imens hun rystede med sin tomme kop.

"Kakao" gentog hun.

Han følte han var blevet afbrudt i nogen vigtige tanker, og følte en fare for sit privatliv generelt. Dog slog han hurtigt væk fra dette, eftersom hun begyndte at synge en kakao sang, som meget originalt kun indeholdte ordet "Kakao". Nogen gange var det lidt delt op i stavelser, og han var sikker på han ville få den på hjernen når han skulle sove.

"Ka-ka-kakao, kakao, ka-ka-kakao, kakao" sang hun. Han var allerede stående, og var gået ud med hendes tomme kop i køkkenet, for at hælde mere op.

"Ka-ka-ka-værsgo" sagde han som han rækte den til hende. Han fandt sig selv vældig sjov, men hun stirrede bare på ham, tog koppen, og sang videre på sin egen sang.

"Varm" udbrød hun med overraskelse. Han sukkede let. Den havde dampet op, så selvfølgelig var den varm. De havde de fire andre kopper hun havde fået også været. Hun var helt sikkert på hans alder, men hendes opførsel mindede ham om en 5-årig. Måske den estimering endda var for generøs.

Omkring klokken 22. valgte han at gå i seng. Han havde redt op til hende i sofaen, fortalt at han var i soveværelset hvis det var noget, og sørget for hun havde tisset af, for dermed også at vise hende toilettet. Som en sand gentlemand havde han stået udefor, men som en bekymret far havde han konstant spurgt om hun var færdig, om hun havde tørret sig, om hun havde lavet nummer et, eller nummet to, og om hun havde brug for hjælp. Hun havde bare grinet af ham, hvilket han ikke helt forstod.

Lidt over klokken 22:30 hørte han en puslen fra stuen. Han hørte fodtrin. Han hørte en knirkende dør, efterfulgt af knirkende gulvbrædder. Derefter kunne han mærke puslen i hans halvandenmands seng. Straks lod han som om han sov, for derefter straks at fortryde siden han lige havde glemt at hun kun mentalt var en 5-årig, og kropsmæssigt var hun fuldtvokset kvinde. Han kunne mærke hendes varme som hun lagde sig, og hans mandelige hormoner vågnede automatisk op til dåd, ind til han fik tænkt på at han tidligere havde hørt hende tisse, samt at hun havde lavet den irriterende kakao sang, og ikke kunne regne ud kakaoen var varme som den dampede. Det kølede ham lidt ned. Desværre blev han fuldt opmærksom på kakao sangen og hørte den nu for hans indre. Irriteret faldte han lidt ned, og efter noget tid faldte han i søvn.

"Morgen!" udbrød hun fornøjet da de første lysstråler skinnede ind. Han følte sig smadret, for ja, han havde sovet, men han havde følt sig mast i sengen, som under ingen omstændigheder var lavet til to voksne, og siden han ikke ville støde ind i 'de ting der gjorde hende til kvinde' havde han ligget med så meget afstand som muligt. Selv i hans underbevidsthed havde han gjort sit bedste.

"Mad" sagde han, som han smurte en toast til hende. Han havde automatisk taget en værge rolle for hende, uden at tænke for meget over det. Hvilket egentlig overraskede ham, da han ikke var den slags mennesker, som ville tage sig af andre. Faktisk havde han for det meste løbet fra ansvaret, og det undrede ham gevaldigt at han nu havde fundet et problem, og samtidig besluttet sig for at tage sig af det.

I mens han stod dybt i sine egne tanker sad 'problemet' og var dybt fascineret af TV'et. Der var nyheder tændt, hvilket fik ham revet løs fra sine tanker, så han kunne se med, om der var tale om forsvundne personer. Eventuelt fra en mental anstalt. For han vidste det ikke var normalt at en ca. 20-årig pige lå ude i sneen med levende tæpper, men som egentlig mentalt var en 5-årig. Der kom dog ikke noget om netop dette emne, og han smurte halvt skuffet, halvt lettet, maden videre. En lille undren kom op i ham. Hvorfor var han lettet?

Han gik på arbejde, med meget konfliktende følelser. Han havde ikke lyst til at lade hende være alene. Han havde ikke lyst til at lade hende være i hans hus, men han kunne heller ikke tage hende med. På trods af han var ung var han meget succesfuld på jobbet, og han havde ikke i sinde at tage et voksent barn med på arbejde. Det ville kun skabe unødvendige rygter. Han havde dog sat med til hende i køleskabet før han gik, hvilket var det eneste der hjalp ham lidt.

Da han kom hjem sov hun på sofaen med resterne af frokosten rundt om munden. Til hans overraskelse var køleskabet lukket. Af den ene eller anden grund havde han forventet at hun havde glemt at lukke det.

Dagene gik hurtigt. Han lyttede mindre og mindre på nyhederne og hendes barnlige opførsel begyndte at gro lidt på ham. Han havde fået et godt forhold til kakao sangen, og efter meget bøvl med at han havde lavet kakaoen forkert, eftersom der manglede skumfiduser, var de blevet rigtig gode venner. Hun talte stadigvæk for det meste kun i enkelte ord og med mange gentagelser, men han var efterhånden blevet vandt til det, og fandt det ret sødt.

Han var sågar begyndt at se frem til når han kom hjem fre arbejde. En følelese han ikke vidste han manglede. 'Hjem' i sig selv var blevet et dejligt ord, og weekender var noget han kunne nyde. Han havde ikke vidst at man kunne få så varme følelser i kroppen, af at være sammen med et andet menneske.

De sov stadigvæk sammen hver nat, men hans faderlige gener havde vundet over hans mandelige hormoner, og det var ikke længere et problem. Han bekymrede sig dog over at han ofte vågnede med en våd ryg, og havde deduceret at hun tit græd i søvne, hvilket var noget der først var sket efter nogen dage. Han kunne stadig tydeligt se hendes smertefulde og ulykkelige udtryk, fra den dag de havde mødtes. Han havde ikke turde vende sig om for at tjekke om det var det samme hun havde i sengen nu.

Det var den samme rutine hver dag. De havde vænnet sig meget til hinanden, og kommunikationen forgik som regel mest med fagter. Selvom de ikke havde talt så meget før talte de endnu mindre, jo mere de var sammen. Ingen af dem virkede til at have noget i mod det, og personligt fandt han det meget ret. Hun var begyndt at smile og grine mere, og til hans egen store overraskelse, så var han begyndt på det samme.

Der fandtes dog en følelse i ham som han ikke kunne beskrive. Han turde heller ikke prøve. Den skræmte ham, hvilket fik ham til at prøve at distrahere sig selv fra den. Hvilket lykkedes ham meget godt. Der var kun enkelte gange om natten, når han ikke kunne sove, den stille prøvede at komme op, og han kunne svagt høre hvad den sagde. Det var bekymring 'Du ved ikke noget om hende. I kender ikke hinanden. Du ved ikke engang hvad hun hedder'. Han overdøvede altid dette med kakao sangen. Nogengange var det kakao sangene remix han kørte for sig selv. De havde lavet den sammen. Dette i sig selv var nok til at få ham til at falde til ro, for derefter at falde i søvn. Bekymringerne blev der dog.

Dagene gik. En morgen, som alle andre, gentog de samme rutine.

"Mad" sagde han.

"Mad" sagde hun.

De spiste imens de så nyhederne. Han var mere optaget af sin mad end han var af TV'et.

"Mig" sagde hun.

"Dig?" sagde han uforstående. Han kiggede op på hende, og så hun pegede på TV'et. Med et hul i maven som ramte ham hurtigere end han turde indrømme fulgte han fingeren, og så, ganske rigtigt, et billede af hende.

"Dig" fik han sagt med halvknækket stemme. Det tog ham noget tid før han fik fundet fjernbetjeningen og skruet op, så han kunne høre hvad det handlede om.

Gennem sine duggede øjne fik han set tingene i slowmotion. Hendes forældre var i TV. De havde ledt efter hende i en måned, ca. den tid han havde kendt hende. De havde ikke kontaktet politiet før, eftersom de troede hun bare havde brug for at være lidt alene. Der blev ikke nævnt nogen personlige ting. Ikke at hun i virkeligheden var et voksent barn. Ikke at hun for det meste talte i enkelte ord. Ikke at hun lavede sange om mad og drikke. Ikke at hun græd om natten. Han kendte hende. Men han vidste ikke hvem hun var.

"Mor" sagde hun smilende, stadigvæk pegende på fjernsynet.

Hun forventede tydeligvis et svar fra ham. En gentagelse. Men han sad bare forstenet. Uforstående og fyldt med tvivl. Han vidste hvad han burde gøre. Han vidste han burde ringe til dem. Han vidste han burde sende hende hjem. Men han kunne ikke.

"Græde?" Sagde hun bekymret, med en stemme der virkede så lav at man næsten ikke kunne høre den. Men han hørte det. Hvilket fik ham til at græde mere. Han græd så meget at han troede han ville drukne.

"Papir" sagde hun. Imens han havde været optaget af at græde havde hun hentet papir, og stod nu klar med det fremme i hånden. Han rakte ud efter det, men istedet for at tage papiret tog han hende i håndleddet, og tog hende ind til sig. Det var hverken fader generne eller de mandelige hormoner der havde kontrollen. Det var de menneskelige behov der havde taget over, og han ville ikke undvære hende. Han ville ikke forlades. Han var bange.

Hun virkede til at forstå dette. Hun bevægede sig ikke væk. Hun lod sig bare blive holdt om, uden at sige noget. Ikke at dette var noget unormalt, siden de normalt ikke talte, men han følte stilheden var anderledes denne gang. Han følte at hun godt vidste hvad han skulle til at gøre. Ligemeget hvor lidt han havde lyst.

Samme dag kom forældrene. De græd af glæde over at deres pige igen. De havde været bekymret. De fortalte hun havde fået sit hjerte knust, og ifølge den psykolog hun havde gået hos, så havde det fået hende til at gå tilbage til den tid da hun var lykkeligst. Som en 5-årig. De havde dog ikke vidst at det var så slemt, og havde ladet hende fortsat bo alene. Men da de ville besøge hende for at se hvordan det gik havde hun ikke været hjemme, hvilket de ikke tænkte så meget over. Men efter de havde tjekket flere gange, var de blevet bekymret, og havde lukket dem selv ind i hendes lejlighed. Dog havde der set ud som præcis da de havde sat hende af, og det var der alarmklokkerne i dem begyndte at ringe.

De lød ikke som dårlige forældre. Bare lidt naive. Hvordan kunne de lade en pige med mentalitet som en 5-årig bo alene? Var hun gået ud for at handle, men glemt hvor hun boede, og derfor overnattet på gaden? Havde hun leget i skraldespandende og fundet tæpperne der? Hans hjerne kørte på højtryk, og han vidste han aldrig ville få svar på spørgsmålene han havde lyst til at stille. Men det største spørgsmål han ville have svaret på var "Hvem er 'han'?"

Hvilken slags person var 'ham' der kunne få hende til at gå i så mentalt shock, at hun hellere ville være 5 år, end at gå videre i livet, som en voksen? Han havde lyst til at spørge. Men han ville ikke kende svaret. For første gang i hans liv var han helt og aldeles på bar bund, og alt dette på grund af et andet menneske. Han havde lovet sig selv at han aldrig ville være involveret i andres liv, og alligevel havde han taget hende til sig. Lavet mad til hende. Givet hende et sted at sove. Han havde endda adopteret hendes kakao sang som hans ringetone. Siden remix versionen ikke var optaget endnu.

"Ka-ka-ka-kakao" sang hun ved siden af ham. Overrasket begyndte han endnu engang at græde. Han sluttede sig automatisk til de grædende forældre, selvom hans grunde var det modsatte af deres. Hun sang videre, imens hun lænede sig op af ham på en støttende måde. Forældrende græd videre, kiggede lidt undrende på hinanden, for at græde lidt mere. Efter de alle havde grædt færdige sluttede kakao sangen også. Han tænkte hun nok prøvede at hjælpe på sin egen måde.

Han vidste hvad der ville ske derefter. På trods af alle hans mentale forberedelser var han ikke klar til at sige farvel. Forældrende havde ikke sagt noget, men han kunne se de helst ville undgå at han skulle have nogen former for fremtidig kontakt med hende. Han kunne mærke at de ikke stolede på ham, når han havde sagt der ikke var sket noget mellem dem, siden han jo var en 'ung og sund dreng' som de havde kaldt ham. Han synes han spottede tårer i hendes øjne før de førte hende væk, og han stod tilbage. Magtløs. Al hans styrke forlod kroppen og han sank sammen. Den varme følelse han havde haft da de havde været sammen blev erstattet af en følelse af nåle. Som om glas havde smadret inde i ham og nu stak skårene ud igennem. Han kunne ikke engang magte at lukke døren. Han lå bare der, totalsmadret i dørkammen, og så hans kærlighed forsvinde med bilen.

Kærlighed... Det var første gang han havde brugt det ord. Han havde nok elsket og mistet. Hun var bragt til ham på grund af et knust hjerte, og et knust hjerte var det hun efterlod ham med. Han fandt ironien i det hele så sjov at han ikke vidste om han skulle græde videre, eller begynde at grine. Han overvejede om han kunne få lov til at glemme alt om hende, ligesom hun havde glemt alt om 'ham'. Men han ville ikke glemme hende. Han ville ikke leve uden at kende den følelse han havde haft med hende.

Hvornår begyndte den, undrede han sig lidt over, inden han faldte i søvn med et smertefuldt udtryk i ansigtet, stadigvæk liggende i dørkammen.

"Mad" sagde hun med et stort smil.

Han smilede tilbage til hende inden han vågnede, og opdagede han havde set hende i hans drøm. Han kunne mærke noget vådt på kinderne, og forstod hende pludselig bedre. Det var derfor hun havde grædt i løbet af nætterne. Det var derfor han havde været våd på ryggen.

Med smerter i hele kroppen, og efter hvad der føltes som en evighed fik han rejst sig op. Med sløve skridt bevægede han sig ud i køkkenet. Han kunne stadig mærke glasskårerne i hans hjerte, og gjorde sit bedste for ikke at splintre dem mere. Dog havde han glemt at det der stod forrest i køleskabet var kakao, så han nåede knapt at åbne det på klem før han lå på gulvet i sin egen sø af tårer. Havde huset altid været så stort? var det eneste han tænkte på, som han lå der.

Dagene gik langsomt, han fik bevæget sig frem i livet på trods af han konstant havde lyst til at stoppe. At gå baglæns. At lægge sig og aldrig rejse sig op igen. Han vidste ikke rigtig hvad han ville mest. Men han distraherede sig selv fra nytteløse følelser og bevægede sig frem af. Livet før hende havde han trods alt klaret i 20 år, så han ville gå tilbage til det, og klare det igen. Dette var dog nemmere tænkt end gjort.

Han kunne ikke engang tænke på kakao uden at bryde sammen. Hele hans hjem mindede ham om hende. Han lå oftest søvnløs om natten fordi han savnede hendes varme. De eneste gange hvor han fik sovet var fordi han faldt om af udmattelse.

På en eller anden måde lykkedes det ham at komme op hver dag. At tage af sted hver dag. Hans største problem var at han ikke ville hjem. Han havde intet at se frem til i det store tomme hus. Han var stoppet helt med at købe kakao ind. Han havde en teori om han kun blev ved med det, fordi han håbede hun ville komme tilbage på et tidspunkt, men han vidste at hun nok allerede havde glemt ham. For man kunne ikke regne med mentaliteten hos en 5-årig.

Det var først efter lang tid han endelig havde fået en hverdag til at hænge sammen igen. Det var blevet nemmere at leve med glasskårerne, og der var tidspunkter hvor han helt glemte de var der. Dog havde han ikke sluppet dem helt, for han vidste, at hvis han gjorde, så ville han ende som han var før de havde mødtes. Alene, uden nogen almene menneskelige behov. Det var det han var nået frem til. At det første var efter han havde mødt hende, at han havde haft lysten til at være sammen med andre mennesker.

Det var bittert, og sødt, og underligt. Men han havde ændret sig på grund af hende. Han havde opdaget han havde taget fejl. Han var et menneske, trods alt. Han havde menneskelige behov.

Der gik nogen år. Selvom han ikke fandt nogen andre han ville være sammen med, havde han heller ikke lukket for mulighederne. Han var begyndt at se sin familie igen. Noget han havde fravalgt for længe siden, fordi han ikke kunne se meningen med det. Han forstod dog nu, at de altid havde været der for ham. Selvom han ikke troede han behøvede dem. Han havde også fået venner blandt hans kollegaer. Selvom det var hårdt at være sammen med mennesker på den måde, og selvom hans savn til hende var stor, så fik han også en varme indeni.

Det var en lille flamme sammenlignet med det bål han havde haft før, men den varmede alligevel. Han havde haft flere tanker om at tage kontakt til hende, men tænkte at han ikke kunne få lov for forældrene, samt at han ikke havde en plads i hendes liv. Den faderfigur han kunne være for hende havde hendes rigtige far nu taget. Den kærestefigur han måske havde, eller måske ikke havde lyst til at tage, turde han ikke tænke for meget på. For det første var der allerede en person i hendes hjerte, og hvis 'han' fyldte halvt så meget som hun gjorde i hans, så var det nok til at give afkald på den plads. For det andet havde han levet med hende som en 5-årig. At have den slags følelser for et barn var mere end han kunne overskue.

Dette var grundende til han ikke kontaktede hende. Han kunne ikke være en kærlighedsinteresse, eller en faderfigur, og han kunne ikke holde til at være almindelige venner. Så hvad var han egentlig? Eller rettere, hvad ville han være?

Han slog som regel den slags tanker ned, som de kom. Han ville ikke tænke for meget over hvad der kunne have været. Det fik glasskårerne til at fordoble sig, for derefter at gøre dobbelt så ondt, og det var en smerte han ikke kunne holde til i længden.

Efter endnu et år klarede han det bedre. Huset føltes mindre ensomt, men kun en lille smule. Han tog sig selv i stadigvæk at nynne kakao sangen, men det gjorde ikke nær så ondt som det havde. Han græd dog stadigvæk i søvne, samt drømte om at hun kom tilbage.

En dag vågnede han af en meget ivrig banken på døren. Han troede det måske var hans forældre der ville besøge ham. Ingen havde været i hans hus siden den dag han faldt sammen i dørkammen. Han havde bare ikke inviteret nogen, og ingen havde inviteret sig selv, på trods af hans forældre flere gange havde hentydet til de ville drikke kaffe hos ham. Men af den ene eller anden grund havde han altid fundet tanken underlig, og skudt den ned. Derfor, hvis det var hans forældre, havde han ikke lyst til at åbne. Han havde en underlig lyst til ikke at lukke dem ind. Det var hans sted.

Dog kunne han sagtens se han ikke kunne lade dem stå ude i kulden. Et hurtigt blik ud af vinduet gjorde ham opmærksom på det sneede. Præcis som den dag. Han tog derefter beslutningen om at åbne døren.

Han åbnede døren til et storsmilende ansigt.

"Sne" sagde hun lettere hæst. Hun havde nok stået derude i lidt tid, tænkte han.

"Ja, sne" gentog han med et smil. Med et gik det op for ham at det ikke havde været glasskår der havde siddet fast i ham. Det havde været istapper. For da han lagde øjnene på hende begyndte de stille og roligt at smelte væk. Bålet som der før havde været der virkede dobbelt så stort som sidst han havde set hende, men han var ikke sikker, siden det kunne være han bare havde glemt følelsen.

De stod lidt og kiggede på hinanden før hun tog det første skridt, og hoppede ind i armene på ham. Hun virkede anderledes, men på en måde den samme som før. Der var gået nogen år. Han var nok også anderledes, trods alt. Men at have hende i hans arme igen gav ham den samme følelse som den dag de sagde farvel. Han begyndte at græde. Automatisk troede han, at hun ville spørge på samme måde igen, hvorfor han græd, men istedet tørrede hun hans tårer væk.

Han havde mange spørgsmål han ville spørge om, men i et par minutter stod de bare der og holdte om hinanden. Han opdagede at den selv samme dørkam der havde plantet istapper i ham nu havde smeltet dem, og fandt ironien i dette så sjov at hans gråd blev til grin. Hun stirrede lidt uforstående på ham, men sagde ikke noget, hvilket han heller ikke forventede.

Da de havde givet slip på hinanden, hvilket tog noget tid, siden ingen af dem ville give slip først, kiggede de igen på hinanden. Hun virkede som om hun ville sige noget, mens han virkede som om at han ikke turde tro på tingene skete, og det hele faktisk var en drøm.

"Eva" sagde hun efter noget tid, og det gik op for ham at det var første gang han havde hørt hendes navn.

"Adam" sagde han, med et smil på læben, over hvor godt de egentlig passede sammen. Det var et ret sjovt tilfælde at de havde fundet hinanden. Hun smilede også.

Efter de havde stirret intenst på hinanden begyndte hun at snakke. Mere end et enkelt ord, og som hun snakkede gik det op for ham at hun havde ændret sig lidt. Hun fortalte at hendes forældre havde sendt hende til psykolog, siden de håbede det kunne hjælpe hende med hendes problemer, hvilket det også havde gjort. Hun fortalte at hun havde savnet ham, at hun ikke havde glemt ham, og at hun frivilligt var gået i behandling fordi hun vidste det var den hurtigste vej tilbage til ham. Hun mente også at de var på grund af ham at hendes 5-årige selv var blevet undertrykt lidt efter lidt. Hun mente at han havde ophævet hendes forbandelse. At det kun var på grund af ham hun var kommet videre.

Han prøvede at spørge ind til hvad der havde gjort det. For han var jo ikke noget særligt, hvor til hun mente at han aldrig havde forventet noget af hende, men givet hende et hjem, og accepteret hende fuldt ud, på trods af hun var en person der nok hørte hjemme på en galeanstalt.

De snakkede så længe at de begge blev hæse, hvilket ingen af dem virkede til at have prøvet før, men det grinte de blot over. Selvom sætningerne var rigtige sætninger, og ikke længere et enkelt ord som de begge var vant til, og selvom de begge havde været igennem en masse imens de ikke havde set hinanden, vidste de, at de havde gjort deres bedste i håb om at se den anden igen. Mente han. Takket være hende var han i stand til at leve. Og takket være hendes psykolog, og det hun havde kæmpet, havde han nu fundet ud af hvad han ville være til hende.

I sandhed levede de begge op til deres bibelske navne. Uden Eva 'Den livsgivende', havde han, Adam, ikke fundet ud af hvad det ville sige at være 'Menneske'. Men uden hans manglende 'Menneske' havde Eva ikke været i stand til at 'Give liv'.

Spørgsmål om hvem 'han' var nagede ham dog stadig, men han vidste at de havde nok tid, og det kunne være de en dag ville kigge tilbage, og tale om den onde troldmand der gav prinsessen et forgiftet æble, som gjorde hendes hjerne syg, og den ensomme frø der brød forbandelsen for derefter at blive en god prins.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...