Innocent

Patient 0, som også er bedre kendt under navnet Ros, Lever et beskyttet liv, et alt for beskyttet liv, Ros er overvåget af læger, videnskabsmænd og andre vigtige mennesker, der hverdag tester og afprøver hendes evner, Ros er ikke ikke som andre normale teenagere. hun er igenmen hele livet været forsøgskanin for regerings telegenetiske eksperimenter, Men en dag under et forsøg går det galt,
(Gul - da anstødsigt sprogbrug kan forkomme)

0Likes
0Kommentarer
92Visninger
AA

1. ekspermintet t der gik galt

Da jeg åbner øjnene, bliver jeg  blendet  af et skarpt lys. Jeg gnider mig træt i øjnene, i samme øjeblik træder en læge i hvid kittel ind. Med sig bærer hun en lille bakke, på den bakke ligger en nål og nogle piller.  

''Godmorgen Ros, hvordan har du sovet?''  spørger hun, mens hun prøver at virke venlig. 

Jeg undgår hendes blik,og hendes falske venlighed.

''Fint '' svarer jeg hurtigt,  

''Her, du skal tage dine piller, ''  siger hun så og rækker mig de små piller,

jeg sluger dem hurtigt.  I mens står lægen og klargør den kanyle hun havde med sig. 

Hverdagen er altid den samme, hver morgen kommer en  læge  herind, de har altid piller og kanyler med sig, de få gange jeg har prøvet andet er det altid blevet gjort med tvang, jeg er aldrig sluppet uden om. Lægen sætter bakken fra sig på et lille bord.  Hun løfter lidt op i mit T'shirt ærme så lidt af min hud kommer til syne.

Utålmodigt rykker jeg på mig, 

''Sid nu stille, '' vrisser hun,   Jeg kan ikke lade være med at smågrine 

Det er altid et højdepunkt for mig, når jeg kan pisse en af de latterlige læger af,

idet  hun stikker nålen igennen mig,  mærker jeg den sviende fornæmmelse op igennen min arm

I en hurtigt bevægelse trækker hun nålen ud,   

Jeg tager mig til armen,det er en smule ømt, 

Hun vender sig og kort kigger på mig inden hun træder ud, døren lukker hurtigt bag hende. Igen sidder jeg alene i det lille rum.  

jeg rejser mig, står stille et øjeblik, fortsætter mod det gamle træskab, der står for enden af rummet, 

Jeg sukker kort før jeg åbner det, der er ikke meget udvalg af tøj, men jeg ender med at  finde et par Jeans, og en hvid T shirt.  Jeg fanger mit blik i det  halvgamle ødelagte spejl,

Jeg kigger på det revnede stykke, jeg kan tydeligt huske den dag da spejlet gik stykker,

det skete faktisk på grund af mig,  

Præcis hvorfor eller hvordan  husker jeg ikke,  men jeg kan huske af jeg fik en følelse af at være utrolig  irriteret. Det er næsten det samme, som når jeg bliver hevet rundt herinde.  Jeg må ingenting for dem,

Jeg må ikke forlade bygningen, og af den grund render de altid i røven af mig, de følger mig de få steder jeg skal være,  hvilket betyder skole, spisning og laboratoriet,  

Der altid overvågning på mig, af en eller anden grund, jeg ved ikke om det er fordi de frygter at jeg kunne finde på at stikke af,  Altså tanken har strejfet mig men selv hvis jeg prøvede ville jeg aldrig nå at slippe væk. 

Lægerne ville nå at standse mig, inden jeg fik planlagt min flugt, eller det tror jeg da.

Som sagt har jeg aldrig forsøgt, 

Jeg får iklædt mig det valgte tøj, Da det er gjort går jeg ud af rummet.  Jeg når kun præcis ud af rummet før en mandelig læge hurtigt tager mig i armen, 

''Hov, hvor du på vej hen?'' spøger han hårdt.

Jeg trækker irriteret armen til mig,

''Ned for at spise, eller  er det måske forbudt ?'' snerrer jeg og vender ryggen til ham,

Han lægger sin hånd i et fast greb på min skulder,  

''Du kender reglerne Ros, du må ikke bevæge dig rundt alene'' 

Jeg løfter irriteret armen og hænder mens jeg desperat tigger ham om noget frihed.

''Kan jeg ikke please få lov bare og spise i fred, uden at der skal sidde en og overstirrer mig hver eneste dag?'' spørger jeg, jeg kigger ham dybt i øjnene,. 

Han smalle ansigt trækker sig sammen, Han overvejer mine ord.

''Kom nu ?'' beder jeg,  '' bare idag''  

Han klør sig lidt i håret,. 

''Okay, så smut med dig, MEN det kun idag så ikke nogen undtagelser fremadrettet''

Jeg nikker glad,  

jeg vender mig rundt og går,  det føles virkelig befriende  at kunne få lov af gøre ting uden at andre hele tiden er i nærheden. 

Jeg nærmeremig kantinen, da jeg hører nogle lyde, jeg vender mig  for af kigge, men her er ingen mennesker.

Jeg lister hen til døren, hvor lydende kommer fra,   der er nogen derinde jeg kan høre lavmælte stemmer  Jeg anstrenger mig for af kunne høre dem, det besværligt men ikke umuligt. Jeg kan høre der er en kvinde og en mand tilstede i rummet,   

''Tror du nu det  er klogt?, hvad hvis hun ikke er parat?'' 

''Det er jeg sikker på, at hun er, selv hvis ikke har vi jo ikke noget at miste ?'' 

''Jo det har vi jo, hvis patient 0 ikke overlever,  så er 16 års efterforskning jo spildt, er det smart?'' 

''hm.. jeg kan godt se din pointe, men dette her er jo ,hvis det går som planlagt, en banebrydende opdagelse indenfor elektrisk telegense '' 

''Okay så må vi jo gøre det, ''  

Et øjeblik falder min krop næsten sammen, det hele kører rundt.  Selvom de ikke nævnte mig ved navn, er jeg overbevidst om  at de talte om mig, hvem ellers.  I det samme bliver en hånd lagt på min skulder, forskrækket  vender jeg mig om og slår hånden væk,   

''Rolig rolig det bare mig, '' 

Jeg er lidt mere afslappet da jeg ser det bare er Mette,  

''Undskyld Mette, jeg er bare lidt ude af den '' 

Hun smiler og rækker mig sin hånd, jeg tager i mod den. 

''Dr, Johnson sagde du bad om af få lidt frihed?''  

Jeg nikker mens jeg uroligt roder mig i håret. Der er noget ved denne her samtale der virker forkert. 

''Det med at der er læger og mennesker omkring hele tiden er bare for meget '' 

Hun nikker. 

''Sådan kan vi alle ha det, '' smiler hun 

jeg følger hende skeptisk med øjnene

''det kan vi vel''

''kommer du ikke lige med,''

jeg tøver

''hvor skal vi hen? ''

jeg kan mærke  at hun er nervøs,  hendes åndedrag er tungt og hun roder meget med sine hænder.

''Ingen steder, jeg skal bare lave nogen undersøgelser på dig, kom nu ''

jeg bliver stående,

''Jeg skal ingen steder med dig før du fortæller mig hvad der forgår''

Hun kigger bedrøvet på mig,  

''jeg er ked af te Ros ''

 jeg kigger forvirret  på hende og forstår ikke hvad hun mener.

''  hvad mener du ?'' 

 Hun træder to lange skridt baglæns,  i samme øjeblik træder fire fremmede mænd frem, 

''hvad sker der her?'' spøger jeg,  jeg kan høre min stemme knække lidt, 

Mændende træder tættere frem i mod mig,   

Jeg føler med hænderne vælggen bag mig, denne her situation bekymre mig.

''Gå væk, lad mig være''  får jeg frem, bange kigger jeg skiftevis mellem mændende. 

To hænder griber pludselig ud efter mig,  brutalt hiver de mig frem.  

''Av det gør ondt, slip mig '' skriger jeg,  

De skubber mig hurtigt afsted, i hvad der kunne føles som en uendelig gang,  hele min krop brænder af adrenalin og varme, og jeg kan ikke orientere mig.

 Det hele går pludselig stærkt,  pludselig ligger jeg spændt fast på et bord, og med en masse ledninger og elektroder sat fast,  

Panisk forsøger jeg at  frigøre mig, den eneste tanke der går igenmen mig,  jeg skal væk herfra nu.

En pludselig smerte breder sig i min arm, i det samme går det op for mig. Jeg er en del af et forsøg, jeg vidste intet om hvad der virkelig forgik, jeg kan mærke en blandet følelse brede sig inden i mig,  det en følelse jeg ikke har følt før.  Pludselig råber en læge op. 

''hendes øjne lyser, det virker ''  Hun jubler nærmest af glæde,  en anden læge i rummet er knap så tilfreds.

''Ja det ser vi, men kan hun klarer den maximalt, Skru den op til 60 pct'' 

I det samme bliver smerten fordoblet, jeg skriger af smerte og mister fuldkommen mentalt kontrollen, 

Et blåt lyn oplyser rummet et kort sekund, 

''Så I det ?'' råber en fjerde læge op 

''Hvor kommer det fra?'' spøger en anden

''Det kommer fra hende''  afbryder Johnson  

''Hendes fysiske og mentale evner er blevet forbedret, '' han holder en lille pause, han mærker efter på min pande, han fortsætter  ''hendes energi og psyke er helt i bund, men til trods for det gik det godt, hun er meget mere stærk end vi først havde troet, hun er et enormt talent og er meget vigtig for os''

han slipper min pande,  i samme øjeblik undslipper et kæmpe lyn fra min håndflade, doktor Johnson flyver igennen rummet og rammer hårdt væggen, han falder til jorden, 

Skrækslagen og panisk styrter jeg ud af rummet.

 Forpustet, bange og forvirret  løber jeg gennem gangen, en tanke har jeg i hovedet, jeg skal væk herfra. Jeg ser en dør ligefremme, løber i mod den. Jeg mærker en køligt luft i mod mit ansigt, jeg træder ud i det,der må være friheden 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...