Dying Waves

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2017
  • Opdateret: 26 mar. 2017
  • Status: Igang
Året 1800 er noget helt specielt.
Der har ikke været krig i Danmark i over 80 år, og alle unge mænd er parat til at springe ud i kampen mod England.
Danmarks flåde er på sit værst tænkelige, så de mange unge sømænd vender måske aldrig hjem fra de sønderbombede danske skibe.

2Likes
1Kommentarer
462Visninger

8. .

Peder Willemoes

"Hr. Willemoes, dette er en indkaldelse til hæren. de bedes hermed deltage i at forsvare vor fædreland.

Mød op d. 30 December ved Københavs Rede."

Han læste brevet igen og igen. Han kunne ikke tro det. Han fik endelig chancen for at deltage i krig. Og kunne det mon passe? Danmark havde ikke været i krig i over 70 år. Peder Willemoes tog sig til hovedet. Han var overvældet af glæde. Endelig blev det hans tur. Han gik ind i den store varme stue. Hans støvler klikkede efter hvert skridt han tog. Han kunne høre det rumstere inde fra sovekammeret. "Edith? Jeg har noget at fortælle dem,, Sagde han med en høj stemme. "Hvad sker der, min elskede?,, Svarede Edith, men døren imellem kammeret og opholdsstuen dæmpede hendes spørgsmål. Peder gik med raske skridt hen imod den tunge dør. Han åbnede den stille. 

Han kiggede ind i det mørke afdæmpede rum. De store mørkerøde tæpper hang ned fra loftet, og sluttede nede ved det kolde stengulv. Han kiggede over på Edith der lå i hans nyvaskede hvide lagner. "Det er en dejlig seng du har dig Peder,, Sagde hun. Hun strakte sig, og vendte hendes corpus imod ham. Peder blev forbavset. Den kvinde var bare noget helt specielt. Han vidste ikke engang at de var blevet dus. Hun kiggede på det hvide brev i hans unge hånd. Hun rynkede de brune bryn. "Hvad har du der?,, Spurgte hun. Han kiggede ned på sin hånd, og kom i tanker om hvorfor han var gået ind til hende i første omgang. "Det er hæren,, Svarede han. Han forventede et smil fra Edith men blev mødt af et blik han ikke helt kunne tolke. Hun rejste sig op. Hendes nøgne krop, som han lige havde været så tæt med, dækkede hun til med det øverste lagen fra hans seng. Han sagde ikke noget, men stod bare i døren og kiggede på at hun fik samlet alle hendes ting sammen. Det gik op for ham at hun var ved at gøre sig klar til at forlade hans enorme hjem. "Hvad skal du?,, Spurgte Peder. Hun stoppede op, lige efter hun havde fået kjolen ned over hofterne. Hun kiggede alvorligt på ham, med hendes isblå kolde øjne, som for er kort øjeblik siden havde været så kærlige og længselsfulde. Hun fastholdte hans blik, imens hun samlede det mørkebrune hår, op i en knold i nakken. Hun sagde stadig ingenting, men stod nu bare og kiggede på ham. Han kunne se at hun spændte i hendes arme, der hang ned fra skuldrene. Han kunne se at hun prøvede at se afslappet ud, og at vreden og skuffelsen stod malet i hendes ansigt. Hun fik sine sko på, og gik med hurtige og beslutsomme skridt lige forbi ham, igennem dørkarmen. Han kiggede efter hende. Hendes mørkegrå kjole daskede efter hende, så den bagerste og længste del gled hen over gulvet. Hun kiggede ikke tilbage på ham, men lukkede bare døren med et brag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...