En uventet rejse

En elverkvinde ved navn Aya kommer ud på en uventet rejse, hvor hun må sætte sine fordomme til side, for uden hjælp vil hun fejle.

1Likes
0Kommentarer
129Visninger
AA

2. Dusørjæger

Da hun kom til kroen åndede hun lettet op. Hun kunne ikke vente til hun var alene på et værelse så hun kunne smide den forbandede kappe og synke ned i et dejlig varmt bad. Det ville også være befriende at slippe for folks blikke. Det var middagstid og indenfor var krostuen fyldt med mennesker. Hun gik direkte over til baren, for det var der hun så at ejeren stod. Ejeren var en mand i 50'erne med ølmave og røde kinder og mulighvis den eneste mand som hun ikke foragtede. Han vidste hvad hun var og han var ligeglad. Som han sagde, alle var velkomne så længe de betalte for tingene og ikke skabte problemer. Han fik hurtigt øje på hende og sendte hende et smil. "Så er du her igen, bare det sædvanlige?" Sagde han da da hun var nået hen til ham. "Ja tak, og kan du få en til at gøre et bad klar?" Han begyndte straks at udstede ordre og det satte hun i den grad pris på. En ung pige kom hen og bad hende om at følge med og sammen gik de hen til en trappe som førte op på første salen. Pigen viste hende et værelse og gav hende så en nøgle. Da hun kom ind på værelset lagde hun sine ting fra sig på et bord og så sig omkring. Værelset var lille, men stort nok til at der var plads til en dobbeltseng, et bord med to stole og et skab til at opbevare sine ting. Der var også et lille badeværelse. Lidt efter bankede det på døren. Da hun åbnede døren kom der to piger ind med baljer med varmt vand. De gik ud på badeværelset og begyndte at hælde det varme vand ned i badekaret. Da badet var klar takkede hun dem og låste døren da de  gik. Hun tog sit tøj af og lagde det på en af stolene og gik derefter ud på badeværelset. Vandet dampede og det var lige før at det var for varmt, men kun lige. Det var lidt over en uge siden at hun sidst havde fået et rigtigt bad, så derfor nød hun det til fulde og vandet var næsten blevet koldt før hun rejste sig igen. Efter at have tørt sig fandt hun nogle friske bukser og en trøje med hætte på. Hendes lange våde hår, der nåede hende til lænden, lod hun hænge løst under hætten. Da hun var klar samlede hun sit snavsede tøj op, gik ud af værelset, låste døren og gik hen til trappen. Der var stadig mange mennesker der sad og spiste, men hun var så sulten at hun var ligeglad. Da hun kom ned i krostuen fandt hun en af de unge piger og bad hende om at vaske tøjet. Hun så ud over mængden af mennesker og fik øje på et lille bord der var ledigt i det ene hjørne af rummet. Tilfreds med bordets placering begav hun sig hen imod det. Hun havde ikke siddet længe før en anden ung pige kom hen med mad og drikkelse, uden tvivl efter ordre fra kroejeren. Menuen bestod af steg, sovs og kartoffelmos. Kødet havde fået for meget efter hendes mening, men det smagte alligevel godt. Mens hun spiste holdt hun øje med menneskemængden, der heldighvis havde mere travlt med at spise end at holde øje med hende.

Da hun var færdig med at spise begav hun sig hen til en tavle der hang ved siden af baren. På tavlen hang der efterlysninger på både savnede og eftersøgte personer. Denne slags tavle hang på alle kroer, og hun kiggede altid på dem når hun besøgte en kro. Hun kigge ikke på dem for at se om hun selv var på dem, men for at se hvilke opslag der havde den største dusør, hvilke altid var de personer som var efterlyst. Det var sådan hun tjente de penge som hun brugte til forsyninger og kro ophold. Personen med den største dusør var en mand ved navn Jamie Randell. På tegningen så det ud til at han havde mørkt hår der var kort i bunden og længere i toppen og mørke øjne, men det var ikke helt til at sige da det var en sort hvid tegning. Han havde et ar der gik igennem det ene øjenbryn, makerede kindben og en kæbelinje der var til at skære sig på. Han var bred over skulderene og så ud til at være muskuløs. En flot mand, eller det synes hun selvfølgelige ikke, men det var der sikkert mange der ville synes. Dusøren lød på 5000 sølvmønter, hvilke var utroligt mange penge for "almindelige" mennesker. Hun rev papiret ned fra tavlen og gik hen til baren hvor kroejeren stod. "Hvad kan du fortælle mig om denne mand?" spurgte hun. Han kiggede kort på tegningen og rynkede så panden. "Du forstår da at vælge den størst mulige udfordring, er du sikker på den en go ide? Det ikke for sjov at dusøren er så høj, han er farlig. Hvis du vidste hvor mange der har prøvet at indlevere ham og fejlet..." "Mig behøver du ikke at bekymre dig om, så hvad kan du sige om ham?" Et lille smil brød frem på kroejerens læber. "Du er en hård nyser, det kan jeg lide! Billedet ligner ham meget godt, han er en flot satan og damerne elsker ham og mændene hader ham for det. Han er en være skørtejager og er ikke særlig diskret, men alligevel er der ingen der har kunne bringe ham ind. Alle ved at de kan finde ham på en af de bars hvor de hårde fyre kommer og han elsker en god slåskamp... Du ved godt at han er efterlyst for mord som en af tingene ikke?" Han kiggede på hende for at se om den oplysning ville frembringe en reaktion hos hende, men det gjorde den ikke. "Jeg håber virkelig at du ved hvad det er du har gang i... Jeg ved godt at du ikke er som andre kvinder, men jeg tvivler på at han tager hendsyn til dig bare fordi du ikke er en mand, og jeg kan sku ikke lide tanken om at en kvinde får tæv..." Hun fik et koldt smil om munden og hun løftede blikket så han kunne se hendes øjne under hætten. "Det er muligt at jeg får et par knups, men tro mig når jeg siger at det bliver værst for ham." Hun kunne se at han blev en smule nervøs da han så hendes øjne, sådan var det altid. Hun havde endnu ikke mødt en person der havde kunne holde øjenkontakten med hende. Hun forstod ikke hvorfor folk altid blev hyldet ud af den, men sådan var det nu altså bare. "Pludselig er jeg i tvivl om hvem jeg skal være mest bekymret for..." sagde han. De snakkede lidt videre og han nævnte nogle steder hvor hun mulighvis kunne finde ham. Bagefter besluttede hun sig for at gå op og tage en lur så hun var frisk til om aftenen, for det var der hun ville tage ud for at finde ham. Hun ville ikke pågribe han allerede der, men studere ham på afstand og danne sig et overblik over hvordan hun skulle gribe situationen an.

 

Hun vågnede tidligt på aftnen. Efter både at have fået en bad, mad og sovet i en rigtig seng følte hun sig fuld af energi. Hun blev spændt da hun tænkte på hvad hun skulle bruge sin aften på. Hun kunne godt lide at opspore folk. Hun kunne også godt lide at opspore dyr, men mennesker var sjovere da det var mere intelegente skabninger, så det dermed blev lidt svære... Eller nogle gange var det nemmere, for ikke alle var lige skarpe. Hun kunne godt lide jagten og det at hun ikke vidste 100% hvordan det ville ende, selvom hun dog altid var sikker på at fange sit bytte. Hun havde før overvejet at blive dusørjager på fuldtid, men det ville øge chancen for at folk opdagede hvad hun var, så derfor gjorde hun det kun når hun havde brug for penge. Hun gik ud på badeværelset, hen til vandfadet, og pjaskede koldt vand i ansigtet. Bagefter flettede hun sit hår. Da hun kom ind på værelset igen gik hun hen til bordet hvor hendes ting lå. Hun ville kun tage sine to dolke med, for buen ville vække for stor opsigt. Hun satte dem fast i et hylster øverst på begge lår, hvor hun nemt kunne få fat på dem. Til sidst tog hun sin kappe på, hvor efter hun forlod sit værelse. Da hun kom nedenunder gik hun direkte mod udgangen. Udenfor var lyset næsten forsvundet fra himlen, og gadelamperne var så småt ved at blive tændt. Da hun havde været i byen mange gange før, havde hun ingen problemer med at finde den del af byen hvor hun havde fået af vide at hendes bytte ville være. Hun gik ind på den første bar hun kom forbi, men så hurtigt at han ikke var der. Hun havde indprentet tegningen af ham i hoved, så hun forhåbentlig ikke var i tvivl hvis hun fik øje på ham. Den næste bar hun kom ind på var han heller ikke til at få øje på og det samme gjalt de tre næste. Heldigvis var hun forholdsvis toldmodig, så hun fortsatte bare hen til den næst bar. Det gode ved mørket, der nu havde sænket sig helt over byen, var at hun nemt kunne gå  uset gennem skyggerne. Hun kom til endnu en bar der så meget skummel ud, så hun gik der ind. Indenfor var lyset temmlig dæmpet og der var fyldt med mænd der alle havde minimum et krus øl i hånden. Blandt mændene gik letpåklædte kvinder rundt og serverede øl. Flere steder var kvinder ihærdigt igang med at servicere mændene på en mere intim måde, og hun fandt det alt sammen frastødende. Endnu en gang var hun heldig at finde et bord i en mørk krog. Fra sin plads kunne hun nemt spejde ud over mængden. Hun havde ikke siddet ret længe før der pludselig stod en mand foran  hende. "Jamen hvad er det for en fin lille frøken vi har her?" Han var bred med en stor vom og fuldskæg. "Hvis jeg var dig ville jeg skynde mig lidt at gå." Sagde hun koldt. "Uuuh en med temperament, det er sådan jeg kan lide mine damer." Han kom tættere på. "Et skridt mere og du vil fortryde det." "Så fyrig, dig skal jeg nok få det sjovt med!" Han lænede sig indover hende og rakte armen frem for at tage fat i hende. Som du vil, tænkte hun. Med en lynhurtig bevægelse rejste hun sig fra sin stol, greb fat i hans arm og vred den om på ryggen samtidig med at hun gav ham et knæ i maven så han mistede pusten. Med en elegant bevægelse vred hun kroppen rundt så hun brugte hans vægt til sin fordel og dermed jordede ham ned i gulvet. Det gik så hurtigt at han først så ud som om han ikke havde opfattet hvad der forgik og smerten indhentede ham først da hun holt ham i et jerngreb på gulvet. "INGEN lægger en hånd på mig, med mindre at de gerne vil komme galt afsted!" Sagde hun med en stemme der dryppede af had. Hun havde reageret per instinkt, og det var først nu at hun opdagede at der var blevet stille rundt om hende. Alle gloede på hende som om der pludselig var vokset en ekstra arm ud af panden på hende. PIS! tænkte hun. Dette var ihvertfald ikke fremgangsmåden hvis man gerne ville være usynlig. Hun slap manden som bandede og svovlede. "Du syg i hoved din smatso!" Hvæsede han mens han kom på benene og skyndte sig væk. Lidt efter begyndte folk så småt at vende opmærksomheden mod deres øl igen, på nær en. Hun fik hurtigt øje på ham. Han stirrede hende direkte i øjene, og det var som om hun frøs på stedet. Hun havde aldrig oplevet sådan et intenst blik før, en hvis øjne ikke veg væk fra hendes. Hun håbede inderligt at det dæmpede lys og hætten skyggede så meget at han ikke kunne se hvilke farve hendes øjne var. Et langsomt koldt smil bredte sig om hans mund. Det var et smil der fik ham til at ligne et rovdyr og hun fik en følelse af at han var ligeglad med om hun var en kvinde eller en mand hvis der på et tidspunkt ville udvikle sig en kamp mellem dem. For første gang følte hun sig ikke overlegen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...