En uventet rejse

En elverkvinde ved navn Aya kommer ud på en uventet rejse, hvor hun må sætte sine fordomme til side, for uden hjælp vil hun fejle.

1Likes
0Kommentarer
134Visninger
AA

1. Byen

Hun vågnede ved lyden af stemmer og hestehove der dundrede gennem skovbunden. Hun krøb sammen i sit skjul, som bestod af et buskkrat som hun havde tættet med grene og blade, så det dannede en lille hule. Hun vidste at selvom hun kunne se dem fra sit skjul, ville de ikke kunne se hende. Med andres øjne var hendes skjul bare en del af underskovens tætte vækst. Endnu en gang var hun glad for at hun ikke rejste til hest, men til bens, for en hest havde hun ikke kunnet skjule. Gruppen af mennesker stoppede ikke op, men fortsatte gennem skoven, hvilket hun var godt tilfreds med. Da hun var sikker på at hun atter var alene, kravlede hun ud af sit skjul for at strække kroppen, og børste græs og blade af sine læderbukser og trøje. Bagefter løsnede hun sin lange fletning for at rede fingrene igennem håret og fjerne de blade og kviste der sad hist og her. Da hun var sikker på at der ikke var mere skidt i håret og at der ikke var nogle knuder, flettede hun håret igen. Hun gik ned mod den skovsti som menneskene havde redet på, krydsede den, og forsatte ned til den lille sø der lå på den anden side. Hun var overrasket over at rytterne ikke havde stoppet for at få vandforsyninger og for at lade hestene drikke, men samtidig var hun også glad for at de havde ladet være. Da hun kom til bredden satte hun sig på hug og fyldte sine hænder med vand så hun kunne drikke. Da hun ikke kunne drikke mere, vaskede hun sig i ansigtet. Efter at have tørt sig kiggede hun på sit spejlbillede. Den lange fletning var sort som ibenholdt, og hendes lilla øjne stirrede tilbage på hende. Hun hadede sine øjne, selvom hun vidste at alle ville sige at de var smukke. Hun hadede dem fordi de forhindrede hende i frit at færdes blandt mennesker. Fordi hun vidste at så snart nogle så dem, ville de vide at hun ikke var som dem. Alt ved hende var anderledes. Med sine 180 cm var hun højere end de fleste kvinder, men samtidig var hun smallere med længere lemmer. Hun havde heller ikke lige så tydelige former, men man kunne dog sagtens se at hun var en kvinde. Og så var der selvfølgelig hendes spidse øre, dem var der heller ikke mange der rendte rundt med. Selvom hun var slank og spinkel af bygning var hun stadig stærkere end de fleste mænd, til deres store forargelse. Det forhindrede dem i at behandle hende som de ville, og hun havde svoret at hun aldrig ville lade et menneske lægge en hånd på hende igen, ihvertfald ikke uden at det involverede brækkede knogler. 

Da hun kom tilbage til sit skjul samlede hun sine ting op, bestående af en bue, et pilekogger, sine to dolke, sin kappe og en taske lavet af skind, som indeholdt diverse småting. Hun svingede kappen over skulderen, men lod den store hætten hænge ned af ryggen. Hun tog ikke kappen på på grund af temperaturen, men for at dække sin krop og sit hoved, hvis hun skulle møde nogle på vejen. Hun hadede at hun var nødt til at gøre det, for solen var bagende varm, så hun gjorde sit bedste for ikke at lægge mærke til det, mens hun begyndte at gå. Hun havde ikke noget bestemt rejsemål, det havde hun aldrig, men hun blev aldrig det samme sted ret længe. Hun blev restløs hvis hun blev det samme sted for længe af gangen, og hun ville heller ikke risikere at folk begyndte at komme randende og stille spørgsmål. Mens hun gik, lyttede hun til fuglenes sang. Hun elskede deres kvidren, men sang eller nynnede aldrig med. Hun havde gået på denne sti mange gange før, og vidste at hun om nogle timer ville nå til en mellemstor by der hed noget så originalt som Sigmunds Town, opkaldt efter manden der grundlagde byen. Mennesker var så ideforladte.

 

Som hun havde forudsagt, nåede hun enden af skoven et par timer efter og kunne nu se byen der lå et par kilomenter længere henne af stien. Dog var det ikke længere en sti, for jo tættere hun var kommet på byen jo bredere var stien blevet og var nu blevet til en befærdet grusvej. Det havde også resulteret i at hun havde måtte tage hætten over hoved. Da byen var en handelsby, kom der hele tiden nye mennesker til og ingen ville derfor lægge specielt meget mærke til hende. For det meste undgik hun byer, især de små hvor alle kendte hinanden, men byer som denne og byer der var støre havde hun ikke det store problem med. Hun var god til at holde sig skjult, men der var stadig ikke nogle grund til at tage unødige chancer ved at opholde sig for længe i en by. Det var ikke fordi hun var efterlyst eller noget, men mennesker kunne ikke lide hendes slags, og der var ikke nogen grund til at vække unødige optøjer i gaderne. Desuden kunne hun heller ikke lide mennesker, så det var ikke noget problem at holde sig fra dem. Dog var hun nødsaget til at skaffe friske forsyninger, hvilket var grunden til at hun var kommet til denne by. Det tog ikke lang tid at nå til byporten. Byen var omgivet af en 15 meter høj mur der var to meter tyk. Der var fire porte, der førte ind i byen, og hun stod ved Nordporten, som var den største. Porten var fire meter bred og bevogtet af fire mænd. Hun havde bevidst valgt at gå igennem Nordporten for det var her der kom flest mennesker igennem, og dermed var det nemmest at komme uset forbi vagterne. Denne gang lykkedes det dog ikke at slippe igennem, for i samme øjeblik vinkede en af vagterne hende ud til siden. Hun vidste at hun nemt ville kunne ryste dem af hvis hun løb ind i byen, men det ville vække opsigt. Hun hadede at hun var nødt til at bevæge sig hen til vagten. Da hun nåede hen til ham kunne hun nærmest føle hans blik på sin krop da han lod det glide op og ned ad hende. Hun vidste hvad han tænkte. Hvad lavede en kvinde som hende alene og så med en bue over skulderen? I hans hoved var en kvindes plads i hjemmet. "Hvad er dit ærinde i denne by? Rejser du alene?" Han så på hende som var hun en lus, og heldigvis kunne han ikke se at hun sendte ham det samme blik under hætten. "Jeg er her få at købe proviant, jeg bliver kun et par dage." Han sendte hende et nedladende blik mens han svarede. "Du havde måske ikke så meget held med den bue der? selvfølgelig havde du ikke det, kvinder kan ikke jage..." Han havde et selvtilfredst smil klistret i sit klamme fjæs, og det krævede hele hendes viljestyrke ikke at fyre en knytnæve lige i fjæset på ham. "Du jo også skind og ben, der er slet ikke noget at tage fat i." "Kan jeg passere?" Sagde hun så behersket som hun kunne mens hun håbede at han ikke sagde at hun skulle tage hætten af. "Ja gør du bare det, men sælg buen, den ville gøre mere nytte i en mands hænder..." Hun trampede hidsigt væk, helt varm i kroppen af raseri, men kunne ikke undgå at høre vagten sige til hans ven, "Hvis jeg var hende havde jeg også gemt mig bag den hætte af skam, tsh kvinder er så dumme..." Hvis bare han vidste hvad hun var i stand til, så ville han ikke være så rap i kæften! Hun havde altid haft problemer med at styre sit temperament, men hun var blevet meget bedre til det med årene. Nu skulle hun bare finde den kro hvor hun altid boede når hun var i byen. Mange folk kiggede underligt på hende mens hun passerede både mennesker og butikker. Hun vidste hvad de tænkte. Hvad lavede en kvinde med våben, hvorfor gik hun i bukser og hvorfor havde hun en så mærkelig kropsbygning? Selvom at hun havde kappen over sig kunne hun ikke undgå at folk så lidt af hendes krop alligevel, men så længe de ikke så hendes ansigt gik det nok. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...