Det hører ingen steder hjemme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2017
  • Opdateret: 16 maj 2017
  • Status: Igang
Alle de tanker, sanser og oplevelser, der ikke hører hjemme nogen steder

1Likes
0Kommentarer
123Visninger

3. 3

De mundtlige eksaminer er blevet offentliggjort. Og for mig er det værst tænkelige sket. Mundtlig tysk. Ikke fordi det er slemt i sig selv for med et 10-tal som årskarakter, så må man kunne et eller andet. Men denne eksamen tvinger mig tilbage til mit første angstanfald og en episode, jeg helst bare vil glemme. Jeg fik mit første angstanfald til mundtlig tysk på efterskolen i 10. klasse, og jeg kan bare huske, at jeg græd og rystede, og den velkendte sorte klap gik ned. Jeg har håbet og håber stadig, at jeg aldrig nogensinde vil havne i en sådan situation igen. Aldrig har jeg oplevet noget så ubehageligt. Men jeg bestod - lige på grænsen. Jeg har et 02 stående på mit bevis fra efterskolen, og intet er mere ubehageligt for mig end at kigge på det. Ikke fordi det er slemt at have den karakter stående på et papir, der intet betyder. Men fordi oplevelsen er det værste, jeg nogensinde har prøvet. I den periode snakkede jeg også med en psykolog, der var tilknyttet efterskolen, fordi jeg havde rigtig mange psykiske problemer. Jeg har ingen idé om, hvordan det kunne gå så galt, at jeg kunne falde tre karakterer. Og værst af alt; så har jeg ingen idé om, hvad jeg skal gøre for at forhindre det. Jeg har allerede på forhånd vinket farvel til mit ellers gode snit og min drøm om at kunne læse forsikringsmatematik. For hvordan skal jeg kunne opnå 10,8, hvis jeg står overfor en eksamen, der kan være svær bare at bestå. Min krop ryster allerede, og kvalmen er der til trods for, at eksamenen først rammer den 20. juni. Jeg har ingen idé om, hvad fanden jeg skal gøre og hvordan det kommer til at gå. For det kan sagtens være, at jeg kan snakke tysk nu, men når jeg ser det grønne bord og to tysk-eksperter sidde og kigge på mig, så kan jeg allerede nu mærke, at det går fuldstændig galt. 
Derudover har jeg det meget værre nu psykisk end på efterskolen, og det er bestemt ikke med til at hjælpe på min tro på egne evner. Jeg er ked af det og frustreret, og jeg har virkelig inderligt ikke lyst. Men det er der jo ingen, der tager hensyn til. Så jeg må tvinges igennem det, selvom jeg allermest har lyst til aldrig at møde op og aldrig blive student, for det her bliver nok mit endelige farvel til den uddannelse, som jeg allerhelst vil på. Og så endda i et fag, der intet har med uddannelsen at gøre. Det irriterer mig så meget, men jeg kan ikke gøre noget. 
Men jeg har virkelig ikke lyst, og de første tårer har ramt min kind. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...