Det hører ingen steder hjemme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2017
  • Opdateret: 16 maj 2017
  • Status: Igang
Alle de tanker, sanser og oplevelser, der ikke hører hjemme nogen steder

1Likes
0Kommentarer
179Visninger

2. 2

Den dårlige samvittighed æder mig op indefra. På ganske få dage er det gået op for mig, at jeg ikke kan fortsætte dette ihærdige og uendelige forsøg på at leve op til alles - og min egne - forventninger. På disse dage forstår jeg, at jeg på et tidspunkt snubler i hamsterhjulet, og derfor håber jeg, at jeg når at stige af i tide. Men når jeg forsøger at stige af, får jeg dårlig samvittighed. Jeg føler ikke, at jeg kæmper nok - jeg føler, at jeg er en fiasko. Hvis de andre kan klare afleveringer, lektier og det sociale, hvorfor kan jeg så ikke? Hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen, få de gode karakterer, drikke en øl i weekenden og hygge med min familie, hvis jeg har lyst til det? Hvorfor skal det hele handle om, hvad der givet det bedste udgangspunkt i fremtiden. Hvorfor skal jeg have dårlig samvittighed over ikke at kunne være til matematik, fordi samfundsfag ligger på samme tid? Når det er fysisk umuligt for mig at være tilstede til begge moduler, hvorfor æder den dårlige samvittighed mig så op indefra? 
Hvorfor bliver jeg ked af det og endnu mere frustreret, når jeg en sjældent gang fortæller, at det går ad helvedes til. At livet går for stærkt, og jeg ikke kan følge med. Når jeg spørger, om jeg kan få udskudt en aflevering, fordi jeg ikke engang har overskud til at åbne dokumentet. Jeg bliver irriteret over, at jeg ikke kan - når det tydeligvis kører for alle andre. Jeg er sur, når jeg har lyst til at give op, men alligevel tilpas ligeglad med min fremtid, fordi jeg ikke ved, om den overhovedet kommer. Lysten til alt det sjove er væk. En sjældent gang kan jeg drukne mine frustrationer i en slavevodka, men det virker ikke på det lange løb, og når der pludselig står 4 afleveringer til næste uge, så triller tårerne og de fortæller mig, at noget ikke er, som det burde være. Men hvad gør man, når man som 18-årig er et knækket menneske med tårnhøje ambitioner og et perfektionistisk sind, der egentlig bare vil udnytte det talent, som man fra barnsben har fået at vide, at man har. Når folk spørger "fik du 12?" i stedet for blot at spørge, hvordan det var gået til eksamen. Og hvad gør man den dag, man står med tårerne trillende, fordi angsten for at fejle har ædt en op indefra og man endte med at gå helt i sort og få en to-cifret karakter i den anden ende af skalaen? 
Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg har tusind ting på programmet, men klokken er mange og jeg har skole i morgen til trods for, at jeg bliver drænet af energi sammen med mennesker, må jeg tage mig selv ved nakken, slæbe mig selv afsted og løbe videre i hamsterhjulet uden blik for andet end at overleve. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...