Det hører ingen steder hjemme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2017
  • Opdateret: 16 maj 2017
  • Status: Igang
Alle de tanker, sanser og oplevelser, der ikke hører hjemme nogen steder

1Likes
0Kommentarer
124Visninger

1. 1

Jeg er vred på mig selv. Jeg er frustreret og ked af det, fordi jeg føler, at det eneste sted, hvor jeg kan bevise mit værd, er karaktererne. For mig er det vigtigere at kunne fremvise et perfekt eksamensbevis end tænke på mig selv og mit eget velvære. Man kan ikke måle, hvor sjov man er - men man kan måle, hvor god man er i skolen ved netop karaktererne. Her kan jeg altid se udviklingspotentiale, fordi jeg ved, hvor jeg kan forbedre mig - og for det meste, hvad jeg skal gøre. Men jeg er sur over, at jeg bliver et produkt af min egen tidsperiode, hvor flere og flere er ensomme og stressede. Man hører, hvordan 12-talspigerne bliver knækket på stribe ude i det virkelige liv. Jeg er ked af, hvordan jeg som 18-årig har fået et forringet syn på, hvad et menneske er værd. En dårlig karakter betyder, at jeg ikke føler, at jeg er nok til at være menneske eller til at være mig. Jeg ved ikke, hvad der har skabt det høje forventningspres, som jeg i den grad lægger på mine egne skuldre. Og jeg ved ikke, hvad der sker, når dét lille pust kommer, der får kortspillet til at vælte. For jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vælter og hele mit liv ramler sammen ved det mindste pust. Jeg glemmer at leve nuet, fordi jeg er optaget af fremtiden og om jeg nu kan komme ind på mit drømmestudie. Men dette er på de gode dage. På de dårlige dage har jeg lyst til at give op på alt og selv være det pust, der får det hele til at ramle. Jeg har ikke lyst til at udrette, fordi det hele er blevet for meget. I perioder er de tanker tæt på at overtage hele mig, og det skræmmer mig. Det skræmmer mig, at mit humør og min lyst til livet svinger så meget, fordi jeg aldrig ved, om det er en god eller dårlig dag. Det skræmmer mig, at jeg ikke ved, om jeg ender med at blive spildt talent eller om jeg faktisk får en karriere og et ordentligt liv. 
I dag er jeg kun et 10-tal, og det er ikke noget, jeg længere er glad for. For 10 er vel ikke godt nok, hvis adgangskvotienten for forsikringsmatematik er 10,8? Og hvis man pludselig vil læse international business på CBS, så skal man have fået 12,2 - og hvad gør man så? 
Jeg er ked af det, frustreret og vred, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre - jeg ved ikke, om dette blot er en periode i mit liv. Hvis det er, så synes jeg, at over et år er lang tid for noget midlertidigt. Måske er det en permanent følelse i mig, som jeg må leve med. Så må tiden vise, om fremtiden bliver bestemt på en god eller en dårlig dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...