Ung som ung - En novellesamling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2017
  • Opdateret: 8 apr. 2017
  • Status: Igang
Vi mennesker er så forskellige - og alligevel er vi ens. Teenageårene er der, hvor man skal leve livet, mens man er ung, så hvorfor er teenageårene så hårde?
| Deltager i "Girls can write"- konkurrencen, valgmulighed 3

1Likes
1Kommentarer
161Visninger
AA

2. En opslidt gnist

Min tunge sportstaske følger sløvt efter mig op ad bakken til hallens hovedindgang, hvor cyklen holder parkeret. For hvert skridt, jeg tager, føles det som en tung vægt, der skal løftes op, og det gør dunkene i mit hoved endnu større. Trænerens kommandoer sidder stadigvæk i mine ører. Kommandoerne om, at jeg må tage mig sammen, yde alt, hvad jeg har og tænke på, hvor vigtig den næste kamp er. 

Jeg undslipper et højt suk, da jeg lader tasken dumpe ned ved siden af baghjulet. Når min træner ikke synes, jeg gør det godt nok, er jeg nødt til at stramme op og træne meget mere. Jeg er nødt til at være hundrede procent sikker på, at jeg får pulsen op de tres minutter om dagen og yderligere to timers ekstra hård træning hver uge. Fredag er jeg stadig kun oppe på de tre kvarter, selvom jeg har lavet fast træningsrutine derhjemme, og da jeg var syg i går, missede jeg halvanden times basket. Det er slet ikke underligt, at den snart ikke går mere.

Tasken bliver placeret på min bagagebærer, og jeg træder op på cyklen. Så begynder den sædvanlige gåtur, tilbage ad stien. Da jeg står ved cykelstiens start, slår en ide mig pludselig: Hvis jeg går hele vejen hjem, kan jeg godt indhente en lille smule motion. Far og mor har alligevel sent fri om tirsdagen, så de fatter ikke mistanke. Jeg kan gøre sådan resten af ugen, og hvis jeg så laver lidt ekstra styrketræning derhjemme, så går det nok.

Mit smilebånd trækker sig lidt op, da jeg går videre ned ad bakken og hænger min hjelm på cykelstativet. Der er lidt over en kilometer hjem, men vejret er heldigvis godt i dag, så dagens gåtur er ikke ligeså slem, som den nogle gange har været.

Mens jeg går, hiver jeg min mobil op af jakkelommen. Uret viser 17:53, så der er syv minutter, til mor har fri. Jeg låser mobilen op. Hendes bus er et kvarter forsinket på grund af trafik, så efter hvordan, det ser ud, kommer hun først med 18:35, og med normal trafik er der også over tredive minutter hjem. Far har først fri 18:30, så jeg er i sikkerhed.

Jeg går ud af Rejseplanen og skifter til Slanke app. Barometeret står på 1264 kcal, inden jeg tog til træning, og jeg har i øvrigt trukket en fjerdedel af min frokost fra på grund af cykeltur til og fra skole og til hallen. Den dårlige samvittighed giver igen et stik i min mave ved synet af tallet. Det er alt for højt, når det ikke en gang skal være på 900. Især ikke, når de andre piger i klassen ikke spiser morgenmad og frokost, og jeg selv sidder med et halvt kilo mad. I det mindste kan jeg tillade mig at gå ind under knappen "træning" og finde billedet af basketbolden.

Med tommelfingeren tager jeg fat i den hvide prik og kører den op på 135 minutter, men jeg stopper igen. Pauserne tæller vel ikke med i træningtiden? Når vi bare står og kigger på træneren, bevæger man sig jo ikke særlig meget.  

Prikken bliver flyttet tilbage på 120 minutter, og antallet af forbrændte kalorier sænker sig til 464. Så er jeg stadigvæk på 800, så hvis jeg skal opnå det ordentlige vægttab, skal jeg virkelig have en lille aftensmad!

Tallene skriver jeg ind i noter, så jeg kan trække det fra efter næste måltid. Hvis bare far ikke kunne se alt, hvad jeg betalte penge for på min telefon, kunne jeg købe appen i guldversion, så den selv kunne regne min træning med. Hvis den kunne det, ville det være meget nemmere.

Da huset dukker op bag en flok træer, er mine ben ved at knække sammen som frosne trækviste. Hvorfor bliver det så svært at holde sig gående ved synet af sit hus? Jeg må tage mig sammen! Du er nødt til at kunne holde mere ud, Therese!

De sidste 50 meter føles ti gange så lange som i torsdags og fem gange så lange som sidste onsdag. Jeg låser døren op, håndtaget bliver skubbet ned, og døren bliver slået op ad skabet i entreen, af min tunge kropsvægt.

Det er en blanding af et højt suk og en stønnende lyd, der kommer op fra min mave, da jeg står i husets varme. Alligevel giver den gnavende fornemmelse i min hals da, jeg kommer køkkenet, en tilfreds følelse. Den tilfredse følelse bliver dog straks erstattet af et kæmpe chok, da kartonen på bordet rammer mit blik og skærer i mine øjne.

Med et panisk snuptag griber jeg fat i den, og desværre holder mine bekymringer stik. "Mornaysauce" står der med store bogstaver, og nede i hjørnet: 14% Det er da længe siden, far har lavet sådan noget! 

Jeg vender kartonen en halv omgang, og klumpen i min mave vokser sig endnu større ved synet af det ostepulver, der står i ingredienslisten. Bare han ikke har tænkt sig at gøre det endnu værre!

Jeg flår skuffen op, hvor vi gemmer ris og pasta. Og dér ligger de: De hvide lasagneplader. Det bliver en energiproppet aftensmad helt uden gode vitaminer og fyldt med mælkefedt. Vandet er begyndt at samle sig i min øjenkrog, men jeg tørrer det arrigt væk. Det kan ikke betale sig at tude, jeg må bare finde en lynhurtig løsning.

På trods af, at mine ben er så slidte, springer de ind på mit værelse. Jeg tager iPad'en fra min seng og låser den op. Facebook står stadig åben fra i morges, og Laura, Andrea og Lukas er også online. Måske kan jeg tage hjem til en af dem?

Jeg trykker på taleboblen, og Messenger åbner sig oven i Facebook. Lauras profil er den øverste, men jeg scroller forbi den. Hvorfor skulle jeg bruge tid med en, der alligevel ikke spiser noget, og altid bare pakker sin madpakke ned lige foran mig? Hun er så uforskammet! Det skulle ikke undre mig meget, hvis hun også kun spiser en gulerod til aftensmad.

Andreas billede dukker op, og jeg trykker på det. Den seneste besked, hun har sendt, er to måneder gammel, men hun har snakket lidt med mig i skolen, så det kan godt være, hun vil være sammen til aften.

Beskeden bliver den hurtige: "Laver du noget i aften?" Min finger nærmer sig send-knappen, men så tøver jeg alligevel. Ville det ikke være underligt? Kartonen med sovs og de hvide lasagneplader viser sig igen for mit indre blik. Så sender jeg beskeden. Hun ser den med det samme, hvilket får mine tæer til at krumme sig sammen. Sig nu, du ikke skal noget, vil du ikke nok?

Der går et stykke tid, for hendes svar popper op. "Er sammen med Camilla, hvorfor?" står der. Jeg sukker dybt ved synet af ordene og svarer kort, at det er ligemeget. I det samme høres lyden af døren, der åbner, og klirrende cykelnøgler.

"Hej, hej!" råber fars stemme ind i huset. Helt automatisk flyver jeg hen i min seng og sætter mig op ad væggen. Som sædvanligt kommer han ind til mig som det allerførste.

"Hej, skat," siger han igen. "Hvad så? Hvordan går det?" I det samme ved jeg, hvad jeg skal sige.

"Jeg har det ikke så godt," svarer jeg. Det er ikke helt løgn, så det må være okay at sige. 

"Nå, øv, det var da ikke så godt. Tror du, det er efter i går?" Han går hen og dumper ned i sengen ved siden af mig. Jeg trækker på skuldrene og svarer, at jeg tror det.

"Du ser godt nok også lidt skidt ud," giver han mig ret. "Det var nok også for meget at tage i skole og til basket så lang tid, når du lige har været syg." 

Jeg svarer ikke. Ved, at han ikke har ret, for det var helt klart det rigtige.

"Jeg har ellers bestemt, at vi skal have lasagne i sag, når Martin ikke er hjemme," forsøger han forgæves at opmuntre mig. Jeg ville meget hellere have, at vi havde kræsenpinden hjemme, så vi slap for det.

"Jeg har slet ikke lyst til lasagne i dag," svarer jeg med min mest opgivende stemme og lader mit hoved falde ned på dynen. Far kommer med endnu et trist øv og aer mig over hovedet.

"Er der slet ikke noget, du har lyst til?" 

Jeg ryster på hovedet. "Jeg tror bare, jeg vil bare sove." 

En lille gnist tænder sig i min mave igen ved tanken om, at jeg måske kan slippe for aftensmaden. Den bliver dog hurtigt slukket igen af far, der har taget det alt for bogstaveligt, at jeg ikke har det godt.

"Hvis du skal være rask, er det altså godt at få et eller andet! Skal jeg ikke hente lidt saftevand eller nogle kiks?" Han er oppe af sengen, for han har snakket færdig, men bevægelsen trækker mig med.

"Kan jeg ikke bare få noget frugt?" råber jeg nærmest, og skynder mig at tilføje: "Jeg vil hellere bare have lidt frisk frugt. Det har jeg meget mere lyst til." 

Han nikker forstående. "Læg du dig lidt, så kommer jeg med en skål frugt og lidt at drikke." 

Jeg synker sammen på sengen igen. I det mindste slap jeg for hans lasagne for i dag. Mens jeg ligger i sengen, bliver jeg overfaldet af den ekstreme træthed. Min krop føles hundrede gange så tung, som den plejer, og mit hoved snurrer på hastighed med en karrusel på topfart.

Mine hænder tager som altid fat om min mave, som stadigvæk buer ud under den løse trøje, og jeg må sukke dybt endnu en gang. I morgen bliver det dobbelt op på mavebøjninger.

Med alle tankerne susende rundt omkring mig, lukker jeg øjnene i og lader det allersidste lys forsvinde for mig. Når jeg en gang vågner, må jeg se, hvordan det hele ser ud og for en gangs skyld tage bekymringerne derfra. Det er sikkert også sundt at sove sine tanker væk for en stund

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...