Ung som ung - En novellesamling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2017
  • Opdateret: 8 apr. 2017
  • Status: Igang
Vi mennesker er så forskellige - og alligevel er vi ens. Teenageårene er der, hvor man skal leve livet, mens man er ung, så hvorfor er teenageårene så hårde?
| Deltager i "Girls can write"- konkurrencen, valgmulighed 3

1Likes
1Kommentarer
147Visninger
AA

3. Efterladt

Titusinde tanker basker rundt og banker i min hjerne. Når den sorte Ford holder i garagen, er der ingen tvivl om, at han er hjemme, men ligeså sikkert, som det er, er det usikkert, hvordan hans humør er.

Et øjeblik bliver jeg i tvivl. Ville det ikke være nemmere at vende om? Andrea vil sikkert gerne være sammen. Alligevel: Hvis han ikke er den gode version i dag, og jeg kommer for sent hjem...

Min hånd hviler på dørhåndtaget, mens jeg endnu en gang tænker det hele igennem. Hvor slemt kan det være? Hvis det skulle være en af de dårlige dage, kan jeg gemme mig ned på værelset eller tage af sted igen. Det er ikke ligefrem noget, jeg dør af.

Så lader jeg forsigtigt den rystende hånd trykke håndtaget ned og skubbe døren op. Mine skridt ind i entréen er så lydløse, som jeg nu kan gøre dem. Ovenfra er der heller ikke meget lyd.

Tasken dumper ned på gulvet ved siden af vaskemaskinen. Jeg bliver stående ved knagestativet. Stadig ingen lyd fra øverste etage. Skulle jeg prøve med et hej?

"Hallo?" Min stemme ryster så meget, at det ikke bliver andet end et pip. Tøvende tager jeg min tynde forårsfrakke af og hænger den på min egen knage. Mine støvler sætter jeg så pænt, jeg kan, bagerst i skabet. Min taske tager jeg i hånden igen, før jeg går ud på gangen. På vej hen til trappen, sætter jeg tasken pænt ved skrivebordet på mit værelse.

Hvert andet trin op ad trappen giver høj genlyd, når min fod rammer. De andre kan slet ikke høres, men bliver overdøvet af mit hivende åndedræt. Tænk, at jeg nogle gange gennemgår det her flere gange om ugen, og alligevel føles det altid som om, jeg aldrig har prøvet det før.

Han kommer langsomt til syne. Jeg kan se, at han står bag køkkenbordet med ryggen til. Der står en bageplade med kugler af cookiedej i den slukkede ovn, og skåle og skeer titter op over køkkenvaskens kant. 

"Hej, far," prøver jeg stille. Måden, han vender sig mod mig, med sit beskidte forklæde, store smil og øjne, der ikke har grædt i timevis, får ti store sten til at lette fra mine skuldre. Selvom jeg ved, at det er for tidligt.

"Hej skat!" siger han glad og hiver høreplopperne ud af sine ører. Han løfter mig op og svinger mig to omgange rundt i sine arme. "Hvor er det godt at se dig igen!" Jeg gengælder ham med mit sødeste smil og kaster et blik rundt i lokalet. Det står tydeligt, at han har været i sit allerbedste humør i dag.

"Går det godt i skolen?" spørger han, mens han triller flere kugler af den lysebrune dej med chokoladestykker.

"Ja, det går meget godt." For en gangs skyld tænker jeg ikke tilbage på skolen og savner at være der.

"Er det nogle søde venner, du har?" kommer et af hans typiske spørgsmål.

"Ja," gengælder jeg med mit typiske svar. "Jeg har et par stykker, som jeg er meget sammen med. Vi plejer at sidde og hygge os ovre i kantinen, når vi har frikvarter." Han elsker, når jeg fortæller om det skoleliv, han så sjældent hører om. Sådan har det været lige siden, mor skred; Han er væk over halvdelen af tiden, og når han er hjemme ligger han næsten altid på sofaen, hvis ikke han råber og kaster med halvtomme flasker.

"Nå, hvor hyggeligt," smiler han. "Det kan være, at vi skal invitere nogle over til kage og aftensmad?" foreslår han så.

Min mund åbner for at give ham en afvisning. Andrea, Olivia og drengene skal ikke hjem i det her kaos og finde sandheden om min familie og mig.

Heldigvis får jeg fanget ordene og holdt dem tilbage, før de slipper ud. "Kan du godt overskue det?" spørger jeg i stedet.

"Ja, jeg vil da helt vildt gerne hilse på dine venner! Vi ser jo så sjældent hinanden." Han rusker mig i håret. Hans ord betyder, at jeg skal finde på en historie og invitere dem over. Ellers bliver det værst for mig selv.

"Okay, så inviterer jeg bare de fire over," lover jeg ham. "Men vi har jo en del at snakke om fra skolen, som du ikke kender til. Såh is de siger noget om, at det er sejt, at du arbejder for Apple, og at de også vil have en fed telefon eller sådan noget, så er det bare en joke, vi har sammen."

Han nikker forstående. "Det bliver da hyggeligt," siger han. Jeg tvinger mit bedste fotosmil frem og giver ham ret, før jeg tøffer ned ad trappen og ind for at finde min telefon.

Mine fingre ryster, mens jeg trykket knapperne ned på det lille tastatur. Flere gange må jeg gå tilbage for at rette tastefejlene. Min finger hænger over knappen, der sender beskeden, mens jeg kniber mine øjne sammen for at sende en bøn om et eller andet mirakel, der gør, at de ikke kommer. Fingeren falder ned og rammer den blå knap.

Min krop vælter bagud og rammer dobbeltsengen bag mig. Fjederne løfter mig mange gange op, ned, op, ned. Mine øjne er fortsat lukkede, mens jeg forsøger at få styr på rodet i mit hoved.

Det kan ikke blive godt at få dem herhjem. Far skal garanteret have øl til aftensmaden og sansynligvis også til kagen, og når først han er startet, så er den gal. Han vil skræmme dem alle fire væk, og de vil også begynde at blive bange for mig.

Ro på, Milla! Du må ikke tænke sådan. Hvis han er så glad, kan han sikkert holde sig fra alkohol og vold. Vi får en hyggelig aften alle seks, og de får deres ønske om at møde min far, opfyldt. Nogle gange er man heldig at få gode stunder med folk, man normalt ikke har det godt med.

Hvis det skulle ende dårligt, kan jeg sikkert stadig finde trøst hos nogle i skolen. Andrea og Olivia er ægte veninder, og de vil altid forstå mig og garanteret have masser af omsorg, hvis de skulle finde ud af sandheden om mit liv hjemme. Det samme med Lukas og Kristian.

Hvis selv de ikke vil have noget med mig at gøre, kan jeg finde masser af hjælp hos Tina. Det hele skal nok gå! Det skal det!

Roen har så smut fundet vejen ind til mig, og det er som om, min krop letter sig, selvom den ligger så tungt på sengen. Min mundvige trækkes ligeså stille op, mens verden omkring mig ligger sig helt stille.

Chokket rammer mig ligeså hårdt som den runde genstand, der støder ind i mit hoved. Mine øjne flyver op sammen med resten af mig, som springer ud af sengen. Han står i døren, og han er ikke glad.

"Må jeg så få en forklaring?" Toneanfaldet i hans stemme har ændret dig markant. Dåsen triller livligt rundt på mit gulv. "Jeg står og knokler ovenpå, så du kan få en sjov aften med dine venner, og så ligger du bare her."

"Undskyld," piver jeg straks. "Jeg vidste ikke, du havde brug for mig."

"Jeg har kaldt på dig mange gange," hvæser han. "Du kan fandme ikke bare ligge der og sove og lade som om, alt er godt." Han træder ind, og jeg mærker, hvordan jeg krymper til størrelsen på en tissemyre.

"Det ved jeg godt," undskylder jeg igen, men det når knap med min rystende stemme ud. "Kan jeg ikke gøre det godt igen?" En hånd rammer mig hårdt på siden af hovedet.

"Du har fået alle dine chancer. Hvis du vil noget, så er det ud!"

"Men far," græder jeg og synker helt sammen foran hans fødder.

"Jeg sagde, at du ikke skulle ligge dér!" råber han, tager mini et fast tag og hiver mig op. "Nu kommer du med op og hjælper!"

Han trækker mig efter sig det lille stykke hen ad gangen, og tempoet siger, at han bliver ved hele vejen.

"Du må ikke gå op med mig sådan her," bønfalder jeg. Tårerne rammer min tunge, da jeg åbner munden. De smager saltede.

Han fortsætter med de faste skridt, og jeg lukker øjnene. Lige om lidt bliver smerten endnu værre, når han hiver mig op. Mine ben vil blive blodige hele vejen ned, mine grønne øjne vil skifte til blå, og jeg vil måske slå en fortand ud.

Vi er der meget hurtigere, end jeg troede, og forskrækkelsen, da jeg vælter oven i de skarpe trin, får at skrig til at flyve ud. Han giver også et lille bitte hop, men stort nok til, at grebet om min arm løsnes.

Jeg begynder at løbe samtidig med, at jeg flår den til mig. Jeg løber, hurtigere end jeg nogensinde har løbet, hen til hoveddøren, ud på vejen, forbi nabohusene. Jeg vender mig ikke en eneste gang, har ingen anelse om, om han følger efter og er ved at indhente mig.

Mine lunger skriger, og mine ben føles smertende gennemblødte. Jeg ved ikke, om det er blod eller sved, måske en blandning.

Efter et par minutters løb, hvor jeg er sikker på, jeg er alene, stopper jeg op på et gadehjørne. Mine vejrtrækninger er små og lynhurtige, og vandet fra mine øjne har gjort hele mit ansigt vådt. Det hele har sat sig fast.

Hulkende synker jeg ned langs et vejskilt. Hvorfor bad jeg om, at der skulle ske noget, så jeg ikke kunne få venner hjem? Hvorfor troede jeg også, at alt nok skulle gå? Hvorfor kan jeg aldrig vide, hvordan det hele vil gå?

Hvorfor mig?

Hånden, som ikke støtter mit hoved, fumler efter mobilen i min jakkelomme. De har alle fire svaret, at de meget gerne vil komme og møde min far og hygge med os begge. De får alle den samme besked: "Sorry, kan desværre ikke alligevel. Far fik pludselig en anden ide. Vi må gære det en anden dag, ikke? <3"

Mine øjne scanner teksten igennem nogle gange. De tre af dem får beskeden, før jeg opretter en ny.

"Kan jeg ikke komme over til dig i aften i stedet? Need to talk :'(" skriver jeg i en ny besked. Uden tøven finder jeg Andreas navn og sender beskeden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...