Ung som ung - En novellesamling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2017
  • Opdateret: 8 apr. 2017
  • Status: Igang
Vi mennesker er så forskellige - og alligevel er vi ens. Teenageårene er der, hvor man skal leve livet, mens man er ung, så hvorfor er teenageårene så hårde? | Deltager i "Girls can write"- konkurrencen, valgmulighed 3

1Likes
1Kommentarer
128Visninger
AA

1. Sat i regnvejr

Hvis jeg blev stillet spørgsmålet om, hvilken person, jeg ville leve som for en dag, en uge – måske et år eller altid, så ville jeg med det samme have et klart svar.

Tina er netop forsvundet rundt om hjørnet ud til gangen, og alle eleverne har samlet sig i hjørnet af klasseværelset.

Mine ben sidder og dingler under bordet, mens lugten af min daglige halvslatne leverpostejmad kommer mig i møde. Jeg kan mærke, hvordan min krop giver et koldt ryst, da lugten når ind gennem min næse og helt ned i maven.

Jeg drejer hovedet for at betragte den grå sky af elever. Ét hoved stikker op i midten. Det meterlange mørkebrune hår skinner i lyset fra de grønne øjnes skær. Hun siger noget, jeg ikke kan høre, og Lukas griner højt, hvilket trækker min mundvige længere ned. 

Min fokus bliver rettet tilbage på min leverpostejmad med de sure rødbeder. Stanken får mig endnu en gang til at skære tænder. Hvor er det utaknemmeligt af Therese at sidde og stirre ligeså utilfreds på sin store, hjemmelavede fuldkornstortilla med kylling og salatmix. Det er både sundt og lækkert.

Opgivende smækker jeg låget i og gemmer madkassen nederst i min taske. Når vi en gang om tre timer får fri, må jeg rende over i Brugsen efter nogle chips eller pølsehorn! Therese sender et trist blik efter min madkasse, måske har hun alligevel medlidenhed? 

Jeg rejser mig fra stolen og tøffer efter den store samling af elever. De griner alle af en video fra Camillas nye iPhone 8, som hun har fået af sin far, der arbejder hos Apple. Med hovedet over Andreas skulder stiller jeg mig helt op på mine tåspidser for at se, hvad det er. Jeg kan ingenting se.

"Ej, det er sjovt, det dér!" udbryder jeg højt, uden nogen af de andre reagerer. Pigerne har allerede gang i en ny snak om en lækker fyr fra Paradise, som ingen af drengene fordrager. 

"Hvad er det præcist, det handler om, det der Paradise-noget?" prøver jeg mig frem med et nyt spørgsmål. 

"Har du aldrig set Paradise?" Nu kigger Andrea på mig med store øjne. Jeg ryster på hovedet. 

"Ej, det skal du altså se, det er så godt!" fastslår hun kort. I mit hoved er en voldsom lyst til endnu en gang at komme med et spørgsmål til, hvad det er. Det er en unik mulighed for at komme ind i en samtale, og hvis jeg får noget at vide, kan det være, at jeg selv får lyst til at se med. Og ser jeg selv med, kan jeg måske være med i nogle af deres samtaler i frikvarterene. Alligevel er der noget, der siger mig, at de måske ville blive irriterede, når Andrea har svaret på spørgsmålet, og der er ikke noget meget værre end at gøre hende sur, for så bliver Camilla også sur.

I stedet for at spørge mere må jeg følge videre i det, de snakker om og koncentrere mig om at grine med og kommentere, selvom det allerhøjst er halvdelen, der ikke bare fiser ind i mit venstre øre og ud af det højre

"Vil I med over i kantinen?" slutter Camilla alle samtalerne af. Som svar følger alle de andre, inklusive mig selv, efter hende ud af døren. Den kæmpestore flok med hende i spidsen fører an, mens jeg må småløbe efter deres lange, elegante skridt. Jeg er flere meter bag dem, da de står ved disken og beundrer deres minipizzaer og pastasalat med den kylling, som skulle være så fantastisk. Duften og tanken om maden får igen min mave til at knurre som en sur hund.

"Har du noget, jeg kan låne?" spørger jeg Camilla, som lige har bestilt et af deres berømte ostebrød.

"Nej, desværre, jeg har kun seks kroner, og dem har jeg lovet at give til Lukas," svarer hun. Jeg ved ikke, hvorfor den stikkende fornemmelse sætter sig i min mave igen, da hun siger det.

"Okay," siger jeg så. "Jeg kommer lige i tanke om, at jeg faktisk selv har penge fra i går." griner jeg videre. Jeg må købe chips i morgen, det er vigtigere at kunne spise ostebrød sammen med de andre.

"Øjeblik," siger jeg og smiler til hende, før jeg vender om og sætter i løb mod klasseværelset. 

Knagerækken er fyldt op med jakker og cykelhjelme. Hvor fanden var det, jeg hængte min jakke? Lynhurtigt bliver rækken rodet igennem, og min jakke hænger som den sidste, jeg finder. I bunden af min højre jakkelomme ligger de småmønter, jeg smed for et par dage siden, hvis jeg nu skulle få brug for dem. Hvor var det godt, at jeg gjorde det!

Der er vist knap gået et minut, før jeg er ude af klassen, henne ad gangen og tilbage ved kantinen. Alligevel er der allerede tomt ved disken, og de andre har samlet sig i hjørnet ved det store vindue. Hvorfor venter de ikke, når jeg lovede, det ikke ville tage lang tid at hente mine penge?

"Hvad kan jeg hjælpe dig med?" spørger den venlige kantinedame. Mit blik søger over på alle de andre i hjørnet. De få, der ikke har noget, misunder Camillas ostebrød og overtaler hende til at dele lidt ud. Andrea har købt en kanelscone, Lukas og Kristian har "bare" købt en æblejuice hver.

"Jeg vil gerne have en minipizza og et ostebrød," svarer jeg og betaler de 21 kroner. Mens maden bliver varmet i mikroovnen, retter jeg fokus tilbage på mine klassekammarater. De har alle voldtaget Camillas brød, som nu er krympet ned til lidt under halv størrelse. Selvom Andrea selv har købt sin scone, som hun slet ikke deler ud af, vil hun også have af det. Så er man da også forkælet! Camilla bliver glad, når jeg kommer og giver hende noget nyt brød. Fortjener Andrea at smage min pizza?

Min bestilte mad bliver flyttet fra mikroovnen og over i toastmaskinen, som de altid bruger, hvilket jeg elsker. Det får maden til at smage meget bedre!

Camilla er gået i gang med sin pastasalat, mens resten af bordet sidder lænet over hendes telefon. På de få ord, der når helt over til mig, kan jeg afgøre, at hendes fortællinger handler om Only's nye kollektion, som hun har været model for. En af mine største drømme ville være at være fotomodel for et fedt tøjfirma! Så ville jeg stå i deres blad og have deres nye tøj på som den allerførste. Folk ville beundre mig og fortælle, hvor godt, jeg ser ud, og nogle ville måske kunne genkende mig, hvis de mødte mig. Jeg kan allerede se for mig selv, hvordan jeg poserer foran kameraet og får taget professionelle billeder.

"Værsgo!" Kantinedamen hiver mig ud af mine tanker og rækker mig de to dampende stykker brød, der er pakket ind i deres kantinepapir. Jeg har vendt mig halvt om og er på vej mod hjørnet, før jeg takker hende.

"Så har jeg købt pizza og ostebrød!" fanger jeg opmærksomheden fra et halvt par øjne. Ingen øvrige reaktioner. "I siger bare, hvis I vil smage noget." prøver jeg så selv og dumper ned på en af de sidste stole. Ligesom altid sidder jeg her og kigger over en skulder for at se, hvad de andre laver, men uden at kunne se. Noget som helst.

"Hvad laver I?" spørger jeg mit sædvanlige spørgsmål.

"Det er bare Camilla, der viser os nogle billeder," svarer Olivia hen mod Camilla og Lukas. Suk.

"Vil I have noget pizza?" Jeg skubber den ind på midten af bordet, mellem Camilla og Andrea. Alle kigger på pizzaen.

"Nårh, nej tak, jeg har selv," siger Andrea kort, før hendes opmærksomhed vender tilbage til den populære iPhone 8. Drengene holder blikket et par sekunder længere på min pizza, men tager heller ikke noget. 

"Jeg har også ostebrød, hvis det er," forsøger jeg igen, men samme resultat. Alle takker nej. Selv Camilla, selvom jeg tilbyder noget til hende, helt personligt. Det var ligemeget, at de andre tog noget fra hende.

"Det ringer også snart ind," siger Olivia, der har taget sig tid til at kigge på uret. 

"Øjeblik," svarer Camilla med en afvisende håndbevægelse. Jeg nipper til hjørnet af pizzaen, mens den store klump af rygge ved siden af mig, læner sig over telefonen. Det er ikke en gang længere muligt at få et halvt blik over en skulder. 

Da Camilla rejser sig, følger hele flokken med og skubber min stol hen mod vinduet. Skyen forsvinder ned ad gangen i løbet af få sekunder, og bagsiden af hovedet med det mørkebrune stikker op og skærer i mine øjne på lang afstand. Så er skyen væk.

Endnu et dybt suk slipper ud gennem mine læber, da min ryg dumper tilbage mod stolen. Ingen gider have mig med i deres samtaler. Ingen gider vente på mig. Jeg er ikke en gang interessant nok til, at nogen gider smage den pizza. jeg har købt, selvom alle normalt elsker den. 

Endnu en gang må jeg sidde her og dele en minipizza og et ostebrød med mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...