I morgen (Oneshot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2017
  • Opdateret: 21 mar. 2017
  • Status: Færdig
"Jeg gør det i morgen"

0Likes
0Kommentarer
124Visninger

1. I morgen

"Jeg gør det i morgen" vrissede hun som hun smadrede døren i bag sig. Hun vidste med sig selv hun nok skulle få gjort det, så hvorfor skulle andre blande sig i hendes liv, og endda fortælle hende hvad hun skulle og ikke skulle gøre med hendes dyrebare tid. Hun kunne egentlig godt se at det ikke var helt fair at gå så vidt som at smække med døren, men irritation er en irriterende følelse, som er svær at kontrollere.

 

Hun valgte at hun ville ringe og undskylde senere, men først ville hun lige slappe lidt af så man ikke kunne høre hun stadig var irriteret og sur i stemmen. Præcis hvad hun skulle gøre når hun kom hjem havde hun ikke besluttet sig for, men et netflix fix ville nok være det mindst krævende, så det var det hun tænkte mest på.

 

Mad skulle der også tænkes på, hvilket var noget hun ikke havde gjort i dagevis. For det meste havde hun spist ude, siden køleskabet for det meste var tomt, imens hun andre dage havde hørt om hun kunne spise med hos sine venner eller forælde. Denne tanke fik dog hendes lidt dalende irritation til at blusse op igen, da det netop var denne situation der havde sendt hende stormende ud af døren. Hendes ellers overbærende mor havde meget direkte hentydet til at hun ikke havde styr på sit liv, og spurgt hvornår hun handlede ind, kun få sekunder før hun havde taget sko på og skredet. Det var jo ikke fordi spørgsmålet i sig selv var særlig stødende, men mere overraskelsen i at hendes mor kunne finde på at spørge om det. Især fordi det normalt ikke var en ting der blev gået op i. Hun var derfor endt uden mad og irriteret. Hangry måske ligefrem.

 

Måske var det fordi hun ikke ville efterleve hendes mors spørgsmål, eller også var det fordi hun i bund og grund bare følte at det var spild af tid, at hun ikke gik ud at handle. Istedet bestilte hun pizza og hyggede sig med netflix. Senere på aftenen ringede hun til sin mor, hvilket hun jo også havde aftalt med sig selv. Under samtalen undskyldte hun, men blev igen irriteret da moderen blev ved med at fortælle at hun bare var bekymret, siden hun altid havde været sådan, og udskudt tingene der snildt kunne gøres på dagen. Det var endda for det meste ting der ville gøre dagene lidt nemmere, hvis det bare blev gjort med det samme.

 

Efter at have lagt på blev netflix igen det mest interessante, også selvom sulten meldte sig lidt igen senere på aftenen, da pizzaen ikke rigtig havde mættet ordentligt. Det var egentlig også det eneste hun havde spist hele dagen, samt det var fyldt med fedt og kulhydrater, så det gav meget god mening. Dog nægtede hun endnu engang at handle, hvilket mest var stædighed, som hun selv godt kunne se. "Jeg gør det i morgen" var noget hun havde levet efter siden hun var helt lille, og selvom hun ofte slet ikke fik gjort ting, så var det jo ikke fordi hendes liv manglede noget af det. Der var bare nogen ting som kom og bed hende i røven. I forhold til mad så spiste hun ikke for meget og blev tyk, så på den måde var det jo egentlig fint nok. I forhold til opvaske kunne det bare stå i vasken og blive så gammelt at hun blev nødt til at købe noget nyt, hvilket egentlig også var ok. Når hun altså gad at handle. Tit stjal hun bare noget med hjem når hun var hos sine forældre, hvilket måske var derfor moderen for en gangs skyld trådte i karakter.

 

Jo mere hun tænkte over det, desto mere blev det klart at hun måske alligevel skulle tage sig sammen, og med disse tanker faldt hun i søvn.

 

Da hun vågnede dagen efter rumlede hendes mave næsten med det samme, men som da hun gik i seng var køleskabet underligt nok tomt. Hun tænkte ved sig selv at hvis hun allerede havde levet en uge uden at handle ind, så kunne hun nok klare det en dag til, og at hun ville gøre det imorgen.

 

Hun lagde ikke selv mærke til at hendes gode tanker fra aftenen før var forduftet, som morgenduggen ud på en solrig formiddag. Hendes fornuft på det punkt manglede. Hun tog derfor kun en kop kaffe, og regnede med at kunne køre på den resten af dagen. Med appetit på dovenskab drog hun på arbejde, hvor der tilfældigvis var nogen der havde kage med, som hun kunne spise. Som altid løste tingene sig selv, på trods af hun ikke gjorde det ting hun udskudte. Selvom det ikke var de sundeste alternativer mente hun at det hele gik op.

 

Det var en lang og travl dag. Dog ville hun ønske at den ikke stoppede. Hun kunne ikke overskue at tænke på madsituationen. Mest fordi hun ikke havde nogen at tage hjem til. Hendes veninder havde travlt, og hun havde ikke nogen lyst til at tage hjem til et hus med forældre der blandede sig i hendes liv. Hun orkede dog heller ikke at handle, og efter pizzaen dagen før, og kagen fra morgenstunden, havde hun mest lyst til noget der kunne tage sukker og fedmesmagen væk fra hendes tunge.

 

Efter lange overvejelser besluttede hun sig for at tage ud og spise på en restuarante. Det var mere en sidste udvej end et valg i hendes øjne, også fordi at hun mest af alt havde lyst til at tage hjem at sove. Men man kan ikke sove på tom mave, som hendes far altid sagde.

 

Efter hun havde spist tog hun hjem. Hun havde været så opdaget af at få noget ordentlig mad indebords at hun ikke havde tjekket sin mobil, så da hun endelig gjorde var der beskeder fra personen hun ikke orkede at snakke med. Hendes mor havde skrevet om de lige kunne snakke, hvilket var noget der ikke kunne være godt. Hun ville nok bare blande sig i hendes liv igen, så hun tænkte ved sig selv, at det måtte blive "I morgen". Ironien i det fandt hun vældig morsomt, hvilket kun gjorde det endnu bedre at udskyde det. På trods af hun var en moden ung dame var hun meget umoden når det omhandlede sine forældre. Personligt fandt hun dette ret charmerende, især fordi hun i sidste ende jo både elskede og satte pris på sine forældre. Nogen gange skulle de dog bare blande sig uden om, og respektere hendes valg, eller i det mindste lade hende komme frem til den korrekte løsning selv.

 

"I morgen" blev til nogen dage hvor hun hverken skrev eller ringede til sin mor. Mest fordi hun stadigvæk ikke orkede at snakke, men også lidt fordi hun faktisk havde handlet ind, og ikke gad at give sin mor ret alt for åbent. Det var udelukkende på egoistiske grundlag, hvilket hun også selv kunne se, og derfor også var lidt pinlig over hendes opførsel.

 

Efter en uge havde hun stadigvæk ikke taget sig sammen. Hendes nyindkøbte varer var blevet spist, og igen stod hun i en situation med et tomt køleskab, hvilket resulterede i en tom mave. Hendes første tanke var at tage ud til sine forældre, men hendes stolthed stoppede hende, og hun besluttede sig for at gøre det den næste dag i stedet.

 

Senere den dag, tæt på midnatstid fik hun en opringning fra sin far. Hans ellers faste stemme rystede, og han lød forkert. Hun undrede sig først over om det var en anden person der havde stjålet hans telefon, for at lave telefon fis med hende, eller om hendes far, som nogen gange godt kunne finde på at drille, lavede sjov med hende. I første omgang undrede hun sig egentlig over hvorfor han ringede, siden samtaler mellem hende og hendes familie for det meste forgik gennem moderen.

 

Svaret på alle hendes undringer kom som et lyn fra en klar himmel.

 

Næste dag stod hun op som hun plejede. Hun gik ud af døren, og på arbejde som hun plejede. Da hun havde fri gik hun en omvej. Tingene var nemlig ikke som de plejede. Hendes far havde ringet da hun var stået op. Han havde haft brug for at tale, men det eneste hun sagde var "i morgen", før hun lagde på. I morgen var det eneste hun tænkte på. For i morgen måtte være den dag hun ville se sin mor igen.

 

Nogen uger efter tog hun sig endelig sammen. Hun tog hen og besøgte sin mor. Fortalte hvor meget hun elskede hende. Undskyldte for sin umodenhed. Anerkendte at hun havde taget fejl. Undskyldte for at hun igen havde udskudt noget vigtigt. Fortalte at hendes køleskab var fyldt, og at det havde lykkedes hende at holde det i det mindste halvfyldt siden de sidst havde ses. Fortalte igen hvor meget hun elskede hende. Græd. Rystede. Tørrede øjnene. Det var ikke frivillige tårer. Hun kiggede bare på hendes mor, eller i det mindste det der repræsenterede hende.

 

Hun lagde en blomst på moderens gravsten. Undskyldte igen. Og igen. Og igen. Indtil hendes stemme var helt hæs. Derefter vendte hun sig om. Hun havde lyst til at sige "Vi ses i morgen", men indså hurtigt, at der ikke altid var noget "I morgen", og slugte derfor ordene. Det blev bare til "Vi ses" før hun for alvor gik væk fra kirkegården.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...