Ønsket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2017
  • Opdateret: 21 mar. 2017
  • Status: Igang
En historie om en pige, som drømmer om at blive sanger.

/Oneshot/

2Likes
2Kommentarer
118Visninger

1. Ønsket

Det var den første søndag i måneden. Det var en af de måneder, hvor blomsterne endelig viste deres flotte farve, og de smukke træer lod bladene udfolde sig til grønne lys på en smuk sommer dag. Udenfor på den gamle, brune bænk sad der et par fugle på række imens de fløjtede lykkeligt. Det store græsareal var designet til en kæmpe fodboldbane, hvor børn grinende løb og legede. Sommetider blev deres latter til diskussioner. Der gik dog ikke mere end få minutter før de begyndte at lege uden strid igen.  Ved siden af fodboldbanen var der placeret en rød bygning med finpudset mursten og sort tag. Bygningen var en skole for børn i alderen 5-12 år. Inde i et af rummende sad der en lille kinesisk pige ved navn, Biyu. Den lille pige sad inden bag de nyvasket ruder, og observerede sine klassekammerater, som legede i den varmende sol. Alene sad den 8 årige pige med et papir og en blyant foran sig. Hendes blik faldt på det blanke papir i mens hun svagt lod hånden række ud efter den slidte blyant. Der gik lidt tid før hun skrev titlen: ”Min Fremtid”

Lyset ramte min morgen røde. Den bløde hud var mere rent end de dyre, nypudset tallerkner, som stod i køkkenet efter aftens store middag. Jeg satte mig op i den bløde seng og så ned på mine tær, som stak ud af den silkebløde dyne. Der var en kraftig pink neglelak på neglene, hvilket fik mig til at smile. Der var noget særligt over den søde neglelak, som jeg selv havde valgt aften før. Jeg havde holdt en fest for min familie og venner, fordi jeg lige var fyldt 20 år. Det var en af de eneste tidspunkter, at jeg i min karrierer tid havde haft tid til dem. Jeg var blevet en international sanger og jeg rejste meget til de forskellige lande. Der var USA, hvor alle var så tykke og nogen gik rundt med pistoler. Så var der Frankrig, hvor de spiste snegle og Italien, som altid havde det her mærkelige hånd tegn.  Jeg var stolt af at kunne fortælle om alle disse lande. Jeg havde snakket om dem i timevis. Jeg kunne have forsat i måneder. Desværre kunne hun bare ikke snakke hele natten, da dagen bød på en koncert på en af de store scener i Kina. Jeg kom op af sengen i mens jeg med blide skridt trådte over til spejlet og kiggede på mig selv. Inde i spejlet, viste sig der en tynd pige, hvis ribben var strittende. De markerede krave ben var alt for tydelige og de tynde arme lignede tændstikker. Det er sådan man ser ud, som en stjerne. Ligesom i de magasiner mor læser. Er det ikke rigtigt mor? Tynde mennesker er de perfekte mennesker. Jeg kiggede ud af vinduet, hvor solen strakte sine stråler mod jorden. Jeg fik øje på den velkendte sorte bil, som parkerede uden foran huset. Nu var dagen officielt startet.

Senere samme dag var det tid til min koncert. Folk jagtede rundt og råbte ad hinanden. Selv min manager råbte af mig. Der blev sat hår, det rigtige tøj blev fundet frem og de perfekte sko. Jeg blev klemt ned i en af de miste størrelser de havde i tøj og skoene var heller ikke de største. Min manager havde sagt til mig inden jeg gik på scenen, ”Husk du skal tabe dig nogle kilo inden næste koncert.” Det smil hun sendte mig, var ikke særlig behageligt. Jeg huskede den samme morgen, at jeg havde kigget på mig selv med et tilfreds smil. Var det nu rigtigt? Jeg trådte ud på den sorte scene, hvor lyset nærmest blændede mig. Jeg kunne mærke en klump i halsen og følelsen af jeg ville knække sammen når som helst det skulle være. Alle skreg mit navn. Det navn, som jeg var født med. Jeg prøvede at se efter mine forældre. Bare få glimtet af dem. Jeg gav op. For jeg vidste at de aldrig ville komme til denne slags. Jeg blev mindet om alle de gange jeg sang med min mor. De gange, hvor jeg dansede med min far.

Blyanten knækkede. Biyu så kort på den før hun lagde den fra sig på det slidte bord. Der var stille. Ikke engang Biyus tanker larmede i det stille lokale. De slidte border stod svagt og samlede støv, selvom de blev brugt hver eneste dag. Tavlen var stadig ikke hvisket ren og lærerens kaffe stod stadig på det store lærerbord. Hylden med bøger blev ramt af sollyset udenfor. De sidste stråler inden at solen gik ned. Børnene havde forladt fodboldbanen imens Biyu havde været optaget af sine kruseduller på papiret. ”Biyu, vil du ikke med hjem? ” En velkendt stemme kom over fra den anden ende af rummet. Svagt vende Biyu stemmen mod den blide stemme. En dame i slidt tøj og mørke, beskidte pletter på hendes hud, stod i døren med et roligt smil. Der var tavshed. Det var tydeligt at damen ikke havde særlig mange penge for hendes krop var meget tynd. Biyu skubbede stolen ud og hoppede ned fra den. Hun vaklede med sine korte ben over mod kvinden og så hende i øjne.  Der stod hun i en kort stund. ”Mor, vi skulle skrive om vores fremtid i dag. ” Sagde Biyu med en spinkel stemme, som nemt kunne forveksles med en mus. ”Nå, hvad skrev du? ” Spurgte hendes mor med et mild smil på de blide læber. Biyu så tilbage mod bordet hun havde siddet ved. Hun tænkte sig en ekstra gang om før hun svarede, ”Jeg håber at jeg får en masse tid med dig og far i fremtiden. Jeg vil lave noget, hvor jeg kan se jer hverdag” Roligt smilede moren til det lille barn og rakte hånden ud til hende. Biyu tog den kolde, ru hånd og smilede. Sammen forlod de den slidte, tomme skolebygning. Biyu havde lært, at man ikke altid bliver lykkelig ved at have alting, for sammen med sine forældre kunne hun synge og danse hver dag. Smile hver dag og føle sig tryg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...