Københavnerdrømme

En meget kort, simpel tekst om at have store drømme og forventninger til sit liv, men hvordan man hen ad vejen kan være nødt til at justere disse, så de kommer til at matche det realistiske. // Deltager i Skønheden og Udyret-konkurrencen, valgmulighed 3 - Om at elske sig selv og andre trods deres fejl.

30Likes
23Kommentarer
1069Visninger
AA

2. Københavnerdrømme

 

     Hun elsker ham.

     Hun hader ham.

     Og dette er ikke starten på en romantisk monolog, hvor den yndige pige i gul kjole står på græsmarken og plukker blomsterblade af de hvide margueritter.

     Pigen har dog en gul kjole på, men i stedet for at flå blade af en død blomst, har hun armene korslagt og en dyb rynke i panden.

     ”Det mener du ikke, vel?” spørger hun fortvivlet. ”Hvad så med hele din drøm? Medicin? Lejlighed i København? Hele svineriet?”

     ”Vi finder en ny drøm, okay?” svarer kæresten i en rolig tone, mens hun blot lader sine frustrationer vokse.

     ”Men du har snakket om det i fire år! Fire år, Daniel!”

     ”Nora, jeg-”

     ”Nej! Det her handler ikke kun om dig! Alle mine planer skal ligesom også tages op til genovervejelse! Skal vi så slet ikke til København alligevel?” Vreden bobler op i hende, selvom problemet i virkeligheden ikke er så stort. Hun nægter dog at indse det.

     Men Daniel dumpede sin matematikeksamen. Han dumpede den. Han kunne ikke engang bestå med et 02. Nej, han var så dårlig, at han dumpede. Selv har hun naturligvis udelukkende fået 10 og 12-taller, og da der var det enkelte 7-tal i billedkunst, fortalte hun det ikke til nogen. Det skulle forblive hendes hemmelighed for nu.

     ”Nora, lige nu er du bare en fucking idiot,” sukker Daniel tungt.

     Hun ser på ham med et tordnende blik, hvorefter hun stønner i frustration. Derefter tramper hun ud af stuen og ind på sit værelse, hvor hun smækker døren i efter sig. Hendes nøgne fødder bevæger hende hen over gulvtæppet, før hun lader sig dumpe ned på sengen.

     Hun stirrer ind i væggen, hvor plakaten af Lana Del Rey besvarer hendes blik.

     Efter nogle minutter med dybe indåndinger begynder hun langsomt at falde til ro igen. Hun ved godt, at hun har et voldsomt temperament, selvom hun naturligvis aldrig vil indrømme det. Hun ved også godt, at hun går for meget op i karakterer og hvordan andre folk ser på hende. Perfektion er målet, selvom det kræver energi og afkald på mængder af andre ting.

     Daniel er hendes totale modsætning. Han er tålmodig og bærer alle sine små fejl på ydersiden – hun gemmer dem væk. Måske er det netop derfor, de nu har været kærester i over fire år og har planer om at flytte sammen i en lejlighed, når de begge vil til København til efteråret for at studere på universitetet.

     Men dette er selvfølgelig blevet ændret nu.

     For det her er ikke første gang, at Daniel har klaret sig dårligt i en afgørende eksamen, og det frustrerer hende som ind i helvede. Hvorfor fanden tager han sig ikke bare sammen?

     Endnu et suk finder vej ud mellem hendes læber. For hun kender jo allerede svaret.

     Han har et socialt liv.

     Han spiller håndbold fire gange om ugen.

     Han bruger tid på at hygge med familien.

     Og han bruger tid med Nora.

     Alle disse ting har han i sidste ende prioriteret over de gode karakterer.

     Bør hun i virkeligheden ikke være glad?

     Det banker lavmælt på, hvorefter døren ind til hendes værelse bliver puffet op.

     ”Nora?” spørger han lavmælt.

     ”Undskyld,” mumler hun med et snøft, da følelserne pludselig indhenter hende.

     Nu har hun gjort det igen. Hun lader sit temperament løbe afsted med hende og lader alle hendes frustrationer gå ud over Daniel, selvom han har gjort, hvad han kunne. Hun ved jo godt, at han ikke er en 12’er. Og hun ved godt, at han vægter det sociale over gymnasiet, hvilket hun har draget stor glæde af.

     Han sætter sig på kanten af sengen og folder armene omkring hende, så han kan trække hende ind mod sit bryst.

     ”Det er okay,” svarer han stille. ”Der er andet end medicin, jeg gerne vil læse. Vi kan stadig flytte til København og finde en lille lejlighed bare til os to. Og så læser vi på universitetet og drikker kaffe og går i biografen. Okay?”

     Hun kan ikke holde en kort latter tilbage. ”Okay.”

     Daniel har jo ret. Bare fordi der sker en lille fejl til en eksamen, er det ikke lig med jordens undergang. Det er heller ikke jordens undergang, at Daniel har valgt at være ligeglad med sine karakterer. Det er et personligt valg, som hun i sidste ende ikke har nogen kontrol over.

     Hun har bare altid selv været vant til at gå med alle sine fejl og problemer for sig selv. Det er først efter mødet med Daniel, at hun langsomt er begyndt at åbne op.

     ”Jeg fik kun 7 i billedkunst,” mumler hun utydeligt. Han virker dog til at have hørt ordene.

     ”Og jeg elsker dig alligevel,” hvisker han og kysser hendes kind.

     ”Jeg elsker også dig. Undskyld, at jeg er sådan en spade hele tiden.”

     ”Dit temperament er bare en del af dig. Ligesom mine dårlige evner i skolen er en del af mig. Men vi skal nok klare den alligevel. Vi kan stadig udleve vores drøm.”

     Noras smil vokser til op over begge ører, og hun gemmer ansigtet ind mod hans hals.

     ”Mhm. Vi skal nok klare den. Os og alle vores fejl.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...