Om at hjælpe

Hjælp breder sig som ringe i vandet.

1Likes
0Kommentarer
52Visninger

1. Om at hjælpe

Det gør ondt, når jeg ser folk opføre sig uhensigtsmæssigt. Når de smider skrald på gaden, når de ikke lytter til deres medmennesker, når de drikker sig fra sans og samling, når de fylder maven med dyr, når de lader deres vrede over egen situation gå ud over andre, når de debatterer i stedet for at føre en dialog, når de er stædige og ikke tager i mod kritik, m.m. Men hvorfor gør det ondt på mig? Og er det overhovedet uhensigtsmæssigt, det de foretager sig? Det er min opfattelse af, hvad der er godt at gøre, og hvad der er dumt at gøre, som styrer min reaktion. Og hvem siger, at jeg har ret. Jeg har selv spist dyr, drukket mig fra sans og samling – eller i hvert fald samling, jeg har været MEGET vred, jeg har påtaget holdninger, jeg ikke besad bare for at debattere, og jeg kan godt tage mig selv i at være alt for stædig. Jeg har sikkert også smidt skrald på gaden. Og hvis nogen dengang skrev om, hvorvidt dette var uhensigtsmæssige egenskaber, ville jeg da være fuldstændig ligeglad med deres gloriepussende påtale. For de kender mig ikke – de er for fjerne. Så kan vi overhovedet få fat i disse mennesker – kan vi overhovedet ramme dem gennem de skrevne medier, der bliver brugt. En vegetar, der skriver om ulemperne ved kød, bliver – efter mine erfaringer – kun påskønnet af andre vegetarer og kritiseret af de mere opfarende modstandere, som er ved at gå ud af deres gode skind over al den mindfull eating/’jeg sidder på en sky af lykke’-bullshit, der bliver lukket ud. Derfor ved jeg godt, at jeg ikke rammer skraldesmideren, den empatiløse, drukkenbolten, kødspiseren, kolerikeren, uenighedssøgeren eller den rigide. Men det er heller ikke dem, jeg vil ramme – de bliver sandsynligvis ikke påvirket af dette skrevne, for det frafiltreres. Det er ikke engang sikkert, de kender disse egenskaber ved dem selv. Det er nok dette som gør ondt – for jeg kan huske, at jeg ikke fangede hjælpsomme informationer, som ikke blev vist direkte gennem handling eller samtale. Jeg blev ikke rørt af skrevne ord, for jeg havde ikke indset, at mine karaktertræk overhovedet var uhensigtsmæssige. Jeg var en tabt sag for mine fjerne at påvirke, og derfor har jeg svært ved at se, hvordan jeg skal fange disse mennesker. Alligevel er jeg blevet påvirket, alligevel har jeg skiftet holdninger, handlinger og værdier, men det var gennem min familie, mine venner og situationer i min nære sfære. Dernæst opsøgte jeg litteraturen – men først efter, at jeg havde indset ’problemet’.

Jeg forsøger derfor at ramme alle jer, der gerne vil hjælpe. Alle jer der melder jer til ’Støt/hjælp/red (sæt selv ind)!’-grupper på Facebook, men som ikke føler, at det gavner. Alle jer, der ved, at den største gave, man kan få, er at hjælpe et andet menneske. Lad os koncentrere os om vores nærmeste! Ja, der er krig, hungersnød, afskovning, sygdom, flygtninge – og verden er af lave. Men det er for langt væk – for mig – at hjælpe disse steder. Derimod kan jeg samle skrald op fra naturen, jeg kan lytte aktivt på menneskerne omkring mig og deres lykke/problemer, jeg kan vise mine medmennesker, hvor hysterisk morsomt man kan have det til en fest uden en dråbe alkohol, jeg kan fremvise den ene lækre veganerret efter den anden til frokost på arbejdet, jeg kan forsøge at holde orden på en dialog, så den ikke bliver til mudderkastning, og jeg er blevet bedre til at tage i mod kritik fra dem omkring mig, lytte til den, og lade den påvirke min opførsel. Blot ved at udleve det man ønsker påvirker man mange flere, end man tror. Man er der for sine nærmeste, og så kan jeg senere hen, når jeg har overskud, være der for mine fjerneste. For hvis alle, i hvert fald dem, der elsker at hjælpe andre, var der for sine nærmeste, ja så var der også nogen, som hjalp, dem, der er fjerne for mig. Jeg er fuld af beundring over jer, der hjælper hele verden, I er de bedste mennesker! Men der er jeg ikke, og hvis jeg hver dag skulle tænke over alt, jeg ikke hjælper, så ender jeg med at blive deprimeret, og så er der ingen, der får noget ud af min kærlighed. Derfor har jeg besluttet at starte med dem omkring mig – og sige til mig selv ’det er godt nok’. Vi påvirker langt mere med vores handlinger end vores ideer, tekster og ’fiktive tilhørsgrupper’. Jeg forsøger først at hjælpe mig selv, så mine nærmeste og dernæst mine fjerneste – det er måske ikke måden at gøre det på, men det en måde hvorpå mine tanker bliver til handlinger i stedet for ordkast på de sociale medier. Og så er verden så fantastisk indrettet, at hjælp spreder sig. Når nogen hjælper mig, påvirker det mit humør og måske endda holdninger og handlinger. Det vil jeg tage med mig til de næste situationer, jeg havner i, hvor det vil smitte af. På den måde har personen, der hjalp mig, faktisk hjulpet vedkommendes fjerne – det spreder sig som ringe i vandet. At hjælpe en anden hjælper flere, end du tror!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...