Roar

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2017
  • Opdateret: 1 aug. 2017
  • Status: Igang
En ung mand vender hjem med byrden af fem somre i viking på sine skuldre. Snart må han tage konsekvenserne af sine handlinger.

Historisk Fiktion konkurrencen: Vikingetiden.

4Likes
11Kommentarer
279Visninger
AA

3. DEL 3

   Min skulder knaser, da jeg rammer lergulvet og luften bliver taget fra mig. Søvnens tåger forsvinder som dug for solen og jeg sparker, men kan ikke rive mig fri fra dem, der trækker mig i anklerne. Jeg kender ikke mændenes ansigter, men de er hadefulde og stumme. Nu ankommer panikken, hvid og blændende.

   ”Slip mig!” Mine råb rører dem ikke. Jeg leder efter Katla, men hun er væk. De trækker mig udenfor. Grus og sten river blodige striber ned ad min ryg. Jeg kæmper voldsommere nu.

   I midten af Volden slipper de mig endelig. Jeg kommer på benene og langer straks ud efter mændene, der trak mig, men så ser jeg, at jeg er omringet af blikke. Jeg får en anelse og mit hjerte lettes.

   ”Fæstegildet er ikke forbi, kan jeg se. Først skal blodsbroderen ydmyges.” Jeg ler men så får jeg øje på Hauk Hallessøn, hans arme foldet over sit bryst. Stormand Aslak står bag ham og undgår mit blik.

   Ulvekorset hviler mod mit nøgne bryst. Nu er det tungt som aldrig før.

   Et velkendt ansigt. ”Hvad skal dette betyde!?” tordner han, men så ser han mig og bliver stille. Mit hjerte synker i mit bryst. Vagn griber Aslaks krave. ”Jeg sværger jeg udhuler dine øjne med en splint, gamle mand!”

   ”Hvis du ikke vil lide samme skæbne som din blodsbroder, foreslår jeg, at du stopper dine trusler.” Det er Hauk Hallessøn, der taler. Jeg synes at skimte et glimt af fortvivlelse i Aslaks blik, men så slipper Vagn ham, nærmer sig Hauk og spytter.

   ”Og hvilken skæbne er det så, drotmand?”

   ”Døden.”

   Der går et sug gennem forsamlingen, eller måske er det bare noget, jeg bilder mig ind. Nu mærker jeg, at jeg fryser. Det er der ingen der tager sig af, de ser på mine ar som var de en kunstners håndværk, mønstre, der snor sig i en dans med min hud.

   ”På hvilke anklager?”

   Der bliver stille, da jeg taler. Frygten er malet med store bevægelser i Vagns ansigt, men jeg ser ikke på ham. I stedet møder jeg Hauk Hallessøns blik med al den vilje, jeg kan mønstre. Han trækker sit sværd og træder nærmere. Krænger sværdspidsen gennem snoren, der holder smykket om min hals og løfter det.

   ”Tror du ikke, jeg kender en kristen, når jeg ser en?”

   Langsomt hæver jeg hagen i trods men Hauk Hallessøns smil bliver kun større. De snakker højlydt omkring os, Aslak har vendt sig bort. Vagns stemme lyder igen.

   ”Roar er født og opvokset i Danermarken! Hvor vover du at krænke en god mands ære ved denne skamløse udstilling.” Hauk værdiger ham knap nok et blik, men Vagn fortsætter alligevel. ”Drotmand eller ej. Denne sag skal afgøres på Tinget.”

   Han leger med skæbnen og køber mig tid. Trækker mig væk fra Hauk og hvisker: ”Du må væk før Tinget.”

   ”Nej.”

   Blodet forlader langsomt min blodsbroders ansigt, da han ser alvoren i mine øjne.

   ”Du havde ret. Jeg får hende aldrig. Hvis jeg flygter før Tinget, bliver jeg fredløs for noget, jeg ikke har gjort. Bliver jeg, finder han en anden måde at hævne sig på.”

   Dødsgudinden Hel har cirklet om mig, siden jeg blev slæbt herud. For hver cirkel er hun kommet tættere på. Jeg har snydt hende én gang. Nu vil hun se blod.

   ”Jeg vil hellere dø med min tro og mine minder om Katla i behold end at leve uden ære og uden hende.”

   ”Lad nu være med at være tapper, Roar, du dør ikke i dag. Du dør ikke for en kvinde.”

   ”Nej, jeg håber jeg dør for mere. Hvad, det ved jeg ikke.” Situationen er begyndt at gå op for Vagn. Han åbner og lukker munden, men der kommer ingen ord. ”Der er næsten ikke den ting, du ikke har gjort for mig, broder. For det fortjener du meget mere end jeg kan give dig.”

   ”Roar, der er ingen grund til –”

   Jeg ignorerer ham og trækker ham ind i en omfavnelse. ”Tag dig af Arin for mig. Tag dig af ham som var han din egen.”

   Han trækker sig tilbage og nikker, nu kan han ikke længere se mig i øjnene. Med hjertet i halsen kalder jeg på Hauk. Min stemme skælver en smule. Jeg ser Katla ud af øjenkrogen, Arin på hendes arm. Lukker øjnene og forestiller mig, at de ikke er til stede.

   ”Jeg melder mig skyldig i din anklage.”

   Et vildt glimt farer i Hauks øjne og han kommer truende nærmere. Hvæser.

   ”Jeg burde spidde dig på stedet, vivskrænker.” Han spytter på jorden foran mig. ”Kristne svin. Du vil brænde for det her.”

   En kvindes protester høres tydeligt, de bliver båret med vinden til et ukendt sted og bringer tårer frem i mine øjne. Hendes mand, min bøddel, råber rasende.

   ”Ti, kvinde!” Vagn er ved hende, og hun græder. Græder som pisket. Arin klamrer sig til sin moders skørter, jeg kan brænde mig på Hauk Hallessøns vrede. Han har den overbevisning, der vil gøre ham i stand til at brænde et menneske levende.

   ”Denne skygge af en mand, Loke i forklædning, har skændt min viv, vanæret de gamle guder, stjålet jeres mad og drukket jeres mjød. I Drotten Haralds og Odins navn dømmer jeg ham til bålet. Må flammerne brænde om ham for evigt.”

 

 

   Og det gjorde jeg.

   Min plads hos Hel blev et evigt brændende bål, min hud, forkullet, brækker af mig i flager, men jeg lever. Lever i smerte indtil flammerne føles som vand ned ad min ryg og jeg kan se Vagn for mig. Indtil de føles som Katlas varme omfavnelse og jeg er hjemme.

   Græsmarker så langt øje rækker. Min søn løber mig i møde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...