Roar

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2017
  • Opdateret: 1 aug. 2017
  • Status: Igang
En ung mand vender hjem med byrden af fem somre i viking på sine skuldre. Snart må han tage konsekvenserne af sine handlinger.

Historisk Fiktion konkurrencen: Vikingetiden.

4Likes
11Kommentarer
294Visninger
AA

2. DEL 2

   Fuglekvidr er det første, der trænger igennem det tågede slør af søvn, jeg er nedsunket i. Varmen fra solen, der tager til i kraft og en altoverskyggende stank af mjød og vin. Bænken under mig er hård, fluer summer om rester, der er blevet tabt under den. Nogen skubber mig så jeg rammer jorden hårdt.

   Bandende skygger jeg for øjnene med min håndryg, for at kun at se at det er Vagn, der står over mig. Der er et melankolsk glimt i hans øjne, da han tilbyder sin arm og trækker mig på benene. Jeg giver ham et klap på skulderen.

   ”Ved alle Jotunheims jætter, Vagn. Det er knap gildets anden dag, og du skuler allerede som havde du været fæstet i flere somre, end du vil huske.” Han smiler kort og bittert.

   ”Lad os gå på volden.”

   På palisaden række solen sine hænder frem og lægger dem om mit ansigt. Jeg smiler til Vagn, men hans blik er rettet mod engene og den ydre vold lige fremme. Mit smil blegner.

   ”Vagn?” Ved lyden af hans navn er det som om jeg har trukket en prop fra en tønde, og nu vælter det ud.

   ”Ved du, at Katla er fæstet til en af Drottens mest betroede mænd? Hauk Hallessøn. Der går rygter om, hvor alvorligt du krænker hans ære. Hvis han hører det … ” Han ryster på hovedet. ”Alle ved, at jeg fæster mig i gudernes påsyn og sværger at være tro. Hvordan kan jeg det, når min egen bror trækker en fæstet kvinde ud i utroskab?”    

   ”Jeg vidste ikke, at det lå dig på sinde at være tro.” Vagn snerrer.

   ”Det gør det heller ikke.” En skytte passerer os på palisaden. Da han er uden for hørevidde trækker Vagn mig tættere og griber efter noget i min kraveåbning.

   ”Men det her gør.” I hans håndflade ligger et sølvsmykke støbt som en torshammer. Da han vender det på hovedet ligner det ikke længere en hammer. ”Ulvekorset. Hvorfor bærer du det stadig?”

   Jeg hiver smykket til mig og putter det ind under mine klæder igen. ”Du ved hvorfor.” Nu er det min tur til at se ud over engen. Vagns vrede er blevet til bekymring.

   ”Der bliver hvisket om dig i krogene.”

   ”Lad dem tale.”

   ”Din tro bliver betvivlet. Det er farligere end som så i disse tider. Jeg kan ikke bare se på.”

   ”Så fortæl dem, at de tager fejl.” Der bliver stille, mens vi ser hinanden i øjnene. Det næste siger han så lavt, at kun jeg kan høre det.

   ”Det ved du godt, at jeg ikke i sandhed kan. Du er kristnet, Roar.”

   ”Det er kendt, at jeg er tro mod vores guder.”

   ”Er det?” Endnu engang bliver der stille. ”Broder, du behøver ikke bære det længere, du behøver ikke skjule din tro. Her følger vi alle de gamle guder, det ved du. Men hvis nogen ser, at du stadig bærer det, vil de spørge hvilken tro, du dækker over.”

   ”Så må vi sørge for, at de ikke ser det.”

   Der lyder et horn fra volden. Ryttere bevæger sig rundt om voldgraven. Fanebæreren ridder forrest med en kongeblå vimpel flagrende i vinden. Jeg ånder lettet op, da Vagn fjerner sin opmærksomhed fra mig.

   ”Haralds mænd.” Han spidser læberne. ”Hvad vil de her?”

   Porten åbner sig så snart hestene sætter hov mod broen og mændene ridder ind uden at sætte farten ned. Først inde i gården stopper de brat. Vimplen falder slapt ned langs fanebærerens stang.

   De ankomne mænd bliver hurtigt omringet af nysgerrige børn og kvinder. Langsomt dukker mændene op fra langhusenes mørke, de er hårdt ramt af Vagns fæstegilde og alle skærmer for solen. Da vi når ned fra palisaden træder Stormand Aslak frem af mængden.

   ”Ved alle guderne!” En mand svinger sig ned på den jord, hans hest har revet til ukendelighed. Hans hår er sort som ravnens, sort som Katlas datters. ”Hauk Hallessøn! Hvad skylder vi æren?”

   En klam og isnende fornemmelse kryber ned ad min ryg. Jeg mærker, at Vagn ser på mig. Hauk Hallessøn er høj, en kostbar pels pryder hans skuldre, men jeg kan ikke se hans ansigt.

   ”Vi passerer blot igennem.”

   Aslaks øjne stråler. ”Er der noget nyt fra Frankerriget?”

   Hauk ser på sine mænd og griber sit bælte. ”Kun dårligt nyt, er jeg bange for. Vi har lidt store tab for de kristnes hånd. Men frygt ej. Så længe Harald Drot har noget at skulle sige, vil Danermarken aldrig bukke nakken for dem og deres Gud.”

   Vi stemmer i med de påskønnende råb fra folk omkring os. Nu leder Aslak Hauk indenfor og mængden af mennesker skaber et kaos, der giver mig skjul til at gribe Vagn.

   ”Jeg skal finde Katla.”

   Han ser på noget bag mig. ”Hun fandt dig først.”

   Hendes blik er forjaget, hendes hænder ryster. Nu forsvinder hun ind ad en døråbning og jeg sætter efter hende. Vagn griber min arm, men når ikke at tale, før jeg siger:

   ”Ikke flere vise ord, broder.” Jeg løsner hans greb. ”Smil. Find din viv. Det er stadig dit fæstegilde.”

 

  

   Bekymret er ikke det rette ord for Katlas sindstilstand. Gang på gang ser hun sig omkring med store øjne. Hun er rædselsslagen, så jeg rækker ud for at berolige hende.

   ”Der var ingen der så os,” siger jeg, men I sin frygt skubber hun mig væk, selvom vi er helt alene.

   ”Vi kan ikke mødes igen. Ikke så længe han er her.”

   ”Din mand, mener du.” En klam fornemmelse skyller over mig og jeg kan ikke stoppe mig selv fra at spørge: ”Elsker du ham?”

   Det får hendes opmærksomhed og hun ser væk fra døren. Ser det sårede glimt i mine øjne.

   ”Hauk har aldrig mødt sin datter. Jeg har ikke set ham, siden vi blev fæstet.”

   Hun svarer ikke på mit spørgsmål. ”Elsker du ham?”

   ”Jeg beder hver dag til, at guderne må røre min datters hår og gøre det hvidt som dit. Som din søns. Men det er ikke sådan min skæbne er spundet.” Endelig forlader hun døren for at komme tættere på mig. Da vores læber mødes er det blidt som en fugleunges vingeslag.

   ”Jeg er bundet til en anden, Roar. Hauk er en god mand, en magtfuld mand. Hvis han finder ud af, at du og jeg –”

   ”Alt hvad skæbnen har budt mig, har ledt mig til dette øjeblik. Tilbage til dig, som jeg svor. Det har jeg ikke tænkt mig at give op.”

   Jeg trækker hende tættere og kysser hende igen.

   ”Hold op.” Katla skubber sig væk fra mig og vi står et øjeblik i stilhed. ”I aften. Når han er så fuld, at han falder i søvn til gildet. Så mød mig her en sidste gang.” Så lader hun dagslyset ind og forsvinder.

 

 

   Glødende kul skrumper og knækker under den massive varme fra ildstedet. Jeg forlod gildet da Hauk Hallessøn faldt i søvn, præcis som Katla sagde, at jeg skulle. Nu stirrer jeg ind i gløderne, lader varmen nå mig, men aldrig flammerne.

   Katla hviler sit hoved mod min skulder og kærtegner blidt arrene på min krop. Jeg kan mærke, at hun vil spørge om noget.

   ”Hvad er det?”

   Hun rører ved den smeltede og helede hud på mit bryst. ”Er historien sand?”

   Min brystkasse udvider sig ved min dybe indånding og løfter hende med sig. ”Hvilken historie?”

   ”Den, der gav dig dem.” Hun følger den smeltede hud ned over min mave, indtil hun ikke kan nå længere, men arrene fortsætter.

   ”Jeg ved ikke hvilken historie, man har fortalt dig.”

   ”Fortæl mig din.” Hun ser kun på arrene, møder ikke mit blik. Så fokuserer jeg på loftet i stedet.

   ”Vi lagde til i en havn, skibet fyldt med varer, men vores slags var ikke velkomne. Kristendommen var nået ind i folks hjerter og ingen ville ikke handle med os, så længe vi svor troskab til de gamle guder. De forlangte, at vi afsværgede vores tro.

   ”Der var flere dages rejse til næste havn. Vi havde ikke nok til at brødføde os og trællene på turen, og det var gode trælle, stærke drenge og en smed. Det var en dårlig handel at nægte. Styrmanden og resten af besætningen afsvor de gamle guder og lod sig klæde i hvidt. Men jeg nægtede.”

   ”Hvor var Vagn?”

   ”I en havn et par dages rejse derfra.” Et stort stykke træ sprækker i gløderne og jeg forsvinder i tanker om min blodsbroders ord om ilden. En fornemmelse af, at det allerede er for sent, melder sig.

   ”Hvad skete der så?”

   Jeg vender tilbage til Katla. ”De brændte mig som hedning. Bag deres kirke, mens de andre troede, jeg blev døbt.” Katla hæver sig på albuerne. Hendes hår glider ned over hendes skulder, hendes mund står åben.

   ”Hvem reddede dig?”

   ”Det gjorde jeg.”

   ”Hvordan?”

   Ilden spejler sig i hendes øjne, men det er ikke den, jeg husker bedst. Det er ikke røgen i mine lunger eller stanken af menneskekød. Det er præstens øjne og den vrede, han ville brænde mig med. Den overbevisning der gjorde ham i stand til at brænde et menneske levende.

   ”Ved at opgive min tro.”

   Katla rører smykket om min hals. Roligt lægger jeg min hånd om hendes og kysser hendes knoer.

   ”De døbte mig og klædte mig i hvidt. Klæderne klistrede til brandsårene og den salve, de havde smurt på. De sagde, at jeg havde følt Guds vrede, og jeg ville føle den igen, hvis jeg brød mit løfte. Men flammerne fik mig ikke til at tro på deres Gud. Den gjorde min tro på de gamle guder stærkere.”

   Med en hånd i hendes hår trækker jeg hendes ansigt ned til mit. Forsøger at drukne minderne i hendes mund, men hun vil vide mere.

   ”Hvorfor bærer du det stadig?”

   ”Shh, min elskede. Hvis det her er vores sidste nat sammen, vil jeg bruge den på andet og mere end at tale om fortiden.” Jeg kysser hende hårdt og triller hende om på ryggen. ”Lad mig nyde dette øjeblik.”

   Den nat drømmer jeg om at blive opslugt af flammer, skrigende, smeltende. Drømmer om hadefulde blikke, om ravne, der skriger så højt, at det overdøver brølet fra ilden. En dreng med hvidt hår klamrer sig til sin moders skørter. Og moderen græder. Græder som pisket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...