Roar

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2017
  • Opdateret: 1 aug. 2017
  • Status: Igang
En ung mand vender hjem med byrden af fem somre i viking på sine skuldre. Snart må han tage konsekvenserne af sine handlinger.

Historisk Fiktion konkurrencen: Vikingetiden.

4Likes
11Kommentarer
279Visninger
AA

1. DEL 1

 

   De vuggende bevægelser fra bølgerne, der blidt skubber til skibet, sidder i knoglerne.

   Indgraveret, som havde de altid været der.

   Jeg står bredt og spænder i musklerne for at udligne ubalancerne, luften bærer salt og det sætter sig i min kindskov. De stive hår lyder som skurrende sten på en strand, når jeg kradser i dem. Bag mig kaster lyn sig mod jorden, men her høres intet. En hærdebred mand krydser dækket.

   ”Uduelige brushoveder.” Min blodsbroder hånd er varm, da han lægger den på min skulder, kaster nakken tilbage og hentyder til drengene, der styrer skibet. Jeg har den unge rorgænger i min øjenkrog.

    ”Nok har de badet i Kvasers Blod og ladet skjaldens historier fylde deres hjelme, men de er ikke edsbrydere. De vil føre os til Haralds Vold.”

   To ravne cirkler over os. De kagler og skriger og jeg hører Odins røst, føler hans blik i min nakke. I dag lytter jeg ikke, jeg har taget min beslutning. Vagn ser op mod de sorte fugle. For ham er Hugin og Mugin bare ravne.

   ”Hvilken nytte vil det gøre at fæste os i Drottens Vold.” Der er en snert af irritation i hans stemme, da han griber skibets ræling. ”Se på os. Fem somre har vi været i viking. Ingen mø i sit rette sind vil røre to kæltringe som os.”

   Et skib kommer imod os, de skyder afsted. Deres råb ruller forud som en bølge og rammer mig hårdt i ansigtet. Af ren vane lægger jeg hånden på øksen ved min hofte, men Vagn stopper mig. Han hilser på skibet med en løftet hånd.

   ”Det er som at se dig, da du først steg ombord på Den Røde Slange. Knap femten somre og svag som en tæve.” Han ler.

   De unge drenge og skibet stryger forbi os, men selvom de er langt væk, kan deres stemmer stadig høres. De ved, at de drager afsted til en manddomsprøve, men ingen af dem ved, hvad det betyder. Hvad de må gøre, for at vinde respekt. For at overleve. Så de råber og kører hinanden op, for at glemme deres slægtninge som langsomt finder fred med, at deres sønner måske aldrig vender hjem igen.

   Det bliver tid til at stævne i land, men jeg kan se på rorgængeren, at der er noget galt. Han klamrer sig til styrestaven, hans knoer er hvide. Sveden triller ud under den hjelm, han har på hovedet og ind i hans øjne. Han ser med dødsangst mod bredden og bærer en grimasse, jeg selv har båret utallige gange. Under hans styring vil vi kæntre.

   I få lange skridt er jeg fremme ved roret. Den unge mand flytter sig og min anelse viser sig at være sand. Strømmen river til sig som et grådigt barn, men jeg ved hvad jeg skal gøre for at få min vilje.

    Nu springer sveden også frem på min pande og jeg bider tænderne hårdt sammen. Bliver ved med at kæmpe, til jeg hører skibets unge drenge ramme vandets overflade. De skubber os resten af vejen.

     Stenstranden skurrer under vores fødder, da vi springer i land. Nogen smider vores oppakning ned til os. Drengene, der skubbede skibet, kommer med høje plask op på land og dem, der stadig er ombord, ser ned på os. Vagn, der altid kan finde på noget at sige, tager et hårdt greb i min nakke.

    ”Roar den Hvide. Den bedste rorgænger I nogensinde får æren af at møde.”

    Den unge mand ved roret ser på mig med store øjne. Anerkendende nikker jeg til ham. Stenene ruller væk under vores fødder, da vi vender ryggen til. Vagn taler om mjød og sulemad, mens mine tanker farer andre steder hen. Tilbage mod skibet, tilbage mod havet. Jeg indser, med et tungt hjerte, at det ror måske bliver det sidste, jeg rører.

     En tavs ung mand ror os ind gennem en å, der vender og drejer sig som midgårdsormen. Vi sidder tæt, så jeg kan ikke slippe væk fra den fæle lugt, der kommer fra Vagns dampende klæder. Da vi forcerer endnu et sving dukker en gruppe mennesker op på bredden. Det lader til at være drengebørn. De har træstave i hænderne. Kun én figur tårner sig op over dem. Vi hilser.

     Man kan høre Volden, før man kan se den. Lyden af metal der rammer metal bringer minder om død. Minder om en mand, der beder for sit liv, mens jeg hæver øksen over ham. Den Ansigtsløse Hel der borer sine negle ind i min hud og skriger på et menneskeliv, på blod for min hånd. Jeg svinger øksen.

     Nu kan man se røg over trætoppene. Og pludselige, ud af ingenting, tårner Drottens Vold sig op i landskabet. Jeg taber kæben. Vagn rejser sig op i båden.

   ”Ved Odins skæg … ”

   Drengen ved årerne taler. ”Der er mere.”

   Sangene om fæstningen blegner ved sammenligning med det virkelige syn. En fire favne høj palisade titter op over den ydre vold. Selv på lang afsted kan man se mænd på toppen af konstruktionen, bue og pil klar til forsvar. Vagn sætter sig ned igen.

   ”Jeg tager mine ord i mig. Ét eller andet sted derinde må der findes en mø, der vil nærme sig os.”

 

 

   Himlen er grå og skyerne har lukket sig over Haralds Vold som et skjold. En forårsbrise bærer en sød duft med sig fra markerne. Broen af massivt egetræ lyder hult under min støvle og under den de skarpe spyd i volden.

   En lille sten triller ned ad siden på palisaden, hvor skytter nysgerrigt holder øje. Selvom jeg ved, at de ikke vil angribe os, er jeg klog nok til at frygte dem.

   ”Sværg, at du ikke vil pirre disse mennesker.” Vagn ser på mig med et kæltringeglimt i øjet.

   ”Hvorfor ikke, broder?”

   ”Fordi du bliver dræbt, hvis du –”

   Porten i volden går op og jeg tier. En snes mænd i fuld brynje og med skinnende hjelme kommer os i møde sammen med lydene fra en summende by. I spidsen går en mand med stålgråt hår og hånden på hjalten af sit sværd. Hans stemme er hæs som en krages.

   ”Fremmede. Hvem er I og hvad er jeres formål på Drottens Vold?” Den skarpe danertone i hans stemme byder mig velkommen hjem.

   ”Stormand Aslak.” Jeg blotter respektfuldt nakken. ”Vagn Gudmundssøn og Roar den Hvide. Vi er her på drottens befaling for at fæste os og for at tjene som krigere i Deres hird.”

   Den hærdebredde men lave mand ser fra den ene af os til den anden. Så slipper han sit sværd.

   ”Der kom besked om, at to unge mænd ville slutte sig til os. Men det er flere måner siden nu. Jeg var begyndt at tro, at I aldrig ville komme.” Porten lukker sig bag os og Vagn når op på siden af Stormanden.

   ”Vores rejse blev forhindret, da vores skib blev angrebet af østlandske barbarer. Nu går der en fortælling om Den Røde Slange. Om styrmandens bersærkergang, der reddede os alle, og om det festmåltid, der hver aften bliver serveret for ham i Valhal.”

   Vagn har Aslaks fulde opmærksomhed, men jeg har ikke lyst til at høre historien om styrmanden igen. Lige meget hvor mange gange man fortæller den, bliver den ikke sand. Det var mig, der dræbte den aldrende styrmand. Frygten for aldrig at se Valhals porte eksploderede i hans øjne, da han så, at fjenden trak sig tilbage. Han tiggede mig om at lade ham falde i kamp.

    Men det er der ingen, der behøver at vide.

   Langhusene summer af liv, tændte ildsteder knitrer og en smed stopper nysgerrigt sit arbejde. Kvinderne og mændene holder deres afstand, men børnene kommer tættere på, løber ved siden af os, mens vi går.

   ”Stormand Aslak, jeg må rose Haralds Vold. Aldrig har jeg set noget lignende. Intet frankerne nogensinde har bygget kan tåle sammenligning.”

   Jeg ved, at jeg serverer for ham, og at kritik af Frankerriget falder i god jord hos alle danere for tiden, men Aslak synes at nyde det. Han retter stolt ryggen.

   ”I har været på havet for længe. Vask jer i termerne, og slut jer så til mig i langhuset. Søbekålen er sat over ilden.”

 

 

   Der er varmt og mørkt i badstuen. Vi er alene. En stor gryde hænger over gløderne, vandet i den damper svagt. Der er skidt under vores negle og i vores hår, men det er ikke det, der afslører, at vi har været i viking. Det er noget helt andet, noget, vi vil tage med os i døden.

   Et snor sig ned ad mit venstre lår fra lidt over knæet og videre. Et er fra en pilespids, der ville have dræbt mig. Et som et vissent blad i min pande fra hende, der slog fra sig. Et tæppe af omstruktureret væv på min ryg og min ben, konklusionen af en kamp med ilden. Vagn har flere.

   Lyden af vand, der rammer bunden af en spand, minder mig et øjeblik om bølger, der angriber kysten. Men så kan der ikke være mere hav i spanden, og lyden forsvinder. Vagns dybe stemme i det dampende, mørke lokale.

   ”Har du set hende?” Han folder sine hænder og bærer vand op til sit ansigt. Skægget drypper.

   ”Hvem?” Vagn puster dråberne væk fra sine læber. I hans blik er der en overvældende mængde af noget, jeg ikke kan beskrive. Skuffelse, måske.

   ”Du tror vel ikke, at jeg er blind for den virkelig grund til, at vi er her.”

   Vandet er ikke for varmt, da jeg hælder det ned over mig, men alligevel gibber det i mig. For selvom ild og vand er som nat og dag, sort og hvid, er følelsen mod huden den samme. Jeg hælder mere vand i spanden.

   ”Du ville tilbage til Danermarken, fordi du ville finde Katla. Og ham, du tror, er din søn.”

   Vandet i spanden skvulper, da jeg sætter den ned, en dråbe kaster sig mod gløderne i ildstedet og forsvinder med et hvæs.

   ”Jeg ville tilbage til Danermarken, fordi det er mit hjem. Fordi ingen her vil spotte mig eller kalde mig hedning.”

   ”Det tror jeg på. Men hvis det er den eneste grund, så sig at det jeg siger er falskt.”

   Hans blik er insisterende og hans brystkasse pumper som smedens blæsebælg. Da jeg ikke kan sige ham i mod, må jeg se væk. Det er svar nok.

   ”Det er en farlig vej, du har valgt, min bror. For en kvinde, du ikke kender, og en søn, du ikke ved, er din.” En smal stribe lys fra sprækken i døren deler Vagns ansigt i to. Begge dele ser på mig med forventning.

   ”Hvis du vidste, at din slægt var ført videre i en søn, ville du da ikke se ham med dine egne øjne, om så bare en enkelt gang?”

   Med sved fra det varme ildsted glinsende i Vagns ansigt søger han mit blik for ærlighed. Til sidst griber han min underarm og jeg griber hans.

   ”Dumdristighed har altid været mit svageste punkt. Pas på dig selv, broder.”

  

 

   Der er mørkt i det lille sovekammer, jeg finder hende i. Jeg fornemmer kun svagt en silhuet i rummet, men den står som forstenet. Frejas guddommelige tilstedeværelse er kraftig, duften af hende hænger så tykt i rummet, at jeg knap kan få vejret.

   ”Roar?”

   Hendes stemme er som brisen gennem græsset.

   Hun træder ind i lyset. Hendes hår er blevet mørkere og længere, men hendes øjne er de samme. De funkler som det klareste sydlandske hav. Et forsigtigt smil slår rødder og gror under hendes håbefulde øjne.

   ”Jeg så dig ankomme. Jeg troede aldrig … ”

   Ordene forsvinder i genforeningen og et øjeblik ser vi hinanden an. Fem somre kan ses, men ikke mærkes. Mit hjerte dunker hårdt og rytmisk i mit bryst. Hun står foran mig, som jeg har ønsket det så længe, men det er ikke som jeg havde forventet. Jeg siger de ord, jeg har øvet.

   ”Jeg svor, at jeg ville finde dig, hvor end du var.” Min krop i døråbningen kaster en skygge på væggen bag hende. Vi bliver hvor vi er. Hun virker nervøs.

   ”Nu har du fundet mig.” Jeg nikker og gengælder hendes smil. ”Jeg bar en søn.” Mit hjerteslag tumler før det vender tilbage til sin rytme.

   ”Det er blevet mig fortalt.” Hun ser på mig, mere intenst denne gang.

   ”Med hår så hvidt som svanens fjer. Han ligner dig.” Hun åbner en dør bag sig. ”Kom.”

    Katla behøver ikke pege, før jeg ved, hvem han er. Knægten lyser op ved ildstedet, han er ikke til at undgå. Min søn.

   ”Jeg kaldte ham Arin,” fortæller hun. Smilet på min læbe bliver større og for første gang siden den sommer lader jeg vores hænder mødes.

   ”Vores søn.” Allerede før ordene har forladt min strube, fortryder jeg. Der bor et smertefuldt udtryk i hendes øjne da hun trækker hånden til sig.

   ”Det kan aldrig blive kendt, at Arin er vores søn.” Et koldt gys går gennem ildstuen og jeg føler jeg falder. Katla ser på mig og skyggen af mit smil. ”I Haralds Vold er Arin min faldne søster søn. Min fostersøn. Her er det kun pigen ved hans side, der er min.”

    Der står en pige ved drengens side, knap tre somre. Hendes hår er mørkt som natten. En skarp kontrast. Jeg trækker mig væk, ved, at jeg vil kunne lide svaret, men jeg bliver nød til at spørge.

   ”Hvem?”

   ”Hauk Hallessøn.” Katla sænker blikket. ”Min mand.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...