Skal - skal ikke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2017
  • Opdateret: 19 mar. 2017
  • Status: Igang
Et essay om de afgørende valg, hvis resultater vi ikke burde være bange for.

1Likes
0Kommentarer
82Visninger

1. //

 

Jeg tror jeg starter med en generalisering, og siger; alle mennesker oplever situationer hvor de skal træffe et afgørende valg. Alle.

Valget kan være altafgørende mellem noget meget betydningsfuldt, men det kan også være det modsatte. Det kan være betydningsfuldt i momentet, men aldeles ligegyldigt i det lange løb.

Uanset hvad, så er der et resultat af det afgørende valg, du træffer. Resultatet kan både være godt og dårligt. Nogle gange er man heldige og får chancen for, at ændre sit afgørende valg. Dette sker dog typisk efter man har ramt bunden. Efter man har siddet ned langs den kolde overflader, der kaldes nederlag og skuffelse, i et stykke tid og overvejet situationen. Fået styr på både det fysiske og psykiske rod man døjer med.

Nogle gange afhænger ens afgørende valg, af andre mennesker. Også selvom de fleste af os, nok ikke ville indrømme det. Det er i hvert fald noget jeg tit ser i skolemiljøet, og selv har beskæftiget mig med. Man har tendens til at vælge det, som flertallet vælger. Eller det som ens tætteste veninder også har valgt. I stedet for at tænke på sig selv, som en individuel med sine egne meninger og erfaringer, søger man efter flokken og flertallet. Det hele har en tendens til at smelte sammen, i et virvar af burde og burde ikke - og tit gennemgår man en ændring fra mig til os eller vi.

Jeg, som en klasseelev, ved at dette er noget mange går op i. Jeg går nok også selv op i det, selvom jeg højst sandsynligt vil påstå det modsatte, hvis du spurgte mig. For jeg synes nu selv, at jeg gør et ret godt forsøg på at udtrykke mine egne holdninger. Jeg tror bare, at det er noget som ligger så ubevidst i os, som mennesker. Der er konstant en lille del af os, som holder øje med hvad flertallet synes og siger, hvad der er moralsk og etisk korrekt, og ikke mindst hvad der er forkert. Dette er ting som vores samfund er bygget op omkring og det er grundlaget for, at der er nogle ting som vi har lært fra fødslen, at det gør man og det gør man ikke

Jeg kan godt selv lide ideen om, at jeg har erfaret en helt masse i mit kortvarige liv. Men det er nok, højst sandsynligt, ikke sandt. Jeg kan også godt lide tanken om, at det er mine egne holdninger der er moralsk korrekte. På det punkt må jeg nok også bøje nakken og tage hatten af, for det er de jo ikke nødvendigvis. Vi er alle sammen forskellige - og det er nok det faktum, der også gør at vi alle er ens.

Det mest afgørende valg jeg har skulle træffe indtil videre, har været; Hvad skal du efter niende?
I min nuværende situation i mit liv, er dette et ret altafgørende spørgsmål. Og jeg har den oplevelse (antagelse), at det er det også for mange af andre skoleelever. Frygten for at vælge forkert er så gennemgående, at man helt glemmer, at der faktisk er en vej ud, hvis det hele ramler sammen. Realiteten er jo sådan; du er ikke fanget på f.eks. gymnasiet, hvis du opdager, at det ikke er noget for dig alligevel. Du har retten til at samle dig selv sammen, gå din vej og så finde den vej i livet, som er noget for dig. Hvis der er noget der fastholder dig i et valg du har fortrudt, er det nok dig selv. Erkend at du tog en forkert beslutninger og kom videre. Jeg vil næsten vove at sige, at det aldrig er for sent, at vælge det man gerne vil.

Jeg tror en af mine største frygter er, at spilde mit liv på noget, jeg egentlig ikke har lyst til at lave. Og jeg ved at det er en balancegang. Jeg er nærmest 100% sikker på, at man ikke kan finde et job, hvor der ikke mindst er én ting, man ikke har lyst til at lave. Alle jobs og professioner har jo både en positivt og negativ side til dem. Men jeg stræber efter, at finde et job som har flest plussider for mig - det tror jeg de fleste gør.

Hvis jeg helt selv kunne vælge min fremtid, vil jeg være forfatter. Jeg vil leve i lille drømmelejlighed inde i byen (hvilken by, har jeg ikke udtænkt, men noget tæt på min familie) under stjernehimlen, som passer perfekt til mit lidt forskruede sind og kaos af tankemylder. Hvor man kan hører byens trafik og resterne fra aftenens take away står på køkkenbordet, mens tekoppen damper i vindueskarmen og pladespillerens højtaler lader Freddie Mercurys stemme synge al den lyrik, som min far altid hørte. Jeg kan se det så tydeligt for mig. Hvis jeg helt selv skulle bestemme - vil jeg bestemt også gøre det sådan, at jeg kunne skrive lige hvad mit sind lystede. Jeg behøver ikke slå igennem med den helt store succesroman, jeg skal bare tjene nok til at kunne leve i den lille lejlighed og kunne skaffe føde til mig selv. Så vil alt være mere eller mindre perfekt.

Jeg har tit ønsket, at jeg kunne springe frem til dette drømmescenarie og hoppe let og elegant henover de stressende skoleår. Men sådan er det desværre ikke. Jeg må også bare se i øjnene, at drømmescenariet som forfatter nok er undtagelsen ikke reglen - og jeg ville hoppe henover alt for mange afgørende valg, hvis den udvej var mulig og jeg tog den. De afgørende valg er også med til at forme os, til de personer vi er. De er med til at give os erfaringer, succeser og fiaskoer. De er med til at give ar på sjælen og med til at skabe nogle af de bedste minder, man overhovedet kan have. De er med på både godt og ondt, ligesom så mange andre ting i livet.

Jeg var engang på brobygning i ottende. Jeg skulle på Paderup gymnasium og vi havde psykologi. Det vækkede min interesse besynderligt meget, faktisk så meget, at jeg stadig kan huske hvad vi havde om den dag i dag. Vi lærte om eksistentialismen og ’Spidsborgeren’.

’Spidsborgeren’ er en figur udarbejdet af Søren Kierkegaard, som var filosof og teolog. ’Spidsborgeren’ er en figur der ikke eksistere, fordi den aldrig træffer et valg. Den lever bare som ’man skal’. Og den er en figur som vi, efter Søren Kierkegaards filosofi, alle besidder. Ekstraordinære oplevelser vil på en måde gøre ’Spidsborgeren’ utryg, ligesom de også kan påvirke os mennesker. Ikke at ’Spidsborgeren’ ikke er et menneske, men den hører lidt i en kategori for sig selv, eftersom vi mennesker jo (efter hvad vi selv mener) eksistere og ’Spidsborgeren’ ikke gør.

’Spidsborgen’ bliver f.eks. gift, fordi det er en normalitet at blive gift og så får den børn, fordi man får børn når man er blevet gift. Den lever konstant som den ’burde’ og træffer derfor ingen valg selv. Søren Kierkegaards filosofi går altså ud på, at man som en individuel ikke eksistere, hvis man ikke træffer nogle uafhængige valg. Så er spørgsmålet jo; Hvornår går man fra at være ’Spidsborgeren’ til rent faktisk er eksistere? Og er det hele bare noget fis - har ’Spidsborgeren’ intet med os som individuelle at gøre?

Det tror jeg, ærlig talt, ikke der er nogen der kan svare på. Der findes nok mange teorier, men selv har jeg ikke kompetencerne til at tænke så langt.

[1]Gift dig, du vil fortryde det: gift dig ikke, du vil også fortryde det. Gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele; enten du gifter dig, eller du gifter dig ikke - du fortryder begge dele” - dette er et abstrakt eksempel på et dilemma både ’Spidsborgeren’ og ’Æstetikeren’ kan kæmpe med, og som forhindrer dem i at træffe et afgørende valg. Jeg vil dog ikke begive mig ind på en forklaring omhandlende ’Æstetikeren’, da dette virker som et alt for avanceret territorium, til at min intelligens kan følge med.

Det er alt sammen yderst spændende og interessevækkende. Jeg har altid været tiltrukket af psykolog og sociologi, omhandlende os mennesker og vores samfund. Jeg vil ønske det var noget, man gjorde noget mere ud af i de skoleår, jeg indtil videre har oplevet. Jeg må nøjes med det jeg selv kan læse mig frem til og det min mor studere.

Tilbage til de afgørende valg; de overholder en ufattelig stor magt over hvordan, den nærmest fremtid vil udspille sig. Men man skal huske, at holde begge ben på jorden og vide, at der altid er en vej ud. I de fleste tilfælde træffer man heldigvis også valgene selv, og hvis man kan gøre det uden at være ekstremt påvirket af menneskerne omkring en, tror jeg man er på rette spor.

Nu tror jeg, jeg er ved at være godt tømt for ekstraordinære ord og psykologiske holdning. Jeg kan ikke basere mine erfaringer og visioner på så meget andet, end det jeg har læst og selv har oplevet. Man må jo arbejde med det man har - og det jeg havde, rækker vist ikke meget længere.

Sidespor; I går fik jeg en novellesamling hjem fra England. Den hedder The Wind's Twelve Quarters og er skrevet af Ursula K. Le Guin. Jeg har læst mange gode anmeldelser om hende og hun vækkede straks min nysgerrighed. Hun er en forfatter der har en mere psykologisk tilgang til tingene, og jeg glæder mig til at fordybe mig i den ene af hendes novellesamlinger. Det der fik mig til at købe borgen, var interessen i en af hendes noveller som hedder ’The Ones Who Walk Away From Omelas’ . Det er en novelle om Omelas, som bliver fremstiller ligesom et paradis og dem som forlader Omelas, oplever tilsvarende konsekvenser. Jeg tror det kunne være en fascinerende måde, at anskue verden på og prøve at relatere til.

Jeg ved jeg sagde det før, men nu tror jeg helt seriøst, at jeg har kørt mig selv færdig. Der er ikke flere ekstravagante tanker eller holdninger, jeg kan klaske ned på dette dokument. Jeg må hellere stoppe, så jeg ikke begynder at gentage mig selv. Det ville i ikke nyde noget godt af. Det jeg prøver at sige er nok, at vi alle kommer til at træffe nogle afgørende valg, som både vil være gode og dårlige, og som alle vil have nogle forskellige konsekvenser.

Men hæng i, du er herre over dig selv (ihvertfald til et vis punkt) og du er ikke fortabt hvis du vælger forkert.

_______________

[1] Søren Kierkegaard; af ’Diapsalmata’ i ’Enten - eller’, 1843, s. 40

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...