Ulvenes pagt

Rose er næsten 18 år, men hendes liv er næsten lukket inde, da hun ikke må gå rundt som ulv. Roses tvilling Peter kender grunden til det, men at fortælle hende den kan ende med at få hendes nysgerrighed på fart. Især når et brev kommer med navnet Damon. Er hun i sikkerhed? Eller må hendes familie flygte?

1Likes
0Kommentarer
71Visninger

1. Kapitel 1

Mine kridhvide poter bar mig gennem det sneflydte landskab, mit åndedræt var tydeligt på grund af kulden. Klokken i landsbyen havde lige advaret mig mod det kommende daggry. Sneen var tung og på samme tid blødt, dette gjorder sneen meget svær at løbe i. Forpustet stoppede jeg foran den lille hytte i skoven. Min krop ændrede sig og jeg åbnede døren med mine hænder.

``Rose, hvor har du været?´´ Min bror kiggede på mig, hans blik var anklagende. Mine forældre stod bag ham og kiggede også på mig.

``Jeg har bare været ude og løbe en tur.´´ Peter kiggede tilbage på vores forældre, og de sukkede bare over mig.

``Rose, du ved at du ikke må løbe rundt som en ulv.´´ Det var min far, som tog ordet. Han var en ældre herre på 48 år, mens min mor var en smule yngre, 46 år. Min bror var min tvilling og begge var vi 17 år med en måned igen. 

``Jeg ved det, men hvorfor er jeg den eneste som ikke må løbe rundt som en ulv?´´ Min far kiggede på Peter og rystede på hovedet.

``Det er ikke det rette tidspunkt at tale om det på.´´ Sådan havde det været siden jeg var lille. Da min ulveform kom, begyndte mine forældre og ikke mindst min bror at holde mig inden for. Og hver gang jeg spurgte fik jeg det samme svar: Det er ikke det rette tidspunkt at tale om det på. Aldrig fik jeg svar. 

``Rose…´´ Min mor rørte mig forsigtigt på skulderen, hun så på mig med triste øjne. Men jeg vendte mig væk fra hende. Jeg gik mod døren, men Peter stillede sig ind foran mig.

``Hvor skal du hen, Rose?´´ Jeg kiggede bare på ham og skubbede mig forbi ham. Som jeg åbnede døren forandrende min krop sig. Ulvepoterne satte af og jeg efterlod Peter i døren med min mor og far bag sig.

``Rose!´´ Deres kald efter mig, førte mig kun længere væk fra huset. Mine poter førte mig gennem skoven, og solens første stråler fandt langsomt vej gennem træernes blade. Sneen lå stadig  tungt på jorden og mine spor var tydelige i det. Min hvide pels faldt i med sneen, og gjorder mig næsten usynlig. Men det var fælden også.

``Argh!´´ Jerntænderne satte sig ind i min pote og holdte mig fast. Blodet fra min pote begyndte at løbe ned på sneen. Jeg begyndte at kunne høre stemmer, menneskestemmer. De var stadig langt væk, men det var tydeligt at de var på denne vej.

``Tror du vi tager en i dag?´´

``Måske, der har været spor efter dem i dette område. Men de ulve er svære at fange.´´ Jeg besluttede at forbi i ulveformen, den eneste grund til at jeg forblev i formen var sporerne som førte til fælden. Ulvespor. Mændenes skridt kom tættere og tættere og til sidst kiggede jeg på dem med mine isblå øjne.

``Vi har sgu heldet med os i dag.´´ Den høje mand med det blonde hår kiggede smilede ned på mig.

``Og ikke nok med det, den er hvid. Det ikke tit man ser den farve.´´ Den anden mand var lavere og havde nøddebrunt hår.

``Hvad skal vi gøre med den?´´ Manden med det nøddebrune hår kiggede på den høje.

``Vi kunne sælge den? Men så skulle vi havde den levende med hjem.´´ Mændene gik tættere på mig, og jeg knurrede af dem.

``En af os må hellere hente et bur.´´ Den blonde mand nikkede.

``Jeg henter det.´´ Den blonde mand forsvandt og efterlod den anden. Jeg knurrede af ham som han bevægende sig rundt om mig.

``så så, vi gør dig ikke noget lille ulv.´´ Jeg knurrede højere og hylede. Et hyl svarede mit og manden kiggede uroligt rundt.

``Shit!´´ Mandens hånd fandt pistolen og han holdte den uroligt. Jeg hylede igen, denne gang for at advare. Min bror svarede mit hyl igen. Manden stillede sig lidt væk fra mig og holdte pistolen løftet. Min bror ulveform kom til syne og han hoppede lige mod manden. Hans tænder bed ned i mandens arm og manden skreg.

``Slip så!´´ Manden slog ud efter min bror, og jeg knurrede af ham. Han kiggede hen må mig. Min bror stillede sig foran mig. Han knurrede endnu højere og bed efter manden. Mandens arm hang løst ned af siden, blodet dryppede ned fra den. Han gik længere og længere væk fra os og vendte sig til sidst om og løb. Min bror ændrede form og så ned på mig.

``Lad os få dig hjem.´´ Han løsnede jerntænderne og løftede mig op på hans ryg. Jeg var stadig i min ulveform, men mit syn var sortplettet.

``Rose … hvorfor løbe … kan du ikke … mor og far …´´ Min brors stemme forsvandt som jeg mistede bevidstheden.

 

Jeg slog mine øjne op til lyden af min dør der blev åbnet. Jeg kiggede der hen og så min mor kigge på mig. Hendes øjne var varme og tårer begyndte at trille ned af hendes kinder.

``Rose!´´ Jeg havde aldrig før hørt mit navn sagt med så åbenlys lettelse. Hun løb hen til mig og krammende mig.

``Du må aldrig, aldrig gøre det igen!´´ Bag ved min mor dukkede min far op. Han nikkede og gik lidt til siden, min bror kom ind gennem døren med forbindinger.

``Vi skal kigge på dit ben.´´ Jeg skubbede dygen til siden og så ned på mit ben. Blodet var gået gennem forbindingerne som allerede var om mit ben, og min bror satte sig ned og tog forbindingerne af.

``Jeg har fortalt mor og far, hvad der skete.´´ Jeg nikkede bare til Peter og kiggede hen på min far.

``Din mor og jeg er bare glade for at du er okay.´´ Min bror tog hårdt fat i mit ben og jeg vred mig i smerte.

``AV! Din butnakke!´´ Min mor smilte og rystede på hovedet af mig. Altimens min bror grinte og lagde forbindingen færdig.

``Hun har det fint, hvis hun reagere på den måde.´´ Min far smilte af mig og førte min mor ud af værelset. Der var nu kun mig og Peter.

``Du skulle ikke være gået ud igen…´´ Min bror forholdte sig stille og ventede.

``Hvorfor er jeg den eneste der ikke kender grunden? Hvorfor holder I alt hemmeligt for mig? Er jeg ikke også en del af den her familie?´´ Min bror kiggede lige ind i mine øjne.

``Vi prøver at beskytte dig. Men måske har vi beskyttet dig på den forkerte måde. Lad mig fortælle dig sandheden, men du må love ikke at sige at jeg har sagt det. Lover du?´´ Jeg kiggede på ham og nikkede.

``Jeg lover.´´

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...