Når alting bare går galt


0Likes
0Kommentarer
42Visninger
AA

1. Når alting bare går galt

Politiet var længe om det, men nu kunne man endelig høre sirener i det fjerne og se et par blå lys ude i horisonten. Ingrid som havde 80 års fødselsdag og var min veninde Tinas mor, stod stadig skræmt over i et hjørne af lokalet. Emilio råbte noget uforståeligt til de andre, og i det næste øjeblik var de på vej ud. Nogle af gæsterne prøvede at standse dem, men de blev allesammen kastet ind i borde og stole. Politiet havde været så smarte at da mændene åbnede døren, stod der dobbelt så mange politimænd som de var. De styrtede hen mod scenen igen, men bag scenetæppet stod hele stationen,

“Stop i lovens navn, klokken er 11:37, i er anholdt” sagde de alle i kor

“Det er ikke det sidste I ser af os.” råbte Emilio, mens en politibetjenten guidede ham ud.

“Jo, jo det er det” sagde betjenten. Emilio og hans “bande” var fra Spanien og var venner af familien. For 3 år siden var de også med til Ingrids, dengang 77 års, fødselsdag. Men der skete noget forfærdeligt der. Mange af gæsterne kom på hospitalet, en døde og det var alt sammen Emilios skyld. Jeg hedder forresten Maria, eller som de fleste kalder mig dodo. Jeg er forsanger på popgruppen Dodo and the dodos, dengang var Ingrids barnebarn, Rose på 19, kærester med Emilio. Det startede sådan.

“Er du klar” sagde Tina, som kom gående sammen med hendes bror Michael og Ingrid

“Hvad sker der Tina, hvor er vi” sagde Ingrid. Michael havde nemlig hænderne foran hendes øjne.

“Du svarede mig ikke, er du klar” sagde Tina igen

“Ja ja da” svarede Ingrid på sådan en ældre dame måde. De kom ind i det lokale vi sad og gemte os i.

“TILLYKKE” råbte vi alle i kor og sprang frem fra vores gemmesteder. Hele hendes ansigt strålede af glæde.

“Ej tusind tak skal i have” sagde Ingrid.

“Kom og sæt dig her mor” sagde Tina og trak en stol ud til Ingrid. Nu kom Rose hen til bordet.

“Hej mormor, tillykke med fødselsdagen” sagde hun og gav hende et kys på kinden.

“Ja tillykke”sagde Emilio.

“Mange tak skal i have, hvordan går i ellers og har det”

“Vi har det skam fint, hvad med dig Ingrid” Det var Emilio.

“Jamen det går godt tak” svarede Ingrid. Så var det blevet tid til fødselsdagskage, men da vi åbnede låget stod der ikke Ingrid

“Sikke en fin kage skat, men hvem er Marianne og hvorfor ønsker vi hende tillykke med det nye job” spurgte Ingrid

“Hvad!!” Begyndte Tina “Jeg ringer til bageriet med det samme”. Efter et kort øjeblik kom Tina tilbage

“Der var sket en misforståelse, jeg tager ud og henter den rigtige og afleverer den der” sagde hun, og pegede på kagen til Marianne.

“Nej lad mig gøre det Tina, sæt du dig bare ned og slap af ” insisterede Emilio.

“Nej, det behøver du altså ikke” svarede Tina

“Nej det behøver jeg ikke, men jeg gør det alligevel” svarede Emilio.

“Skal jeg ikke tage med” indvendte Rose.

“Nej bliv du bare her, jeg er straks tilbage” svarede Emilio.

“Okay” svarede Rose. Emilio virkede så mistænksom da han gik ud, han kiggede hele tiden tilbage, som om han var bange for noget. Jeg fulgte efter ham, men han satte sig ikke ind i bilen for at køre til bageren. Tværtimod han gik hen til bagdøren som førte hen til scenen. Da han skulle til at åbne bagdøren, ringede hans mobil.

“Hvad nu” sagde Emilio irriteret.

“Ja...Nej…...Nej, jeg ved det godt…….Mmm…...Jamen prø…….Prøv lige at hør her…...Ja…….Ja, jeg gør det nu…..Ja…..Okay…..Hej”. Efter Emilio havde lagt på, stod han et øjeblik og tøvede. Men nu skete der noget, Emilio tog fat i dørhåndtaget og åbnede døren, han stod bare der og kiggede ind. Pludselig lød der et kæmpe brag, det var mig der kom til at vælte den skraldespand jeg gemte mig bagved.

“HEY!! Er her nogen” råbte Emilio, som var på vej hen til den væltede skraldespand. Jeg skyndte mig ind i en skov der lå ved siden af bygningen. Efter et stykke tid gik Emilio hen til døren igen. Han gik ind, og et par minutter efter kom han ud igen, skyndte sig ind i sin bil og kørte hurtigt væk. Jeg nærmede mig døren, som Emilio havde gået ind af men den var låst. Jeg havde set Emilio tage en nøgle under en måtte der lå foran døren, men den var væk, mon han havde taget den med sig. Pludselig hørte jeg et brag og et par skrig, inde fra festlokalet. Jeg løb så hurtigt jeg kunne i mine stiletter. Da jeg løb hen til gårdspladsen, kom brandbilen, ambulancen og lægevognen kørende ind i fuldt udrykning. Det var der jeg opdagede at der var brand i bygningen, det måtte være det Emilio skulle, starte en brand, men hvorfor? Jeg væltede om og det næste øjeblik lå jeg på hospitalet og anede ikke hvad jeg lavede der

“Maria, hvordan har du det”

“Fint tak, tror jeg, hvem er du, hvor er jeg”

“Maria, jeg er sygeplejerske, du er på hospitalet”

“Hvad…………...EMILIO!” Pludselig gik det hele op for mig, hvad der var sket, jeg måtte finde Tina og fortælle hende det.

“Undskyld, hvad siger du?” Spurgte sygeplejersken forvirret.

“Jeg bliver nødt til at tale med Tina Kristensen er hun her”

“Jeg må desværre skuffe dig, Tina klarede den ikke”

“Hvad!....hvad mener du med at hun ikke klarede den”

“Tina Kristensen er død hun blev kvast under et klaver der åbenbart hang i loftet”. Det var der min verden gik i stå, mit hjerte sprang et slag over og et øjeblik glemte jeg at trække vejret.

“Jeg ved hvem der gjorde det” hørte jeg mig selv sige, med en meget bestemt måde

“Hvad mener du?”

“Jeg ved hvem der startede branden, og det var garanteret også ham der havde gjort det med klaveret”

Sygeplejersken så spørgende på mig

“Emilio Hernandez, det var ham”

“Det er godt nok en meget alvorlig anklagen, jeg tror hellere du må tage en lur så snakker jeg med politiet”. Vi fandt ud af at det rent faktisk var Emilio der stod bag branden, der var nemlig et lille kamera bag scenen som havde optaget det hele. Men de fandt aldrig Emilio, han var som sunket i jorden.

I dag har han været efterlyst i præcis tre år, og først lige nu i dette øjeblik har vi set ham igen. Han var kommet brasende ind, lige der hvor vi var igang med at synge fødselsdagssang for Ingrid.

“Emilio forsvind, du har ikke ret til at komme her” råbte jeg, så højt jeg overhovedet kunne

“Hør her, jeg er bare kommet her for at undskylde overfor Rose, og selvfølgelig også alle jer andre” sagde han uskyldigt

“Yeah sikkert, som om vi hopper på den vi er ligesom ikke dumme vel” vrissede jeg af ham. Nu vendte han sig over mod Rose og Ingrid

“Rose vil du ikke godt være sød at lytte til mig bare i to minutter”. Rose kiggede på ham og han fortsatte

“Du ved det aldrig har været min mening at sårer dig”

“ Det er lidt svært at tro på” sagde Rose sagte.

“Hør Rose….”

Hun bankede sin hånd ned i bordet så der lød et brag.

“NEJ!! Jeg gider ikke at høre mere på dig, EMILIO… DU DRÆBTE MIN MOR.” Rose stod nu op, med tåre i sit røde ansigt, som ellers altid var så bleg. Nu kom Emilio gående hen til Rose og der var musestille. Det lignede at Emilio skulle til at give Rose et knus, men det skulle han ikke. I stedet tog han fat i hende og trykkede en pistol mod hendes hoved.

“Ring til politiet, sig det haster” sagde jeg sagte til Michael

I det samme øjeblik kom tre andre mænd på Emilios alder og sigtede på os alle sammen

“HVAD VIL I OS” skreg Rose. De svarede ikke. Politiet var længe om det, men nu kunne man endelig høre sirener i det fjerne og se et par blå lys ude i horisonten. Ingrid som havde 80 års fødselsdag og var min veninde Tinas mor, stod stadig skræmt over i et hjørne af lokalet. Emilio råbte noget uforståeligt til de andre, og i det næste øjeblik var de på vej ud. Nogle af gæsterne prøvede at standse dem, men de blev allesammen kastet ind i borde og stole. Politiet havde været så smarte at da mændene åbnede døren, stod der dobbelt så mange politimænd som de var. De styrtede hen mod scenen igen, men bag scenetæppet stod hele stationen,

“Stop i lovens navn, klokken er 11:37, i er anholdt” sagde de alle i kor

“Det er ikke det sidste I ser af os.” råbte Emilio, mens en politibetjenten guidede ham ud.

“Jo, jo det er det” sagde betjenten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...