Fuldskaben

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 17 mar. 2017
  • Status: Igang
Historien her er faktisk en novelle, som skulle bruges til en skoleopgave. Men tænkte, at jeg lige så godt kunne ligge den op her inde. Den tager udgangspunkt i temaet alkohol og unge, og alle ville kunne læse den.
Jeg har deltaget i konkurrencen på alkoholdialog.dk, og det er 100% min egen novelle.

0Likes
0Kommentarer
54Visninger

1. Fuldskaben

Den kvalmende fornemmelse breder sig i hele min krop. Skrigene og råbene forsvinder langsomt bag mig. Mit hoved dunker, og mine hænder ryster. Hele min krop føles som en karrusel, menneskene er slørede og alt drejer rundt.

 

Jeg fornemmer, at alt det jeg har indtaget i løbet af de sidste fem timer, er på vej op igen. Langsomt prøver jeg at få styr på min krop. Folk skubber til mig. Jeg får fokus på de sidst fyldte shotglas på bordet, stadigvæk tre tilbage. Ordene flyder i hovedet på mig, ‘’hip hurra det min fødselsdag’’. Tommy Seebachs stemme, får mig til at tænke på mine forældre. Dengang de var unge i 80’erne, festede og sang hele natten. Den dårlige samvittighed, skyller ind over mig. Mine forældre har aldrig brudt sig om mit forhold til alkohol. Men har alligevel altid fortalt mig, at jeg må gøre hvad jeg vil, inde for rimelighedes grænser. Jeg ryster tankerne af mig.

Det startede egentligt nemt ud, glas med æblejuice, rød sodavand og lidt øl, men så dum som jeg er, har jeg gemt glassene med vodka til sidst. Jeg griber om det første shotglas, og får hurtigt skyllet de sidste tre glas ned. Så dunker mit hovedet mod bordet.

 

Skrigene, musikken og folk der skubber til mig forsvinder. Det tynder alt sammen ud til en tinnitus lyd. Jeg kæmper for at få mit hoved op igen, men det er limet fast til bordet.

Jeg kan egentligt ikke huske, hvor meget, jeg har fået at drikke i løbet af aftenen, som nu er blevet til natten. Men en ting ved jeg, jeg har fået for meget.

 

Som et bornholmerur dunker mit hoved, og vækker mig. Jeg har svært ved at åbne øjnene, da det føles som om de lukker i automatisk. Nogle må have lagt mig i den gamle sofa, for det sidste jeg husker er bordet med alle glassene.  Der er stilhed i laden. Folket er smuttet, og musikken er slukket. Det flyder med flasker på gulvet, flere af dem er endda smadret. Der står glas på det lille sofabord foran mig, nogle af dem af tømte, men i de fleste er der en lille slat tilbage.

 

Min hals føles som en ørken, så jeg griber ud efter et af glassene med en lille slat i, og skyller ned. Smagen er forfærdelig, men den hjælper halsen. Jeg får rejst mig op, det føles som om det tog to sekunder, men det har sikkert taget fem minutter, bare at få rejst mig op.

Jeg kommer ved et uheld til at sparke til en af flaskerne på bordet. Den ruller hurtigt ind i muren, men uden at smadre. Jeg kigger rundt, og får øje på bordtennisbordet. Der tilsyneladende flyder med alkohol, men det er ikke det, som fanger min opmærksomhed. Det er den lille gule seddel. Jeg får møvet mig der over, men kan ikke se, hvad der står på den. Det er totalt sløret. Jeg gnider mig i øjnene, men kan stadig væk ikke se, hvad der står. Jeg må opgive.

Jeg får bevæget mig ud af laden, og ind i huset. Mine forældre står ved køkkenbordet, og hunden ligger, som sædvanlig i kurven over i hjørnet. Jeg kan ikke samle fokus, til at få fremstammet en nogenlunde almindelig sætning. Så det bliver i stedet til ’’god, godaften, jamen, jamen Karl, vodka, hurraaaa, godnat. ’’

 

Mine forældre har oplevet det før, faktisk er det nærmest blevet en selvfølge. Eller ikke lige frem en vane, men det sker ret ofte. Et par gange om måneden, i hvert fald. Hunden løfter hovedet, men opdager at det bare er mig. Jeg får transporteret mig selv op af trappen, som i dag føles otte kilometer lang. Dunk. Så ligger jeg på gulvet.

 

En irriterende lyd fra min mobil, får min krop til at vågne, men ikke min hjerne. Jeg får hevet den op af lommen. Den klistre sig til min hånd, jeg må ha spildt på den tidligere. Lige meget. Jeg får låst den op, og opdager så de hundredevis af beskeder. Alle sammen fra Eva. ’’Hvorfor svarer du ikke?!’’ ’’Har du set min gule seddel? ’’ ’’Hallo, hvorfor har du sladret?!’’ ’’Gider du svare?!!’’ Jeg sukker. Den tøs driver en til vanvid. Hun har altid opsøgt problemer, og selv den mindste fejl, flår hende helt ud af den.

 

Min hjerne er langsomt begyndt at vågne. Nu venter tømmermændene. Jeg får med mine rystende hænder, savl ud af munden og flakkende øjne, svaret hende. ’’Jeg har ikke sladret om, noget, aner ikke hvad du snakker om. ’’ Jeg ligger mit hoved mod det kolde trægulv.

 

Overetagen har været min siden, at min storebror flyttede ud sidste år. Faktisk bliver det meste af mine lørdage tilbragt lige foran nedgangen til trappen, med en ordenligt omgang tømmermænd. Mine forældre er aldrig her oppe, det er min zone.

Efter få sekunder klikker der en besked ind, og så én til.

’’Du har jo sladret din nar. ’’ Efterfulgt af ’’snak til mig, når du er over dine tømmermænd. ’’ Hvad snakker hun om? Jeg kan ikke rigtig huske noget fra i går aftes, så det er nok derfor. Men jeg er ikke typen der sladre, det har aldrig sagt mig noget.

Jeg må have været faldet i søvn, for det pludselig mørkt udenfor.

Den lange vej ned mod køleskabet giver mig grå hår, det er faktisk utroligt så lang den vej er. Jeg river en cola ud, og skylder den ned i et. Rart.

En lyd ude fra gangen, forstyrre mine øre. Så igen. Jeg slæber mig der ud. Typisk, en som banker på. Jeg tager fat om håndtaget, og får åbnet døren. Udenfor står Eva. Hvad vil hun?

’’Mm? ’’ Får jeg fremstammet. ’’Undskyld mine vrede beskeder, det var Tobias der sladrede. ’’ Siger hun, mens hun piller i sine neglerødder.

 

Nu går det op for mig. Eva har ikke fået lov til at drikke, af sine forældre. Hun havde sneget sig ud fredag aften, og cyklet over til mig. Den eneste hun snakkede med, om det med hendes forældre, var Tobias og mig. Men nu har Tobias åbenbart sladret til hendes forældre, efter et skænderi i går aftes.

’’Helt i orden. ’’ Ærlig talt, det sidste jeg magter lige nu er indviklede samtaler. Hun vender sig om, og går så væk fra gårdspladsen og ud mod vejen.

 

Jeg er godt nok glad for, at mine forældre acceptere mit forhold til alkohol, og at de lader mig gøre hvad jeg vil. Men det er nok noget de har lært fra, da min storebror var ung. Ungdommen er og forbliver fyldt med problemer og alkohol.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...